Eros Arkiv ~ Side 3 af 4 ~ Prima Materia

Den dæmoniske elsker

For at skrive må den kvindelige forfatter lokke den dæmoniske elsker frem, have sex med ham – såvel i overført, som nogle gange i helt konkret betydning. For den mandlige kunster er der naturligvis tale om en muse.

I sin bog Seducing the Demon skriver Erica Jong om forholdet mellem lyst og at skrive. For mig at se er begge sider af Eros.

Måske ville den rigtige term være Daimon Lover – ikke Demon Lover. En daimon er en sjælefører og

“The daimonic has always been, and continues to be, a great source of creativity, inspiration, and fascination in all forms of art.”

Problemet med ens Daimon er at det er svært at lokke ham frem og du ved ikke, hvor du har ham. Han er en psychopomp, der går sine egne veje og han vil gerne have at du går med. Formålet er at finde helhed, men vejen derhen er tit temmelig snørklet.

Desværre kan han bestemt finde på at forlade dig midt i det hele. Han kan også finde på at bringe dig i uføre, give dig mærkelige indskydelser og indfald og skabe små eksplosioner af fyrværkeri, hvis han synes der trænger til at ske noget nyt, hvis han keder sig.

Jeg har efterhånden lært at når jeg begynder at sige mærkelige ting – eller rettere få lyst til at sige eller gøre mærkelige ting, så er min Daimon på spil – og han har noget vigtigt at sige mig. Det er en god idé at lytte til hvad han hvisker mig i øret – men det er IKKE nødvendigvis en god idé at gøre det, han umiddelbart foreslår.

I virkeligheden vil han gerne have det sjovt – han vil have flow, kreativitet, skønhed, lyst, ballade. Han vil have kog i kolben som en anden alkymist. Han vil gerne skabe. Nej han vil gerne have at Du skaber. Han vil gerne have at du lytter til ham og at du sætter dig ned og skriver eller maler, eller hvad din kreative kanal nu måtte være.

Han er en tricksterfigur – så flygtig som Hermes/Merkur. Og lynhurtig. Så han er væk i løbet af et nanosekund, hvis du ikke lytter til ham. Han er det rationelles modsætning, og hvis du bortrationaliserer det som han fortæller dig, inspirationen og ideen, hvis du ikke har tid, er træt og der er tusinde ting i vejen – så gider han dig ikke. Så forlader han dig og du sidder forsmået tilbage.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Ariadnes tråd

Forleden nat drømte jeg at en ven gav mig et lille, gråt garnnøgle som jeg skulle dele ud til alle, men samtidig selv beholde – det vil sige holde fast i enden. Det var nok ikke så uanseligt som så, hvis det skulle kunne deles med alle.

Naturligvis kom jeg straks til at tænke på Ariadnes tråd. Ariadne var prinsesse af Knossos, og hun hjalp den unge helt Theseus med at komme ind i midten af labyrinten på Knossos, slå uhyret Minotaurus ihjel og finde vej ud igen. Det gjorde hun som bekendt ved at give ham en tråd, som han fæstnede ved indgangen til labyrinten, og som han holdt fast i så han kunne finde vej ud igen da han havde skilt uhyrets hoved fra dets krop. Bagefter skete der det, at den unge helt forlod hende. Hun giftede sig senere med guden Dionysos.

Da jeg havde haft denne drøm kom jeg til at tænke på en bog, jeg har, som hedder Ariadnes Clue : a Guide to the Symbols of Humankind (Anthony Stevens, 1998). Det er endnu en af de bøger, som jeg ejer, men som jeg endnu ikke har fået læst. Nu er jeg så begyndt at læse den.

Fordi det at følge den indskydelse man får fra en drøm kan nogle gange være en god idé – men – det vil jeg gerne understrege – det er det naturligvis langtfra alle gange. Det er præcis det jeg mener med at leve det symbolske liv; at være opmærksom på symboler – fx fra drømme – og stilfærdigt at “arbejde” med dem, lade dem simre i ens indre og i nogle tilfælde (hvor det ikke involverer eller sårer andre) at handle ud fra dem.

Tråden som symbol – kunne jeg så læse i Ariadnes Clue – har en rig symbolik, såvel i vestlige som i østlige mytologier. I Upanishaderne

“[T]he thread (sûtra) is described as linking ‘ this world to the other world and all beings. The thread is both ?tman (self) and pr?na (breath) and is linked to the central point in the cosmos, the sun. It is written that the thread must ‘in all things be followed back to its source …. Similarly the word tantra is also derived from the notion of thread and weaving and indicates the interdependence of all things.”

Der er flere eksempler: De tre skæbnegudinder Clotho, Lachesis og Atropos, og edderkoppens spind, både en en tråd og en labyrint;

“[A] mandala reconciling the opposites of creation and destruction, with its creator sitting at the centre”

Stevens afslutter sin indledende gennemgang af trådens symbolik med følgende ord:

“The thread, therefore, may be understood as an archetypal symbol of the life principle strechting through time as a means of conscious orientation and a guide to understanding”

Dette var så en såkaldt amplifikation af tråden som symbol. Amplifikation betyder i den jungianske terminologi at sætte drømmenes symbolindhold i relation til fx kulturhistorisk og mytologisk materiale, dvs at sætte dem ind i en kontekst, at forstærke dem og uddybe deres betydning. Men selvom det giver en bredere forståelse siger det jo intet om, hvad drømmen betyder for mig.

Jeg tror dels, at det handler om vigtigheden ved at være forbundet med andre mennesker, at være relateret. At alting hænger sammen, at vi alle er forbundet og at jeg er afhængig af og forbundet med andre. Opgaven for mig er at tage dette alvorligt, at skabe forbindelser, relationer. Eros (at skabe eros i alle dets forskellige betydninger er netop min aspiration) har meget at gøre med relationer, og de måder vi relaterer os på i verden – de tråde, vi spinder. For mig har det også at gøre med at skrive og derigennem at skabe bevidsthed og mening gennem ord; både for mig selv, men muligvis og forhåbentligt også for de mennesker, der læser det, som jeg skriver. På den måde bliver eros og logos forbundet på smukkeste vis.

Jeg kommer også til at tænke på, at netop nettet er jo mediet, som både jeg – og vi alle efterhånden bruger til at holde os forbundet på. At ytre os, at give hinanden betydning (som jeg hørte en sige meget smukt fornyligt) at holde os orienteret. At være relateret.

Alligevel var drømmesymbolet meget konkret, et gråt garnnøgle – jeg kan næsten mærke dets tekstur i min hånd, som jeg giver det videre.

Skønhed

For nylig hørte jeg to mennesker – uafhængigt af hinanden og i to vidt forskellige sammenhænge – udtrykke den holdning at det at beskæftige sig med og udtrykke skønhed er overfladisk.

Au contraire!

Skønhed kan udtrykke en dyb forbindelse med ens inderste. Se blot dette citat fra Nancy Qualls-Corbett’s The Sacred Prostitute:

The woman who comes to know the Goddess … finds her body beautiful and is consciously aware that it is … an manifestation of the Self … The body is … prime matter [sic!] by which she can come to know and to value her own deep emotions, intuitions and instinctive wisdom. The woman conscious of the goddess cares for her body with proper nutrition and exercise and enjoys the ceremonies of bathing, cosmetics and dress. This is not just for superficial purpose of personal appeal, which is related to ego gratification, but out of respect for the nature of the feminine. Her beauty derives from a vital connection to the Self” (p 62)

Det er egentlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt kroppen er smuk udfra objektivt æstetiske kriterier, men udfra følelsen af at den er smuk, og værdsættelsen af den, der udtrykkes gennem den omsorg, der ligger i at bade, smykke og pynte sig. Værdsættelsen – og det at være gorgeous – udstråler i sig selv selvrespekt, selvværd og eros – og så bliver man smuk.

Skønhed er noget universielt – og mangefacetteret – hvorfor ikke hylde den, såvel i andre som i sig selv?

De to billeder viser på hver sin måde den hedenske gudinde, og begge udtrykker hendes skønhed.

Drivkraft

Engang i mellem er det sundt at stoppe op dér på stien og spørge sig selv, hvad drivkraften er.

Hvad er drivkraften bag denne blog? Hvad er mine bevæggrunde til at skrive om de emner, jeg skriver om? Selv om jeg har løst op på formen og strukturen på bloggen, er det jo dybest set de samme emner, der har min interesse – bortset fra spiritualitet. Som skrevet tidligere er det jo spændende at se, hvordan en blog forandrer sig over tid.

Lad mig tage et emne ad gangen og derefter komme med et overordnet bud.

Jeg har ændret mit syn på tarot i løbet af det sidste års tid, og jeg bruger ikke kortene på samme måde som tidligere, ligesom jeg heller ikke lægger kort for fremmede. Jeg elsker tarotkortenes billedsprog, og det gik op for mig at jeg ser det på samme måde som alkymiens symbolik; billeder på psykologiske processer og tilstande, som vi kan meditere over og hente forståelse og inspiration i.

Symboler er derfor en anden interesse, en anden brønd af fascination, som jeg aldrig bliver træt af at hente inspiration fra. Symboler finder vi overalt; i sproget, i litteraturen, i film, i kunst, i drømme – og altså i tarot og i alkymien. En kunstner som er utrolig dygtig til at formidle symboler, er Robert M. Place, som har skabt The Alchemical Tarot, som jeg har fået tilladelse til anvende på min blog. The Alchemical er en smuk sammensmeltning af tarottens og alkymiens verden.

Min betagelse af symboler hænger naturligvis sammen med min personlige interesse for jungiansk analytisk psykologi, som jeg aldrig bliver færdig med. Den er den teoretiske horisont – uden at blive en doktrin. Det interessante er, at den er under stadig teoretisk udvikling; der bliver hele tiden arbejdet på at skabe en stadig større forståelse, forfinelse og udvikling af de jungianske begreber, som fx Animus.

Så er der kreativitet. Hvordan hænger det sammen med de andre emner? Når jeg skriver kreativitet tænker jeg mest på det at skrive. At skabe mening via ord og at dele dem. Jeg elsker at skrive. I den udstrækning jeg overhovedet har talent for noget som helst er det at skrive.

Det er selve drivkraften bag denne blog – det også fascinationen ved de emner, jeg netop har beskrevet, og det at dele min forståelse for og viden om disse emner med de (måske meget få) der har lyst til læse med.

Men kreativitet bunder dybere end at skabe mening med ord, på papiret eller bloggen. Det at være kreativ har også at gøre med min aspiration – at skabe Eros.

Alkymien handler også om at skabe; at forvandle uædle metaller til guld – i det indre et symbol på at skabe sjæl.

Aspiration: Eros

Hvad er så min aspiration – eller min passion? Hvad er det, jeg vil puste liv i?

Jeg har givet slip på det at leve efter bestemte mål. Og det betyder også at jeg ikke ønsker at leve efter bestemte systemer.

Derfor ved jeg ikke helt hvad det er, jeg nu vil forsøge at beskrive. Måske et indre landskab. Et landskab som jeg endnu ikke kender og som jeg er ved at udforske, spiralisk og søgende.

Men her kommer det:

Min aspiration er at hylde eros, at dyrke eros, at skabe mere rum for eros, – og for sjælen.

Guderne skal vide, at jeg ikke ved, hvad det betyder og hvordan, jeg gør det. Det finder jeg ud af, hen ad vejen. Shapiro skriver, at det gerne må være svært at definere og at gøre, det er slet ikke sikkert at man opnår det.

Det er ikke det vigtige – det vigtige er at leve det – Her&Nu.

Mit tema – indtil videre – er som tidligere beskrevet hengivelse eller overgivelse. Så det jeg hengiver mig til Eros – i alle dets afskygninger. Og da landskabet er totalt ukendt og min aspiration abstrakt, har jeg behov for nogle pejlemærker – herma – på vejen. Det er naturligvis de fire P’er: Presence, Process, Paradox & Passion.

Endelig er der mit motto; mine modi vivendi, mine levemåder; Be. Shine. Love.

Jeg har forsøgt at beskrive forskellige niveauer af abstraktion fra det højeste – det mest abstrakte – til det mest konkrete; i Be ligger der blot det at give mig hen til nuet, at trække vejret.

Det lyder indviklet. Det er det ikke. Der ikke nogle mål, nogle krav eller forventninger til perfektionisme i det. Det er alt sammen et eksperiment og der er rig mulighed for at “fejle”, at forvilde mig dybt ind ad krogede stier.

Det er mit håb at dette kan være en inspiration for dig, der ønsker at være passioneret – mål løs.

Om at give slip

“Det er bare en projektion”

Vi har det med at neglicere oplevelsen af at have lagt vores guld over i en anden. Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden af at tage vare på sit eget guld og trække sine projektioner tilbage. Problemet er blot at det kan være en særdeles pinefuld proces at trække tilbage og at give slip. Det er ikke let.

Det er nemmere sagt end gjort, fx at

At forstå meningen med livet, at skabe mening for sig selv og forståelse for relationen til den Anden. Og dermed også at se den Anden som vedkommende er – minus de betydninger vi tillægger ham/hende i form af egne projektioner.

[U]dfordringen ligger i at trække projektionerne tilbage – at fordre vores eget guld. Vores egen energi. Det er bare ikke så nemt. Det kræver vilje til at se sig selv i øjnene. At finde sit guld – både det som umiddelbart skinner – og det “mørke guld” – kræver hårdt arbejde, og vilje til at få beskidte hænder.

James Hillman skriver om projektionernes paradoksale natur:

But it comes [the triangle of eros] not as an imagery in meditation but through violence and pain and in the shape of actual persons, teaching the psyche by means of the triangle that the imaginal is most actual and the actual symbolic. We say at one and the same time: It’s nonsense, a projection, all in my imagination” and “I can’t go on without the actual you”. (A Blue Fire, Love’s Torturous Enchantments, p. 271)

Lovers — Ingen kan sige sig fri for at blive ramt.

Der er så meget energi, så meget “psychomagi”, så meget Mening gemt i projektionerne, at det kan være særdeles pinagtigt at se dem i øjnene, at trække dem tilbage og tage ansvaret for at bære guldet selv. Det er forbundet med smerte, vrede, ensomhed og sorg. Afmagten over at skulle give slip. Det føles som at blive brændt.

I nogle tilfælde må vi trække projektionen tilbage fordi vi bliver bevidst om det og vælger det. I andre tilfælde er det nødvendigt, fordi den Anden netop er et selvstændigt menneske, der ikke kan, vil eller skal leve op til vore projektioner. Og i nogle tilfælde må illusionen så at sige a briste, når vi erkender og anerkender det egentlige menneske, der er bærer af projektionen.

Der er mange lag gemt i det. Dels er der anerkendelsen af betydningen af den energi vi har lagt ud. det. At det er smukt, at det er varmt, vibrerende og værdifuldt. Men også anerkendelsen af det menneske vi har set som værende så smukt og værdifuldt. Der ligger også en gave i at se det smukke i den Anden, der gør at man bruger de egenskaber i ham/hende som anker for sine følelser.

Det er ikke noget at skamme sig over. Eros er ikke noget at skamme sig over. Men i vores Logos-orienterede samfund har vi det jo ofte med at føle skam over vores følelser; især de pinagtige, pinlige og upassende af dem. Så der ligger en skam forbundet med at det at projicere gode følelser over i et andet menneske og lade sig således fortabe. Derfor vælger vi ofte at devaluere det som blot en projektion, og lade være med at reflektere og blive bevidste og gøre det til vores eget guld. Fordi det gør så skideondt og er så forbandet besværligt.

Tilgivelse og accept er derfor vigtigt. Tilgivelse i forhold til sig selv, accept af at det faktisk sker og kan ske for os alle. Fordi sådan fungerer det for os mennesker. At der er noget smukt og værdifuldt i det. Fordi der ligger en mulighed for både læring og selv-kærlighed gemt i det. Og ikke mindst accepten af det andet menneskes unikhed og skønhed, der netop var det som fik både det bedste og det værste frem i en. Passionens dobbelte flamme.

sunalchemical — Conjunctio. I alkymien er målet at opleve sammensmeltningen på det indre plan.

Tilgivelse og taknemmelighed er væsentlige elementer i det med at se sine projektioner i øjnene – og give slip. Taknemmelighed over det guld vi finder i processen. For ikke at sige ydmyghed og håbet om selv at blive tilgivet i det omfang vi sårer andre.

Skammer vi os over vores følelser og devaluerer dem, så devaluerer vi også os selv – vores inderste kerne. Sjælen. Der hvor energien i projektionen dybest set kommer fra og hører hjemme. Vi lukker øjnene for og hjertet for både sårbarheden og skønheden i os selv og andre. Vi lægger os selv, andre og vores fælles, dybeste menneskelighed på is. Dét er en skam.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Det symbolske liv II

Vi lever i en logos-kultur. Det er der ikke noget galt med – den har givet os pencillinen og adskillige andre ting, der har været forskellen på liv og død for utallige mennesker. Alligevel er det som om at der mangler noget. Det er det, efterlyste i mit indlæg En bøn for Eros.

Der er en måde at dyrke Eros. Det er at leve det symbolske liv.

Læs blot hvad Murray Stein skriver om det symbolske liv i Spring Journal (Temanummeret):

“The secular world is even more rational and technological today … and the deep cleavages and splits in our contemporary culture have not been bridged and to any significant extent since Jung’s day.”

Og:

“Jung was no happier or more content with modernity than we are today since it offers so little in the way of a personal meaning in a mechanistic universe and blocks all routes of access to the transcent”

Så hvordan lever vi det symbolske liv?

Murray Stein beskriver det således:

“What this entails is a specific attitude toward the psyche, especially toward the unconsious. For it is to the unconscious that one look for hints and cues toward the symbolic, if one follows the classic methods described by Jung. The religious traditions may also offer useful images and motifs, since they are ultimately products of the psyche … Such images may suggest possible hints of transcendence, as do numinous images from other sources such as dreams, personal visions ad intuitions, and synchronistic experiences. This way means opening the door to a vast array of personal and traditional manifestations of the spirit and the human soul. It is this proces of receiving and reflecting on such images that one would to today designate as “a symbolic life”.

Hvad er forbindelsen mellem at hylde eros og at leve det symbolske liv? For mig at se handler det om at acceptere det smukke, det tvetydige, det ikke-kvantificér eller forklarbare i tilværelsen. Det der ikke har en logisk, rationel forklaring, kan have en dyb, vild, skøn mening, som findes på det symbolske plan. Det er er uhyre svært at komme med eksempler, og det er svært at at vise nogen vejen – for – i dette felt – går vi alle vore egne snørklede veje.

Det kan være et billede, der dukker op i en drøm og som får en bestemt betydning for os – for eksempel et hus. Da min mor døde sidste år og jeg skulle sælge hendes hus – drømte jeg adskillige gange om huset og min mor – da huset var solgt og boet gjort op, holdt dette symbol eller tema op med at dukke op i mine drømme. Naturligvis havde det sin forklaring i nogle helt konkrete problemtillinger i mit liv, men det havde naturligvis også noget at gøre med at sige farvel og løsrive mig på et mere fundamentalt plan. (At ens forældre dør gør noget særligt ved én, det er måske i virkeligheden først da, at man bliver voksen?)

Murray Stein skriver også:

“Once an image establishes itself as a symbol for a person it occupies a more permant place in consciousness … A symbol holds a place of privilege and may be active and effective over long periods of time … An attitude of respect for the numinous presence of the Divine, akin to worship, belongs inherently to the symbolic life. To live with a symbol means to come back to it often and, in return, to renew its energy and to be renewed by its profound connections to the Source, the Self.”

Det er en væsentlig pointe at han her skriver om bevidsthed. Symbolerne dukker frem af det ubevidste, men det er ved at indtage en bevidst attitude, en opmærksomhed og åbenhed – awareness – at vi kan leve det symbolske liv og forny os igennem symbolerne. Det er gennem den bevidste opmærksomhed, at symbolerne gives mening og dybde, og at de bliver levende, og fyldte med energi.

Kurtisanen

Kurtisanen – eller hetæren – bliver ofte misforstået og opfattet som slet og ret en prostitueret. Jeg vil prøve at nuancere billedet lidt og se på, hvad kurtisanen eller hetæren som (arke)type kan sige os i dag.

Den oprindelige betydning af ordet kurtisane er simpelthen en kvinde, der lever ved hoffet, en hofdame (Courtisan ~ court, to court). Det er også herfra vi har verbet at kurtisere.

(Måske er der her en forbindelse helt tilbage til 1200 tallets høviske kærlighed (eng. “courtly love”), hvor en mand ridderligt beundrede og elskede en kvinde i en blanding af erotisk og spirituel passion – men ikke nødvendigvis udlevet i fysisk seksuel nydelse, selvom jeg har svært ved at tro at dét ikke også fandt sted).

Mange kendte kurtisaner var hofkvinder, der var knyttet til en magtfuld mand, samtidig med at de også kunne være udøvende kunstnere eller digtere. Ofte var disse kvinder selv magtfulde. Ved middelalderens og renæssancens hoffer levede fyrsten og hans hustru ikke nødvendigvis sammen, istedet havde han en kvindelig partner, ofte en fri, veluddannet kvinde, der tilbød ham selskab i bytte for økonomisk understøttelse. Herfra blev betydningen af kurtisane gradvist degraderet til at være en holdt kvinde og i sidste ende en prostitueret. Men i udgangspunktet var kurtisanen mandens partner, hans companion, og i forholdet udveksledes erotik, inspiration og viden.

I det gamle grækenland var hetæren en blanding mellem en udøvende kunstner og en prostitueret, i nogle tilfælde tempelprostitueret. De kunne som de eneste kvinder deltage i symposier, hvor deres stemme blev hørt på lige fod med de mandlige deltageres. De betalte skat af de penge de tjente på deres kunstneriske og erotiske ydelser.

Toni Wolff ser i en jungiansk kontekst hetæren som en af fire kvindelige arketyper. Man kan så diskutere om der “kun” er fire kvindelige arketyper.

Jeg finder kurtisanen interessant som type, fordi den giver mulighed for udlevelse af netop den kvindelige eros eller erotiske energi, hvilket de andre rollemodeller og arketyper ikke umiddelbart rummer plads til. Vi har at gøre med en voksen, fri, veluddannet, dygtig, aktiv kvinde, og altså netop en type, hvorigennem både kvindelig eros og kvindelig logos kan udtrykkes.

Kurtisanens eros og kreative kraft er hendes egen og ikke bundet til nogen bestemt anden opgave. Hun vælger i nogle tilfælde at bruge den for at opnå økonomisk sikkerhed. Både i form af seksuelle ydelser, men også som samtalepartner og udøvende kunstner.

Eros og kreativitet er så at sige hovedopgaven. Den kvindelige eros er lige præcis den energi som kurtisanen som arketype udtrykker, og derfor er hun spændende.

Hvis vi forfalder til at opfatte og misforstå eros som noget seksuelt, misser vi naturligvis pointen og den kraft der ligger i denne arketype.

Kvindelig eros

For nylig læste jeg et par af Emilia van Hauens indlæg om kvinders “erotiske kapital”, som hun kalder det. Jeg er stort set enig med hende. Det var tankevækkende at læse kommentarerne til den ene, “Får jeg sex i de her sko” på Information, hvor mange – især mænd – kom med nogle ret kritiske kommentarer.

Problemet er, at van Hauens budskab – som handler om at kvinder skal være bedre til at bruge deres erotiske udstråling for at brænde igennem med deres budskab, være livsglade og kreative – alt for let kan fordrejes.

Til at det handler om at bolle sig til tops, at bruge sex til at få magt – og at det er løsningen at købe nye sko. Okay. det med skoene ligger desværre lige til højrebenet, fordi hun selv nævner det. Det er nok ikke så enkelt. Der skal mere til. Men det handler om ikke at sætte sit lys under en skæppe ved at gå i direkte kedeligt tøj. Det hjælper hverken på ens vebefindende eller den måde andre opfatter éns budskab på. Lidt glamour skader ingen.

sko — Ifølge Madonna skulle et par disse være lige så gode som sex ...

I det hele taget – og det synes jeg er kernen i Emilia van Hauens budskab – at den kvindelige eros – synes endelig (!) at få rum. Og her mener jeg kvindelig erotisk udstråling, karisma, livsglæde etc. uden at det bliver til reduceret til sex, magtliderlighed eller noget direkte angstfremkaldende.

Den er nu ikke helt home free endnu, desværre (hvilket også kommentarerne på information vidner om).

Men måske er feltet alligevel ved at åbne sig for denne facet af kvindeligheden. Ellers har mulighederne været – og er stadig – deprimerende få og karikerede, som fx Luder, Madonna, Mor, BusinessWoman, Flower Power Flipper – for nu bare at nævne dem jeg lige kan komme i tanke om.

Ingen af dem appellerer særlig til mig. Måske fordi de har en skæv balance i forholdet mellem eros og logos eller fordi de handler mere om hvordan man (traditionelt) har set kvinder.

Der er en kvindetype, der synes at mangle i dette felt. En type, der har meget at gøre med den både kvindelige eros og den kvindelige logos. Og denne kvindetype handler det næste indlæg om. Jeg tænker naturligvis på kurtisanen.

NB: hvis nogen har et problem med at jeg har lånt disse sko – eller billedet af dem – så sig til, så finder jeg et par andre …

Kaffe, spiraler og helhed

Jeg hælder mælk i min kaffe og ser at den danner en hvid spiral i den brune kaffe.

Jeg tænker på livet som en spiral. Vi møder de samme temaer og konflikter igen og igen på forskellige måder og på forskellige planer. Men de er dybest set de samme grundtemaer, der går igen. Nogle gange føles det som om spiralen fører os i svimlende højder, ind i himmelen, og andre gange ned i dybe, mørke steder. Hjertets lønkamre.

Hjertet bliver knust på forskellige måder, men hjertet bliver også stærkere. Det knuste hjerte ser temaerne, ser meningen, forstår mere og bliver mere viist. Det er ihvertfald mit håb – for lige nu føler jeg mig ikke særlig viis, må jeg ærligt indrømme.

Men jeg tænker at hvis vi ærer Eros. Hvis vi tænder en ild i egne og andres hjerter så vil hjertets eksistentielle knusthed betyde, at den ild lyser op for os selv og andre. Fordi den så kan ses, hvis vi ikke er bange for at vise den.

Måske kan vi kun være hele ved at turde blive og forblive knuste?