Conjunctio Arkiv ~ Prima Materia

Den Grønne Løve

På min væg hænger en tegning som en kvinde ved navn Rosa Raptor malede til mig for snart 3 år siden. Den betyder meget for mig.

Det forestiller en grøn løve, i en cirkel. Cirklen er en mandala, og et symbol på helhed. Løven har til opgave at bevogte cirklens grænser. Om den har gjort det særlig godt de sidste år kan jeg spørge mig selv om. Og det gør jeg ofte. For løven er jo en del af mig.

Jeg har forsøgt og forsøger til stadighed at gøre mig til venner med denne her grønne løve. Leo Viridis. Men istedet for at passe på min cirkel har den det med at løbe om hjørner med mig.

I alkymien, nærmere defineret i det alkymistiske værk Rosarium Philosophorum, optræder der en grøn løve som spiser solen. Løven symboliserer i den forstand egoets trang til at ville have det hele.

Vi kender alle dette her med at ville have det hele: I want it all, and I want it now!

Der er en god del Delusion of Grandeur i denne indstilling, og det er det som den grønne løve, der spiser solen betyder. Den her barnagtige trang til at ville være berømt, rig, dygtig, smuk, sexet, feteret, at have en fantastisk kæreste, et smukt hus, en lækker bil, diamanter – etc.

At ville bemægtige sig hele verden og æde den. Selveste solen. Løven står for vort begær, vores libido, vores sult. Og det er ikke nogen hemmelighed at den sult kan føre os lige lukt i Helvede, hvis ikke vi passer på. På den måde er det ønsket om at få hullet lukket. Vores længsel efter helhed, der maskerer sig som sult og afhængighed af sex, stoffer, alkohol, penge etc.

Begrebet helhed er centralt her, for ifølge Marie-Louise Von Franz er der ikke noget galt med selve ønsket om at ville have det hele, at være hel, fordi det i virkeligheden er et udtryk for at procijere Selvet ud på verden. Ønsket, begæret er legitimt – det er måden vi gør det på, som er problemet, og som faktisk kan lede til afhængighed. Ønsket er i sig selv dybt spirituelt fordi det er en længsel efter harmoni og conjunctio – foreningen af modsætninger til en ny helhed.

Et andet aspekt ved den alkymistiske løve er raseri, vrede, vold. Og et symbolsk billede i alkymien (og moderne menneskers drømme) er at løvens poter bliver skåret af for at afvæbne den, så at sige. Det kan ses som en indikation af at vores begær og vrede frustreres.

Ideen med at lade løven bevogte grænserne istedet for at lade den løbe lystent rundt udenfor grænserne kom fra min psykolog i sin tid, og da jeg fortalte Rosa om den grønne Løve, som jeg skulle lære at blive venner med, at styre fremfor at blive styret af, inspirerede det hende til at tegne billedet til mig.

Det er sgu ikke lykkedes mig specielt godt at blive venner med den.
Men jeg taler med den næsten hver dag, og forsøger at komme overens med den, min ven Leo Viridis.

Det er muligt gennem kærlighed.

Robert Place har bidraget med en for mig vigtig forståelse af, hvordan jeg/vi tæmmer vores løve. I hans smukke tarot The Alchemical Tarot (netop udkommet i en ny smuk udgave) fremstiller han Styrken som en jomfru, der rider på løven, og højt holder symbolet på Conjunctio. Det flammende hjerte, der forener det maskuline og det feminine i form af Solen og Månen. Jomfruen symboliserer her kærlighed og Selvet. Og det netop igennem kærligheden at løven kan tæmmes gennem kærlighedens styrke.

Meget smukt skriver Robert Place at

“Strengths power is love. She loves the lion, the lions loves her back, and he does her biding. Power comes when we loves overselves, control our cravings, and take on hardships for the sake of others”

The image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, is used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Separatio – at skære ind til benet

“Separate the earth from the fire, the subtle from the dense, gently with great ingenuity”

The Cutting of The Philosophical Egg

Prima Materia er kaos, en udifferentieret masse af ting, som er rodet sammen. For at skabe orden – og dermed bevidsthed – er det nødvendigt at skille alt dette materiale ad, og går mange alkymistiske processer ud på netop dette – at skille ad – separare:

“Psychologically the result of separatio by division into two is an awareness of the opposites. This is a crucial feature of emerging consciousness.” (Edinger p 187).

På det mest basale plan handler denne division i to om at kunne skille subjekt fra objekt – jeget fra ikke-jeget. At trække projektioner tilbage – eller at afvise at bære andres projektioner.

En anden opdeling kan være opdeling af materien i de fire grundlæggende elementer; Vand, Ild, Jord og Luft, (som er illustreret af tarottens fire suits; Bægre, Stave, Mønter og Sværd – hvilket Edinger også påpeger).

Netop Sværd som repræsenterer Logos har meget med separatio at gøre. Edinger citerer Philos’ Logos-Cutter og skriver om Logos:

“Logos is the great agent of separatio that brings consciousness and power over nature by its capacity to divide, name and catagorize. One of its major symbols is the cutting edge that can dissect and differentiate on the one hand and kill on the other. By separating the opposites, the Logos brings clarity; but by making the opposites visible , it also brings conflict” (Edinger p. 191)

Som i evangelierne, hvor Jesus siger

“Jeg er ikke kommet for at binge fred, men sværd.” (Matt. 10. 34)

Separatio, at skille ad, at dømme, at vurdere, at skære ind til benet, fjerne det overflødige, at bruge den knivskarpe rationalitet – Logos – kan være smertefuld, det er forbundet med sorg, med død, og med Mortificatio.

Men der er selvfølgelig en mening i det tilsyneladende meningsløse. Det er netop mening, som skal udvindes af mørket, af kaos.

Som nævnt kan det som er blandet sammen – i en symbiøse, eller en ubevidst udifferentieret identifikation – ikke forenes. Separatio er derfor en bevidsthedsproces, som er forudsætningen for det næste og endelig skridt i det alkymistiske værk; Conjunctio – foreningen af modsætninger til en helhed.

“Purify husband and wife separately, in order that they may unite more intimately – for if you don’t purify them, they cannot love each other”.

Dette er på den ene side meget symbolsk og på den anden ganske konkret (men ikke nødvendigvis nemt); hvis vi fx i et parforhold er “inficeret” med materiale fra hinanden i form af fx projektioner af skyggemateriale, animus/anima-materiale o.a. kan vi ikke fuldt ud se den hinanden, som den vi virkelig er, og dermed kan vi ikke elske hinanden.

Logos – Separatio – bliver derfor forudsætningen for Eros – Conjunctio.

(Som nævnt her vender jeg tilbage i løbet af efteråret med et eller flere indlæg om den ultimative, fuldbyrdende operation i det alkymistiske værk – Conjunctio).

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical Symbolism in Psychoterapy.

Svovl

Svovl (Sulphur) symboliserer det fyrige, maskuline princip, der er associeret med sjæl, ild, med farven rød, med blod. Svovl er som Kviksølv flygtigt (volatile), men også brandfarligt, og eksplosivt.

Som beskrevet tidligere går Svovl og Kviksølv i forbindelse med hinanden og symboliserer den sidste af faserne i alkymistiske værk, Rubedo, – der igen symboliserer lidenskab, passion, foreningen af modsætninger – kronen på det alkymistiske værk; helhed.

I den forstand symboliserer det Den røde konge, der forenes med den Hvide dronning i Conjunctio, i en lidenskabelig forening af modsætninger, der tilsammen skaber en ny helhed.

queenking — Bemærk det røde i dronningens dragt og det hvide i kongens ...

Det er vigtigt at huske vi her taler om symboler. Symbolet er polyvalent. Ingen betydninger er fikseret i rigide modsætninger. Symbolet repræsenterer Det tredie, det der finder sted mellem – eller “over” lys og mørke, maskulint og feminint etc.

Foreningen mellem det mandlige og det feminine, mellem Kongen og Dronningen i Conjunctio, er “større” end “summen” af de to tilsammen, der er tale om transcendens; noget nyt finder sted.

Hertil kommer, at de alkymistiske kvaliteter er såvel maskuline som feminine – udfra en anerkendelse af hverken det maskuline eller det feminine har monopol på bestemte kvaliteter eller egenskaber;

“The alchemists did not keep a fixed dichothomy between male and female.”

Det maskuline er ikke mere værd end det feminine; de to poler må finde hinanden, for at kunne forenes. Og en forudsætning for dette er at de skal foretages en differentiering;

Man kan ikke forene det, som er blandet sammen.

Under alle omstændigheder bidrager alle disse forskellige lag af symboler og betydninger til en konstant følelse af flux når man beskæftiger sig med alkymiens symbolsprog, flux, forvirring og fascination.

Kilde: Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis

Om at give slip

“Det er bare en projektion”

Vi har det med at neglicere oplevelsen af at have lagt vores guld over i en anden. Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden af at tage vare på sit eget guld og trække sine projektioner tilbage. Problemet er blot at det kan være en særdeles pinefuld proces at trække tilbage og at give slip. Det er ikke let.

Det er nemmere sagt end gjort, fx at

At forstå meningen med livet, at skabe mening for sig selv og forståelse for relationen til den Anden. Og dermed også at se den Anden som vedkommende er – minus de betydninger vi tillægger ham/hende i form af egne projektioner.

[U]dfordringen ligger i at trække projektionerne tilbage – at fordre vores eget guld. Vores egen energi. Det er bare ikke så nemt. Det kræver vilje til at se sig selv i øjnene. At finde sit guld – både det som umiddelbart skinner – og det “mørke guld” – kræver hårdt arbejde, og vilje til at få beskidte hænder.

James Hillman skriver om projektionernes paradoksale natur:

But it comes [the triangle of eros] not as an imagery in meditation but through violence and pain and in the shape of actual persons, teaching the psyche by means of the triangle that the imaginal is most actual and the actual symbolic. We say at one and the same time: It’s nonsense, a projection, all in my imagination” and “I can’t go on without the actual you”. (A Blue Fire, Love’s Torturous Enchantments, p. 271)

Lovers — Ingen kan sige sig fri for at blive ramt.

Der er så meget energi, så meget “psychomagi”, så meget Mening gemt i projektionerne, at det kan være særdeles pinagtigt at se dem i øjnene, at trække dem tilbage og tage ansvaret for at bære guldet selv. Det er forbundet med smerte, vrede, ensomhed og sorg. Afmagten over at skulle give slip. Det føles som at blive brændt.

I nogle tilfælde må vi trække projektionen tilbage fordi vi bliver bevidst om det og vælger det. I andre tilfælde er det nødvendigt, fordi den Anden netop er et selvstændigt menneske, der ikke kan, vil eller skal leve op til vore projektioner. Og i nogle tilfælde må illusionen så at sige a briste, når vi erkender og anerkender det egentlige menneske, der er bærer af projektionen.

Der er mange lag gemt i det. Dels er der anerkendelsen af betydningen af den energi vi har lagt ud. det. At det er smukt, at det er varmt, vibrerende og værdifuldt. Men også anerkendelsen af det menneske vi har set som værende så smukt og værdifuldt. Der ligger også en gave i at se det smukke i den Anden, der gør at man bruger de egenskaber i ham/hende som anker for sine følelser.

Det er ikke noget at skamme sig over. Eros er ikke noget at skamme sig over. Men i vores Logos-orienterede samfund har vi det jo ofte med at føle skam over vores følelser; især de pinagtige, pinlige og upassende af dem. Så der ligger en skam forbundet med at det at projicere gode følelser over i et andet menneske og lade sig således fortabe. Derfor vælger vi ofte at devaluere det som blot en projektion, og lade være med at reflektere og blive bevidste og gøre det til vores eget guld. Fordi det gør så skideondt og er så forbandet besværligt.

Tilgivelse og accept er derfor vigtigt. Tilgivelse i forhold til sig selv, accept af at det faktisk sker og kan ske for os alle. Fordi sådan fungerer det for os mennesker. At der er noget smukt og værdifuldt i det. Fordi der ligger en mulighed for både læring og selv-kærlighed gemt i det. Og ikke mindst accepten af det andet menneskes unikhed og skønhed, der netop var det som fik både det bedste og det værste frem i en. Passionens dobbelte flamme.

sunalchemical — Conjunctio. I alkymien er målet at opleve sammensmeltningen på det indre plan.

Tilgivelse og taknemmelighed er væsentlige elementer i det med at se sine projektioner i øjnene – og give slip. Taknemmelighed over det guld vi finder i processen. For ikke at sige ydmyghed og håbet om selv at blive tilgivet i det omfang vi sårer andre.

Skammer vi os over vores følelser og devaluerer dem, så devaluerer vi også os selv – vores inderste kerne. Sjælen. Der hvor energien i projektionen dybest set kommer fra og hører hjemme. Vi lukker øjnene for og hjertet for både sårbarheden og skønheden i os selv og andre. Vi lægger os selv, andre og vores fælles, dybeste menneskelighed på is. Dét er en skam.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Blod

Hvad er det ved blod og dets symbolik, som fascinerer os?

Det handler om liv, død og Eros.

I eventyrene kan tre dråber blod konkret betyde defloreringen af jomfruen. På et dybere symbolsk niveau kan dette så hentyde til det punkt, hvor den unge pige bliver psykisk moden og i stand til som en kvinde at give sig selv til en mand. Brylluppet i eventyrene symboliserer, at der har fundet sand sammensmeltning sted mellem kvinde og mand.

I Snehvide stikker moderen sig på nålen og tre dråber rødt blod falder ned på den hvide sne i den ibenholtssorte vinduesramme. Hun ser det og tænker “Havde jeg bare et barn så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som træet i vinduesrammen.”

Og så undfanger hun og føder et barn, en lille pige, der får navnet Snehvide. Kort efter dør den gode moder, og vi ved alle hvad der så sker.

Det jeg finder interessant ved begyndelsen af eventyret om Snehvide, er at blodet og dets Rødhed er kædet sammen med sneens Hvidhed og træets Sorthed. Disse symboliserer de tre alkymistiske stadier; Nigredo, Albedo and Rubedo. Rubedo – Rødheden – er kulminationen af det alkymistiske værk; Opus’et, De vises Sten og conjunction, sammensmeltningen af modsætninger og brylluppet mellem kongen og dronningen.

The World i the Alchemical Tarot Symbol på det Store Værk, den Røde Sten — The World i the Alchemical Tarot - Symbol på det Store Værk, den Røde Sten

Blodets og dets skønne røde farve, handler om livets puls, livsgnisten, kærlighed og lidenskab, modenhed, og evnen til at være hel og samtidig forenet med den Anden. Og dog være forskellig og differentieret – således at man ikke gror sammen på en usund måde, som Djævelen beskriver det.

Min mand havde en mere jordbunden tilgang til blod som symbol. “Blod er det som får vores maskine til at køre, det er flydende men coagulerer nemt, det er tykt og varmt, faktisk en levende organisme i sig selv.”

Og når blodet løber tyndt, bliver vi konfronteret med dets mere farlige og frygtede konnonationer; vi bliver mindet om døden. Rødheden skifter tilbage til Sortheden – og cyklusen fuldbyrdes.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Tarottens Djævel

Jeg vil lige kaste et blik på Djævelen som figuren fremstår i Tarotkortenes verden. Eller et bud på Djævelen, som er meget moderne, fordi det siger noget om de udfordringer der er for os konkrete moderne mennesker, mænd og kvinder – og vores indbyrdes relationer.

Place’s egne stikord til dette kort er “coagulation – the bad, vice, enslavement”.

Ofte ser man to mennesker lænket til Djævelen, men her er det faktisk ét menneske, der har to hoveder – et mandligt og et kvindeligt. De står på en rød ildsprudlende drage, et traditionelt symbol på Djævelen, der igen sidder på et – øje.

Måske det djævelske øje, der ser det forkerte, som forvirrer og forvrider fakta, som ser Djævelen i andre og projicerer alt snavset over på partneren. Det øje der ser splinten hos andre.

Eller omvendt; øjet kan symbolisere den del af os, der ved når vi lyver for os selv, når vi ser det i andre, som retmæssigt tilhører os selv. Som er klar over det indre mørke. Det ser alt og og viser os sandheden; at vi ikke kan forstille os – ikke over for os selv og vores egen indre visdom.

Jeg finder faktisk at dette billede er meget ubehageligt. Det henviser til en Conjunctio-proces, der er gået galt, som er twisted, hvor de to parter ikke har forstået differentiere sig fra hinanden, hvis vi taler om en relation. Forholdet er coaguleret – stivnet og personerne er i bogstaveligste forstand groet sammen.

Det er interessant at 15 i tarottens verden kan summeres til 6 som er De elskendes tal. Det betyder netop at Djævelen fortæller noget om hvad der kan gå galt i et forhold, hvis man bliver for bundet til det Djævelske på forskellige planer, fx i form af banal ondskab, penge, sex/utroskab, alkohol på et mere mundant plan, og på det mere subtile plan problematikken med projicering og differentiering.

Hvorfor er det relevant, hvorfor er det væsentligt? Fordi vi ikke kan undgå at komme i kontakt med disse kræfter, når vi som voksne mennesker indgår i en relation med et andet menneske. Vi møder dette væsen igen og igen og må bevidst eller ubevidst forholde os til de udfordringer det bringer os – eller klasker i synet på os. Hvis ikke kan skelne os selv fra den anden kan vi ikke ærligt se og anerkende hverken os selv eller den anden – og vi kan dermed ikke kende os – som i “Kend dig selv” – eller elske – for de ting hænger sammen.

Vi støder ind i problematikken igen og igen, fordi det er nemt nok at vide dette på et rationelt plan. De fleske mennesker i vores senmoderne, refleksive samfund ved godt disse ting, men på et dybere niveau er det svært at virkeligt at vide, at svært at processere – så at sige. Derfor bliver vi aldrig rigtigt færdige med denne problematik, og derfor er Djævelen en figur vi møder igen og igen, hos os selv og hos den Anden.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.