Eros Arkiv ~ Prima Materia

Jomfru

“Touched for the very first time”

I filmen Reservoir Dogs diskuterer gangsterne, hvad der ligger i Madonnas sang Like a Virgin. Deres antagelse er, at manden boller hende så voldsomt, at det gør ondt på hende som da hun havde sex første gang.

Det falder dem ikke ind, at det kunne handle om at berøring kan føles som om man aldrig er blevet rørt før.

I den almindelige opfattelse er en jomfru en pige eller kvinde, som ikke har haft sex endnu. Som er uberørt. Som er ren og uskyldig. Men hvis vi graver ned i symbolikken omkring Jomfruen viser der sig et andet billede.

Jomfruen er en kompleks figur.

På latin hedder jomfruen Virgo hvilket betyder ugift kvinde eller pige. Først senere kommer konnotationerne til seksuel uberørthed. Det græske parthenos og det hebræiske almah som begge i bibelen oversættes til jomfru, betød begge slet og ret ugift.

Diana/Artemis

I den græske mytologi er gudinder som Artemis, Athene og Hestia ”jomfruer”, og det, som ligger i disse figurer er ikke så meget deres seksuelle uberørthed, som deres uafhængighed af mænd. Da Artemis opdager, at den unge jæger Acteon har set hende bade nøgen forvandler hun ham til en kronhjort. Nu, uigenkendelig, bliver han dræbt af sine egne hunde.

Selve synet af den nøgne gudinde er en overtrædelse af grænsen, er en besudling af den hellige jomfruelighed, og dermed strafbart til døden. Det er ikke en seksuel grænse, der er overskredet, men et helligt tabu.

Det problematiske ved opfattelsen af jomfruen som den seksuelt uberørte er, at nogle af de store jomfrugudinder som Artemis fra Efesos og Atargatis var skøger, hvis templer blev betjent af prostituerede, der trådte i gudindens sted (den oprindelige betydning af ordet prostitueret betyder stedfortræder for gudinden). Således havde mændene hellig sex med Gudinden i tempelskøgens skikkelse.

Artemis fra Efesos med de mange bryster

Den prostituerede er således identisk med den mytiske, hellige jomfru, et arketypisk billede på den fri kvinde, der i første omgang er viet, ikke til en mand, men til Selvet. Og det jomfruelige betyder ikke kyskhed i traditionel forstand, hvor seksualiteten underordnes (det maskuline, patriarkalske samfunds) normer og traditioner, men hvor seksualiteten hviler i sig selv og lyder Selvets normer.

Kyskhed betyder i denne forstand ikke seksuel uberørthed, men slet og ret uberørthed. At være uberørt eller i sig hvilende. Selv-beroende.

Jomfruen er således kysk og erotisk på én og samme tid. Og netop i det oprindelige billede forenes disse to tilsyneladende modsætninger. Spørgsmålet er, hvad der er sket med Jomfruen, den Hellige Skøge siden?

For tilsyneladende er der sket et split i mellem Kyskhed og Eros, mellem Madonna og Luder, mellem rent og urent siden templerne blev jævnet med jorden og æbletræerne fældet i Babylon. Det er sket med stor skade for såvel den maskuline som den feminine psyke, som både levende mænd og kvinder lider under den dag i dag. Og det er netop splittelsen i Det Feminine mellem Luder og Madonna, og i den kollektive psyke mellem krop og sjæl, materie og ånd, eros og logos etc.

Jeg hører ofte det udsagn, især fra mænd, at sex og kærlighed er to forskellige ting, men jeg tror ikke på det. Jeg tror, at en af vores kulturs store tragedier er at vi har adskilt disse to ting. Dermed ikke sagt, at sex kun skal finde sted i ægteskabet eller parforholdet, det må være op til hin enkelte at afgøre, hvordan man vil leve. Men jeg tror (det er min egen erfaring) at det er umuligt at adskille disse to ting, og at vores sjæl tager skade, når vi gør det. En tidligere prostitueret skriver i Politiken, at ”når kvinder begynder at skille sex og kærlighed fra hinanden, ødelægger de deres sexliv for bestandigt – for lige så nemt det er at skille dem, lige så svært er det at sætte de to nævnere sammen igen”.

Så det er ikke et moralsk udsagn om levemåde, jeg her fremsætter, men den tanke at vi har tage det hellige ud af det seksuelle. At det er blevet profaneret og bliver profaneret i den udstrækning vi tager kærligheden ud af det.

Jeg tror at den store søgen mod tantra i disse år handler om at mennesker, hvad enten de er alene eller sammen, ønsker at indføre det hellige i det seksuelle igen. De ønsker og dette er et kollektivt ønske, at hele splittelsen, og at hjælpe Gudinden med at blive hel igen; ikke at være enten Skøge eller Jomfru, Luder eller Madonna – men at integrere begge dele i hende. Og det er en Søgen hos både mænd og kvinder, fordi mænd også ønsker at hele deres indre feminine for at blive helere og mere maskuline mænd. Paradokset er nemlig at jo helere en mands feminitet er i det indre, jo mere hvilende i sin maskulinitet bliver han, eller har han mulighed for at blive.

Pornografien er et kulturelt-maskuline blik på det seksuelle, hvor denne reduceres til funktion og den (ofte) kvindelige krop reduceres til begærsobjekt, hvis mål det er at forløse mandens begær. Kvindens lyst og orgasme validerer mandens evne til at tilfredstille kvinden. Den er, i den udstrækning til for hans skyld. Sexisme, seksuelt misbrug, deling af intime billeder blandt unge, voldtægt etc. er dette ført ud i det absurde. Det betyder ikke, at jeg mener, at pornografi fører til voldtægt og overgreb, men det er alt sammen udtryk for det samme; en krænkelse af kroppen som noget i sig selv helligt, et tempel for Eros, en hellig beholder for sjælen, et subjektivt omdrejningspunkt for lyst, som man selv kan vælge at dele eller lade være.

Kroppen som den alkymistiske kolbe

Vi har mistet synet på kroppen som udtryk for sjæl og vi har mistet synet på det seksuelle som noget helligt. Enten skal det til stadighed defineres og kontrolleres gennem skam i patriarkalske systemer – og her er det ofte den kvindelige seksualitet, der begrænses – eller også bliver det en vare, et objekt. Det gælder såvel det seksuelle som kroppen.

Der findes en hellighed i det erotiske. Det paradoksale er at vi for at værne om det erotiske kan være nødt til at afstå fra det. Vi kan vælge at give det som en smuk og hellig gave – eller undlade.

Jomfruen viser os vejen tilbage til templet, til seksualiteten som noget helligt, som et mysterium tremendum et fascinosum, som den alkymiske bryllup, som conjunctio. Både i mødet med den Anden i det ydre, og i mødet med den Anden i det indre.

Den Hvide Dronning før brylluppet (?)

Jomfruen er kompleks fordi hun peger på lyset og på mørket i det hellige seksuelle, hun peger på friheden i afståelsen og på forbundetheden i hengivelsen, hun fortæller os at vi for at blive hele også må under jorden til Hades, som Kore måtte, for at blive Persefone. Vi må have både lyset, og mørket, livet og døden i os, som paradokset.

Især dette paradoks mellem kyskhed og eros er det svært at udholde – det er derfor vi i vores kultur er splittede; vi magter ikke paradokset.

Den paradoksale Sorte Madonna

Jomfruen som symbolsk arketypisk energi har lært mig at udholde paradokset i min egen natur, splittelsen mellem kyskhed og Eros, hun har lært mig at være sensuel samtidig med at jeg ærer og nærer min erotiske flamme – og værner om den.

Hun har lært mig at elske mig selv.

Og hun har lært mig at berøringer kan være så intenst brændende i deres styrke, renhed og sensualitet, at jeg som kvinde føler mig som en jomfru igen.

Eros og Individuation

“This is the reason why such people always fall in love with those who don’t love them in return. It is in order to prevent the erotic experience, because such an experience would alienate the person from her secret purpose, which, at least for the time being, is individuation.”

I lyset af skismaet mellem Logos & Eros, mellem erkendelse og erfaring, kom jeg til at tænke på, om der også er et skisma mellem kreativitet og kærlighed?

For lidt over et år siden fandt jeg det ovenstående citat af Jung. Skulle jeg have lyttet mere intenst. Men nej, der ligger en skønhed i al erfaring, i al levet liv, i alle forsøg på at relatere.

Gnisten tændes og dramaet starter. Det er en teleologisk drift mod individuation. For nogle mennesker vil udviklingen mod Selvet foregå i parforholdet, i relationen, mens den for andre vil foregå udenfor – i en følelse af ensomhed, af isolation, fordi det er her, vi radikalt tvinges til at se os selv – og dæmonerne i øjnene?

Er der således et skisma mellem realisation af kærlighed og realisation af kreativitet for nogle typer af mennesker? Eller, for at formulere det på en anden måde: Måske ligger individuationsmuligheden for nogle i kærligheden og for andre i kreativiteten?

Til den kvindelige individuation hører at tage en bid af æblet,
ført af slangen, visdommen uhyre.

Den frustrerede kærlighed og lyst er i alkymien et tema, der fx udtrykkes i billedet med den brændende ulv. Vores længsler skal frustreres, og renses i ilden. Passionen løftes fra et niveau til et andet.

Min veninde rådede mig til at rette min Animusenergi mod et nystartet projekt (eller to) – og det vil jeg gøre. Måske udelukker mit ønske om at skabe Eros, og sjæl, i en bredere forstand muligheden for at skabe Eros med ét menneske, selvom dette også er et dybt ønske i mig?

Måske er der en dybere mening med passionen i den uforløste kærlighed: Den skal forløses i kreativitet.

Og det fordrer stilhed, ensomhed, dybde.

Ord

“Sticks and stones may break my bones
But words will never harm me”

Jeg har i lyset af nylige begivenheder fået anledning til at reflektere over ordenes betydning. Både de ord, der kan såre, de ord der kan lindre og de ord, der undersøger, hvad tingene betyder.

Begivenheder på facebook fik mig til at indse, at ord ikke er harmløse. Ord kan være tveæggede, eller sårende eller spottende. Ord skaber betydning, og det er derfor vi skal være bevidste om dem. Facebook blev mig for intellektuelt, for stikkende.

Jeg fik også af to forskellige mennesker ros for mine ord; at jeg formulerer mig smukt, og at jeg har en dybde i mit sprog. At jeg bruger ordene til at skabe betydning, at undersøge, hvad tingene betyder.

Det er sådan jeg ønsker at bruge mine ord.

De skal lindre, ikke såre. Jeg ønsker at forfine en poesi i mit sprog, som kan komme mennesker til lindring, til gode, til berigelse.

Jeg ønsker at skabe skønhed.
Ord som kirsebærtræer i blomstring.

Og dog mødte jeg også et dilemma, der har med skismaet mellem erkendelse og erfaring at gøre.

Er der grænse for, hvad ord kan? Ord, især de skrevne, kan mangle krop, stemme, øjenkontakt, nærhed.

Måske er der nogle situationer, hvor vi må acceptere at ord måske kan skabe erkendelse, men kun til en vis grænse. Svar afføder flere spørgsmål. Ord bliver en hindring for den stilhed, der er nødvendig for at leve med vores erfaring. Erkendelse og erfaring er to forskellige ting. Den første har med med intellekt at gøre, den anden med hjerte og krop.

Det kan være nødvendigt at leve med det uafsluttede, det uvisse, det gådefulde, det uforløste. At tage det på sig og bære det som erfaring. Lægge det ned i krukken, forsegle den og gemme den i hjertekammeret.

At lade erfaringen simre, fermentere, destillere. Det er en langsom proces.

Vi må acceptere at forblive uforløste, at det giver os grit, stamina og at det modner os.

Logos er ikke nok.

Eros er nødvendig og skabes gennem erfaring, gennem at lade sjælen styre, gennem fejl og accept at tvetydighed.

I stilhed.

Is & ild

“Some say the world will end in fire,
Some say in ice.
From what I’ve tasted of desire
I hold with those who favor fire.
But if it had to perish twice,
I think I know enough of hate
To say that for destruction ice
Is also great
And would suffice” Frost

At slå koldt vandt i blodet. At holde hovedet koldt. At have is i maven.

Alle er udtryk for hvad vi tilrådes at gøre når vi føler os overvældet af livet – eller vrede, bange eller kede af det. Der er dage, hvor det er nødvendigt, som i dag.

Jeg forsøger at have is i maven. Men det føles som at have en syl i hjertet.

Jeg er træt. Jeg er træt af at være ene, stærk og fri. Jeg savner at kunne læne mig ind i en stærk favn, jeg savner at høre en stemme, der siger, at det hele nok skal gå. At jeg skal slippe, at jeg kan give efter, så jeg ikke brækker midt over. Jeg har brug for ikke at behøve at være stærk.

Fornylig skrev jeg til en slægtning om, at jeg egentlig befinder mig i en underlig situation, at jeg pludselig finder mig selv i en underlig situation. Jeg har mine børn, og jeg har venner og slægtninge. Men jeg har ingen far eller mor, eller bedsteforældre eller søskende eller en mand. På een og samme tid giver det en umådelig frihed, og en umådelig ensomhed.

Som en mønt med to sider. Nogle gange gange er det den ene side, der vender op og andre gange den anden.

Det er som om der er en cirkel, der mangler i spiralen, i labyrinten. Måske som en meget bred sti i midten.

Faktisk er denne “labyrint” et æg.
Et symbol på frugtbarhed.

Somme tider tænker jeg, at der må være en mening med det. Andre gange føles det meningsløst.

Ensomheden føles som kulde.

Og friheden føles som ild, varme, som begær, som eros i form af relation. Ikke som jeg havde forestillet mig det, men som mulighed for at skabe og være kreativ. Og at forbinde mig med mennesker på et dybere plan.

Med friheden kommer et andet ansvar. Friheden var en vild længsel, men friheden findes i det indre, i labyrintens midte, i skæringspunktet, hvor alle veje, alle stier, alle muligheder mødes. I hjertet, i ildstedet.

I friheden ligger et ansvar. Ansvar betyder at svare an – at svare når skæbnen eller Gud eller tilværelsen eller tilstedeværelsen kalder. Nogle gange kender vi ikke svaret – og heller ikke spørgsmålet.

Måske havde Frost ret i at verden kan gå under to gange; i ild og i is. Og i den gamle nordiske mytologi er Helvede jo lig Fimbulvinteren. Helvede kan være at lade sig brænde op, at give efter for sine begær, sine afhængigheder, sine lyster – og helvede kan være ikke at turde føle noget.

Helvede kan være ansvarsløs frihed, et svimlende fald, som Ikaros’ fald fra solen, og helvede kan være ubodelig ensomhed.

I Thomasevangeliet og Lukasevangeliet hedder det at Himmerige er indeni os selv. Og det er Helvede også.

Skat

Den dag i sommer på den franske restaurant, da jeg kaldte dig skat, og du blev glædeligt overrasket og jeg blev lidt paf over at netop dét ord kom ud af min mund på det tidspunkt.

Men det var sandt i det øjeblik.

Vi kalder dem “Skat”, der betyder mest for os. Det er ikke et ord, jeg bruger ofte. Og givet ordets komplikationer vil jeg fremover reservere det til dem, der aller tættest. Mine børn og mit hjertes udkårne.

Hjertet er kisten, skatten er dets indhold.

Sørøveren gemmer sin skat på en ø, sætter et kryds på et kort og så er det op til diverse skattejægere at finde det, ofte med livet som indsats. Vi gemmer vores skatte væk i kister. eller de forsvinder på bunden af havet. I tarotten er 4 Mønter kaldt Gnieren, men måske er der en grund til at han passer på sin kiste, og ikke lader sin energi strømme ud til alle og enhver.

Havfruen bærer sit skrin højt løftet,og lukket. Jeg har funderet meget over det skrin de sidste dage. Udover at indeholde mysteriet, det vi kun kan ane intuitivt, indeholder det for mig, hendes Eros og hendes Passion – det hun vil lide for. Og det er ikke alle og enhver forundt at opleve, dele, hendes skatte.

Det har været en lang rejse på længslens vej, og jeg er ved at nå orkanens øje. Der hvor der er helt stille, der hvor jeg kan hvile i vandets overflade. Jeg har taget det blødeste punkt og lagt i min kiste, jeg har omhyggeligt låst det og lagt nøglen bort.

Det er muligt at finde den. Men led ikke i lyset, dyk ned i mørket, hvor den er kastet.

Det bløde punkt

Jeg længes.

Jeg længes efter dit begær. Efter dét blik i dine øjne.
At blive kneppet hårdt, at blive elsket blidt.
Jeg længes efter at være nøgen og næsten sovende med dig.
At vågne med dig.

Jeg længes efter at danse langsomt i en patio i månelyset.
Jeg længes efter at ligge i bunden af skoven og se op i himlen – med dig – en varm forårsdag.

Jeg længes efter at betragte solnedgangen. Min hånd i din. Jeg længes efter molen, fødderne i vandet, bølgerne blide.

Jeg længes efter at tælle stjerner med dig under universets kuppel.

Jeg længes efter dine kys, dit favntag, at blive holdt. At blive holdt, og ikke sluppet.

Jeg længes.

*

nightsky

Venus på nattehimlen –
måske det ultimative symbol på vores længsel

Vi længes alle efter noget. Og længslen har ikke sluppet mig, selvom jeg har brugt de sidste år på at leve og udleve den, studere og analysere, føle og mærke den. Længes.

Den skulle blot vækkes blidt. Så var den tændt igen.

Vi længes alle fra et dybt sted i os. Det jeg lærte af min længsel var at det ikke er noget sted langt borte, der kalder, men fra et dybt, dybt sted i os.

Adyashanti:

Real longing is usually for some deep emotional place, happiness, peace, forgiveness, love.

Længsel er en kalden indefra og ud. Som et ekko.

Vi hører det, der bliver kastet tilbage, men vender os oftest ikke for at lytte til dér, hvorfra stemmen synger stærkest.

Fra vores sjæl. Vores sjæls længsel efter fylde, fuldkommenhed, fred:

Longing is sent into consciousness, it’s a way of pulling you back into your own fullness. It comes from fullness and pulls you back to fullness, if you follow it back from where it came. It brings you back from where it came. And you find, it came from fullness. The longing for happiness came from happiness. The longing for enlightenment came from enlightenment. The longing for peace came from peace.

*

Vi har alle dette i os, allerede hele vi er. Vi mister det bare i dagenes travlhed, verdens galskab, livets kompleksitet. Vi mister det, vi allerede er. Og længes.

Efter kærlighed, efter frihed, efter fylde, efter fred efter den perfekte elsker.

Der er dette bløde punkt i os, som er vores sjæl der kalder – som Psyche, der søger Eros. Jeg tænker at det er godt at favne dette bløde punkt som en mor, der favner sit barn, og varsomt bærer det på armen. I stedet for at bilde os selv ind at vi skal glemme det, slippe det, lade det gå.

Hvornår var det nogensinde muligt?

Men det er muligt at komme hjem og så alligevel befinde sig i paradokset, kompleksiteten. At være kommet hjem, og dog mærke længslen, trækket. At rumme den og ikke gøre den til en smerte.

Bære den og ære den. Lytte til stedet, hvorfra den kalder.

Det bløde punkt indeni.

Valentin

Psyche må søge efter Eros i den udødelige historie. Og Eros må vække Psyche med et stik fra sin pil.

Det er det vi alle gør. Sjælen søger kærlighed. Kærligheden vækker sjælen og forandrer den. Det er et mytisk drama, som udspilles til alle tider.

Kærligheden går aldrig af mode. Kærligheden er og bliver det nye sort. Der er diskussioner om singlekultur, parforhold og forholdet mellem kønnene i alle medier.

I vor moderne verden kan singler finde kærligheden på dating sites og dating apps. Til Valentinsdag bliver vi bombarderet med tips og råd om, hvordan denne kærlighedens dag bedst fejres – hvis man vel og mærke har fundet den eneste Ene. Hvis man omvendt er godt grundigt træt af sit forhold kan man finde noget spænding på dating sites, der opfordrer til utroskab.

Kærligheden er blevet en vare på et marked, og bruges til at promovere andre varer. Og aldrig har vi været så usikre på denne vare, eller måske på os selv som varer før. Fornyligt læste jeg om tre “teknikker”, der bruges til at afslutte endnu ikke indledte forhold eller alliancer fundet via datingsites; simmering, icing, ghosting. Det er teknikker, som den moderne libertiner m/k åbenbart må kende for at begå sig.

Det er rædselfuldt. Det er netop at se andre mennesker som objekter for ens lyst og søgen, fremfor – ja mennesker i kød og blod, der har nøjagtigt de samme smerter, længsler og ønsker som en selv. Hvad blev der af det med ærligt at sige “Tak, men nej tak” på en sober måde.

Uanset hvilken type konstellation, man er i; monogami, polyamori eller single (eller noget helt fjerde, som jeg ikke har fantasi til at forestille mig lige nu), så er det en god ide at have en “kontrakt”.

Åh, ja det lyder kedeligt og forretningsmæssigt, men det er egentligt blot et udtryk for at man taler om sine ønsker, værdier og grænser. At man holder et felt af kommunikation åbent, et sted hvor man kan tale om tingene. Et rum for sårbarhed. Dybest set er det et udtryk for at man er bevidst om tingene og ikke tager noget for givet.

Man skaber et tredie sted.

Som single (og for mit vedkommende som singlekvinde, der fik luft under vingerne, blev vingeskudt, og som erkendte, at friheden (heldigvis) så anderledes ud end jeg havde regnet med ), er det også en god idé at lave en kærlighedskontrakt med sig selv. Hvad vil du være med til? Hvad er dine værdier? Hvad er dit værd? Hvad ønsker du? Hvad søger du? Og ikke mindst – hvad ønsker du at give? Hvor langt vil du gå og for hvad? Hvad er din etik, hvordan ønsker du at behandle andre mennesker? Hvilke fejl har du begået, og hvad kan du lære af dem? Vær ærlig, ikke mindst over dig selv. Og behandl dig selv med den respekt, du forventer at andre behandler dig med. Vær god ved dig selv.

Nogle gange ønsker sjælen, at vi bliver hjemme, istedet for at flakke bevidstløst rundt i verden.

Og når vi ser på myten om Eros og Psyche, handler den – i min fortolkning – ikke så meget om at søge kærligheden “derude”, men om indre transformation i mødet mellem sjæl (Psyche) og ånd (Eros). Om at finde hjem, derhjemme. At integrere det indre feminine og det indre maskuline, før vi kaster det ud i verden, og ønsker at indløse pantet hos en anden. Kaster længslen ud i verden, og animus/anima efter den.

Men. Her er den sjove del. Det er sgu nemt for mig at skrive. Det er skrevet i bagklogskabens onde, skærende, klare lys. Det er ikke noget vi ved, eller kan vide, før det sker. Du kan ikke sætte dig ned, inden det sker det og tænke dig til at, at du nok burde gøre arbejdet derhjemme først. Du bliver forelsket, ramt af Eros’ pil, og du sidder i saksen.

Du bliver kastet ud på hjertes bjerge, og så handler det om at finde fodfæste dér eller at finde hjem.

Psykoanalytikeren, der om nogen gik sjælens ærinde, James Hillman sagde, at når vi forelsker os, er det aldrig “bare” en projektion, der er noget ved den person, vi elsker, der tiltrækker os, fordi vedkommende er den han eller hun er. Han/hun er os fremmed, spændende, fascinerende, og måske fyldes vi med rædsel. Alene fordi vedkommende kan få os til at føle så stærkt.

Kærligheden (Eros) er en transformerende kraft, som omkalfatrer os i vores grundvold.

Og jeg tænker, at alle disse teknologier, strategier og teknikker, som det moderne menneske har til rådighed i jagten på kærlighed, måske er snarere tjener til selvbeskyttelse, fordi vi i virkeligheden både ønsker at have mel i munden og blæse. Vi ønsker at have den gode partner, men vi ønsker egentligt ikke at kærligheden skal forandre os eller bringe os ud af vores comfort zone, og så er det at vi begynder at behandle hinanden som objekter.

For kærligheden/forelskelsen er i virkeligheden en frygtelig kraft, der skaber forandring. Der rusker op i status quo. Det er dens formål.

Så hvordan gebærder vi os i det? Hvordan undgår vi at behandle os selv og andre som varer, for at få og finde kærlighed? Hvordan skaber vi kærlighed, hvordan møder vi kærligheden og lader den forandre os, samtidig med at vi kender os selv og skaber bevidsthed i det indre?

Hvordan blive hjemme, og møde kærligheden på én og samme tid?

Pointen er måske at vi ikke kan møde kærligheden, vi kan ikke søge den, ikke finde den, ikke vække den, før den selv vil.

Vi kan være hjemme, når den kommer forbi.

Flirten

“People think that Eros is sex, but not at all, Eros is relatedness”
C.G Jung

Flirt har ikke så meget med sex at gøre som med den øjeblikkelige relation mellem to personer, der ærer hinandens karisma og den gensidige erotiske energi. Flirten kan være knivskarp og kort; et smil, et lidt for langt og dybt blik, en kæk kommentar.

Flirten er en gensidig, uudtalt viden om noget, der kunne være, og måske bliver. Flirt er en invitation, men ikke til mere end dét; en invitation til at påskønne øjeblikket og den tiltrækning, der er imellem os i dette gyldne øjeblik, hvor jeg ser i dine øjne, og aner et sødmefuldt og tvetydigt løfte.

Flirten er en leg mellem to mennesker, der oplever denne gnist imellem sig, og den består netop i det at ære hinanden og øjeblikkets skønhed. Flirten nyder nuet, fordrer ikke mere, og at tro andet er en komplet misforståelse af dens inderste kerne.

Dens væsen er subtilitet, sofistikation – og sjæl. Den lever i øjeblikket, dette flagrende, forgængelige nu, som en sommerfugls vinge, der i brøkdelen af et sekund berører din kind for så at flakse bort. Du kan ikke fange flirten og at tro at den skal lede til noget, at den er et reelt løfte. Det er en misforståelse.

Flirt er påskønnelse af det særlige, det skønne, det sensuelle som pludselig åbenbares for mig, når jeg ser på dig som mand – eller kvinde.
Den er ikke en invitation til sex, men den er en invitation til at træde et skridt nærmere, så jeg kan mærke din energi og din intention.

Krænkelsen er flirtens absolutte modpol. Flirten og respekten for flirtens sjæl er krænkelsens absolutte antidote, fordi ære er flirtens kerne.

Der er en renhed ved flirten, en ren og klar fejring af det erotiske, ikke som det seksuelle, men som det sensuelle, som skønhed og sanselighed. Der er noget ærefuldt og ædelt ved flirten, som vi har glemt og måske kun (gen)finde hvis vi ser tilbage på den høviske litteratur og troubadurdigtningen, i ridderens kurtiserering af hans hjertes udkårne dame.

Flirt er den lille flugt – håbet om forår, der lister sig frem i januars kolde hjerter og øjne. Jeg bliver glad, når jeg møder en sjæl, der forstår denne leg, denne gave det er at tænde en hed lille gnist i mørket.

Og selvom flirten ikke engang behøver at indebære kærtegn, så kommer jeg ikke desto mindre til at tænke på Poul Henningsen, når jeg tænker på flirten:

I hvert et kærtegn er en flugt
De røde sansers vilde flugt

Kysset

Kiss me hard
before you go
Summertime sadnesss
I just wanted you to know,
Baby, you’re the best

På væggen i mit soveværelse hænger Gustav Klimts Kysset.

En veninde og jeg havde på et tidspunkt en diskussion om det. Hun mente at det er klaustrofobisk (det var vist det ord, hun brugte). På grund af den måde, manden holder kvinden på, og den måde hvorpå hendes hoved er skubbet bagover.

For mig er det dybt erotisk. At blive kysset på den måde er fantastisk. Det får mine celler til at danse og mit blod i kog. Huden bliver elektrisk, energien stiger. Knæene bliver bløde, alt falder, verden kunne knuses og falde i grus omkring os.

Læber og tunger der mødes, danser. Honeylips.

Det er bestemt et element af tvang, og overgivelse i det. Et greb der knuger mig ind til mandens krop. Et greb om halsen, en hånd, der dækker hele min hals og et greb i håret der trækker hovedet tilbage og blotter ansigt, hals, skuldre og bryst.

Blottelsen.

Måske er det fornemmelsen af, min viden om, at han kan knække min hals, hvis han ville, når jeg blotter den og tilbyder ham den. Så der er både en leg med døden – Eros og død hænger uløseligt sammen – og en enorm tillid.

Jeg blotter min hals for dig, blotter mig, slipper kontrol, hengiver mig.

I kysset er jeg din.

Vi ved at det er flygtigt, og ubeskriveligt smukt.

Gyldent som billedet.

Lad døren stå

Life needs a point of entry, a crack in our defenses

skriver Thomas Moore i sin fine lille bog Original self. Og han forsætter med at beskrive hvordan vi kan blokere for livet, fordi vi er bange for at nogen skal bryde ind og “stjæle” fra os, og hvordan dette er et hyppigt motiv i drømme.

Den låste dør.

Hermes er den som i klassisk forstand har rollen som tyv, som sjælefører, som den der bryder igennem vores forsvar og stjæler fra os; “by taking away the very thing we do most want, but do not need … [but] … One experiences the loss of health or a loved one and mysteriously life takes a promising course”.

Hermes er på samme tid tyven og den, der laver hul i forsvaret og skaber liv og forandring. Han er tyv, trickster og tryllekunstner. Og budbringer, bringer af liv. Eros, den lille fede kerub med vinger og tilfældets pile, har den samme rolle.

Ingen kan vide sig sikker.

Lad døren stå på klem, lad tyven komme ind, lad livet. Lad være med at være bange for at leve det, for at blive såret, for at nogen bryder ind. At lade døren stå, måske lukket, men ikke låst, eller endda på klem.

At tillade dig at være og forblive sårbar – at være åben og turde blive såret – betyder at du tør livet og det som det bringer.

En klog kvinde sagde til mig, at

Jeg er mere bange for ikke at blive såret end at blive såret, for det betyder at livet er blevet levet”.

Ja.

The image is from the Burning Serpent Oracle, copyright Robert M. Place, and used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website for further information. Also visit Roberts campaign on Indiegogo for the fourth version of the Alchemical Tarot.