slør Arkiv ~ Prima Materia

At åbne og at lukke

As I open the blinds in my mind,
I’m believing that you could stay

Er det muligt at være sødmefuld og mystisk på samme tid? En ven beskrev det som at være åben og lukket, og spurgte om de to tilstande ikke udelukker hinanden?

Jeg tror, at jeg har brug for skiftet, for at kunne snart det ene, snart det andet.

Jeg kommer i møde, for så at trække mig tilbage i en langsomt rullende bevægelse som bølgerne på stranden, Nogle gange er det muligt at være totalt åben, og nogle gange er det nødvendigt at lukke af. At kaste sløret, for derefter at tilsløre mig igen. At sænke garderne og hæve dem igen. At hengive mig, for så igen at være reserveret, ene.

En veninde så det i mig første gang, hun mødte mig i det virkelige liv. Hun aflæste mig i et nanosekund på trods af mit forsøg på at skjule mig, min sårbarhed.

Tulipaner lukker sig sødmefuldt om sig selv,
når det bliver mørkt.

Jeg kom til at tænke på det lukkede som det dæmoniske og det åbne som kærlighed.

Men er det lukkede nødvendigvis dæmonisk? Det kan være det. Kierkegaard definerer det dæmoniske som individets selvvalgte indesluttethed. Men i andre sammenhænge kan det at lukke jo være en nødvendighed. At sætte en grænse, at definere, at erklære et territorium. Verden kan forstås i kraft af vores kategorier og den måde vi afgrænser gennem sprog og handlen. Og anvender magt på utallige subtile og mindre subtile måder.

I alkymien er kolben et centralt symbol, idet den er den form i hvilken den alkymistiske proces finder sted. Kolben skal være og holdes forseglet, hvis processen skal virke. Intimitet mellem to mennesker eksisterer i kraft af at skabe et rum for de to. Terapien fordrer det lukkede terapeutiske rum, og kreativiteten det kreative rum; Eget værelse, som Virgina Woolf krævede det på kvinders vegne.

For at blive os Selv, må vi have et sted, hvor vi kan skabe os. Så at sige.

Og så igen, for at blive os Selv er det nødvendigt at åbne os mod andre, at relatere, at trodse tvivlen og angsten for den smerte der kan ligge i åbenheden, muligheden for at blive såret.

Jeg tror at de udelukker hinanden. Det er ikke muligt at opretholde åbenhed og lukkethed på samme tid. Men det er, som med så meget andet, en evigt skiftende, kaleidoskopisk bevægelse.

Nøgen

This is me, I don’t wear a disguise

Jeg føler mig hudløs og hvis nogen rørte mig på en intim måde, ville jeg sandsynligvis begynde at græde. Mandag modtog jeg en fin og meget smuk gestus fra en ven, og det fik mig faktisk til at græde.

I går oplevede jeg et pludseligt sug af længsel, der susede igennem mit hjerte, som var jeg helt åben. Tom.

Jeg lod det ske, uden modstand, men i fuld accept. Og i bevidstheden om at denne åbenhed ikke skulle fyldes op af noget nyt.

I løbet af de sidste 8 måneder er relationer ophørt, strukturer brudt sammen, drømme bristet, broer brændt.

Slørene er faldet. Jeg føler mig nøgen.

Jeg er gået ind i et åbent felt, hvor intet skal ske og alt kan ske.

Nu er der blot tomhed, stilhed, ensomhed, sårbarhed. Og dét får lov til at fylde.

Hver eneste celle i min krop vibrerer i det felt – og min sjæl sitrer af glæde.

Transparens

Når vi lader slørene falde, af-slører os, bliver vi transparente.
Og det er en proces, en oprigtighedsprøces; en ærlighedsproces; en søgen efter sandheden. Ikke Sandheden, den store forkromede, men sandheden om os selv. Det er måske den eneste sandhed, vi nogensinde kan opnå at (er)kende.

Den sandhed, der netop betyder, at vi ser smertepunkterne, sårethederne, skyggerne, uformåenhederne, fejltagelserne og løgnene i øjnene.

Når vi lader slørene falde vil vi for hvert slør, der falder, opleve os selv og verden som mere gennem-sigtig. Vi bliver gennem-skuet og gennem-lyst, og vi bliver oplevet som værende mere transparente. Dét kan virke skræmmende på andre.

Sommerfuglen er symbol på sjælen.
På græsk er det samme ord – Psyche.
Her ses den transparente sjæl.

Det kan tage et helt liv, det kan tage flere liv.

Det er ikke et projekt, men en proces. Det er en snirklet, labyrintisk, spiralisk proces, hvor vi i frygt vil lukke ned og vi i tillid vil åbne op – igen og igen. Vi vil blive sårede, vi vil miste håbet, vi vil føle for meget og blive overvældede. Vi vil åbne os helt, for dernæst at lukke lidt ned. Det er ikke et spørgsmål om frem eller tilbage, men om op og ned, ud og ind.

Vi vil åbne igen, af-sløre os igen. For når du, når jeg, først ser at det er måden for os at være i verden, så er der ikke nogen anden vej. Det er på sin vis et spørgsmål om at tage springet ud i det blå.

Som Narren.

Når vi lader slørene falde og vi gradvist bliver mere og mere nøgne i verden vil det knuste hjerte blive gennemlyst indefra og udefra. Uden frygt . Først vil vi åbne og lukke i mange gange, men der vil være flere perioder, hvor vi tør være åbne, helt.

Transparent, åbent lysende.

Af-sløring

“Oprigtighed er ikke et faktum man een gang for alle kan vænne sig til, det er en proces, et hver gang nyt afkald på faste holdepunkter.”

Før vi løfter vores slør, er det interessant at undersøge hvori de består.
En mulighed er identifikation med roller; kvinde, mor, bibliotekar, kæreste, gift, single, eller med roller i psykologisk forstand; offer, krænker, redder. En mulighed er at identificere os med de sår eller traumer, livet har givet os. En mulighed er identifikation med tro eller ideologi.

At identificere sig med enten en rolle, en ideologi og eller et fællesskab er alment menneskeligt. Vi ønsker at tilhøre en stamme, en gruppe eller en klan. Men som vi har set det gang på gang, og jeg behøver vist ikke komme med konkrete eksempler, så kan det være farligt. Det er imidlertid ikke et spørgsmål om ikke at være med i konkrete fællesskaber, men om ikke at identificere sig 100 %.

At stille sig udenfor, enten fordi man føler sig ekskluderet eller fordi man selv vælger at gå sine egne veje, kan skabe en følelse af exil, af udstødelse. I nogle sammenhænge er det dødeligt – socialt eller bogstaveligt – i andre sammenhænge er der nødt til at være et brud, skabt af en enkeltperson; en mønsterbryder eller udbryder, der skaber noget nyt.

At på tage sig den rolle kan være som at lade et slør falde. At opgive identifikationen. Men paradoxalt kan det også være at man blot påtager sig en anden rolle, tilslører sig på en anden måde.

Det er klart at det føles som en beskyttelse at bære et slør, at gemme sig bag en bestemt identitet eller rolle. I nogle sammenhænge er det nødvendigt, indtil det ikke føles nødvendigt mere.

For individet kan der opstå en eksistentiel krise, hvis den rolle eller persona, man har påtaget sig eller som forventes i en bestemt dynamik (familien, parforholdet eller gruppen) ikke længere føles som den man er eller ønsker at være. Det kan føles smertefuldt, hvis man gemmer sig bag et slør, men i sig selv aner, at man ikke kan eller vil leve op til det, længere. Især hvis man ikke ved, hvordan man skal give udtryk for eller plads til det som ligger bag sløret. Nogle gang er man ikke bevidst om at der er noget andet. Og så kommer dette andet ud som skygge, eller mærkelige impulser og handlinger. Når man omsider lader sløret falde, kan det føles som en lettelse.

Det at til-sløre sig kan være en strategi til overlevelse, og det at blive af-sløret kan føles katastrofalt. Der kan være en strategi i at til-sløre hemmeligheder eller at af-sløre “fjendens” hemmeligheder.

Dette er alt sammen eksempler på strategier til overlevelse og selvopholdelse, som vi alle benytter os af, og som vi har lært gennem et langt liv. De bygger på frygt og ønsket om tryghed, og de kan og vil ofte føre til smerte, enten for os selv eller andre. Fordi de bygger på u-oprigtighed.

Som det indledende citat indikerer, så er vejen mod oprigtighed frygtindgydende, fordi den byder os at give slip på vores faste holdepunkter; det vi har lært eller det vi har løjet os til.

Høeg vender det om på elegant vis. Vi kunne jo tro, at løgnen var en opgivelse af faste holdepunkter i form af ærlighed, redelighed og soberhed. Jeg taler egentlig heller ikke om løgn – som er et barsk ord – som det at sige enkelte ting, der ikke passer. Men om løgnen som det vi selv tror er sandt eller det vi ønsker er sandt. Livsløgne.

Eller simpelthen om det spind vi tilslører os med, fordi vi er bange for at stå åbne i verden. På den måde er oprigtighed netop en proces, henimod at lade de syv slør falde eet efter eet.

Selvom vi desperat ønsker at holde fast i dem.

To be continued …

De syv slørs dans

Ifølge overleveringen danser Salome de syv slørs dans, og smider ét slør ad gangen.

(Det er selvfølgeligt voldsomt inciterende for de, der måtte se det, deriblandt Herodes. Det ender jo også med at hun får Johannes Døberens hoved bragt på et fad.)

Jeg har altid været fascineret af denne fortælling, for der må ligge noget under.

Ser vi bag om fortællingen kan vi spørge os selv hvad de syv slør hentyder til i symbolsk forstand. Traditionelt har tallet syv haft en hellig eller magisk betydning; syv planeter i den klassiske astrologi, syv fede år, syv magre år, syv chakraer eller sjælecentre i den menneskelige energikrop etc.

Syv slør der falder. I løbet af dansen – livets dans – falder slørene et for et. Eller vi bevæger os igennem forskellige temaer i vores liv og lader efterhånden mønstre fra de forskellige temaer falde bort.

Det kan være mønstre, der handler om traumer, barndommens sår, ugengældt kærlighed, smertepunkter, misbrug, vores relationer, stress mm. Der er bare det, at det nogle gange ikke føles som om sløret blot falder fjerlet til jorden, men som om at lagene skal brændes væk, og at at gå de processer igennem er ekstremt smertefulde. De er fulde af rod, kaos, tvivl, sorg. Nogle mennesker afstår fra det, nogle mennesker kommer en del af vejen og atter andre ender med at lægge alle slørene.

Til sidst er vi nøgne for Gud og for beskueren, dvs den Anden, medmennesket. Jeg fortolker det således at vi efterhånden som vi tør lade det ene slør efter det andet falde ender med blive gennem-skuelige – eller måske gennem-skinnelige for lys. Transparente.

At tillade sig selv at blive transparent er som et spring ud i det ukendte, fordi vi nu ikke længere kan dække os ind bag noget andet eller andre, men blot stå der med vores vibrerende klang, vores sårbarhed i feltet.

Det er ensomt at smide sine slør.

To be continued …