det onde Arkiv ~ Prima Materia

Bål og brand

“You will find the witch at the end of a pointed finger”

I aften er det Sct. Hans aften. En gammel midsommerfest, der som så meget andet har fået et kristent navn. Dybest set er det en markering af at vi går mod mørkere tider i årets cyklus.

Vi fejrer det ved at tænde et bål og synge Midsommervisen, hvori det blandt andet lyder:

“Hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde.”

Vi sætter ovenikøbet en “heks” på bålet og futter hende af. Lad os endelig beholde heksen af strå og gamle klæder, selvom jeg altid har identificeret mig med hende, og synes at det var en mærkelig, morbid skik. Som om vi egentlig hellere ville brænde en rigtig heks af. Hvis vi kunne.

Jeg har også tænkt, at det Drachmann skriver i Midsommervisen er helt forkert. At en dybere mening med Sct. Hans kunne være ikke at holde trolden og heksen fra livet – men acceptere dem som del af os selv, og del af vores samfund.

Det er det med det onde, som jeg har skrevet om før. Vi genkender det bedre i andre, hvis vi erkender det hos os selv. Vi kommer ikke af med heksen og trolden ved at holde dem fra livet i en symbolsk afbrænding. Vi kommer i det hele taget ikke af med dem – for de er os.

Vi forsøger at komme af med dem, ved at lægge dem over i andre; “Hun er en heks, brænd hende”. Ved at pege andre ud, og gøre dem til de onde. De sker på alle niveauer, både mikro- og makroniveau.

Derfor kommer vi ikke af med det onde – istedet spiller vi en form for Sorteper. Og nissen følger med. Istedet for at anerkende at det onde også er i os, og tage ansvar for vores egen ondskab.

Bjælken i vores eget øje.

Det er den refleksion Sct. Hans afføder hos mig.

Hav en god aften. Pas på din heks

Optaget

Der har været stille her den sidste uges tid fordi jeg er optaget af at læse en bog. En kæmpe mursten af en roman kaldet De velvillige af den fransk-amerikanske forfatter Jonathan Littell.

Kort fortalt handler den om Anden Verdenskrig set fra ss-officeren Maximillian Aues synspunkt – og om ondskab.

Den er fantastisk velskrevet og meget uhyggelig. Uden at være litterat vil jeg påstå at den er på højde med den ypperste europæiske romantradition, som Dostojevskij, Mann. Den er svær at lægge fra sig. Og det har resulteret i hektisk læsning og ingen skrivning i den uge.

Bær over med mig. Det er længe siden jeg har været så optaget af en roman. Kender du det?

Du har måske læst den eller hørt om den. Eller ikke. Under alle omstændigheder vil jeg hermed anbefale dig den.

Nå, men jeg må tilbage …

Exit det onde

Nu har jeg beskæftiget mig med ondskab. Jeg vælger nu at forlade emnet igen – ihvertfald for en tid. Det kan være at jeg vender tilbage til emnet, når og hvis jeg finder ny inspiration. Det som jeg ville med det og som mine tanker forså vidt stadigvæk beskæftiger sig med er det onde som en del af livet og os selv, som vi ikke bare kan udlicitere til andre, det være sig i form af Djævelen eller andre mennesker. Vi er nødt til at selv at påtage os ansvaret for den del af det onde der hidrører fra os selv, og lade være med at kaste skyggen over på andre.

Tarottens Djævel

Jeg vil lige kaste et blik på Djævelen som figuren fremstår i Tarotkortenes verden. Eller et bud på Djævelen, som er meget moderne, fordi det siger noget om de udfordringer der er for os konkrete moderne mennesker, mænd og kvinder – og vores indbyrdes relationer.

Place’s egne stikord til dette kort er “coagulation – the bad, vice, enslavement”.

Ofte ser man to mennesker lænket til Djævelen, men her er det faktisk ét menneske, der har to hoveder – et mandligt og et kvindeligt. De står på en rød ildsprudlende drage, et traditionelt symbol på Djævelen, der igen sidder på et – øje.

Måske det djævelske øje, der ser det forkerte, som forvirrer og forvrider fakta, som ser Djævelen i andre og projicerer alt snavset over på partneren. Det øje der ser splinten hos andre.

Eller omvendt; øjet kan symbolisere den del af os, der ved når vi lyver for os selv, når vi ser det i andre, som retmæssigt tilhører os selv. Som er klar over det indre mørke. Det ser alt og og viser os sandheden; at vi ikke kan forstille os – ikke over for os selv og vores egen indre visdom.

Jeg finder faktisk at dette billede er meget ubehageligt. Det henviser til en Conjunctio-proces, der er gået galt, som er twisted, hvor de to parter ikke har forstået differentiere sig fra hinanden, hvis vi taler om en relation. Forholdet er coaguleret – stivnet og personerne er i bogstaveligste forstand groet sammen.

Det er interessant at 15 i tarottens verden kan summeres til 6 som er De elskendes tal. Det betyder netop at Djævelen fortæller noget om hvad der kan gå galt i et forhold, hvis man bliver for bundet til det Djævelske på forskellige planer, fx i form af banal ondskab, penge, sex/utroskab, alkohol på et mere mundant plan, og på det mere subtile plan problematikken med projicering og differentiering.

Hvorfor er det relevant, hvorfor er det væsentligt? Fordi vi ikke kan undgå at komme i kontakt med disse kræfter, når vi som voksne mennesker indgår i en relation med et andet menneske. Vi møder dette væsen igen og igen og må bevidst eller ubevidst forholde os til de udfordringer det bringer os – eller klasker i synet på os. Hvis ikke kan skelne os selv fra den anden kan vi ikke ærligt se og anerkende hverken os selv eller den anden – og vi kan dermed ikke kende os – som i “Kend dig selv” – eller elske – for de ting hænger sammen.

Vi støder ind i problematikken igen og igen, fordi det er nemt nok at vide dette på et rationelt plan. De fleske mennesker i vores senmoderne, refleksive samfund ved godt disse ting, men på et dybere niveau er det svært at virkeligt at vide, at svært at processere – så at sige. Derfor bliver vi aldrig rigtigt færdige med denne problematik, og derfor er Djævelen en figur vi møder igen og igen, hos os selv og hos den Anden.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Lilith

Når nu det feminine i de sidste 2500 års historie er blevet undertrykt og undervurderet, og set som det onde, mens konkrete kvinder er blevet set som fristerinder, hekse etc. – hvordan kan det så være at Djævelen ikke er en kvindelig skikkelse?

Det kom jeg til at tænke på, og jeg fik så svaret da jeg læste i ovennævnte bog af Russell The Prince of Darkness : Radical Evil and the Power of Good in History.

Djævelen er ikke en kvinde, fordi kvinder er for inferiøre til at indtage en så væsentlig rolle. Ja. Kvinden er ikke engang vigtig nok til at kunne være Djævelen.

The Devil is almost always male. He has a powerful grandmother, probably an avatar of an ancient fertility goddess. …

Most basic is the sexist assumption that any figure of such enourmous power has to be male. Lucifer’s mother, sometimes called Lilith, “is proud of her son, the Devil”. … In hell as on earth the role of the female is to follow and admire the male. Folklore reflected not only contemporary society but the millennia-old assumption of male supremacy and domination. (p. 116-117)

Så her ser jeg nogle indikationer; Gudinden, som ofte har været en frugtbarhedsgudinde – tænk blot på den store nordiske gudinde Freja – har fået rollen som Fandens bedstemor, og Lilith er hans mor. Han har også en kone og syv døtre, der repræsenterer de syv dødssynder (Russell p. 116). Han er med andre ord omgivet af det kvindelige, og vel at mærke det kvindelige, der er udgrænset som det onde.

Lilith lader til at være et bud på ondskab i en kvindelig form.

lilith

Kort fortalt daterer Lilith sig 6000 år tilbage i tiden. Hun var en mesopotamisk stormgudinde, associeret med vind og var en bærer af sygdom og død. Figuren tilhørte oprindeligt en gruppe af vind- og storm dæmoner eller ånder, kaldet Lilitu i Sumer, cirka 4000 år før vores tidsregning. Navnet “Lilith” menes at have oprindelse i oldtidens Israel omkring 700 år før vores tidsregning. Lilith blev en del af den oldhebræiske kultur. Hun optræder som en nattedæmon i jødisk folklore. Senere bliver Lilith navnet på Adams første kone. Hun blev associeret med ugler, løver og slanger, og hun blev kaldt Forførersken, der ledte mænd i fordærv.

Der er vel ikke meget godt at sige om denne skikkelse, men jeg finder hende interessant. Som en repræsentant for det kvindeligt onde, som en kvindelig pendant og partner til Djævelen. Lilith må have en form for appeal for hun optræder i kultur og folklore helt op til vor egen tid. Blandt andet i Goethes Faust. Måske som en modsvar til det pæne kvindelige, det som var og er accepteret af kulturen. Lilith synes at være en skikkelse der bringer kaos i sit kølvand. Hun er den slemme kvinde, som rusker op i os og den etablerede kultur.

Kilde: Wikipedia hvor der er meget mere information, samt links og referencer at hente.

Djævelen

I min serie om det onde er jeg nu kommet til selve symbolet på og personifikationen af det onde i den vestlige, kristne kultur. Satan, Lucifer, ja – Djævelen selv.

Det vil sige: Det troede jeg, at jeg var. Men nej. Efter at have forsøgt i ca. halvanden uge, må jeg kaste håndklædet i ringen. Dette indlæg lader sig ikke skrive, ihvertfald ikke som jeg havde forestillet mig det.

Det skulle være et spændende indlæg, hvor følgende spørgsmål blev spurgt, og muligvis også besvaret: Hvem er denne skikkelse? Hvilken betydning har han haft til forskellige tider? Udtrykker hans forskellige skikkelser forskellige måder hvorpå det onde er blevet opfattet og beskrevet i kulturen? Etc.

Lucifer

Der er heldigvis blevet skrevet digre værker om dette. Her tænker jeg især på Jeffrey Burton Russells firebindsværk om Djævelen; The Devil (1977), Satan (1981), Lucifer (1984) og Mephistopheles (1986).

Heldigvis har han også skrevet et femte bind, der opsummerer disse fire bind. Det er et held for os, der gerne vil et hurtigt indblik i det onde ;o) Dette femte bind hedder The Prince of Darkness : Radical Evil and the Power of Good in History (1988).

Så kan du- kære læser jo fordybe dig deri – hvis du har lyst.

Selv tænker jeg at Djævelen muligvis – ihvertfald for mig – nægter at lade sig definere af noget så kort som et blogindlæg.

Han undslipper mit frugtesløse forsøg på beskrivelse og kategorisering, og ler i mørket.

Screw your courage to the sticking place, and we will not fail

Dette citat handler om at være fokuseret.

Det er Lady Macbeth der taler til sin mand for at overbevide ham om at være fokuseret på den foreliggende opgave, at slå kongen ihjel.

The sticking place henviser konkret til det sted, hvor kongen skal stikkes, men på et overordnet niveau handler det om at være fokuseret på målet. “Screw your courage” handler om at at fastholde sit mod.

Måske netop fordi intentionen er ond, går det galt for de to. Men hvis vi trækker citatet ud af dets kontekst, handler det om at være fokuseret på noget og holdet sig fast på det fokus – med mod.

Hvad er mod? Det er ikke at gøre noget farligt for at gøre noget farligt.

Det er at gøre noget selv om det byder en imod. At fastholde sine hensigter, selv om det er svært og angstprovokerende.

Mod ikke handler om ikke at være bange, men at gøre det man har sat sig fast på, selv om man er bange – på trods af sin frygt og sin angst.

Arvesynden

Jeg ikke begejstret for begrebet arvesynd.

Jeg synes det fratager mennesket en eksistentiel mulighed for at kunne vælge og tage ansvar for hvad det gør af godt og ondt.

Når man per definition qua sine menneskelighed er en synder, er det svært at være andet – uden at være afhængig af Guds nåde eller frelse. Men pointen med arvesynden er vel netop at mennesket er afhængig af Guds nåde eller frelse.

Og det forklarer jo stadig ikke de onde ting der sker, verdens tilfældige ondskab – og dog – naturkatastrofer sker som straf for menneskets synd. Sådan kan det ihvertfald udlægges. Men det er en absurditet – efter mine begreber.

Theodicé

Vi spørger, hvorfor det onde kan finde sted – ja hvorfor det onde eksisterer i verden – når Gud er god, altvidende og almægtig?
Dette er et ældgammelt spørgsmål. Men det gør det ikke mindre aktuelt. Det kaldes Theodicé-problemet og dilemmaet går kort sagt ud på netop det; Hvordan kan det onde eksistere, når Gud er god, altvidende og almægtig?

Den lærde Aksel Haaning behandler problemet i sin bog Antikrist, og ridser kort sagt problemet op således (han citerer Svendsen: Ondskabens filosofi, 2002) :

1) Gud vil overvinde det onde men kan ikke. 2) Gud kan overvinde det onde men vil ikke. 3) Gud hverken kan eller vil overvinde det onde. 4) Gud kan og vil overvinde det onde … Disse fire alternativer udlægges således at Gud enten er ond eller magtesløs (eventuelt ond og magtesløs) eller det onde findes ikke.

Som jeg forstår det, betyder det, at eksistensen af det onde benægtes, fordi Gud ikke kan være ond. Eller også fornægtes Gud fordi det onde ikke kan benægtes. I den kristne teologi er det onde iflg Haaning blevet forklaret som fraværet af det gode, privatio boni.

Kort sagt (se Haaning for mellemregningerne): Det onde benægtes en selvstændig eksistens, Gud holdes fri fra kendskab eller vilje til det onde – eller hvis det eksisterer er det for det gode, altså i en højere sags tjeneste, som vi ikke kan forstå – og mennesket alene har ansvaret for det onde – eller skylden i form af arvesynden.

Det er ikke en løsning jeg – som menneske – bryder mig specielt meget om. Det kan du læse mere om i en senere post i denne serie om ondskab, nemlig om arvesynden.

Der er andre muligheder (og dette står for min egen ulærde regning):

Gud er ikke god, alvidende og almægtig. Gud er ligeglad. Såvel gode som onde ting sker, men det har intet med Gud at gøre. Eller Gud hæver sig over alle de dualistiske modsætninger, som vi stiller op. Eller Gud er en helhed af disse modsætninger. Det vil sige Gud er både god og ond.

I virkeligheden er problemet måske overhovedet at ville tillægge Gud nogen som helst egenskaber. Menneskets siges at være skabt i Guds skikkelse, men måske er Gud i virkeligheden skabt i menneskets billede? Og mennesket tillægger Gud dets egne egenskaber, såvel det gode, som det onde.

Men måske er det heller ikke så enkelt endda. End blot at konkludere at Gud er skabt i menneskets billede og ikke omvendt.

I den udstrækning, der findes en kraft større end mennesket – og det tror jeg der gør – er det måske slet ikke muligt er erkende denne kraft, ihvertfald ikke ad vore sædvanlige rationelle “kanaler”, langt mindre at ville definere den. Måske er det slet ikke muligt at sige noget om den kraft vi kalder Gud?

(En lille snirkel på dette indlæg er at Eksistens på P1 netop nu (sidst i programmet) handler om dette problem; ovenpå jordskælvskatastrofen i Lissabon i 1755 blev teodicé problemet aktualiseret med så interessante debattører som Leibniz (om gav theodicéproblemet dets navn), Voltaire og Rousseau, fortalt af lektor i idéhistorie Morten Haugaard Jeppesen).

Det onde

Ondskaben er et problem vi som mennesker ikke kan undgå at tage stilling til.

Såvel det onde i os selv, som det onde i verden. I det små bliver vi konfronteret med det på en daglig basis, og i det store fortæller verdenshistorien om holocaust, krige, folkedrab og den tilfældige ondskab, der slår ned i form af ulykker og naturkatastrofer.

I den følgende tid vil jeg komme ind på det ondes problem og aktualitet for det moderne menneske. Det onde er ikke blot noget vi kan skyde fra os, og se bort fra. I et eksistentielt og etisk perspektiv er det onde noget vi kontinuerligt må forholde os til. Husk blot Jesus’ ord:

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Problemet med at skyde det onde fra os, som noget os selv fremmed, er at vi tillægger det de andre. Vi smider i jungiansk forstand vores skygge ud på de andre, der så bliver de onde, som jeg også har været inde på i tidligere indlæg. Det gør vi både som individuelle personer, og som nationer eller hele kulturer.

Jeg skriver på en serie af blogindlæg for at belyse problematikken og diskutere det onde. Mit udgangspunkt og min inspirationskilde er Aksel Haanings bog Antikrist, som jeg vil forsøge at forholde mig til – ud fra min position som lægperson og menneske, men også andre kilder vil blive inddraget.

Det første indlæg i serien vil blive publiceret på fredag og handler om teodicé-problematikken.