symboler Arkiv ~ Prima Materia

Let it be

When I find myself in times of trouble
Mother Mary comes to me
Speaking words of wisdom, let it be

Det var de ord, der blev hvisket mig i øret her til morgen.

Lige nu føler jeg, at hun hvisker til mig, at jeg skal slippe mine ønsker og lade livet udfolde sig stille, roligt og rytmisk af sig selv. Let it be. Så vil tingene finde deres egen form, deres hvile.

Vi behøver ikke at være belastede eller at have problemer for at finde næring i de visdomsord, at lade tingene være som de nu er – let it be. Uanset hvordan vi har det, er det godt at have Jomfru Marias stemme i øret. Hun vil hjælpe os.

Mary of the book - Sandro Botticello

De religiøse skikkelser kan ses som symboler, på lige fod med symbolerne selv. Maria er et symbol på samme vis som Gralen, og vi har – som mennesker – brug for symboler, selvom vi har glemt dette. Et symbol er en bærer af eller beholder for sjælelig energi, som vi har brug for, fordi vi er mennesker og vi har brug for at at have sjælen med i livet. Også selvom vi ikke er religiøse i gængs forstand.

Mennesket er et symbolsk dyr.

Metaforisk kan vi se på symboler som sjælens batterier, som hvis vi tillader dem at fungere i os er kilder til kreativ og kærlig energi. Noget som vi bærer i os, og derfor løber vi ikke tør, eller bliver for afhængige af at blive ladet op i det ydre.

Et af de store problemer med reformationen er at med den forsvandt Maria som en væsentligt bærer af sjælelig energi i den protestantiske kirke, og dermed mistede vi som kultur en stor kilde til omsorg, kærlighed, moderlighed.

I vesten har vi (haft) symbolerne, men vi har på en eller anden måde formået at glemme dem, at forvise dem, at udtørre dem, og dermed har vi givet køb på vores sjæl. I det 20. århundrede begyndte vi at søge mod østen, men det er som at gå over åen efter vand. Det er ikke nødvendigt, vi har – eller havde – kilderne – fx i alkymiens og den kristne mystiks symboler.

Ærer vi Marias symbolske betydning, hendes energi, lytter vi til hendes stemme i stilheden – som jeg nu gør på denne gråvejrsmorgen – har vi en kilde i os, til blidhed, håb, glæde.

Et rum vi kan bære med os.

Rhomben

På stjernen i The Alchemical Tarot Edition III er der faktisk tilføjet en lille ændring.

Nemlig rhomben med øjet i den centrale hvide stjerne over havfruen.

De to udgaver af Stjernen i The Alchemical Tarot

Rhomben optræder også på Ace of Coins, sammen med den hvide kanin, et symbol på frugtbarhed. I LWB refereres der til rhomben som “The unseen anima mundi”.

Detalje fra Ace of Coins.

To spørgsmål melder sig: Hvad betyder Animus Mundi? Og hvad symboliserer Rhomben? Jeg går ud fra at Robert Place i begge tilfælde anvender Rhomben som en reference til Animus Mundi, (men det vil jeg først få bekræftet, når jeg har hans nye bog i hånden).

Jeg har ikke umiddelbart i nogle af de efterhånden adskillige symbolleksika jeg ejer, fundet en specifik reference til rhomben, men jeg vidste, at den oprindeligt var et symbol for det kvindelige, det feminine.

En hurtig netsøgning bekræftede dette, da denne artikel i magasinet MatriFocus beskriver, hvordan rhomben i mesapotamien var et symbol for frugtbarhed associeret med Ishtar/Inanna

“Usual scholarly interpretation of the rhomb, … is that it was a vulva symbol, and thus entirely appropriate for Inanna/Ishtar as goddess of sexuality … On some seals the symbol was even depicted inside Ishtar’s shrine, thus making the identification quite explicit. Clay rhombs, as well as images of penises and scenes of sexual intercourse, were unearthed in Mesopotamia, often in temples of the goddess Inanna/Ishtar. It is likely that they were objects used in rituals. They might have been connected with the “Sacred Marriage” … rite or used as amulets to ensure sexual potency and fertility.

Så rhomben symboliserer det kvindelige køn, seksualitet, frugtbarhed, en ældgammel stiliseret gengivelse af den kvindelige vulva, ligesom disse andre figurer:

Det næste spørgsmål er så, hvad det har med Verdenssjælen – Anima Mundi – at gøre? Og hvad denne er for noget? Herom handler et senere indlæg …

To be continued.

PS: Der var en spændende reference i den ovenfor nævnte artikel til: Black, Jeremy and Anthony Green, eds. 2003. Gods, Demons and Symbols of Ancient Mesopotamia: An Illustrated Dictionary.

(Photos of) Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Konkylie

Stilheden er havets
brusende susen.
Jeg er nu en konkylie.

Jeg hører en brusende susen i mit venstre øre. Jeg har fået tinnitus som følge af medfødt arveligt høretab. Det betyder dels, at jeg faktisk ikke hører så godt, som jeg troede, dels at jeg altså har denne susende lyd i mit øre, mest det venstre, men også tiltider det højre, og nogle gange diffust – “inde i hovedet”.

Det værste er tabet af stilhed.

Det kommer nok til at tage et stykke tid for mig at acceptere, at stilheden nu er en brusen. Men samtidig må jeg vænne mig til at denne lyd nu er en del af mig selv, og at der trods alt – og heldigvis – ikke er tale om en hyletone.

Men lyden bliver skarpere og mere markant når jeg er træt eller stresset. Derfor må jeg arbejde på indre ro. Kan jeg ikke få stilhed, må jeg forsøge at finde og skabe ro i mig selv, i sindet.

Jeg har før skrevet om ro som en værdi eller et fokuspunkt. Og jeg må også erkende, at mit temperament ofte forhindrer mig i at finde den ro, men nu kan jeg se at det er virkeligt nødvendigt for mig at finde en indre ro, der gør mig i stand til at forholde mig til denne summen. Jeg må simpelthen finde roen inde i mig selv, i sindet og i kroppen, i stedet for i det ydre. Og det er faktisk en udfordring.

Denne konkylie ser nu ikke rolig ud –
snarere lidt vild – og temperamentsfuld …

Det er så her metaforer og symboler kommer mig til hjælp. Selvom rejsen mod indre ro og krop/sind balance er intuitiv og ordløs, så det at bruge sproget, og se mig selv som en konkylie, og at skrive et digt, giver en lindring og accept.

Svovl

Svovl (Sulphur) symboliserer det fyrige, maskuline princip, der er associeret med sjæl, ild, med farven rød, med blod. Svovl er som Kviksølv flygtigt (volatile), men også brandfarligt, og eksplosivt.

Som beskrevet tidligere går Svovl og Kviksølv i forbindelse med hinanden og symboliserer den sidste af faserne i alkymistiske værk, Rubedo, – der igen symboliserer lidenskab, passion, foreningen af modsætninger – kronen på det alkymistiske værk; helhed.

I den forstand symboliserer det Den røde konge, der forenes med den Hvide dronning i Conjunctio, i en lidenskabelig forening af modsætninger, der tilsammen skaber en ny helhed.

queenking — Bemærk det røde i dronningens dragt og det hvide i kongens ...

Det er vigtigt at huske vi her taler om symboler. Symbolet er polyvalent. Ingen betydninger er fikseret i rigide modsætninger. Symbolet repræsenterer Det tredie, det der finder sted mellem – eller “over” lys og mørke, maskulint og feminint etc.

Foreningen mellem det mandlige og det feminine, mellem Kongen og Dronningen i Conjunctio, er “større” end “summen” af de to tilsammen, der er tale om transcendens; noget nyt finder sted.

Hertil kommer, at de alkymistiske kvaliteter er såvel maskuline som feminine – udfra en anerkendelse af hverken det maskuline eller det feminine har monopol på bestemte kvaliteter eller egenskaber;

“The alchemists did not keep a fixed dichothomy between male and female.”

Det maskuline er ikke mere værd end det feminine; de to poler må finde hinanden, for at kunne forenes. Og en forudsætning for dette er at de skal foretages en differentiering;

Man kan ikke forene det, som er blandet sammen.

Under alle omstændigheder bidrager alle disse forskellige lag af symboler og betydninger til en konstant følelse af flux når man beskæftiger sig med alkymiens symbolsprog, flux, forvirring og fascination.

Kilde: Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis

Ariadnes tråd

Forleden nat drømte jeg at en ven gav mig et lille, gråt garnnøgle som jeg skulle dele ud til alle, men samtidig selv beholde – det vil sige holde fast i enden. Det var nok ikke så uanseligt som så, hvis det skulle kunne deles med alle.

Naturligvis kom jeg straks til at tænke på Ariadnes tråd. Ariadne var prinsesse af Knossos, og hun hjalp den unge helt Theseus med at komme ind i midten af labyrinten på Knossos, slå uhyret Minotaurus ihjel og finde vej ud igen. Det gjorde hun som bekendt ved at give ham en tråd, som han fæstnede ved indgangen til labyrinten, og som han holdt fast i så han kunne finde vej ud igen da han havde skilt uhyrets hoved fra dets krop. Bagefter skete der det, at den unge helt forlod hende. Hun giftede sig senere med guden Dionysos.

Da jeg havde haft denne drøm kom jeg til at tænke på en bog, jeg har, som hedder Ariadnes Clue : a Guide to the Symbols of Humankind (Anthony Stevens, 1998). Det er endnu en af de bøger, som jeg ejer, men som jeg endnu ikke har fået læst. Nu er jeg så begyndt at læse den.

Fordi det at følge den indskydelse man får fra en drøm kan nogle gange være en god idé – men – det vil jeg gerne understrege – det er det naturligvis langtfra alle gange. Det er præcis det jeg mener med at leve det symbolske liv; at være opmærksom på symboler – fx fra drømme – og stilfærdigt at “arbejde” med dem, lade dem simre i ens indre og i nogle tilfælde (hvor det ikke involverer eller sårer andre) at handle ud fra dem.

Tråden som symbol – kunne jeg så læse i Ariadnes Clue – har en rig symbolik, såvel i vestlige som i østlige mytologier. I Upanishaderne

“[T]he thread (sûtra) is described as linking ‘ this world to the other world and all beings. The thread is both ?tman (self) and pr?na (breath) and is linked to the central point in the cosmos, the sun. It is written that the thread must ‘in all things be followed back to its source …. Similarly the word tantra is also derived from the notion of thread and weaving and indicates the interdependence of all things.”

Der er flere eksempler: De tre skæbnegudinder Clotho, Lachesis og Atropos, og edderkoppens spind, både en en tråd og en labyrint;

“[A] mandala reconciling the opposites of creation and destruction, with its creator sitting at the centre”

Stevens afslutter sin indledende gennemgang af trådens symbolik med følgende ord:

“The thread, therefore, may be understood as an archetypal symbol of the life principle strechting through time as a means of conscious orientation and a guide to understanding”

Dette var så en såkaldt amplifikation af tråden som symbol. Amplifikation betyder i den jungianske terminologi at sætte drømmenes symbolindhold i relation til fx kulturhistorisk og mytologisk materiale, dvs at sætte dem ind i en kontekst, at forstærke dem og uddybe deres betydning. Men selvom det giver en bredere forståelse siger det jo intet om, hvad drømmen betyder for mig.

Jeg tror dels, at det handler om vigtigheden ved at være forbundet med andre mennesker, at være relateret. At alting hænger sammen, at vi alle er forbundet og at jeg er afhængig af og forbundet med andre. Opgaven for mig er at tage dette alvorligt, at skabe forbindelser, relationer. Eros (at skabe eros i alle dets forskellige betydninger er netop min aspiration) har meget at gøre med relationer, og de måder vi relaterer os på i verden – de tråde, vi spinder. For mig har det også at gøre med at skrive og derigennem at skabe bevidsthed og mening gennem ord; både for mig selv, men muligvis og forhåbentligt også for de mennesker, der læser det, som jeg skriver. På den måde bliver eros og logos forbundet på smukkeste vis.

Jeg kommer også til at tænke på, at netop nettet er jo mediet, som både jeg – og vi alle efterhånden bruger til at holde os forbundet på. At ytre os, at give hinanden betydning (som jeg hørte en sige meget smukt fornyligt) at holde os orienteret. At være relateret.

Alligevel var drømmesymbolet meget konkret, et gråt garnnøgle – jeg kan næsten mærke dets tekstur i min hånd, som jeg giver det videre.

Drivkraft

Engang i mellem er det sundt at stoppe op dér på stien og spørge sig selv, hvad drivkraften er.

Hvad er drivkraften bag denne blog? Hvad er mine bevæggrunde til at skrive om de emner, jeg skriver om? Selv om jeg har løst op på formen og strukturen på bloggen, er det jo dybest set de samme emner, der har min interesse – bortset fra spiritualitet. Som skrevet tidligere er det jo spændende at se, hvordan en blog forandrer sig over tid.

Lad mig tage et emne ad gangen og derefter komme med et overordnet bud.

Jeg har ændret mit syn på tarot i løbet af det sidste års tid, og jeg bruger ikke kortene på samme måde som tidligere, ligesom jeg heller ikke lægger kort for fremmede. Jeg elsker tarotkortenes billedsprog, og det gik op for mig at jeg ser det på samme måde som alkymiens symbolik; billeder på psykologiske processer og tilstande, som vi kan meditere over og hente forståelse og inspiration i.

Symboler er derfor en anden interesse, en anden brønd af fascination, som jeg aldrig bliver træt af at hente inspiration fra. Symboler finder vi overalt; i sproget, i litteraturen, i film, i kunst, i drømme – og altså i tarot og i alkymien. En kunstner som er utrolig dygtig til at formidle symboler, er Robert M. Place, som har skabt The Alchemical Tarot, som jeg har fået tilladelse til anvende på min blog. The Alchemical er en smuk sammensmeltning af tarottens og alkymiens verden.

Min betagelse af symboler hænger naturligvis sammen med min personlige interesse for jungiansk analytisk psykologi, som jeg aldrig bliver færdig med. Den er den teoretiske horisont – uden at blive en doktrin. Det interessante er, at den er under stadig teoretisk udvikling; der bliver hele tiden arbejdet på at skabe en stadig større forståelse, forfinelse og udvikling af de jungianske begreber, som fx Animus.

Så er der kreativitet. Hvordan hænger det sammen med de andre emner? Når jeg skriver kreativitet tænker jeg mest på det at skrive. At skabe mening via ord og at dele dem. Jeg elsker at skrive. I den udstrækning jeg overhovedet har talent for noget som helst er det at skrive.

Det er selve drivkraften bag denne blog – det også fascinationen ved de emner, jeg netop har beskrevet, og det at dele min forståelse for og viden om disse emner med de (måske meget få) der har lyst til læse med.

Men kreativitet bunder dybere end at skabe mening med ord, på papiret eller bloggen. Det at være kreativ har også at gøre med min aspiration – at skabe Eros.

Alkymien handler også om at skabe; at forvandle uædle metaller til guld – i det indre et symbol på at skabe sjæl.

Prima Materia II

Hvad er denne Prima Materia for noget?

Det er – naturligvis – en meget lang historie – som jeg her vil forsøge at gøre kort.

De gamle presokratiske filosoffer mente at verden udledtes af et enkelt, originalt stof. Thales kaldte det Vand, Anaximenes kaldte det Luft og Heraklit kaldte det Ild. Denne idé har naturligvis ingen empirisk rigtighed.

Men filosofferne mente altså at dette stof undergik en differentiering hvor det blev splittet op i de fire elementer der derefter blev kombineret til alle fysiske entiteter i verden.

Alkymisterne arvede denne idé fra filosofferne og anvendte det i forhold til deres forsøg på at transformere stof. Men for at denne transformation kunne finde sted, måtte stoffet, der skulle forvandles først – mente de – reduceres eller vende tilbage til dets første originale egenskab eller stadie.

Forskellige alkymistiske tekster beskriver Prima Materia og dets egenskaber på vidt forskellige måder. Det beskrives ofte snarere som noget, der skal findes end noget der skal skabes.

Edward F. Edinger lister følgende fire egenskaber:

1. Prima Materia er allestedsnærværende og findes overalt lige foran vores øjne.
2. Prima Materia er i det ydre modbydeligt og afvises derfor.
3. Prima Materia vises som en mangfoldighed – men er stadig en enhed.
4. Prima Materia er udifferentieret, formløst, grænseløst.

Det siger sig selv, at Prima Materia kan være svært at finde og uhåndgribeligt. Der findes et utal af forskellige billeder og symboler i alkymien, der er overlappende og dermed kan drive den ordensøgende rationelle bevidsthed til vanvid. En måde at begribe dem på er at se på de alkymistiske operationer der udføres på Prima Materia og som er nødvendige for transformationen af stoffet (til guld eller De Vises Sten – Lapis Philosophorum). Disse operationer vender jeg tilbage til senere.

Hvis Prima Materia ikke eksisterer “i virkeligheden” – hvorfor så overhovedet interessere sig for det? Hvorfor beskæftige sig med det jeg foretrækker at kalde “Sjælens Alkymi”?

Fordi at alkymien giver os nogle enestående billeder på psykologiske og symbolske tilstande og processer, som nok er uhåndgribelige – men ikke uvirkelige – hvis vi tør se ind i sjælen, hvor de udspiller deres dramer. Derudover er de alkymistiske billeder, metaforer of symboler utrolig smukke, fx dem fra Splendor Solis.

Det nedenstående viser fx alkymisten i et bad, et allegorisk billede på at han SELV er Prima Materia, der skal transformeres.

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical Symbolism in Psychotherapy. 1985.

Det symbolske liv II

Vi lever i en logos-kultur. Det er der ikke noget galt med – den har givet os pencillinen og adskillige andre ting, der har været forskellen på liv og død for utallige mennesker. Alligevel er det som om at der mangler noget. Det er det, efterlyste i mit indlæg En bøn for Eros.

Der er en måde at dyrke Eros. Det er at leve det symbolske liv.

Læs blot hvad Murray Stein skriver om det symbolske liv i Spring Journal (Temanummeret):

“The secular world is even more rational and technological today … and the deep cleavages and splits in our contemporary culture have not been bridged and to any significant extent since Jung’s day.”

Og:

“Jung was no happier or more content with modernity than we are today since it offers so little in the way of a personal meaning in a mechanistic universe and blocks all routes of access to the transcent”

Så hvordan lever vi det symbolske liv?

Murray Stein beskriver det således:

“What this entails is a specific attitude toward the psyche, especially toward the unconsious. For it is to the unconscious that one look for hints and cues toward the symbolic, if one follows the classic methods described by Jung. The religious traditions may also offer useful images and motifs, since they are ultimately products of the psyche … Such images may suggest possible hints of transcendence, as do numinous images from other sources such as dreams, personal visions ad intuitions, and synchronistic experiences. This way means opening the door to a vast array of personal and traditional manifestations of the spirit and the human soul. It is this proces of receiving and reflecting on such images that one would to today designate as “a symbolic life”.

Hvad er forbindelsen mellem at hylde eros og at leve det symbolske liv? For mig at se handler det om at acceptere det smukke, det tvetydige, det ikke-kvantificér eller forklarbare i tilværelsen. Det der ikke har en logisk, rationel forklaring, kan have en dyb, vild, skøn mening, som findes på det symbolske plan. Det er er uhyre svært at komme med eksempler, og det er svært at at vise nogen vejen – for – i dette felt – går vi alle vore egne snørklede veje.

Det kan være et billede, der dukker op i en drøm og som får en bestemt betydning for os – for eksempel et hus. Da min mor døde sidste år og jeg skulle sælge hendes hus – drømte jeg adskillige gange om huset og min mor – da huset var solgt og boet gjort op, holdt dette symbol eller tema op med at dukke op i mine drømme. Naturligvis havde det sin forklaring i nogle helt konkrete problemtillinger i mit liv, men det havde naturligvis også noget at gøre med at sige farvel og løsrive mig på et mere fundamentalt plan. (At ens forældre dør gør noget særligt ved én, det er måske i virkeligheden først da, at man bliver voksen?)

Murray Stein skriver også:

“Once an image establishes itself as a symbol for a person it occupies a more permant place in consciousness … A symbol holds a place of privilege and may be active and effective over long periods of time … An attitude of respect for the numinous presence of the Divine, akin to worship, belongs inherently to the symbolic life. To live with a symbol means to come back to it often and, in return, to renew its energy and to be renewed by its profound connections to the Source, the Self.”

Det er en væsentlig pointe at han her skriver om bevidsthed. Symbolerne dukker frem af det ubevidste, men det er ved at indtage en bevidst attitude, en opmærksomhed og åbenhed – awareness – at vi kan leve det symbolske liv og forny os igennem symbolerne. Det er gennem den bevidste opmærksomhed, at symbolerne gives mening og dybde, og at de bliver levende, og fyldte med energi.

Opstandelse

Påskedag.

Af en eller anden grund ringer vækkeuret klokken 6.30 og Tristan er vågen med det samme. Dah dah siger han muntert fra sin seng. Det må da være en fejl. Det lykkedes at holde ham hen til klokken 7 og så står vi alle sammen op. For jeg kan høre at Elisabeth nu er vågen. Så det bliver en tidlig påskemorgen, som så mange andre i en børnefamilie. Vi drikker kaffe og børnene får deres påskeæg/lego.

Jeg ligger i min halvsovende tilstand mellem klokken 6.30 og 7 og filosoferer over, hvad det er for en dag. Jesu genopstandelse fra døden. Kristendommens centrale dogme. Som jeg ikke tror på. Jeg kan ikke tro på kødets opstandelse. Jeg tror at “kødet” eller den fysiske krop, materien, indgår i det store kredsløb af liv, død, nyt liv etc. Jeg tror ikke på kødets opstandelse, det evige liv, dommedag – eller syndsbegrebet. Især det med arvesynd, finder jeg noget problematisk. For at sige det mildt.

Med andre ord er jeg ikke kristen. Hvis der er noget der genopstår er det sjælen – eller måske blot en gnist af sjælen, der går videre i en ny form. Den split af min sjæl, der er evig genopstår i nye former, nye liv, ny bevidstheder, for om en evighed at genforenes med “Det guddommelige”. Det uudsigelige, ubegribelige.

Jeg tror såmænd ikke, at det er “mig” eller “mit” ego, der nødvendigvis går videre. Jeg er ikke sikker på det med reinkarnation – i det mindste er det ikke mig, der reinkarneres eller genopstår – men sjæl eller bevidsthed i en ny form, opbygget af andre atomer og bestående af andre energier.

Så jeg ser mig som en slags ny-gnostiker. Eller rettere; når man taler om disse ting nuomstunder skal prefikset “ny” klistres på alt muligt. Ny-spriritualitet, ny-mysticisme, etc. På den måde vil jeg give Lars Muhl ret; i virkeligheden er der tale om ældgammel spirituel viden eller visdom, der ligger forud for kristendommen og andre religioner. Så lad os bare kalde det Gnosis eller Gnosticisme.

Selvom jeg ikke er kristen, så kan jeg godt lide ideen om (gen)opstandelse i en videre kontekst. Den cykliske idé om liv, død, nyt liv. Fornyelse. Noget af det smukkeste ved påsken er efter min mening ægget som symbol på liv, frugtbarhed, fornyelse, skabelse.

The ancient symbol of the Orphic Mysteries was the serpent-entwined egg, which signified Cosmos as encircled by the fiery Creative Spirit. The egg also represents the soul of the philosopher; the serpent, the Mysteries. At the time of initiation the shell is broke. and man emerges from the embryonic state of physical existence wherein he had remained through the fetal period of philosophic regeneration.” (Manly P. Hall)

Også kaldet Det Alkymistiske Æg:

“During the alchemical process, the subject, Hermetically sealed in the Egg, would go through a symbolic death and rebirth. When the Egg was cracked, a new mystical substance emerged which was an elixir that prolonged life and acted as a catalyst capable of improving any substance that it came in contact with. This substance, called the Philosopher’s Stone, could change lead into gold and change an ordinary person into an enlightened master. One of the symbols for this perfection was the ideal flower — the rose.” Robert M. Place

Og så er det egentlig sjovt at Jesus og Selvet eller Helheden ofte er symboliseret ved netop en rose. Ligesom kærlighed er det. Så for lige at vende tilbage til kristendommen og det kristne budskab: Der er naturligvis mange perler af sandhed og visdom i kristendommen, som der er i andre religioner og spirituelle traditioner. For mig er hjertet i kristendommen budskabet fra Jesus i Bjergprædiken:

“Elsk din næste som dig selv”.

Helt enkelt.