skyggen Arkiv ~ Prima Materia

Kend din indre Don Draper

Forhindrer tidens nypuritanske krav om, at vi skal være nærværende, autentiske og integrerede, os i virkeligheden i at være netop dét?

Det er jo paradoksalt – men ikke nødvendigvis overraskende.

Her til morgen hørte jeg i radioen om vores fascination af tv-serien Mad Men. Filosoffen Ole Fogh Kirkeby talte om at vi lever i en tid med “profan puritanisme”, med krav om puritanisme. Og netop dette betyder at vi fascineres af seriens rygning, hor og druk, fordi den konfronterer os med vores egne skyggesider. Som vi ikke selv kan udleve eller anerkende.

Puritanismens fordring betyder at vi lader som om vi ikke har mørke sider. Men det har vi naturligvis.

Måske kan vi bruge Don Draper til at lede efter ham i os selv?!

Og ud fra en jungiansk psykologisk synsvinkel vil netop anerkendelsen af dette – Skyggen, det mørke i os selv – netop være det som gør os til hele, autentiske, integrerede mennesker. Det betyder ikke at vi skal have en adfærd som Don Draper, men at vi skal anerkende vores LYST til det, og kende os selv.

I stedet for er tidens løsen snarere at vi skal perfektionere os selv; tænk blot på tendenserne indenfor psykologien; kognitiv terapi og positiv psykologi. For at sige det lidt hårdt handler det om at ændre adfærd og ændre tanker (hvis vi ikke lige passer ind) og tænke positivt. Men det positive har ingen klangbund, hvis ikke det mørke anerkendes.

Soulmaking III

Jeg tror måske at det er forkert spørge hvor sjælen er?” For det er ganske rigtigt meget svært at beskrive, hvor sjælen befinder sig.

Måske er det fordi spørgsmålet er forkert. Måske er det mere relevant at spørge, hvad sjælen er.

Og da jeg grundede over dette i løbet af dagen, faldt det mig ind, at sjælen måske mest af alt er en dimension eller en proces, vi kan befinde os i, eller som vi kan træde ud og ind ad. Lidt som klædeskabet i Narnia-serien.

At den ikke bor inde i os, men at vi kan træde ind i den, gennem det, som Hillman kalder Soulmaking:

The potential for soulmaking is revealed by psychic images to which a person is drawn and apprehends in a meaningful way. Indeed the act of being drawn to and looking deeper at the images presented creates meaning – that is, soul.

Dermed bliver det at skabe sjæl en kreativ meningsskabende proces, hvor vi er i kontakt med vores drømme, fantasier og vores passion, og hvor vi tør træde ind i de mere skyggeagtige, smertende, svampede områder af sindet – og gå i dialog med disse sider af os selv. Ikke for at analysere dem, men for at skabe en relation til dem.

For at skabe mening. Det betyder ikke at vi forstår alt, eller at alt bliver belyst af pludselig indsigt. Måske betyder det en anerkendelse af at mørket, at dybet, at stemningen – being blue – vitterligt tilhører os, er os, vores sandeste essens.

Det betyder ikke at smerten mirakuløst forsvinder eller at den eksistentielle lidelse slipper sit tag i os, men at vi kan bære den som en del af os.

Det giver sjæl og dybde til et menneske.

Coagulatio – til jord skal du blive

Fixing the volatile

Coagulatio handler om at fiksere det flydende; at gøre den alkymistiske substans solid efter calcinatio, solutio og sublimatio.

“In essence coagulatio is the process that turns something into earth … it is heavy and permanent, of fixed position and shape. It doesn’t disappear into air by volatizing nor pliantly adapt itself to any container as does water. Its form and location are fixed. Thus for a psychic content to become earth means it has been concretized in a particular localized form; that it has become attached to an ego.” (p. 83)

I alkymien er der forskellige substanser, der kan udsættes for coagulatio – med forskellige symbolske betydninger; Fx det flygtige, undvigende Kviksølv – The Spirit Mercurius. At få fikseret kviksølv – som i følge Edinger symboliserer “the archetypal psyche, the paradoxical manifestation of the transpersonal Self” – at underkaste Kviksølv coagulatio – betyder altså at der skabes en relation mellem egoet og Selvet.

Coagulatio handler om at få jordforbindelse, at forankres, i virkeligheden, i kroppen, i begæret. I øvrigt er det interessant, at begær i relation til coagulatio også ses som noget positivt, som binder os, inkarnerer os, gør os virkelige, til kød og blod.

Men denne proces kan også opleves som pinefuld fordi der netop kræves, at vi forholder os til begæret, og forvalter og tager ansvar for det. Det samme ansvar har vi for vores skyggesider – og vores “ondskab”, som coagulatio altså også repræsenterer.

Hertil kommer at vi i inkarnationen, i kroppen, bliver dødelige: “Til jord skal du blive”. Også det må vi forholde os til.

Men det er netop gennem disse processer, at egoet modnes og bliver stærkere, kan være i verden, handle, bygge op, skabe noget, samt bære realiterne og altså ikke mindst sine skyggesider.

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Calcinatio – renselse ved ild

Ild lutrer og brænder til aske. At lutre betyder at rense, hærde og forædle et materiale. Calcinatio er ophedning og afbrænding af den alkymistiske substans så al væde forsvinder, og kun en fin, hvid aske er tilbage:

“Fire seperates that which is constant or fixed from that which is fugitive or volatile” (Paracelsus, Edinger p. 32)

“The fire of the calcinatio is a purging, white fire. It acts on the black stuff, the nigredo, and turns it white. Basil Valentine says, Know that this (calcinatio) is the only right and legitimate way of purifying our substance” (p. 26)

Calcinatio symboliserer bl.a. den psykologiske proces det er at ofre ego-centrerede lyster og ønsker på bålet; at lade dem brænde i passionens ild for at noget nyt; en ny bevidsthed centreret omkring Selvet kan gro frem.

Edinger gengiver en alkymistisk tekst (også Basil Valentine), der beskriver calcinatio:

“Take a fierce gray wolf … where he roams almost savage with hunger. Cast to him the body of the king, and when he has devoured it, burn him entirely to ashes in a great fire. By this process the King will be liberated, and when it has been performed thrice the lion has overcome the wolf and will find nothing more to devour in him. Thus our body has been rendered fit …” (p. 18)

Kongen er død og dermed er det styrende princip i bevidstheden (egoet) sat ud af kraft. Kongens krop bliver givet til en hungrende ulv, hvilket ifølge Edinger betyder at egoet (jeg-komplekset) er besat af begær, symboliseret af ulven. Så ulven brændes i ilden.

"The grey wolf - sacrifice, overcome with passion"

Men både ulven og ilden symboliserer begær, hvilket betyder at begæret fortærer sig selv. Løven/ilden fortærer ulven, og kongen (egoet) som har været sat ud af kraft, i helvede, overgivet til animalske kræfter (symboliseret af ulven og løven) kan fødes igen, som Fugl Fønix i en forædlet tilstand.

Der er altså tre tilstande eller niveauer i dette; Ulven=elementært dyrisk begær, Løven=egocentrisk magtbegær og kongen=diskriminerende, objektiv bevidsthed. Samt ikke mindst kongen i sin genfødte form.

Ifølge Edinger er den substans der skal udsættes for calcinatio ofte symbol for den primitive skyggeside, som nærer det instinktive begær og som er forurenet med materiale fra det ubevidste, fx den hungrende ulv.

Ilden fortærer sig selv; passionen fortærer passionen:

“The fire for the process comes from the frustration of these instinctual desires themselves. Such an ordeal of frustrated desire is a characteristic feature of the developmental process”

En tredie pointe og væsentlig pointe omkring calcinatio er, at vi kan brænde med to slags ild; begærets ild eller en guddommelig ild, inspiration eller nåde, som kan komme over os, når vi er rensede. Edinger citerer T.S. Eliot (forkortet):

“We only live, only suspire
Consumed by either fire or fire”

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Ereshkigals blik

Then Ereshkigal fastened on Inanna the eye of death

Ereshkigal ser på Inanna med “Dødens øje”. I følge Sylvia Brinton Perera kan dette blik være hadets, depressionens og psykosens blik. Men det kan også være det blik, der lader os se os selv og omstændighederne præcis som de er:

“[T]hey can suggest a capacity to be objective, an urelatedness to the other that is life- and self-affirmation at its basic demonic level – not what we like to think is feminine in our culture” (p. 31)

Blikket – at se direkte på noget eller nogen uden at slå øjnene ned – er en aggressiv gestus, som ganske rigtigt ikke er socialt accepteret. Vi ser sjældent på hinanden i mere end få sekunder ad gangen. Og at fastholde et blik kan være utroligt provokerende.

These eyes of death are implacable and profound, seeing an immediate is-ness, that finds pretense, ideals, even individuality and relatedness irrelevant … they perceive with an objectivity like that of nature itself and our dreams boring into the soul to find the naked truth, to see reality beneath all its myriad forms and the illusions and defenses it displays” (p. 32)

Such seeing is radical and dangerously innovative … It feels monstrous and ugly and even petrifying to the non-initiate. for it shears us of our defenses and entails a sacrifice of our collective understandings and of the hopes and expectations of looking good and safely belonging. It is crude, chaotic, surprising, giving a view of the ground below ethics and aesthetics and the opposites themselves.

Dette blik tilhører ud over Ereshkigal, også Kali, Baba Yaga, og Medusa. Som bekendt er disse skikkelser alle billeder på det mørke feminine.

Dette blik repræsenterer evnen til at se gennem alle slør, alle idealer og prætentioner. At se den nøgne sandhed hos os selv og andre. Er vi i stand til at se virkeligheden i øjnene på den måde? Tør vi se på os selv dette gennemborende blik, tør vi møde dette blik hos os selv? Tør vi se det hos andre?

Inanna går ned i Underverdenen dødsriget netop for at blive mødt med dette blik af sin skyggesøster, sit mørke selv. Symbolsk set kan det være selve grunden til at hun går derned – for at møde sit mørke, sit kaos, sit dæmoniske selv (p. 31).

Dette blik implicerer også for kvinder at vi gøre os færdige med den pæne pige, at vi holder op med at tilpasse os forventninger og idealer, som ikke er vores egne, og at uanset hvad vi gør – hvis vi gør det ud fra en basal selverkendelse og selvaccept – vil vi komme til at såre. Spørgsmålet er ikke om det vil ske, men på hvilken måde og i hvilken grad. Denne erkendelse giver os en visdom og en viden, der:

“[R]elativizes all principles and opens a woman to the paradoxes involved in living with the Self.” (p.33-34)

Litteratur: Sylvia Brinton-Perera: Descent to the Goddess.

Ned i Underverdenen

Inanna er himlens dronning, gudinde for sexuel kærlighed, frugtbarhed, skønhed – og krigsførsel. Hun er som mange af de store gudinder associeret med de store kattedyr – især løven. Hun er associeret med Venus og stjernen er et af hendes symboler.

Det er uklart, hvorfor Inanna nedstiger til underverdenen.

Hun hører sin søster Ereshkigal jamre, som i fødselssmerter, men muligvis er det fordi Ereshkigals husbond, Gugalana, er blevet dræbt, og Inanna ønsker at deltage i begravelsesfølget.

Inanna stiger ned, men har forinden bedt sin tjener hidkalde guderne Enlil, Nanna og Enki, hvis ikke hun vender tilbage. I underverdenen bliver hun frataget sine klæder, sine regalier, herunder hendes stav af Lapis Lazuli – alt, hvad der har med hendes position og magt at gøre. Hun står nu nøgen foran sin søster Ereshkigal:

Naked and bowed low, Inanna entered the throne room.
Ereshkigal rose from her throne.
Inanna started toward the throne.
The Annuna, the judges of the underworld, surrounded her.
They passed judgement against her.
Then Ereshkigal fastened on Inanna the eye of death.
Then spoke against her the word of wrath.
She uttered against her the cry of guilt.
She struck her.
Inanna was turned into a corpse,
A piece of rotting meat,
And was hung from a hook on the wall.

Her hænger hun i tre dage og tre nætter. Tjeneren sender bud efter de tre guder, og endelig Enki indvilliger i at redde hende. Han sender to dæmoner ned efter hendes lig, og en byttehandel finder sted, hvorved det lykkes at få Inanna fri – mod at hendes mand Dumuzi – og hans søster, der går i forbøn for ham – skiftes til at være i underverdenen et halvt år ad gangen.

Hvad betyder det?

Inanna og Ereshkigal er to sider af samme helhed.
På det symbolske plan betyder det, at kvinden – for at få del i en rå, upersonlige urkraft, som Ereshkigal repræsenterer – må ofre alt, og må møde sin skygge nøgen. Ereshkigal står for alt det grimme og kolde, det isolerede, og separerende, som kvinder har brug for for at kunne stå ved sig selv. Alt det er noget som kvinder har svært ved at acceptere ved dem selv og tage i besiddelse. Fordi det har været ildeset og undertrykt i den almindelige kulturelle og psykologiske opfattelse af kvindelighed.

Turen på kødkrogen – døden, råddenskaben – betyder opgivelsen af alle prætentioner om kontrol og ego – at lade maskerne falde – og alt det vi tror vi bør eller skal være, finde os i, udholde, acceptere.

For nutidige kvinder betyder det ikke mindst alt det lort vi byder os selv i perfektionismens navn. Ved at overgive os til skyggen og dens rasen – og at vedkende os den anden side af det kvindelige, kan vi finde den helhed, som Inanna og Ereshkigal tilsammen repræsenterer.

Guld I

Guldet ligger i skyggen

At finde sit guld og få det til at skinne er hårdt arbejde.

Vi har en tendens til at kaste vores guld ud på andre i form af projektioner. For mænds vedkommende kan det være anima-projektioner på kvinder og for kvinders vedkommende animus-projektioner på mænd. Det betyder at vi i en eller flere repræsentanter for det modsatte køn ser materiale fra vores eget ubevidste, som tilhører os selv – den modsatkønnede indre del af os selv. Anima- eller animusprojektioner kan være særdeles positive, energiskabende og optræde fx i form af forelskelse eller erotisk tiltrækning.

Men også de dele af os selv, som vi ikke gerne vil erkende, og som er ubehagelige – vores skyggesider – projicerer vi ud på andre mennesker, der så tilskrives alle mulige ubehagelige egenskaber, som dybest set kommer fra os selv.

Både “positive” og “negative” projektioner er naturligvis ubevidste ellers ville vi jo ikke have brug for at projicere det det ud på andre. Det er som om vi ubevidst beder andre om at “holde” det for os – måske fordi vi ikke selv er parate til at bære det.

Det er efterhånden skolelærdom, det med projektionerne. Ihvertfald ved de fleste af os det på et rationelt plan. Men dels bliver vi til stadighed overraskede over, hvordan disse projektioner kan spille os et puds – og gør det i vores levede liv. Dels er det ikke nok blot at erkende at vi projicerer vores energi over i andre.

For det er lige det det er. Psykisk energi af fineste karat. Og når vi lægger det ud i andre, har vi ikke selv magt over den energi. Så er den ikke til vores rådighed. Derimod kan det virke direkte drænende at beskæftige sig for meget med (hvad vi tror om) andre, hvadenten det er fordi vi beskæftiger vores tanker og følelser med dem på en positiv eller negativ måde. For eksempel ved at fantasere om den lækre fyr i fitnesscenteret eller være vred på den heks til en chef – whatever.

Så udfordringen ligger i at trække projektionerne tilbage – at fordre vores eget guld. Vores egen energi. Det er bare ikke så nemt. Det kræver vilje til at se sig selv i øjnene. At finde sit guld – både det som umiddelbart skinner – og det “mørke guld” – kræver hårdt arbejde, og vilje til at få beskidte hænder.

Tarotlæseren Dan Pelletier, som jeg her tillader mig at citere, har sagt det således:

“In order to find real gold, you’re going to have to get dirty”.

Det kræver fx at jeg er villig til at se i øjnene at jeg selv er en heks – at heksen er en del af min indre topografi. Og at den energi hun rummer er vigtig og værdifuld. Hvis jeg tør vedkende mig den. Det er hårdt arbejde at se dette i øjnene. Men ved at lære min indre heks at kende kan jeg blive bedre til at forholde mig til min egen vrede og til at udtrykke den bedre og faktisk undlade at overfuse andre, fordi jeg er bevidst om den energi heksen rummer. Jeg kan blive bedre til at sætte grænser og forholde mig til den vrede, jeg møder hos andre. Så selv om heksen i mig selv og andre kan være skræmmende, kan hun lære mig noget.

Det gælder også det at se noget positivt i andre mennesker. Fx den fysiske skønhed og styrke hos ham fyren, som du er varm på. Måske handler det om nogle sider af dig selv, som Animus repræsenterer, som du selv har potentiale til at udvikle. Måske er det netop ham, du er brændt varm på, fordi du derigennem bliver opmærksom på at være bedre til at dyrke din krop, ja den sanselige og fysiske side af dig selv. Men det kræver at du er istand til og villig til at se nærmere på det du har lagt over i ham, istedet for udelukkende at fokusere på ham.

Guldet ligger i dig selv. Det betyder ikke, at vi ikke skal blive forelskede, men at det måske er en god idé at se på sig selv, før man løber halsløst efter nogen eller noget. Og at tage ansvar for det, som er ens eget “materiale”.

Det kræver en stærk vilje til selvindsigt og et stort mod til at se sig selv – også egne dæmoner – i øjnene.

Visdom

Som du måske har bemærket har jeg ændret navnet på denne blog igen.

Det skyldes, at jeg aldrig rigtigt vænnede mig til det med renhed, omend jeg stadig holder meget af det Kierkegaardcitat, titlen byggede på.

Men i det med renhed ligger der en higen efter det perfekte, som jeg ikke rigtigt kan stå inde for. Hjertets visdom har at gøre med intuition og inspiration og en dyb viden om, hvad der sandt. Det har også at gøre med en erkendelse af, hvem vi er, på godt og ondt – og at der i denne visdom også findes en erkendelse af tilværelsens skyggesider. Også vores egne skyggesider. Og det aspekt vil jeg have med i titlen på denne blog.

“When I loved myself enough I became my own authority by listening to the wisdom of my heart. This is how God speaks to me. This is intuition.” Kim McMillen

Exit det onde

Nu har jeg beskæftiget mig med ondskab. Jeg vælger nu at forlade emnet igen – ihvertfald for en tid. Det kan være at jeg vender tilbage til emnet, når og hvis jeg finder ny inspiration. Det som jeg ville med det og som mine tanker forså vidt stadigvæk beskæftiger sig med er det onde som en del af livet og os selv, som vi ikke bare kan udlicitere til andre, det være sig i form af Djævelen eller andre mennesker. Vi er nødt til at selv at påtage os ansvaret for den del af det onde der hidrører fra os selv, og lade være med at kaste skyggen over på andre.

Det onde

Ondskaben er et problem vi som mennesker ikke kan undgå at tage stilling til.

Såvel det onde i os selv, som det onde i verden. I det små bliver vi konfronteret med det på en daglig basis, og i det store fortæller verdenshistorien om holocaust, krige, folkedrab og den tilfældige ondskab, der slår ned i form af ulykker og naturkatastrofer.

I den følgende tid vil jeg komme ind på det ondes problem og aktualitet for det moderne menneske. Det onde er ikke blot noget vi kan skyde fra os, og se bort fra. I et eksistentielt og etisk perspektiv er det onde noget vi kontinuerligt må forholde os til. Husk blot Jesus’ ord:

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Problemet med at skyde det onde fra os, som noget os selv fremmed, er at vi tillægger det de andre. Vi smider i jungiansk forstand vores skygge ud på de andre, der så bliver de onde, som jeg også har været inde på i tidligere indlæg. Det gør vi både som individuelle personer, og som nationer eller hele kulturer.

Jeg skriver på en serie af blogindlæg for at belyse problematikken og diskutere det onde. Mit udgangspunkt og min inspirationskilde er Aksel Haanings bog Antikrist, som jeg vil forsøge at forholde mig til – ud fra min position som lægperson og menneske, men også andre kilder vil blive inddraget.

Det første indlæg i serien vil blive publiceret på fredag og handler om teodicé-problematikken.