sårbarhed Arkiv ~ Prima Materia

Om at stille sig ud

“Udsat på hjertets bjerge”

Der er nogle dage hvor jeg føler, at jeg er for meget. For sensitiv, for stærk, for underlig, for åben, for sårbar, for klog, for bange. For alt. For meget.

Dybest set ved jeg at det bare handler om i hvilken grad jeg tør række min hånd, mine ord, mit venskab ud til verden.

Men alene det at gøre det, kan virkelig helt uoverskueligt frygteligt. At være mig. At risikere at blive afvist.

Der var en gang én der spurgte mig, hvorfor jeg ville udstille mig? At stille mig ud. Jeg blev meget ked af det spørgsmål. Men det var et godt spørgsmål at få.

Måske er det fordi jeg ønsker at blive modtaget. Måske er det fordi jeg ønsker at give, det jeg har og det jeg kan. Og det kan virke kvalmende frygtindgydende.

Men jeg har besluttet mig for at frygten for at være i verden ikke skal få bugt med mig. Eller med dig. For jeg tænker, at vi alle har det på den måde.

At vi i forskellig grad er bange for, at det vi er og det vi kan tilbyde vil blive afvist. Og at vi derfor holder igen på os selv, i forskellige situationer. Også i de nære relationer, hvor det burde være muligt at turde være åben.

Det er derfor jeg stiller mig ud. Skiller mig ud. Tillader mig at eksponere mig selv i al min sårbarhed – og min styrke.

Måske giver det mod.

Sår

“There’s a hole in my soul you can see it in my face”

Jeg kender ikke et menneske, og har ikke mødt det menneske, der ikke bærer på noget. Noget der på en eller anden måde præger dem. Det kan være en fysisk sygdom som diabetes, sklerose eller en diskusprolaps, der er invaliderende eller en psykisk sygdom som depression eller angst. Det kan være en sorg, der forkrøbler indefra.

Nogle gang er det åbenbart, nogle gange en intuitiv fornemmelse og nogle gange får du det først at vide, når du giver dig til at lytte.

Nogle af de ting, der sker tidligt i livet får konsekvenser hele livet, og vi bærer dem med os. Vi har alle vore sår. Fysiske eller psykiske. Mine egne er af psykisk karakter, ikke i form af psykisk sygdom, men i form af sår på sjælen, forårsaget af svigt og misbrug. Det er det jeg kalder eros sår, og det har ikke noget med seksualitet (ihvertfald ikke direkte) men med relation at gøre.

Fornyligt gik det op for mig at, jeg trods alle forsøg på heling, aldrig bliver hel. Det er et paradoks, og accepten eller erkendelsen af dette paradoks, var – paradoksalt nok – i sig selv helende, befriende.

Erkendelse af at jeg ALDRIG bliver hel, og at jeg ikke kan hele mig selv, men blive mere hel ved at acceptere at jeg ikke er det, at jeg må bære de sår jeg nu engang har. På en måde føles det som en lettelse, og som kærlighed, vendt mod mig selv, at acceptere dét.

Paradokset er at jeg muligvis bliver mere hel ved at acceptere at jeg ikke kan blive det. Måske kan jeg godt blive hel – men jeg kan ikke ville det.

I den græske mytologi møder vi den sårede healer, kentauren Chiron, som igen paradoksalt healer andre, men som ikke kan hele sit eget sår, som han har pådraget sig ved at blive skudt med en forgiftet pil. Nogle gange ligger helbredelsen i mørket:

Chiron, the centaur and wounded healer of anciet Greece, expresses consciousness rooted in the darkness, and reveals the medical seeds of light in the psycosomatic darkness”

Vi har alle vores gift i systemet. Vi går ikke uskadte gennem livet, og nogle gange er den største frygt, som min elskede veninde sagde til mig, ikke at blive såret – men frygten for ikke at blive det. Vi er nødt til at gøre os sårbare, at give andre mennesker muligheden for at komme ind i det sårbare felt. Ikke alle, men dem, der har fortjent det.

Vi har alle vores gift, vi har alle sammen en arkilleshæl eller en mistelten, der fordi den ikke blev taget i ed, kan dræbe os. Og vi kan ikke tage alt i ed, vi kan ikke gardere os imod sygdom, pine, hjertesorg og smerte. Det er prisen for at være i live, at være menneske. Men netop denne gift kan være medicinen i mørket, som slangens gift bærer kimen til sin egen modgift.

I erkendelsen af vores sår, sårethed og sårbarhed finder vi vores ultimative menneskelighed, og selvom vi ikke skal lukke alle mennesker helt ind til kilden, så er det i åbenheden, at vi virkelig kan nå hinanden, og derigennem finder vi en måde at hele os selv og hinanden på.

Ved at turde stå i det åbne, sårbare felt.

Ambivalens

At leve med ambivalens er som at have en glassplint i hjertet. Altid.

For nyligt delte jeg et link på Facebook, der handler om de vanskeligheder voksne børn af alkoholikere har. Der var ti punkter, og jeg kunne genkende mig selv i dem alle, og det var egentligt ikke særligt sjovt – men tankevækkende.

Men der mangler ét punkt på den liste: Ambivalens. Jeg kender den. Jeg har følt ambivalens i forhold til alt; min krop, min rolle som mor, og da jeg var gift til at være hustru, til sex, til kærlighed, til at være alene og mange andre ting.

Ambivalens i forhold til min eksistens.

Det er at være fanget i spændingsfeltet mellem to eller flere muligheder, uden at kunne holde den spænding ud. At slippe ambivalens handler ikke om at vælge én pol, én ekstrem, for det fører lige lukt i ekstremens modsætning. Men at udholde spændingen i sig selv – og den sætning kan jo igen forstås på to måder …

Jeg har nogle gange taget nogle beslutninger, der bunder, ikke i et reelt ønske, men i min manglende evne til at udholde den spænding. At erkende det nu er trist, men sådan har det været.

Ambivalensen er også ikke at kunne holde flertydighed ud. Normalt er det ikke et problem, men for nogle måneder siden oplevede jeg at blive “drillet” i en selskabsleg, hvor der pludselig gjaldt nogle særlige, men uudtalte regler for mig. Og det kunne jeg simpelthen ikke være i, selvom drilleriet i udgangspunktet var kærligt ment. Og jeg tror det har at gøre med den usikkerhed der ligger i aldrig at vide, hvor jeg havde min mor.

Det handler om ikke at vide, om jeg er voksen eller barn. Børn af alkoholikere har det med at enten forblive barnlige (puer aeternus) eller at blive for voksne for tidligt (senex). Men jeg oplever det ikke som et enten eller, jeg oplever det som en fundamental usikkerhed på min rolle i verden. For mit eget vedkommende er jeg barnlig, men jeg blev også følelsesmæssigt voksen tidligt, idet jeg lærte at mærke min mor og hendes behov knivskarpt, at have radaren og antennen dér nonstop.

Noget som nu viser sig som en veludviklet evne til at tune ind på andre mennesker og deres aktuelle mood, og den stemning, der hersker i en given situation, i et rum, i en samtale, i et blik. Med andre ord, empati. Kunsten består i ikke at gøre det til mit ansvar. Det at blive voksen for tidligt indebærer også at være kontrollerende og perfektionistisk – og dét bunder dybest set i frygt.

Først sent har jeg lært at føle min krop, at acceptere min vrede, ikke at skamme mig over at hun drak. Skammen er del af billedet; barnet af alkoholikeren skammer sig over ikke at blive elsket; “for hvis mor/far elsker mig ville hun/han da ikke drikke, vel? Jeg må være u-elsk-værdig”.

Børn af alkoholikere, der selv bliver forældre kan have en følelse af at fake. Fake it till you make it. At fake at være en ansvarlig, voksen forælder . Vi “leger” far, mor og børn. Børn af alkoholikere, der selv får børn, kan opleve en stærk længsel efter selv at blive holdt af en god mor eller far, men den forælder eksisterer ikke, og den forælder eksisterer heller ikke på det indre plan, for den indre forælder er bare ikke blevet bygget op i opvæksten af de egentlige forældre, der havde den psykologiske opgave at skabe en internaliseret, moden ansvarlig voksen i barnet i det rette tempo.

Voksne børn af alkoholikere har det med til stadighed at føle at de bevæger sig i et minefelt. At verden er et minefelt, selvom omstændigheder og livssituation har ændret sig til det meget bedre. Voksne børn af alkoholikere kan opleve at være sårbare, skrøbelige, og sensitive; en børnevoksen, der ikke rigtig har fundet sig selv i verden.

Voksne børn af alkoholikere er også benstærke.

Det gode ved det er at der ligger en smuk mulighed for at blive åben og empatisk i forholdet til andre mennesker. Det smertefulde er, at det kan opleves som en konstant sårethed.

At se og an-erkende mig selv med dette sår har både været en lettelse og en forklaring af mange ting (her var jeg ved at skrive sting (stik), og det er også sandt), der er sket i mit liv. Fx hvorfor jeg kan have det svært ved at føle mig låst fast, hvorfor jeg har behov for at føle mig intellektuelt dygtig og anerkendt for dette, hvorfor jeg føler at mine projekter kuldsejler, hvorfor min stresstærskel er lav, hvorfor jeg føler angst i nogle situationer, hvorfor jeg har svært ved at styre min vrede etc.

Det har været en lettelse at se i øjnene at sådan ser de kort nu ud, som jeg er blevet givet. Ikke at se det sådan, og føle at jeg var værdiløs, og det var min skyld, har været ekstremt pinefuldt i perioder. Dette er ikke skrevet for at forklare alt med en svær barndom, og at lægge ansvaret for mig selv fra mig. Det er skrevet for at sige, at det at se, mærke og være i såretheden og se at det, såret, ambivalensen, skammen, altid vil være en del af mig, af min kompleksitet. Og at dét faktisk er en vej til helbredelse og heling – en måde at blive større end såret. Det er ikke hele mig, jeg er ikke dét.

Skabes der bevidsthed i dette sårede felt er det muligt at transcendere såretheden, at leve med den og acceptere, at sådan er jeg, at tage min søgende åbenhed på mig, og turde blive i dét felt. Og dermed har jeg lært at bedre at turde være i det ambivalente felt, istedet for at forfalde til ekstremer.

Det tager tid, tillid og tilgivelse.

At åbne og at lukke

As I open the blinds in my mind,
I’m believing that you could stay

Er det muligt at være sødmefuld og mystisk på samme tid? En ven beskrev det som at være åben og lukket, og spurgte om de to tilstande ikke udelukker hinanden?

Jeg tror, at jeg har brug for skiftet, for at kunne snart det ene, snart det andet.

Jeg kommer i møde, for så at trække mig tilbage i en langsomt rullende bevægelse som bølgerne på stranden, Nogle gange er det muligt at være totalt åben, og nogle gange er det nødvendigt at lukke af. At kaste sløret, for derefter at tilsløre mig igen. At sænke garderne og hæve dem igen. At hengive mig, for så igen at være reserveret, ene.

En veninde så det i mig første gang, hun mødte mig i det virkelige liv. Hun aflæste mig i et nanosekund på trods af mit forsøg på at skjule mig, min sårbarhed.

Tulipaner lukker sig sødmefuldt om sig selv,
når det bliver mørkt.

Jeg kom til at tænke på det lukkede som det dæmoniske og det åbne som kærlighed.

Men er det lukkede nødvendigvis dæmonisk? Det kan være det. Kierkegaard definerer det dæmoniske som individets selvvalgte indesluttethed. Men i andre sammenhænge kan det at lukke jo være en nødvendighed. At sætte en grænse, at definere, at erklære et territorium. Verden kan forstås i kraft af vores kategorier og den måde vi afgrænser gennem sprog og handlen. Og anvender magt på utallige subtile og mindre subtile måder.

I alkymien er kolben et centralt symbol, idet den er den form i hvilken den alkymistiske proces finder sted. Kolben skal være og holdes forseglet, hvis processen skal virke. Intimitet mellem to mennesker eksisterer i kraft af at skabe et rum for de to. Terapien fordrer det lukkede terapeutiske rum, og kreativiteten det kreative rum; Eget værelse, som Virgina Woolf krævede det på kvinders vegne.

For at blive os Selv, må vi have et sted, hvor vi kan skabe os. Så at sige.

Og så igen, for at blive os Selv er det nødvendigt at åbne os mod andre, at relatere, at trodse tvivlen og angsten for den smerte der kan ligge i åbenheden, muligheden for at blive såret.

Jeg tror at de udelukker hinanden. Det er ikke muligt at opretholde åbenhed og lukkethed på samme tid. Men det er, som med så meget andet, en evigt skiftende, kaleidoskopisk bevægelse.

Taknemmelighed

This one goes out to the one I loved,
this one goes out to the one I left behind

Det er godt at værdsætte det gode vi har. Det er imidlertid ganske nemt at være taknemmelig over de gode ting i livet.

Men er det muligt at være taknemmelig over de svære ting? Kan vi være taknemmelig over vores fejltagelser og fiaskoer? Og over skuffelser, sårede følelser, svigt, smerte, stik?

Ikke destomindre var det lige præcist det jeg blev spurgt om i går: Kan jeg være taknemmelig over det, som er sket i mit liv i løbet af de sidste år? Ville jeg have gjort noget anderledes?

Jeg ville have gjort det anderledes, hvis jeg kunne. Men det kunne og gjorde jeg ikke – så svaret må være, at jeg ikke ville have gjort det anderledes – så havde jeg gjort det. Ergo svaret er nej.

Men jeg kan ønske, at jeg havde haft bevidsthed og evne til at have ageret og talt anderledes i adskillige situationer.

Ville jeg så gøre det hele igen? Igen er svaret nej. Jeg ville ikke ønske at opleve det igen. Det er forbi, caput, finito. Done.

Jeg er hvor jeg er nu. Og selvom det føles som limbo, er det her jeg er.

Den kvinde jeg er blevet.

Kan jeg være taknemmelig over det jeg har oplevet og erfaret? Kan jeg se på alle mine oplevelser og erfaringer – også det som er kommet til mig udefra, positivt og negativt, med taknemmelighed over at have modtaget det?

Som en gave?

Følelsen af blive afvist (i min seksualitet, i min spiritualitet, i min sårbarhed) er således en gave, fordi jeg istedet for at få den Anden til at bære det, tvinges til selv at rumme, og tage ansvar for seksualitet, spiritualitet og sårbarhed. Tak for det, også selvom det gjorde modbydeligt ondt i processen.

Kan jeg se med taknemmelighed på det, og også tage ansvar for min andel i det, der er gået galt i mine relationer?

Bliver det da muligt at se, ikke på skyld, men på ansvar?

Jeg tænker på at i enhver relation er helheden altid mere end summen af to dele. Når to mennesker relaterer til hinanden opstår et tredje sted, et højere selv, eller det som Jung kaldte Den Transcendente Funktion, som er mere end de to menneskers kærlighed, erfaringer, ønsker, skuffelser, forventninger, drømme, håb, bevidsthed og ubevidsthed tilsammen.

Nogle gange er det ikke blot smukt, men også frygteligt svært og sårbart.

Kan jeg se på det forgangne med vidt åbne øjne? I ansvar, erkendelse, bevidsthed – taknemmelighed?

Betyder det så at taknemmelighed bliver til tilgivelse? Ja, det tror jeg faktisk, og til tilgivelse, frisættelse og frihed af både den Anden og mig selv.

Nøgen

This is me, I don’t wear a disguise

Jeg føler mig hudløs og hvis nogen rørte mig på en intim måde, ville jeg sandsynligvis begynde at græde. Mandag modtog jeg en fin og meget smuk gestus fra en ven, og det fik mig faktisk til at græde.

I går oplevede jeg et pludseligt sug af længsel, der susede igennem mit hjerte, som var jeg helt åben. Tom.

Jeg lod det ske, uden modstand, men i fuld accept. Og i bevidstheden om at denne åbenhed ikke skulle fyldes op af noget nyt.

I løbet af de sidste 8 måneder er relationer ophørt, strukturer brudt sammen, drømme bristet, broer brændt.

Slørene er faldet. Jeg føler mig nøgen.

Jeg er gået ind i et åbent felt, hvor intet skal ske og alt kan ske.

Nu er der blot tomhed, stilhed, ensomhed, sårbarhed. Og dét får lov til at fylde.

Hver eneste celle i min krop vibrerer i det felt – og min sjæl sitrer af glæde.

De syv slørs dans

Ifølge overleveringen danser Salome de syv slørs dans, og smider ét slør ad gangen.

(Det er selvfølgeligt voldsomt inciterende for de, der måtte se det, deriblandt Herodes. Det ender jo også med at hun får Johannes Døberens hoved bragt på et fad.)

Jeg har altid været fascineret af denne fortælling, for der må ligge noget under.

Ser vi bag om fortællingen kan vi spørge os selv hvad de syv slør hentyder til i symbolsk forstand. Traditionelt har tallet syv haft en hellig eller magisk betydning; syv planeter i den klassiske astrologi, syv fede år, syv magre år, syv chakraer eller sjælecentre i den menneskelige energikrop etc.

Syv slør der falder. I løbet af dansen – livets dans – falder slørene et for et. Eller vi bevæger os igennem forskellige temaer i vores liv og lader efterhånden mønstre fra de forskellige temaer falde bort.

Det kan være mønstre, der handler om traumer, barndommens sår, ugengældt kærlighed, smertepunkter, misbrug, vores relationer, stress mm. Der er bare det, at det nogle gange ikke føles som om sløret blot falder fjerlet til jorden, men som om at lagene skal brændes væk, og at at gå de processer igennem er ekstremt smertefulde. De er fulde af rod, kaos, tvivl, sorg. Nogle mennesker afstår fra det, nogle mennesker kommer en del af vejen og atter andre ender med at lægge alle slørene.

Til sidst er vi nøgne for Gud og for beskueren, dvs den Anden, medmennesket. Jeg fortolker det således at vi efterhånden som vi tør lade det ene slør efter det andet falde ender med blive gennem-skuelige – eller måske gennem-skinnelige for lys. Transparente.

At tillade sig selv at blive transparent er som et spring ud i det ukendte, fordi vi nu ikke længere kan dække os ind bag noget andet eller andre, men blot stå der med vores vibrerende klang, vores sårbarhed i feltet.

Det er ensomt at smide sine slør.

To be continued …

Om at bede om hjælp – og hvor svært det kan være

With a little help from my friends

I kommentarerne (på Facebook) til mit blogindlæg i går var det et gennemgående tema at række ud, bede om hjælp og aflastning.

I dag ovenpå endnu en halv søvnløs nat og en begyndede forkølelse, besluttede jeg mig for at gøre det i forhold til noget praktik og logistik. Jeg bad en skolekammerats mor om at tage Elisabeth med til fastelavnsfest, og jeg bad mine venner om at tage Tristan i nogle timer, så han kan lege med deres datter.

Det føltes ikke optimalt. Det ville være optimalt at tage begge børnene med, uanset hvordan jeg har det. Men sådan er det bare ikke i dag. Intet overskud, men jeg tager alligevel én ting ad gangen. Jeg har lavet matematik med Elisabeth og gjort hende til en pirat, der ovenikøbet vandt bedste udklædning. Helt umulig er jeg åbenbart ikke.

Jeg er sikker på at de begge har haft det sjovt, og jeg har fået hvilet ud.

Min pointe med dette er, at jeg opdagede hvor svært det er for mig at gøre noget så simpelt som at bede om (praktisk) hjælp. Der er sådan en lille indre stemme, der kværner løs derinde, om hvad jeg burde gøre, om at det jo er min egen skyld og blah, blah, blah. En lille, ondsindet, giftig hvisken.

Jeg spekulerer på om det bare er mig, eller om du har det på samme måde, og om det handler om at vi føler at vi blotter os, ved at indrømme at der er noget, vi ikke kan magte? Hører du også kritiske stemmer?

Hvorfor er det så svært at bede om hjælp?

Lad døren stå

Life needs a point of entry, a crack in our defenses

skriver Thomas Moore i sin fine lille bog Original self. Og han forsætter med at beskrive hvordan vi kan blokere for livet, fordi vi er bange for at nogen skal bryde ind og “stjæle” fra os, og hvordan dette er et hyppigt motiv i drømme.

Den låste dør.

Hermes er den som i klassisk forstand har rollen som tyv, som sjælefører, som den der bryder igennem vores forsvar og stjæler fra os; “by taking away the very thing we do most want, but do not need … [but] … One experiences the loss of health or a loved one and mysteriously life takes a promising course”.

Hermes er på samme tid tyven og den, der laver hul i forsvaret og skaber liv og forandring. Han er tyv, trickster og tryllekunstner. Og budbringer, bringer af liv. Eros, den lille fede kerub med vinger og tilfældets pile, har den samme rolle.

Ingen kan vide sig sikker.

Lad døren stå på klem, lad tyven komme ind, lad livet. Lad være med at være bange for at leve det, for at blive såret, for at nogen bryder ind. At lade døren stå, måske lukket, men ikke låst, eller endda på klem.

At tillade dig at være og forblive sårbar – at være åben og turde blive såret – betyder at du tør livet og det som det bringer.

En klog kvinde sagde til mig, at

Jeg er mere bange for ikke at blive såret end at blive såret, for det betyder at livet er blevet levet”.

Ja.

The image is from the Burning Serpent Oracle, copyright Robert M. Place, and used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website for further information. Also visit Roberts campaign on Indiegogo for the fourth version of the Alchemical Tarot.

Sårbar

“And thank you for the trouble you took from her eyes,
I thought they were there for good, so I never really tried”

Jeg har skrællet lag af. Eller rettere, bevæget mig ind og ned igennem dem.

Først needines, det hårdeste lag, der føltes som asfalt, men da det var borte, kunne jeg trække vejret. Dernæst savnet (også det fysiske), der igen fik mig til at miste pusten. Så længslen. Længslen, som er almenmenneskelig, og aldrig vil forsvinde, men som kan rummes eller bæres.

Og under det hele lå sårbarheden. Den åbning af hjertet, som kærligheden kan strømme igennem. Som et nyt syn, som en åbenhed mod mennesker, som en radikal måde at være i verden på – nøgen.

Jeg føler som født på ny; sårbar, selvkærlig, rolig, autentisk, mild, åben og ærlig. Jeg har nået en dybere klangbund.

En ring af ild er blevet sluttet og slukket. Noget nyt kan starte. Feltet er åbnet op.

Tak.