You either walk inside your story and own it, or you stand outside your story and hustle for your worthiness “~Brené Brown
Denne sommer har været som at gå i et minefelt. Gamle dæmoner har vist deres grimme ansigt. Det er som om de alle har været der, med deres sædvanlige historier. Tvivl, frygt, stress, angst. Ikke angst for ikke at være nok – men for at være for meget.
Heldigvis giver jeg ikke efter for deres historier. Men det er fandme en sej omgang denne gang.
Mine venner hjælper. En veninde siger, at jeg ikke kan være for meget for mig selv og dem, der der holder af mig, og en anden siger, at alt dette her, disse komplekser, dukker op nu, fordi jeg er stærk nok til at klare dem.
Det er både en smerte og en trøst at vide, at det kommer indefra, og at jeg helt klart kan se at det intet har at gøre med andre mennesker. Hvor svært det end kan føles, så kan jeg nu tage 100 % ansvar for historierne selv. Men så er der til gengæld heller ikke nogen vej udenom. Det er mit eget shit, mine egne fortællinger, mine egne overbevisninger, mine egne følelser.
Min egen styrke, værdighed, kompleksitet, tillid.
I alkymien betegner påfuglen et vendepunkt.
Det er hårdt at bryde sindets mønstre fra barndommen. Det er hårdt atter at kæmpe med dæmonerne, men der er også et håb i det.
Håb om, at når jeg er brændt igennem det denne gang er der mere styrke til at forfølge drømmene, håb om at kærlighed og kreativitet ikke behøver at udelukke hinanden, som jeg ofte har troet, håb om at få plads og ro til at skrive, håb om at kunne forbinde mig dybt med andre mennesker, håb om nysgerrighed, glæde og latter – og håb om at det giver mening at følge sit hjerte, at det giver mening at dele det vi isoleret bærer rundt på, at det giver mening at forbinde sig med hinanden.
Alt sammen ved jeg godt, det er sådan jeg lever mit liv. Men nogle gange mister jeg troen og må genfinde den, sammen med håbet.
Kærligheden synes at være en konstant faktor.
