Tag: magt

Ned i Underverdenen

Inanna er himlens dronning, gudinde for sexuel kærlighed, frugtbarhed, skønhed – og krigsførsel. Hun er som mange af de store gudinder associeret med de store kattedyr – især løven. Hun er associeret med Venus og stjernen er et af hendes symboler.

Det er uklart, hvorfor Inanna nedstiger til underverdenen.

Hun hører sin søster Ereshkigal jamre, som i fødselssmerter, men muligvis er det fordi Ereshkigals husbond, Gugalana, er blevet dræbt, og Inanna ønsker at deltage i begravelsesfølget.

Inanna stiger ned, men har forinden bedt sin tjener hidkalde guderne Enlil, Nanna og Enki, hvis ikke hun vender tilbage. I underverdenen bliver hun frataget sine klæder, sine regalier, herunder hendes stav af Lapis Lazuli – alt, hvad der har med hendes position og magt at gøre. Hun står nu nøgen foran sin søster Ereshkigal:

Naked and bowed low, Inanna entered the throne room.
Ereshkigal rose from her throne.
Inanna started toward the throne.
The Annuna, the judges of the underworld, surrounded her.
They passed judgement against her.
Then Ereshkigal fastened on Inanna the eye of death.
Then spoke against her the word of wrath.
She uttered against her the cry of guilt.
She struck her.
Inanna was turned into a corpse,
A piece of rotting meat,
And was hung from a hook on the wall.

Her hænger hun i tre dage og tre nætter. Tjeneren sender bud efter de tre guder, og endelig Enki indvilliger i at redde hende. Han sender to dæmoner ned efter hendes lig, og en byttehandel finder sted, hvorved det lykkes at få Inanna fri – mod at hendes mand Dumuzi – og hans søster, der går i forbøn for ham – skiftes til at være i underverdenen et halvt år ad gangen.

Hvad betyder det?

Inanna og Ereshkigal er to sider af samme helhed.
På det symbolske plan betyder det, at kvinden – for at få del i en rå, upersonlige urkraft, som Ereshkigal repræsenterer – må ofre alt, og må møde sin skygge nøgen. Ereshkigal står for alt det grimme og kolde, det isolerede, og separerende, som kvinder har brug for for at kunne stå ved sig selv. Alt det er noget som kvinder har svært ved at acceptere ved dem selv og tage i besiddelse. Fordi det har været ildeset og undertrykt i den almindelige kulturelle og psykologiske opfattelse af kvindelighed.

Turen på kødkrogen – døden, råddenskaben – betyder opgivelsen af alle prætentioner om kontrol og ego – at lade maskerne falde – og alt det vi tror vi bør eller skal være, finde os i, udholde, acceptere.

For nutidige kvinder betyder det ikke mindst alt det lort vi byder os selv i perfektionismens navn. Ved at overgive os til skyggen og dens rasen – og at vedkende os den anden side af det kvindelige, kan vi finde den helhed, som Inanna og Ereshkigal tilsammen repræsenterer.

Kødkrogen

Jeg elsker, når hedenske elementer optræder i fx populærkulturen. Jeg synes, at det er storartet at der optræder en mænade i anden sæson af True Blood, der driver hele Bon Temps til vanvid – også selvom det er skræmmende. Naturligvis skal man tage det med et gran salt – for det bliver jo ofte gjort temmelig spektakulært og forvrænget – men det er spændende når de elementer kommer i spil.

En grund til, at jeg er tiltrukket af disse myter og symboler er naturligvis, at det kvindelige har en plads i her – fx i myten om Inanna og Ereshkigal – som det har mistet i kristendommen. Kristendommen – især i den lutherske version – er temmelig gold set fra det feminines synspunkt, ikke engang Maria har nogen særlig betydning – men det er jo ikke noget nyt.

Inanna i sit aspekt af krigergudinde med foden på en løve

En anden problematik er adskillelsen af ånd fra materie. Jeg kom til at tænke på da jeg læste følgende i Descent to the Goddess af Sylvia Brinton Perera (om Ereshkigals krog):

“This sense of the pole suggests an aspect of the impersonal feminine yang energy. It makes firm, nails down into material reality, embodies and grounds spirit into matter and the moment. It it thus supportive, a peg to hang onto through life’s flux. […]”

Materien, det første (prima materia), det konkrete, det som er os – det som inkarnerer os – vores krop, især den kvindelige krop, er ildeset i kristendommen og i patriarkatet. Der er sket en adskillelse mellem ånd og materie, en adskillelse, som er som et sår, både for mænd og kvinder, og som måske først er ved at heles nu, psykologisk og kulturelt.

Denne splittelse betyder, at kvinder kan have svært ved at forbinde sig med verden, at findes vores kraft og tage den i besiddelse. Vejen ned i dødsriget til skyggesøsteren (det kvindeliges skyggesider, ildeset af patriarkatet), døden og det at blive hængt på en kødkrog, som Inanna bliver det af sin søster, fortæller symbolsk om at dykke ned, ned for at finde den styrke, der skal til for at forene ånd og materie.

Accepten af kroppen, kroppen som den er – ikke den idealiserede krop, der burde være og som vi repræsenteres for i kulturelle normer og skønhedsidealer – er svær. Kvindernes lod har været menstruationer, graviditet, vold, voldtægter, fødsler, barselsdød og barrnedød, sygdomme, udslidthed og tidlig aldring og død. Vi er – kulturelt – blevet identificeret med kroppen og gjort til objekter – og det er svært at tage den besiddelse, at elske den som vores egen, fordi der i de sidste 2000 år har været skam, skyld, synd og urenhed forbundet med kroppen. Og der er stadigvæk dobbelte standarder for kvinder fx i forhold til seksualitet – make no mistake.

Hvad jeg søger er en anerkendelse af det feminines kraft – som vi finder den i myter som den om Inanna og Ereshkigal – og som vi må tilbage til de ældgamle fortællinger om Gudinderne for at finde. Og naturligvis kræver det også balance – og en anerkendelse af at det feminine ikke blot handler om kvinder – men også mænds kvindelige aspekter.

Det jeg efterlyser er naturligvis ikke kontrollerende bitterfisser – men ægte rå kvindelig kraft, hvor der er fundet en helhed – hvor kvinder er i kontakt med og forbundet til deres maskulinitet og kan bruge den kontruktivt og afbalanceret.

Tilsyneladende kræver det en tur på Ereshkigals kødkrog …

Kan den historie ikke fortælles?

Sidste søndags afsnit af Borgen har naget mig de sidste par dage. Vi har den kvindelige minister – spillet af Stine Stengade  – med magt, dygtighed og erotisk udstråling. Hun bringer et lovforslag på bordet, som skal skabe ligestilling i alle bestyrelser. Naturligvis er det ikke populært, og det er så det afsnittet handler om. Lovforslaget bliver vedtaget – i sidste ende –  men ministeren må gå af.

En smædekampagne er blevet sat igang om, at hun har bollet sig til tops. Det er ikke det, der fælder hende. Det der fælder hende er, at hun  har snydt med sine eksamensbeviser i bedste Anna Castberg stil.

Det er historiens gang, hun bliver bedt om at trække sig tilbage med henvisning til smædekampagnens betydning for hende og hendes familie. Sagen er, at Statsministeren ikke kan have en minister, der har løjet om sine kompetencer og kvalifikationer. Det er forståeligt nok.

Det der irriterer mig er, at det rent narrativt – på metaplanet – ikke er muligt at fortælle historien på en anden måde. At skabe en anden – “happy ending” – hvor hun godt kan være smuk , magtfuld og dygtig på samme tid. Hvor hun har kvalifikationerne og kompetencerne, samtidig med at hun er smuk, attråværdig OG magtfuld.

Virkeligheden viser jo, at det er sådan – at det kan lade sig gøre; at kvinder kan det hele. Men den historie kan måske ikke fortælles?  Borgen sidder fast i en sump, hvor disse ting stadig er uforenelige. Det er en kliché.

Jeg er bekymret for,  hvad det alligevel fortæller om virkeligheden – eller vores opfattelse af den?

Magt

“If you love somebody set them free.”

Tager Du ansvar for hvordan du har det? Hvordan du lever dit liv? Hvad der betyder noget? Hvem der har magten i dit liv?

Jeg kom til at tænke på det i forlængelse af indlægget om de Fire Bægre og det med, hvilket perspektiv, man har på tingene.

Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Hvis du mener at glasset er halvt fyldt, vil jeg tro, at du har en grundlæggende optimistisk tilgang til livets foreteelser og selv tager ansvaret for, hvordan du har det. Hvis du derimod mener at glasset er halvt tomt, vil jeg tro, at du har en tendens til at lægge ansvaret – og skylden og ikke mindst din energi over i andre eller ydre omstændigheder (chefen, konen/manden, jobbet etc).

Det med energien er meget væsentligt, fordi det er en energidræner at lade andre bære ansvaret for, hvordan du har det. For hvordan skal du selv kunne handle, hvis det hele kommer an på de Andre? Så har du jo malet dig op i et hjørne.

Og så er det at vi får en tendens til at kontrollere disse ydre omstændigheder. Men sagen er bare; Guess what – det kan vi ikke!

Vi kan kun kontrollere hvad vi selv tænker og hvad vi gør; Ikke hvad andre tænker og gør.

Sandheden er, at vi alle sammen gør det mere eller mindre hele tiden – fordi det er nemmere. Ligesom at sige; jeg “kom til at”.  Det hedder “jeg gjorde”, “jeg vil”, “jeg kan”.

Det er en svær vane at aflægge sig. Men det kan skam lade sig gøre. Det er et spørgsmål om Magt . Og her er en glimrende beskrivelse, af hvad det er for en magt det giver at tage ansvaret og magten over, hvordan, du har det, for din energi, for dit liv, din glæde:

“The kind of power I am talking about is entirely different. In fact it makes you less manipulative of those around you , and certainly more loving. I am talking about power within the self. This means power over your perceptions of the world, power over how to react to situations in your life, power to do what is necessary for your own self-growth, power to create joy and satisfaction in your life, power to act and power to love.” Susan Jeffers

På et tidspunkt var der en indre stemme, der hviskede til mig; “Hvis du vil være fri, må du give slip på de andre”. Det er sandt. Det er naturligvis ikke relationerne til andre, men tanken om hvad de tænker og gør, tanken om hvilken betydning det har for mig og hvordan jeg kunne have indflydelse på det. Kontrol, ufrihed, magtesløshed. Faktisk er der en enorm kvalitativ forskel på kontrol og magt, når vi bruger begreberne på denne måde.

Det skete for flere år siden, men det er først nu, at jeg forstår det og forsøger at leve efter det.

Først nu forstår hvilken enorm glæde og kærlighed, der ligger i at give slip.

Misbrug af mytologi

I lørdags så jeg et program på DR2 om Nazitysklands brug – eller misbrug – af mytologi og religiøse symboler for at skabe en ny religion med det ariske menneskes påståede overlegenhed som omdrejningspunkt. Vi ved alle hvad det førte til …

Men. Jeg var både fascineret af og oprørt over den måde, hvorpå man uden blusel bragte elementer fra alle verdenshjørners religioner og trossystemer i spil. Og hvordan dette mismask udartede til en sygelig, paranoid og giftig cocktail af usofistikeret overtro.

Nogle af ingredienserne i coctailen var:  Atlantismyten, okkultisme, astrologi, hinduisme, gralsmyten, den nordiske mytologi, runer, soldyrkelse etc. Taget hver for sig finder jeg – som mange andre mennesker – disse fænomener utrolig spændende . Fx er jeg interesseret i det okkulte som en tradition, som løber som en parallel understrøm til kristendommen i de sidste 2000 års vestlige historie. Men der ligger en åbenbar fare, når det hele bliver blandet sammen i en stor pellemelle – og de enkelte elementer forstås helt bogstaveligt  – istedet for på et metaforisk, symbolsk plan – som fx gralsmyten.  Man kan blive forblændet og forhekset og besat af dem – som fx af jagten på den hellige gral. Gralen findes i vores eget indre …

Men den mest graverende måde noget symbol nogensinde er blevet misbrugt på er svastika, som “has been around for 5,000 years as a symbol of peace”, ifølge Wikipedia, hvorfra jeg har lånt billedet af det hiduistiske svastika, som i det 20. århundrende blev foreslået som det indiske Røde Kors, men afvist ifølge dansk Wikipedia.

140px-hinduswastika_svg

Det bedes bemærket at det har været brugt i stort set alle kulturer siden den neolitiske periode, og betyder sådan noget som lykke, harmoni og velvære. I den vestlige verden er det forståeligt nok blevet stigmatiseret siden nazisternes misbrug af symbolet. Men det er tankevækkende at 25 års (1920-1945) misbrug af et globalt anvendt symbol kan have så dyb og vidtrækkende en betydning for vores forståelse af det, når man netop ser det på baggrund af 5000+ års historie. Men det kan det, når man ser på de uhyrlige handlinger der blev begået i den periode og som det derved også kommer til at symbolisere.

Det er skræmmende – og det er derfor vi skal passe på vores symboler – og ikke lade Selvinflaterede demagoger tage dem i deres magt.