Kødkrogen

Jeg elsker, når hedenske elementer optræder i fx populærkulturen. Jeg synes, at det er storartet at der optræder en mænade i anden sæson af True Blood, der driver hele Bon Temps til vanvid – også selvom det er skræmmende. Naturligvis skal man tage det med et gran salt – for det bliver jo ofte gjort temmelig spektakulært og forvrænget – men det er spændende når de elementer kommer i spil.

En grund til, at jeg er tiltrukket af disse myter og symboler er naturligvis, at det kvindelige har en plads i her – fx i myten om Inanna og Ereshkigal – som det har mistet i kristendommen. Kristendommen – især i den lutherske version – er temmelig gold set fra det feminines synspunkt, ikke engang Maria har nogen særlig betydning – men det er jo ikke noget nyt.

Inanna i sit aspekt af krigergudinde med foden på en løve

En anden problematik er adskillelsen af ånd fra materie. Jeg kom til at tænke på da jeg læste følgende i Descent to the Goddess af Sylvia Brinton Perera (om Ereshkigals krog):

“This sense of the pole suggests an aspect of the impersonal feminine yang energy. It makes firm, nails down into material reality, embodies and grounds spirit into matter and the moment. It it thus supportive, a peg to hang onto through life’s flux. […]”

Materien, det første (prima materia), det konkrete, det som er os – det som inkarnerer os – vores krop, især den kvindelige krop, er ildeset i kristendommen og i patriarkatet. Der er sket en adskillelse mellem ånd og materie, en adskillelse, som er som et sår, både for mænd og kvinder, og som måske først er ved at heles nu, psykologisk og kulturelt.

Denne splittelse betyder, at kvinder kan have svært ved at forbinde sig med verden, at findes vores kraft og tage den i besiddelse. Vejen ned i dødsriget til skyggesøsteren (det kvindeliges skyggesider, ildeset af patriarkatet), døden og det at blive hængt på en kødkrog, som Inanna bliver det af sin søster, fortæller symbolsk om at dykke ned, ned for at finde den styrke, der skal til for at forene ånd og materie.

Accepten af kroppen, kroppen som den er – ikke den idealiserede krop, der burde være og som vi repræsenteres for i kulturelle normer og skønhedsidealer – er svær. Kvindernes lod har været menstruationer, graviditet, vold, voldtægter, fødsler, barselsdød og barrnedød, sygdomme, udslidthed og tidlig aldring og død. Vi er – kulturelt – blevet identificeret med kroppen og gjort til objekter – og det er svært at tage den besiddelse, at elske den som vores egen, fordi der i de sidste 2000 år har været skam, skyld, synd og urenhed forbundet med kroppen. Og der er stadigvæk dobbelte standarder for kvinder fx i forhold til seksualitet – make no mistake.

Hvad jeg søger er en anerkendelse af det feminines kraft – som vi finder den i myter som den om Inanna og Ereshkigal – og som vi må tilbage til de ældgamle fortællinger om Gudinderne for at finde. Og naturligvis kræver det også balance – og en anerkendelse af at det feminine ikke blot handler om kvinder – men også mænds kvindelige aspekter.

Det jeg efterlyser er naturligvis ikke kontrollerende bitterfisser – men ægte rå kvindelig kraft, hvor der er fundet en helhed – hvor kvinder er i kontakt med og forbundet til deres maskulinitet og kan bruge den kontruktivt og afbalanceret.

Tilsyneladende kræver det en tur på Ereshkigals kødkrog …

Misbrug af mytologi

I lørdags så jeg et program på DR2 om Nazitysklands brug – eller misbrug – af mytologi og religiøse symboler for at skabe en ny religion med det ariske menneskes påståede overlegenhed som omdrejningspunkt. Vi ved alle hvad det førte til …

Men. Jeg var både fascineret af og oprørt over den måde, hvorpå man uden blusel bragte elementer fra alle verdenshjørners religioner og trossystemer i spil. Og hvordan dette mismask udartede til en sygelig, paranoid og giftig cocktail af usofistikeret overtro.

Nogle af ingredienserne i coctailen var:  Atlantismyten, okkultisme, astrologi, hinduisme, gralsmyten, den nordiske mytologi, runer, soldyrkelse etc. Taget hver for sig finder jeg – som mange andre mennesker – disse fænomener utrolig spændende . Fx er jeg interesseret i det okkulte som en tradition, som løber som en parallel understrøm til kristendommen i de sidste 2000 års vestlige historie. Men der ligger en åbenbar fare, når det hele bliver blandet sammen i en stor pellemelle – og de enkelte elementer forstås helt bogstaveligt  – istedet for på et metaforisk, symbolsk plan – som fx gralsmyten.  Man kan blive forblændet og forhekset og besat af dem – som fx af jagten på den hellige gral. Gralen findes i vores eget indre …

Men den mest graverende måde noget symbol nogensinde er blevet misbrugt på er svastika, som “has been around for 5,000 years as a symbol of peace”, ifølge Wikipedia, hvorfra jeg har lånt billedet af det hiduistiske svastika, som i det 20. århundrende blev foreslået som det indiske Røde Kors, men afvist ifølge dansk Wikipedia.

140px-hinduswastika_svg

Det bedes bemærket at det har været brugt i stort set alle kulturer siden den neolitiske periode, og betyder sådan noget som lykke, harmoni og velvære. I den vestlige verden er det forståeligt nok blevet stigmatiseret siden nazisternes misbrug af symbolet. Men det er tankevækkende at 25 års (1920-1945) misbrug af et globalt anvendt symbol kan have så dyb og vidtrækkende en betydning for vores forståelse af det, når man netop ser det på baggrund af 5000+ års historie. Men det kan det, når man ser på de uhyrlige handlinger der blev begået i den periode og som det derved også kommer til at symbolisere.

Det er skræmmende – og det er derfor vi skal passe på vores symboler – og ikke lade Selvinflaterede demagoger tage dem i deres magt.