Hvor meget kan man give af sig selv uden at miste det hele?
Digteren Per Højholt er blevet citeret for at sige at forfatteren „ikke [skal] tage af hovedstolen“, det vil sige, ikke blande sine erindringer og liv direkte ind i kunsten. Nu identificerer jeg mig egentlig ikke som hverken “forfatter” eller “kunstner” – men som blogger/skribent med noget på hjerte.
Spørgsmålet er blevet aktuelt for mig i lyset af min post fra i går Om at acceptere det, jeg ikke kan. Jeg har i løbet af det sidste år gradvist udfordret grænsen for, hvor meget jeg vil give af mig selv, hvor meget jeg vil “blotte” mig i mine indlæg.
Jeg tror at jeg nåede grænsen dér. Og det er godt at finde sine grænser.
Der er en sandhed i at det at skrive om svære emner fordrer ærlighed. Der er en sandhed i at jeg risikerer at brænde ud, hvis jeg ikke skriver et andet sted fra. Det er – trods alt – begrænset hvor mange dæmoner, spøgelser og skeletter jeg har i skabet.
Men der er også en sandhed i, at det er begrænset, hvor meget jeg kan skrive uden at investere noget af mig selv. Hvis jeg ikke giver af mig selv bliver det lige-gyldigt. Hvis jeg giver for meget bliver det privat og ikke-genkendeligt.
Mit ønske – og det er dén balance, jeg forsøger at nå – er at finde mod til at give nok af mig selv til at jeg sætter noget på spil og at det – også fordi jeg invester hjerteblod – vækker genklang og bliver alment-gyldigt og genkendeligt.
Min betagelse af symboler hænger naturligvis sammen med min personlige interesse for jungiansk analytisk psykologi, som jeg aldrig bliver færdig med. Den er den teoretiske horisont – uden at blive en doktrin. Det interessante er, at den er under stadig teoretisk udvikling; der bliver hele tiden arbejdet på at skabe en stadig større forståelse, forfinelse og udvikling af de jungianske begreber, som fx Animus.
Jeg ved det ikke – endnu.
