seksualitet Arkiv ~ Prima Materia

Heks

“You will find the witch at the end of a pointed finger” P.G.

Voldtægt.

Endnu en voldtægthistorie rejser verden rundt med vantro og vrede til følge.

Kvinden er modig, klar, artikuleret Hun læser sit brev højt for voldtægtsmanden i retssalen. (Læs det.)

Kvinden bliver udsat for en masse spørgsmål. Ingen spørger krænkeren, hvor meget han har drukket, hvornår han har tisset, hvilket tøj han havde på, hvem han han har kommunikeret med, hvordan han sexliv er etc.

Fingeren peger på kvinden. Hendes liv pilles fra hinanden for at lægge skylden på hende. Igen, det er set før, og vi vil opleve det igen. Og igen.

Hvorfor?

Fordi den underliggende struktur er at kvinder blot er noget, man kan gøre sådan noget med. Og komme afsted med det. Hun er en ting, hun er ikke et subjekt, hun er et objekt på hvilket, der kan udføres “20 minutes of action”. Det tager kun 20 minutter at ødelægge et andet menneskes liv. Det tager resten af hendes liv at blive sat sammen igen. Hun er stærk.

Hun har ihvertfald fundet styrke.

Vi er ikke alle så stærke. Ikke alle historier får den opmærksomhed. Kvinder lider i stilhed – og skam. Der bliver begået voldtægter hver eneste dag, der bliver begået vold mod kvinder hver eneste dag. Den vold, der er faldende er (heldigvis) mænds vold indbyrdes.

Kvinder er stadig legitime mål, og de kan stadig pålægges skylden for den vold, der begås mod dem. De kan stadig qua deres adfærd, tøjstil og udfra hvem de har kommunikeret med og hvordan, pålægges ansvaret for forbrydelser begået mod dem.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er krænkeren, der underlægges den slags undersøgelser. Hvad får en mand til at voldtage en kvinde? Hvad tænker han på, hvad er der sket forud, hvem har han kommunikeret med? Hvad har han følt? Vrede, afmagt? Har han taget stoffer? Har han været oppe at slås? Hvilket tøj havde han på? Hvornår har han sidst pisset, skidt, brækket sig? Er han promiskuøs?

Det synes at være sådan, at “promiskuøse” kvinder er mere skyldige? Hvad vil det sige at være promiskuøs? Er det at have et sexliv? At være et seksuelt væsen? Er man mindre skyldig, hvis man er jomfru eller “dydig”?

Da Jyoti Sing blev voldtaget og dræbt, da de muslimske unge mænd havde krænket kvinder i Köln skrev jeg i begge tilfælde om vreden mod kvinder. Og jeg er stadig overbevist om at det er den dybereliggende årsag til at vi stadig ser den slags sager, også herhjemme.

Og vi skal se dybt. For det er i lige så høj grad et indre psykologisk arbejde. Og det er kulturpsykologi. Vi ændrer verden ved at ændre os selv.

Vreden mod kvinder og det kvindelige ligger dybt. Heldigvis er det ved at vende, heldigvis er der heltemodige mænd, som står op og erklærer sig som ligeværdige med kvinden. Heldigvis er der ved at ske noget. Hvorfor? Fordi stadig flere mænd kigger indad, bliver venner med deres egen kvindelighed og venner med det kvindelige. Konfronterer den indre heks. Heldigvis gør flere mænd deres hjemmearbejde.

Men det er ikke nok. For det kvindelige bliver også bekæmpet af det mandlige i kvinder selv. Den indre rigide, ubalancerede animus i kvinder selv er mindst lige så farlig som den indre heks i mænd. Kvinder er også kvinder værst. Kvinder måler og dømmer hinanden på perfektion, på kroppen, på performance etc.

Så det er stadig min pointe at såvel Det mandlige som Det kvindelige som kræfter i psyke, kultur og eros er sårede, ubalancerede og i krig med hinanden. Mænd og kvinder er heldigvis begyndt at ændre sig selv, deres forhold til skam, til skyld, til sex, til frihed. Men det korte af det lange er, at kun konkrete mennesker kan ændre disse strukturer i samfund og psyke, der gør voldtægt mulig og næsten legitim, fordi offeret kan blames.

En klog, erfaren kvinde sagde til mig:

Kvinder skal have erfaring med det erotiske, for for jo flere kvinder der har det, jo sværere vil det blive at gøre dem tavse med henvisning til at de er på den forkerte side” [underforstået skøger]

Hvad handler alt det her om? For mig handler det om det split mellem luderen og madonnaen, der er blevet skabt i Det kvindelige i mænd såvel som i kvinder, i den kollektive psyke og i kulturen. Som stadig er et sår, og vil vedblive at være det, hvis ikke både kvinder og mænd tager ansvar for at hele det indefra og ud. Det handler om kraften i seksualiteten, især kvindens, der bliver brugt som undskyldning for at pålægge hende skylden. Det handler om nogle mænds manglende vilje til at tage ansvar for deres egen seksualitet.

Det handler om at mekanismen er den samme som i forholdet til heksen, at der peges på dem, der er forkerte, de andre, den anden.

Beltane

Come on baby, light my fire
Try to set the night on fire

I dag er det Beltane.

Beltane er en ældgammel gælisk fest, der ligger mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv, på kanten af sommeren, hvor alt er ved at eksplodere i frodighed, og den bliver markeret med blomster, og bål i natten.

Ild.

Det er nu Gudinden og Guden forenes i elskov.

Det er foreningen af det maskuline og det feminine, det ydre og det indre, det dagligdags og det festlige, det sakrale og det profane, sol og måne.

I den smukke Druid Craft Tarot er dette illustreret af The Lovers, der ligger og sover efter deres elskov, foreningen har fundet sted, verden er blevet fornyet, og frodigheden er sikret.

Beltane og det med at tænde ild giver mig anledning til at tænke på sangen af The Doors. Om at tænde ild, og hvad der ligger i det på det indre plan. For mig har Ild som element at gøre med kreativitet og seksualitet, og at tænde ild er at antænde den indre flamme. At skabe sjæl, og ikke at være bange for at lade sjælen skinne igennem.

Det er fantastisk og vildt at møde et menneske, der kan tænde dét i en: Baby come on, light my fire. Puste til flammen, ignite the spark. Det er en stor og smuk gave.

Men, for der er et men. Vi kan ikke forvente eller kræve at en Anden skulle tænde den ild i os. Det er vores eget ansvar at tænde ilden i os selv og holde den ved lige, og bære den. Og vi skal ikke finde os i at bære den for den Anden.

Kunsten er at turde rumme hinandens ild. At løfte og være med til bære, at puste til flammen, pirke til gløderne, danse om bålet i natten.

Relight your fire.

Taknemmelighed

This one goes out to the one I loved,
this one goes out to the one I left behind

Det er godt at værdsætte det gode vi har. Det er imidlertid ganske nemt at være taknemmelig over de gode ting i livet.

Men er det muligt at være taknemmelig over de svære ting? Kan vi være taknemmelig over vores fejltagelser og fiaskoer? Og over skuffelser, sårede følelser, svigt, smerte, stik?

Ikke destomindre var det lige præcist det jeg blev spurgt om i går: Kan jeg være taknemmelig over det, som er sket i mit liv i løbet af de sidste år? Ville jeg have gjort noget anderledes?

Jeg ville have gjort det anderledes, hvis jeg kunne. Men det kunne og gjorde jeg ikke – så svaret må være, at jeg ikke ville have gjort det anderledes – så havde jeg gjort det. Ergo svaret er nej.

Men jeg kan ønske, at jeg havde haft bevidsthed og evne til at have ageret og talt anderledes i adskillige situationer.

Ville jeg så gøre det hele igen? Igen er svaret nej. Jeg ville ikke ønske at opleve det igen. Det er forbi, caput, finito. Done.

Jeg er hvor jeg er nu. Og selvom det føles som limbo, er det her jeg er.

Den kvinde jeg er blevet.

Kan jeg være taknemmelig over det jeg har oplevet og erfaret? Kan jeg se på alle mine oplevelser og erfaringer – også det som er kommet til mig udefra, positivt og negativt, med taknemmelighed over at have modtaget det?

Som en gave?

Følelsen af blive afvist (i min seksualitet, i min spiritualitet, i min sårbarhed) er således en gave, fordi jeg istedet for at få den Anden til at bære det, tvinges til selv at rumme, og tage ansvar for seksualitet, spiritualitet og sårbarhed. Tak for det, også selvom det gjorde modbydeligt ondt i processen.

Kan jeg se med taknemmelighed på det, og også tage ansvar for min andel i det, der er gået galt i mine relationer?

Bliver det da muligt at se, ikke på skyld, men på ansvar?

Jeg tænker på at i enhver relation er helheden altid mere end summen af to dele. Når to mennesker relaterer til hinanden opstår et tredje sted, et højere selv, eller det som Jung kaldte Den Transcendente Funktion, som er mere end de to menneskers kærlighed, erfaringer, ønsker, skuffelser, forventninger, drømme, håb, bevidsthed og ubevidsthed tilsammen.

Nogle gange er det ikke blot smukt, men også frygteligt svært og sårbart.

Kan jeg se på det forgangne med vidt åbne øjne? I ansvar, erkendelse, bevidsthed – taknemmelighed?

Betyder det så at taknemmelighed bliver til tilgivelse? Ja, det tror jeg faktisk, og til tilgivelse, frisættelse og frihed af både den Anden og mig selv.

Magi er sex

Magick is sex. Sex is magick.

En af disciplinerne i magi er sexuel magi. Aleister Crowley kaldte sig The Beast og dyrkede sexmagi med sine “Scarlet Women”.

“Laylah” Leila Waddell (1880-1932) – en af Crowleys mest berømte muser.

Er man interesseret i – eller endog udøvende – moderne magi – er det en disciplin man nødvendigvis må give opmærksomhed.

Det går kort fortalt ud på at bruge den energi, der er i sex, til at udøve magi.

Det seksuelle, det erotiske, gnisten, spændingen, forløsningen er alt sammen ladet med energi – er energi – og den energi anvendes så i det magiske ritual. Fx ved at visualisere under det seksuelle klimaks eller ved at bruge energien divinatorisk.

Kødkrogen

Jeg elsker, når hedenske elementer optræder i fx populærkulturen. Jeg synes, at det er storartet at der optræder en mænade i anden sæson af True Blood, der driver hele Bon Temps til vanvid – også selvom det er skræmmende. Naturligvis skal man tage det med et gran salt – for det bliver jo ofte gjort temmelig spektakulært og forvrænget – men det er spændende når de elementer kommer i spil.

En grund til, at jeg er tiltrukket af disse myter og symboler er naturligvis, at det kvindelige har en plads i her – fx i myten om Inanna og Ereshkigal – som det har mistet i kristendommen. Kristendommen – især i den lutherske version – er temmelig gold set fra det feminines synspunkt, ikke engang Maria har nogen særlig betydning – men det er jo ikke noget nyt.

Inanna i sit aspekt af krigergudinde med foden på en løve

En anden problematik er adskillelsen af ånd fra materie. Jeg kom til at tænke på da jeg læste følgende i Descent to the Goddess af Sylvia Brinton Perera (om Ereshkigals krog):

“This sense of the pole suggests an aspect of the impersonal feminine yang energy. It makes firm, nails down into material reality, embodies and grounds spirit into matter and the moment. It it thus supportive, a peg to hang onto through life’s flux. […]”

Materien, det første (prima materia), det konkrete, det som er os – det som inkarnerer os – vores krop, især den kvindelige krop, er ildeset i kristendommen og i patriarkatet. Der er sket en adskillelse mellem ånd og materie, en adskillelse, som er som et sår, både for mænd og kvinder, og som måske først er ved at heles nu, psykologisk og kulturelt.

Denne splittelse betyder, at kvinder kan have svært ved at forbinde sig med verden, at findes vores kraft og tage den i besiddelse. Vejen ned i dødsriget til skyggesøsteren (det kvindeliges skyggesider, ildeset af patriarkatet), døden og det at blive hængt på en kødkrog, som Inanna bliver det af sin søster, fortæller symbolsk om at dykke ned, ned for at finde den styrke, der skal til for at forene ånd og materie.

Accepten af kroppen, kroppen som den er – ikke den idealiserede krop, der burde være og som vi repræsenteres for i kulturelle normer og skønhedsidealer – er svær. Kvindernes lod har været menstruationer, graviditet, vold, voldtægter, fødsler, barselsdød og barrnedød, sygdomme, udslidthed og tidlig aldring og død. Vi er – kulturelt – blevet identificeret med kroppen og gjort til objekter – og det er svært at tage den besiddelse, at elske den som vores egen, fordi der i de sidste 2000 år har været skam, skyld, synd og urenhed forbundet med kroppen. Og der er stadigvæk dobbelte standarder for kvinder fx i forhold til seksualitet – make no mistake.

Hvad jeg søger er en anerkendelse af det feminines kraft – som vi finder den i myter som den om Inanna og Ereshkigal – og som vi må tilbage til de ældgamle fortællinger om Gudinderne for at finde. Og naturligvis kræver det også balance – og en anerkendelse af at det feminine ikke blot handler om kvinder – men også mænds kvindelige aspekter.

Det jeg efterlyser er naturligvis ikke kontrollerende bitterfisser – men ægte rå kvindelig kraft, hvor der er fundet en helhed – hvor kvinder er i kontakt med og forbundet til deres maskulinitet og kan bruge den kontruktivt og afbalanceret.

Tilsyneladende kræver det en tur på Ereshkigals kødkrog …