Den Grønne Løve

På min væg hænger en tegning som en kvinde ved navn Rosa Raptor malede til mig for snart 3 år siden. Den betyder meget for mig.

groenloeve

Det forestiller en grøn løve, i en cirkel. Cirklen er en mandala, og et symbol på helhed. Løven har til opgave at bevogte cirklens grænser. Om den har gjort det særlig godt de sidste år kan jeg spørge mig selv om. Og det gør jeg ofte. For løven er jo en del af mig.

Jeg har forsøgt og forsøger til stadighed at gøre mig til venner med denne her grønne løve. Leo Viridis. Men istedet for at passe på min cirkel har den det med at løbe om hjørner med mig.

I alkymien, nærmere defineret i det alkymistiske værk Rosarium Philosophorum, optræder der en grøn løve som spiser solen. Løven symboliserer i den forstand egoets trang til at ville have det hele.

green lion

Vi kender alle dette her med at ville have det hele: I want it all, and I want it now!

Der er en god del Delusion of Grandeur  i denne indstilling, og det er det som den grønne løve, der spiser solen betyder. Den her barnagtige trang til at ville være berømt, rig, dygtig, smuk, sexet, feteret, at have en fantastisk kæreste, et smukt hus, en lækker bil, diamanter – etc.

At ville bemægtige sig hele verden og æde den. Selveste solen. Løven står for vort begær, vores libido, vores sult. Og det er ikke nogen hemmelighed at den sult kan føre os lige lukt i Helvede, hvis ikke vi passer på. På den måde er det ønsket om at få hullet lukket. Vores længsel efter helhed, der maskerer sig som sult og afhængighed af sex, stoffer, alkohol, penge etc.

Begrebet helhed er centralt her, for ifølge Marie-Louise Von Franz er der ikke noget galt med selve ønsket om at ville have det hele, at være hel, fordi det i virkeligheden er et udtryk for at procijere Selvet ud på verden. Ønsket, begæret er legitimt – det er måden vi gør det på, som er problemet, og som faktisk kan lede til afhængighed. Ønsket er i sig selv dybt spirituelt fordi det er en længsel efter harmoni og conjunctio – foreningen af modsætninger til en ny helhed.

Et andet aspekt ved den alkymistiske løve er raseri, vrede, vold. Og et symbolsk billede i alkymien (og moderne menneskers drømme) er at løvens poter bliver skåret af for at afvæbne den, så at sige. Det kan ses som en indikation af at vores begær og vrede frustreres.

Ideen med at lade løven bevogte grænserne istedet for at lade den løbe lystent rundt udenfor grænserne kom fra min psykolog i sin tid, og da jeg fortalte Rosa om den grønne Løve, som jeg skulle lære at blive venner med, at styre fremfor at blive styret af, inspirerede det hende til at tegne billedet til mig.

Det er sgu ikke lykkedes mig specielt godt at blive venner med den.
Men jeg taler med den næsten hver dag, og forsøger at komme overens med den, min ven Leo Viridis.

Det er muligt gennem kærlighed.

strenght
Robert Place har bidraget med en for mig vigtig forståelse af, hvordan jeg/vi tæmmer vores løve. I hans smukke tarot The Alchemical Tarot (netop udkommet i en ny smuk udgave) fremstiller han Styrken som en jomfru, der rider på løven, og højt holder symbolet på Conjunctio. Det flammende hjerte, der forener det maskuline og det feminine i form af Solen og Månen. Jomfruen symboliserer her kærlighed og Selvet. Og det netop igennem kærligheden at løven kan tæmmes gennem kærlighedens styrke.

Meget smukt skriver Robert Place at

“Strengths power is love. She loves the lion, the lions loves her back, and he does her biding. Power comes when we loves overselves, control our cravings, and take on hardships for the sake of others”

The image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, is used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

En drøm i sepia

Da jeg kom på arbejde i morges, kom receptionisten Maria frem bag fra skranken, smilte til mig og rakte tomlen i vejret. De var kommet. Jeg havde bedt hende om at sige til, når min nye tarot The Alchemical Tarot Fourth Edition kom. Det gjorde den så her til morgen.

Hvilken velsignelse.

De er smukke. Lige så smukke som de to foregående udgaver. De er i sepia. Farverne er sand, blegt rødt og blegt grøn, samt andre farver, men alle støvede, transparente og sprøde.

IMG_7819The Empress (hvis krop ifølge Place symboliserer den alkymistiske kolbe), The Lovers i den alternative version og det smukke Two of Vessels, som viser de elskende i den alkymistiske kolbe med kærlighedens røde rose.

Farverne er blege, bløde og blide ved sjælen. Jeg tænker, at de skal bruges, hvis den, der læses for er særligt sårbar, skrøbelig og har brug for omsorg.

Alkymistiske symboler for de alkymistiske processer er tilføjet triumfkortene i rødt, hvilket tilføjer kortene et esoterisk lag, selvom det som altid er det kunstneriske, æstetiske udtryk i billederne og deres fortælling, som er det væsentligste for mig, fordi jeg læser kortene intuitivt.

De er smukke.

Læs mere om Robert Place’s tarot på The Alchemical Tarot.

Rhomben

På stjernen i The Alchemical Tarot Edition III er der faktisk tilføjet en lille ændring.

Nemlig rhomben med øjet i den centrale hvide stjerne over havfruen.

De to udgaver af Stjernen i The Alchemical Tarot

Rhomben optræder også på Ace of Coins, sammen med den hvide kanin, et symbol på frugtbarhed. I LWB refereres der til rhomben  som “The unseen anima mundi”.

Detalje fra Ace of Coins.

To spørgsmål melder sig: Hvad betyder Animus Mundi? Og hvad symboliserer Rhomben? Jeg går ud fra at Robert Place i begge tilfælde anvender Rhomben som en reference til Animus Mundi, (men det vil jeg først få bekræftet, når jeg har hans nye bog i hånden).

Jeg har ikke umiddelbart i nogle af de efterhånden adskillige symbolleksika jeg ejer, fundet en specifik reference til rhomben, men jeg vidste, at den oprindeligt var et symbol for det kvindelige, det feminine.

En hurtig netsøgning bekræftede dette, da denne artikel i magasinet MatriFocus beskriver, hvordan rhomben i mesapotamien var et symbol for frugtbarhed associeret med Ishtar/Inanna

“Usual scholarly interpretation of the rhomb, … is that it was a vulva symbol, and thus entirely appropriate for Inanna/Ishtar as goddess of sexuality … On some seals the symbol was even depicted inside Ishtar’s shrine, thus making the identification quite explicit. Clay rhombs, as well as images of penises and scenes of sexual intercourse, were unearthed in Mesopotamia, often in temples of the goddess Inanna/Ishtar. It is likely that they were objects used in rituals. They might have been connected with the “Sacred Marriage” … rite or used as amulets to ensure sexual potency and fertility.

Så rhomben symboliserer det kvindelige køn, seksualitet, frugtbarhed, en ældgammel stiliseret gengivelse af den kvindelige vulva, ligesom disse andre figurer:

Det næste spørgsmål er så, hvad det har med Verdenssjælen – Anima Mundi – at gøre? Og hvad denne er for noget? Herom handler et senere indlæg …

To be continued.

PS: Der var en spændende reference i den ovenfor nævnte artikel til: Black, Jeremy and Anthony Green, eds. 2003. Gods, Demons and Symbols of Ancient Mesopotamia: An Illustrated Dictionary.

(Photos of) Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Alchemical Tarot Edition III

I dag modtog jeg Robert Places Alchemical Tarot Edition III med en signeret LWB:

“As above so below”

Umiddelbart kan jeg ikke se at de er meget ændret ift Alchemical Tarot Renewned (2. edition), udover at bagsiderne viser de fire elementer (Jord, Luft, Vand og Ild) og de fire op- eller nedadpegende trekanter, der symboliserer dem – istedet for den fine rose på de andre kort.

Men jeg har endnu ikke gransket dem nøjere eller brugt dem, så jeg ved ikke om Robert har sneget nogle små subtile ændringer ind. Derudover er der heldigvis stadig to versioner af The Lovers.

Under alle omstændigheder er det dejligt  at have en ekstra udgave af de kort, som jeg bruger så meget. Nu glæder jeg mig så også til den nye udgave af Alchemical Tarot bogen kommer.

Tarotsættet

Du er blevet interesseret i at gå mere i dybden med tarot. Spørgsmålet er så hvilket tarotsæt du skal vælge at arbejde med.

Som du kan se af billederne her, er der mange forskellige at vælge mellem. Og til at begynde med  kan det være ganske overvældende. Der findes sæt med mange forskellige temaer, fx Robert Place’s The Alchemical Tarot, som er mit favoritsæt.

En del af grunden til dette sæt er af særlig høj kvalitet er Place’s store viden om tarot og alkymi, samt ikke mindst hans kunstneriske talent. Men imange andre tilfælde er der dog en fare for at temaet overtrumfer selve tarottens struktur og grundlæggende symbolik. I så tilfælde kan man spørge, om der overhovedet er tale om tarot mere.

Her er et udvalg som illustration af den variation der findes

Som udgangspunkt synes jeg at det i læringsperioden er bedst at holde sig til et enkelt “klassisk” tarotsæt. Det kan fx være  Rider-Waite-Smith, som ikke er klassisk i samme forstand som Marseilles, men som har defineret tarottens udvikling i det 20. århundrede fra det udkom  i 1909. Det blev skabt A.E. Waite og tegnet af  kunstneren Pamela Colman-Smith. Det har netop haft 100 års jubilæum, og U S Games Inc. udgav i den anledning en jubilæumsudgave, især som en hyldest til kunstneren.

Det særlige ved RWS er at det er scenisk. Det vil sige at der på hvert minor arcana kort forgår noget, en situation eller et drama, der involverer nogle mennesker,  hvor fx Marseilles’ minors har abstrakte mønstre.  Det betyder at de er mere konkrete. Derfor har mange mennesker lettere ved at relatere kortene i et oplæg til deres egen situation. Det betyder også, at du til hvert kort kan digte en historie eller visualisere, at du selv er del af kortet og gå i dialog med skikkelserne på kortet.

I 1990 udkom Universal Waite Tarot. Det er en ny udgave af RWS – med de originale billeder af Pamela Colman-Smith farvelagt af Mary Hanson-Roberts. Jeg holder meget af dette sæt, fordi det er meget venligt og let i sit udtryk, samtidig med at det er tro mod de originale billeder, hvilket betyder at symbolsproget virkelig kommer til udtryk. Det er her, jeg vil anbefale dig at starte, og det er dette sæt jeg selv vil bruge som illustration i tarotkurset. Det fås i øvrigt også som en meget fin pocket edition, som du kan have med dig i tasken, overalt hvor du kommer. Så har du altid dit personlige orakel på dig.


Som udgangspunkt starter vi altså her, fordi der i Universal Waite gemmer sig en masse muligheder for at gå på opdagelse, for at lære tarottens basale struktur at kende, at blive fortrolig med figurene og at skabe din egen unikke forståelse for symbolerne. Universal Waite er et venligt sæt, der blidt byder dig velkommen ind i tarottens verden.

Senere vil du givet få lyst til at gå andre veje eller simpelthen at samle på tarotsæt. Som du kan se af billederne til dette indlæg har jeg været og er i en vis udstrækning stadigvæk bidt af en lille samlermani. I år har jeg dog indtil videre kun anskaffet mig ét nyt sæt. Hvis du får lyst til at udforske tarotkortenes verden yderligere, kan jeg dels anbefale et besøg i Det Ukendtes Boghandel eller et besøg på Aeclectic Tarots kortsektion, hvor du kan se billeder og læse anbefalinger af de tusindvis af tarotsæt der findes.