Det knuste hjertes visdom Arkiv ~ Prima Materia

Hjertets sorg

Hvornår går jeg itu? Nu? Ja.

Nogle gange føler jeg, at jeg er kronisk defekt. Som om mit hjerte kontinuerligt brister, for så at skulle klistres helt igen.

Som om min bevidsthed splintres i tusinde stykker. Skrøbelig og skør som glas.

Alligevel – der er ikke noget galt med mig. Jeg er et helt menneske, en kvinde, der lever sit liv fuldt.

Mit hjerte lever sit liv.

Og nogle gange føles det som en melankoli, en hjertets sorg, når jeg vågner om morgenen – som et savn, der aldrig helt slipper sit tag.

Jeg spekulerer på, hvorfor jeg føler denne smerte. Men der er intet svar.

Det er.

Jeg besluttede mig for at give slip på modstanden. At byde det velkommen. At lade være med søge trøst, lindring og substitutter.

At lade være med at spørge, hvornår det holder op. Det holder ikke op. Savnet, denne skurrende sult vil aldrig forlade mig. Sorgen over det der ikke blev, smerten og ensomheden.

Det gør mig stærkere og blidere på én og samme tid. Spejlblank og blød.

Det skaber et åbent felt. Lader lyset strømme ind og ud. Det giver mulighed for genkendelse, erkendelse – og paradoksalt nok – frihed.

Der er en mening med sorgen.

Vand mod en klippe

“Tænk, det tog mig et halvt liv at fatte, at tiden rinder ud”

Nogle gange kan det undre mig, hvad meningen med at have nogen i mit liv, når jeg før eller siden vil miste det menneske?

Jeg har mistet mine forældre, jeg har mistet venner og jeg har mistet mit ægteskab.

Jeg har ikke mistet mig selv. Jeg har venner og familie, (herunder min eksmand), og jeg har mine børn.

Vi har alle mistet noget. Vi mister hele tiden. Tiden løber mens du læser dette.

Fornyligt skrev jeg et indlæg om at savne og jeg sluttede det af med et citat af Jack Kerouac, som jeg elsker meget højt:

“Accept loss forever”

Jeg elsker det citat, fordi det på en meget klar, skarp måde siger det uomtvistelige. Vi vil altid miste. Det er et uomgængeligt grundvilkår ved menneskelivet, at vi modtager, vi giver – og vi mister. Vi kan lige så godt acceptere det.

Vi mister dem, vi holder af. Enten fordi relationer opløses, på grund af sygdom, på grund af død. Før eller siden mister vi livet.

Alt er en bevægelse, som vand mod en klippe, og noget vand flyder blot hen over klippen, og efterlader ingen spor, mens andre bølger bliver ved og ved at slå ind mod klippen, ind mod stranden og med tiden vil klippen ændres.

Nogle gange vil selv et kort møde have en stor indvirkning i ens liv.

Det er aldrig på forhånd til at sige, hvad betydningen er, hvad meningen er. Nogle gange forstår man det end ikke bagefter.

Det er muligt at blive bitter. At lukke hjertet, fx hvis man er blevet skuffet i kærlighed. Men det hjælper ikke. Det hårde hjerte gør både dig selv og andre ondt.

Det hjælper at holde hjertet åbent – det er det knuste hjertes visdom i sin enkelthed – at holde hjertet åbent, på trods af tab og modgang, fordi et åbent hjerte vil være en kanal, og en hjælp for andre, som står i en sorgfuld situation.

Det er muligt at transcendere sorgen over at miste. Det betyder ikke at følelser som sorg, vrede, magtesløshed ikke skal føles – tværtimod – det skal skylle igennem sjælen, det skal have lov til at blive så længe det vil, det er naturlige følelser. Naturlige reaktioner på tab.

Du kan ikke komme udenom.

Men igen, for mig personligt er der en stor eksistentiel sandhed i, at vi ikke ved hvad der venter, at vi ikke kan beholde nogen, at vi ikke ejer nogen. Der er en stor dyb sandhed i at gribe fat i livet nu og her. Fordi det er det eneste, der er.

Du er en klippe.

Lad vandet skylle hen over dig. Og acceptér at du ikke kan holde fast i bølgerne. Samtidig med at du accepterer, at de vil forandre dig. Men at du ikke og aldrig kan vide, på hvilken måde.

Men vid en ting.

Du er selv dit liv.

Transparens

Når vi lader slørene falde, af-slører os, bliver vi transparente.
Og det er en proces, en oprigtighedsprøces; en ærlighedsproces; en søgen efter sandheden. Ikke Sandheden, den store forkromede, men sandheden om os selv. Det er måske den eneste sandhed, vi nogensinde kan opnå at (er)kende.

Den sandhed, der netop betyder, at vi ser smertepunkterne, sårethederne, skyggerne, uformåenhederne, fejltagelserne og løgnene i øjnene.

Når vi lader slørene falde vil vi for hvert slør, der falder, opleve os selv og verden som mere gennem-sigtig. Vi bliver gennem-skuet og gennem-lyst, og vi bliver oplevet som værende mere transparente. Dét kan virke skræmmende på andre.

Sommerfuglen er symbol på sjælen.
På græsk er det samme ord – Psyche.
Her ses den transparente sjæl.

Det kan tage et helt liv, det kan tage flere liv.

Det er ikke et projekt, men en proces. Det er en snirklet, labyrintisk, spiralisk proces, hvor vi i frygt vil lukke ned og vi i tillid vil åbne op – igen og igen. Vi vil blive sårede, vi vil miste håbet, vi vil føle for meget og blive overvældede. Vi vil åbne os helt, for dernæst at lukke lidt ned. Det er ikke et spørgsmål om frem eller tilbage, men om op og ned, ud og ind.

Vi vil åbne igen, af-sløre os igen. For når du, når jeg, først ser at det er måden for os at være i verden, så er der ikke nogen anden vej. Det er på sin vis et spørgsmål om at tage springet ud i det blå.

Som Narren.

Når vi lader slørene falde og vi gradvist bliver mere og mere nøgne i verden vil det knuste hjerte blive gennemlyst indefra og udefra. Uden frygt . Først vil vi åbne og lukke i mange gange, men der vil være flere perioder, hvor vi tør være åbne, helt.

Transparent, åbent lysende.

Om meningløshed, mening – og mod II

“Intet er mere helt end et knust hjerte”*

Nogle gange føles det som at vi er alene, midt i det kaos, der følger når alt ramler sammen. På det private plan kan det være en skilsmisse, et dødsfald, en sygdom eller tab af job og eksistensgrundlag. Vi leder efter meningen i det, men finder den ikke, og vi føler os håbløst ensomme.

Men det er ikke sandt. Det er derfor at jeg skriver *vi*. Fordi at følelsen af at være alene og oplevelsen af at det hele nogle gange ramler sammen er et eksistensvilkår, som alle mennesker før eller siden vil opleve, det er en del af den menneskelige erfaring.

Det er en erfaring vi deler.

Det kan opleves som “Sjælens mørke nat”, som en periode af sorg, fortvivlelse og depression, uden noget lys forude.

Det kan føles så skræmmende at vi ikke ønsker at være i det, men istedet for dulmer smerten og følelsen af meningsløshed med fx alkohol, medicin eller andet.

Det er modigt at turde hvile i meningsløsheden, istedet for at forsøge at undgå smerten ved det. Det er modigt at hvile i den og samtidigt erkende, at vi ikke er alene, at vi dette er forbundne med alle mennesker. Og at turde række ud.

Det er en erfaring vi deler og som gør det muligt for os at føle empati og se det basalt menneskelige i alle de mennesker vi møder på vores vej.

Det er muligheden for ikke at lukke vores hjerte, selvom det er knust, og bliver det igen og igen. Det er muligheden for at hele igennem sorgen og lade det nye, symboliseret ved rosen, bryde frem.

*Rabbi Menachem Menel af Kotsk, citeret fra “Det Knuste hjertes visdom” af Lars Muhl

Images from The Alchemical Tarot and other tarots by © Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Glæde

“Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.” Matt. 5. 15.

Jeg går ind for glæde, for at skinne, for ikke at sætte sit eget – og andres lys – under en skæppe.

I de seneste år har der fokus på det positive, på mindfulness og på flow indenfor bl.a. psykologien. Og nogle arbejder målrettet på at skabe mere lykke og glæde for sig selv og andre – hvilket er dejligt.

Men der er et lille personligt aber dabei – som hidrører fra min egen klangbund af melankoli – og det er, at uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er verden uperfekt og det er livet også. Vi kommer ud for kriser, vi bliver såret og vi sårer andre. Vi knuses mere eller mindre af livet. Kort sagt:

“Life is a bitch and then you die”.

Der er kommet et psykologisk svar på den positive psykologi, der kaldes Acceptance and Commitment Therapy, som kort sagt går ud på at acceptere livets modgang. Modgang er ikke en sygdom, som det hedder i en artikel fra Information:

“Det er blevet helt almindeligt, at hvis man oplever den mindste form for tristhed eller ubehag ved sin krop, stress eller en krise, er det noget, der skal kureres.”

Det er dybest set også det som terapi går ud på: Ikke at blive lykkelig, men at blive bevidst, som James Hollis skriver i Creating a Life:

“Consciousness is a gift and that is the best it gets.”

Hvad har det så med lykke at gøre?

Jeg tror – og håber på – dryp af lykke, der optræder kort og intenst, uforvarende og uventet – som et strejf af en dråbe, en form for nåde. Det er en gave, ligesom bevidsthed, men – og her kommer der måske en grad af mørk pessimisme ind i billedet – vi kan ikke styre lykken – den driver sit eget spil med os.

Bevidsthed – derimod kan vi arbejde henimod i lange seje træk, men bevidsthed gør os ikke (nødvendigvis) lykkelige – men visere.

Hvad har det så med glæde at gøre?

Glæde kan vi arbejde på – på samme måde som vi kan arbejde på bevidsthed og selvindsigt. Vi kan vælge at forholde os på en bestemt måde til os selv, til verden, til eksistensen og til vores medmennesker. Vi kan vælge at være glade, fremfor sure.

Vi kan vælge at skinne til glæde for os selv og for andre, og vi kan vælge at lade andre mennesker skinne med deres lys. For vi har det alle. Dybest set er det opgaven for os alle, at skinne og give plads til at andre kan skinne.

Og som jeg vist nok før har skrevet, så skinner lyset både ud af og ind i et knust hjerte.

Hvordan kan jeg være glad, hvis mit hjerte er knust? Det er så 100 $ spørgsmålet. Ved at acceptere livet som det er, men vælge ikke at lade andre eller ydre omstændigheder bestemme hvordan jeg har det, som jeg skrev om i indlægget om magt. Ved at forholde sig bevidst til omstændigheder og situationer, men ikke gøre mig til et offer for dem. Tag ansvaret for det, jeg har ansvaret for og lade resten være.

Og så kan jeg vælge at være glad, at smile, at sprudle, at boble, at skinne, at glæde mig over selve det at være til.

Og det er netop budskabet med dette indlæg; at vi bliver lidt mere bevidste om og åbner op for muligheden for glæden i livet. Ved at foretage det valg at være glad og sprede glæde. Den irrationelle, boblende, enthusiastiske glæde.

Fordi vi er det som er i vores bevidsthed, og vi er dybest set selv herre over, om vi er i helvede eller i himlen. Så hvorfor ikke vælge himlen?

Tak for din kommentar!

Kaffe, spiraler og helhed

Jeg hælder mælk i min kaffe og ser at den danner en hvid spiral i den brune kaffe.

Jeg tænker på livet som en spiral. Vi møder de samme temaer og konflikter igen og igen på forskellige måder og på forskellige planer. Men de er dybest set de samme grundtemaer, der går igen. Nogle gange føles det som om spiralen fører os i svimlende højder, ind i himmelen, og andre gange ned i dybe, mørke steder. Hjertets lønkamre.

Hjertet bliver knust på forskellige måder, men hjertet bliver også stærkere. Det knuste hjerte ser temaerne, ser meningen, forstår mere og bliver mere viist. Det er ihvertfald mit håb – for lige nu føler jeg mig ikke særlig viis, må jeg ærligt indrømme.

Men jeg tænker at hvis vi ærer Eros. Hvis vi tænder en ild i egne og andres hjerter så vil hjertets eksistentielle knusthed betyde, at den ild lyser op for os selv og andre. Fordi den så kan ses, hvis vi ikke er bange for at vise den.

Måske kan vi kun være hele ved at turde blive og forblive knuste?

Smerte

Billedet
Et stort rødt hjerte gennembores af tre sværd. Baggrunden er grå, regnfuld. Billedet er abstrakt forsåvidt som der slet ikke optræder nogle menneskelige skikkelser på det.

Hvor mærkeligt det end lyder, så er dette sørgmodige kort et af mine yndlingskort.

Det røde hjerte symboliserer kærlighed, følelse, indlevelse, empati, liv. De tre sværd står for livets barske realiteter, rationalitet, intellekt – og viden.

For mig er det en syntese af kærlighed og viden – og det giver mere end af de to tilsammen – nemlig ægte visdom. Og den erfaring som et levet liv giver med dets sorger og glæder og kærlighed. Det er det som jeg før har skrevet om som det knuste hjertes visdom.

Der er ingen der kommer igennem livet uden sorger, uden små og store slag, uden ar på sjælen. Hvis vi formår at bruge vores viden og erfaring udfra hjertet, og ikke henfalder til selvmedlidenhed, ondskab og bitterhed, er det muligt at være noget for andre mennesker.

Det er også derfor jeg kæder dette kort sammen med Sværdenes Dronning. jeg opfatter hende ikke som som bitter. Men hun kan godt være barsk – eller forekomme at være barsk – fordi hun ser tingene som de er og ikke pakker dem ind. Hun ser klart og siger sandheden. Men denne imposante dame vender vi tilbage til senere. Det jeg egentlig vil sige er at jeg ser Tre Sværd som et billede på hendes hjerte.

Element/nummer
Tre symboliserer her syntese, det vil sige; når tese og antitese smelter sammen i en højere enhed, en ny orden. I dette tilfælde symboliserer sværdene viden, og sammen med hjertet, den visdom vi kan opnå i sammensmeltningen mellem følelse på den ene side og viden på den anden. Hvis vi tør fortage den syntese, fremfor at insistere på at se de to som værende adskilte, modsætninger.

Luft står også for spiritualitet, luft som ånd (spirit). Her står luft alså for den spirituelle indsigt der kommer af at kunne foretage den ovennævnte syntese. Praktisk talt at kunne påtage sig og bære den smerte livet medfører. Og det ansvar der følger med.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplæg står dette kort for sår, sårbarhed, smerte, sorg, hjertesorg, kærlighed, erfaring, viden og visdom.

Trial-and-error

“You don’t have a soul. You are a Soul. You have a body.”
C.S. Lewis

Hvem er vi egentlig vi mennesker? Er vi kroppe med sjæle eller sjæle med kroppe? Eller er kroppen en manifestation af vores sjæl? Er vi her bare eller er vi her for at lære noget?

Er vi her for at lære eller blive dem vi virkelig er, og kan vi blive det ved at turde være menneskelige, sårbare?

Leonard Cohen synger

“There is a crack in everything
That’s how the light gets in.”

Det gælder også – eller måske især – for os mennesker.

I Det knuste hjertes visdom skriver Lars Muhl – med afsæt i ovenstående citat:

“[P]å samme måde som lyset kan trænge ind udefra når hjertet brister, kan dets iboende lys også skinne ud og oplyse din tilværelse indefra.”

Hvor vil jeg hen med alt dette?

Jeg vil faktisk sige Ja til det hele. Vi starter med at være så fine og sarte og uskyldige og rene, så bliver vi socialiseret ind i en bestemt kultur og norm, oglærer hvordan vi kan og skal og bør være.

Og det prøver vi så. For ikke at blive udelukket og forkastet. Vi fejler og vi prøver og vi fejler igen. Og måske bilder vi os ind at vi skal være succesfulde og lykkelige og perfekte. Og så er det jo ikke så svært ikke at lykkes.

Men vi glemmer undervejs, hvad disse ting virkelig betyder for os, og vi måler os selv med de forkerte alen, der slet ikke er vores, og som intet har at gøre med dem vi egentlig er og som det er meningen at vi skal blive. Vores telos.

rays_of_light — Nogle gange ser det ud som som on lyset skinner ud af himlen

Det er menneskeligt at fejle, men tør vi, kan vi, virkelig fejle? Vi skammer os og føler skyld. Vi opdager slet ikke at jo flere ridser, der kommer i lakken, jo flere knubs, vi får – jo større er muligheden for at det vi egentlig er og startede med at være skinner igennem. Og det betyder, at vi kan acceptere at livet – tilværelsen er netop dette; en trial-and-error proces, hvor vi nogle gange farer vild og føler os fortabte og forladte.

Og erkendelsen af at dette er en del af tilværelsen (et grundvilkår) får os endelig til at forstå, at vi faktisk er der hvor vi skal være. Lige nu og her.

Fordi det vi skal lære er at blive os selv. Mig. Dig. Vi kan jo ikke rigtigt blive til andre, vel?

Det er som en labyrint hvor det ikke handler om at komme ud – men ind til lyset.

Jeg ved ikke om dette giver mening. Jeg håber det. Du må gerne sige hvad du synes.

Det som fik mig ansporet til at skrive dette indlæg – inspirationen – var dette link, som er ti sjove og tankevækkende regler for det at være menneske, sendt til mig af Julia. Tak!