elskov Arkiv ~ Prima Materia

Jeg længes.

Jeg længes efter dit begær. Efter dét blik i dine øjne.
At blive kneppet hårdt, at blive elsket blidt.
Jeg længes efter at være nøgen og næsten sovende med dig.
At vågne med dig.

Jeg længes efter at danse langsomt i en patio i månelyset.
Jeg længes efter at ligge i bunden af skoven og se op i himlen – med dig – en varm forårsdag.

Jeg længes efter at betragte solnedgangen. Min hånd i din. Jeg længes efter molen, fødderne i vandet, bølgerne blide.

Jeg længes efter at tælle stjerner med dig under universets kuppel.

Jeg længes efter dine kys, dit favntag, at blive holdt. At blive holdt, og ikke sluppet.

Jeg længes.

*

nightsky

Venus på nattehimlen –
måske det ultimative symbol på vores længsel

Vi længes alle efter noget. Og længslen har ikke sluppet mig, selvom jeg har brugt de sidste år på at leve og udleve den, studere og analysere, føle og mærke den. Længes.

Den skulle blot vækkes blidt. Så var den tændt igen.

Vi længes alle fra et dybt sted i os. Det jeg lærte af min længsel var at det ikke er noget sted langt borte, der kalder, men fra et dybt, dybt sted i os.

Adyashanti:

Real longing is usually for some deep emotional place, happiness, peace, forgiveness, love.

Længsel er en kalden indefra og ud. Som et ekko.

Vi hører det, der bliver kastet tilbage, men vender os oftest ikke for at lytte til dér, hvorfra stemmen synger stærkest.

Fra vores sjæl. Vores sjæls længsel efter fylde, fuldkommenhed, fred:

Longing is sent into consciousness, it’s a way of pulling you back into your own fullness. It comes from fullness and pulls you back to fullness, if you follow it back from where it came. It brings you back from where it came. And you find, it came from fullness. The longing for happiness came from happiness. The longing for enlightenment came from enlightenment. The longing for peace came from peace.

*

Vi har alle dette i os, allerede hele vi er. Vi mister det bare i dagenes travlhed, verdens galskab, livets kompleksitet. Vi mister det, vi allerede er. Og længes.

Efter kærlighed, efter frihed, efter fylde, efter fred efter den perfekte elsker.

Der er dette bløde punkt i os, som er vores sjæl der kalder – som Psyche, der søger Eros. Jeg tænker at det er godt at favne dette bløde punkt som en mor, der favner sit barn, og varsomt bærer det på armen. I stedet for at bilde os selv ind at vi skal glemme det, slippe det, lade det gå.

Hvornår var det nogensinde muligt?

Men det er muligt at komme hjem og så alligevel befinde sig i paradokset, kompleksiteten. At være kommet hjem, og dog mærke længslen, trækket. At rumme den og ikke gøre den til en smerte.

Bære den og ære den. Lytte til stedet, hvorfra den kalder.

Det bløde punkt indeni.

Come on baby, light my fire
Try to set the night on fire

I dag er det Beltane.

Beltane er en ældgammel gælisk fest, der ligger mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv, på kanten af sommeren, hvor alt er ved at eksplodere i frodighed, og den bliver markeret med blomster, og bål i natten.

Ild.

Det er nu Gudinden og Guden forenes i elskov.

Det er foreningen af det maskuline og det feminine, det ydre og det indre, det dagligdags og det festlige, det sakrale og det profane, sol og måne.

I den smukke Druid Craft Tarot er dette illustreret af The Lovers, der ligger og sover efter deres elskov, foreningen har fundet sted, verden er blevet fornyet, og frodigheden er sikret.

Beltane og det med at tænde ild giver mig anledning til at tænke på sangen af The Doors. Om at tænde ild, og hvad der ligger i det på det indre plan. For mig har Ild som element at gøre med kreativitet og seksualitet, og at tænde ild er at antænde den indre flamme. At skabe sjæl, og ikke at være bange for at lade sjælen skinne igennem.

Det er fantastisk og vildt at møde et menneske, der kan tænde dét i en: Baby come on, light my fire. Puste til flammen, ignite the spark. Det er en stor og smuk gave.

Men, for der er et men. Vi kan ikke forvente eller kræve at en Anden skulle tænde den ild i os. Det er vores eget ansvar at tænde ilden i os selv og holde den ved lige, og bære den. Og vi skal ikke finde os i at bære den for den Anden.

Kunsten er at turde rumme hinandens ild. At løfte og være med til bære, at puste til flammen, pirke til gløderne, danse om bålet i natten.

Relight your fire.