Tag: Ånd

Krop, Sjæl, Ånd

“Kroppen er huset, Sjælen er værten og Ånden er gæsten”

Hvad betyder det så?

Jeg har tidligere skrevet om skønhed, og om kroppen. Kroppen er det hus, hvori sjælen bor, hvori den kan finde udtryk og være i verden, Uden krop, ingen eksistens, ingen følelse, ingen tanke. Kroppen er den måde hvorpå sjælen kommuniker til verden og med verden.

Derfor drager vi omsorg for vores sjæl ved at pleje og drage omsorg for vores krop, og vi giver næring til sjælen ved at give næring til vores sanser. Sjælen har det godt, hvis dens hus er velholdt og i god stand.

For at komme med et helt konkret eksempel: I dag har jeg fx  været til træning, føler jeg mig godt tilpas, tilstede i min krop, jeg føler mig klar i hovedet, nærværende, rolig, og jeg kan mærke min krop på en behagelig måde, min sjæl og min krop er i samklang.

At Sjælen er værten betyder altså at sjælen har hjemme i kroppen og kommer til udtryk gennem denne. Men som jeg skrev, har vi – tror jeg – en tendens til at forveksle sjæl og ånd så vi glemmer sjælen. Der er en meget stærk tendens i samfundet til spiritualitet – til at søge det åndelige. I stedet for at søge vores sjæl, at søge selverkendelse, at finde fred med os selv, i vores eget hus, så at sige – faktisk tror jeg at sjælen er os selv, den vi virkelig er.

Sjælen skal så at sige anerkendes for at den kan være tilstede og fylde os ud, være hjemme og klar, når gæsten kommer på besøg, når “Ånden kommer over os”.

Ånden er gæsten. Ånden er en fremmed, noget udefrakommende, der kommer over os fx som en nåde – i kristen forstand Helligånden der kommer over disciplene i Pinsen. Men der findes naturligvis mange forskellige typer af Ånd.

Eros er en anden; Sjælens – Psykens – elskede.

En pludselig indsigt

Jeg har spekuleret meget over forholdet mellem krop, sjæl og ånd.

Jeg tror, at vi ofte forveksler de to sidste, eller slår dem sammen til ét og sætter dette ene (ånden), højere end kroppen, der enten dyrkes, negligeres eller kontrolleres.

Men sjæl og ånd er to forskellige ting, og det er væsentligt at anerkende denne forskel. Blot har jeg haft svært ved præcist at definere for mig selv og forstå, hvad forskellen er.

Og pludselig forstod jeg det – typisk slog det ned i mig mens jeg var i bad – jeg tænkte på det med at pleje kroppen, drage omsorg for den, gøre den smuk (eller så smuk som det nu  er muligt). Ikke for at dyrke den eller for at underlægge sig den, men for at kunne være (i) den, være til.

Og så kom forståelsen, i form af en metafor, en pludselig indsigt, der bare slog ned i mig:

“Kroppen er huset, Sjælen er værten og Ånden er gæsten.”

Sublimatio – luft under vingerne

Sublimatio betyder at den alkymistiske substans – fx Kviksølv – ved opvarmning fordamper og samler sig højere oppe i kolben.

Sublimatio – ikke at forveksle med det freudianske begreb sublimering – har at gøre med transcendens og ascendens:

“The term sublimation detives from the Latin sublimis meaning “high”. This indicates that the crucial feature of sublimatio is an elevating process whereby a low substance by an ascending movement. Earth is transformed into air; a fixed body is volatilized …” (Edinger p. 117)

Sublimatio handler om at spiritualisere – at befri en hvid ånd (spirit)  fra det materiale eller den krop eller substans den er fanget i. Dette afbildes ofte som en hvid fugl, der stiger opad.

Her alkymisten i badet (detalje fra Splendor Solis) – en blanding af symbolikken fra solutio og sublimatio. Den hvide fugl stiger op fra hans hoved.

Sublimatio er således beslægtet med den alkymistiske proces seperatio, fordi to substanser, der er blandet sammen, og dermed urene, skilles ad (seperatio) ved hjælp af sublimatio.

Sublimatio er også den proces, hvorved man ser tingene (og sig selv) fra oven, dvs en form for dissocation. Faren er naturligvis at man risikerer at miste jordforbindelsen, hvis man bliver for abstrakt, for luftig. Sublimatio bør derfor følges af Coagulatio, og der bør være en vekselvirkning mellem disse to processer, så man heller ikke bliver for stiv, for fikseret.

Her kommer begrebet circulatio ind i billedet; den endeløse cirkulation gennem forskellige stadier, der kendetegner vores indre psykologiske liv;

It ascends from the earth to the heaven and descends again to the earth, and receives the power of the above and the below. Thus you will have the glory of the whole world. Therefore all darkness will flee from you” (The Emerald Tablet of Hermes, citeret Edinger p. 142)

og

“Ascent and descent above and below up and down represent an emotional realization of opposites, and this realization gradually leads or should lead to to their equilibrium”. (Jung citret i Edinger p. 143)

I alkymien er bevægelsen fra Jord (coagulatio, materie) til Luft (sublimatio, ånd) til Jord (coagulatio, materie) ifølge Edinger væsentlig og for alkymisten handler det om at befri ånden fra materiaen og at virkeliggøre dette i det konkrete, levede liv, ikke om selv at blive udfriet i en religiøs forstand.

“The filius macrocosmi [alymisten] starts from below, ascends on high, and with the powers of above and below  united in himself, returns to earth again” (Jung citeret i Edinger p. 144)

og

“In Alchemy salvation comes not only from above; it comes also from below” (Henderson & Sherwood, p. 100)

Kilder: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.

Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis.

Kødkrogen

Jeg elsker, når hedenske elementer optræder i fx populærkulturen. Jeg synes, at det er storartet at der optræder en mænade i anden sæson af True Blood, der driver hele Bon Temps til vanvid – også selvom det er skræmmende. Naturligvis skal man tage det med et gran salt – for det bliver jo ofte gjort temmelig spektakulært og forvrænget – men det er spændende når de elementer kommer i spil.

En grund til, at jeg er tiltrukket af disse myter og symboler er naturligvis, at det kvindelige har en plads i her – fx i myten om Inanna og Ereshkigal – som det har mistet i kristendommen. Kristendommen – især i den lutherske version – er temmelig gold set fra det feminines synspunkt, ikke engang Maria har nogen særlig betydning – men det er jo ikke noget nyt.

Inanna i sit aspekt af krigergudinde med foden på en løve

En anden problematik er adskillelsen af ånd fra materie. Jeg kom til at tænke på da jeg læste følgende i Descent to the Goddess af Sylvia Brinton Perera (om Ereshkigals krog):

“This sense of the pole suggests an aspect of the impersonal feminine yang energy. It makes firm, nails down into material reality, embodies and grounds spirit into matter and the moment. It it thus supportive, a peg to hang onto through life’s flux. […]”

Materien, det første (prima materia), det konkrete, det som er os – det som inkarnerer os – vores krop, især den kvindelige krop, er ildeset i kristendommen og i patriarkatet. Der er sket en adskillelse mellem ånd og materie, en adskillelse, som er som et sår, både for mænd og kvinder, og som måske først er ved at heles nu, psykologisk og kulturelt.

Denne splittelse betyder, at kvinder kan have svært ved at forbinde sig med verden, at findes vores kraft og tage den i besiddelse. Vejen ned i dødsriget til skyggesøsteren (det kvindeliges skyggesider, ildeset af patriarkatet), døden og det at blive hængt på en kødkrog, som Inanna bliver det af sin søster, fortæller symbolsk om at dykke ned, ned for at finde den styrke, der skal til for at forene ånd og materie.

Accepten af kroppen, kroppen som den er – ikke den idealiserede krop, der burde være og som vi repræsenteres for i kulturelle normer og skønhedsidealer – er svær. Kvindernes lod har været menstruationer, graviditet, vold, voldtægter, fødsler, barselsdød og barrnedød, sygdomme, udslidthed og tidlig aldring og død. Vi er – kulturelt – blevet identificeret med kroppen og gjort til objekter – og det er svært at tage den besiddelse, at elske den som vores egen, fordi der i de sidste 2000 år har været skam, skyld, synd og urenhed forbundet med kroppen. Og der er stadigvæk dobbelte standarder for kvinder fx i forhold til seksualitet – make no mistake.

Hvad jeg søger er en anerkendelse af det feminines kraft – som vi finder den i myter som den om Inanna og Ereshkigal – og som vi må tilbage til de ældgamle fortællinger om Gudinderne for at finde. Og naturligvis kræver det også balance – og en anerkendelse af at det feminine ikke blot handler om kvinder – men også mænds kvindelige aspekter.

Det jeg efterlyser er naturligvis ikke kontrollerende bitterfisser – men ægte rå kvindelig kraft, hvor der er fundet en helhed – hvor kvinder er i kontakt med og forbundet til deres maskulinitet og kan bruge den kontruktivt og afbalanceret.

Tilsyneladende kræver det en tur på Ereshkigals kødkrog …

Spiritualitet – Hot or Not?

Not.

At søge Ånd uden at have forbundet sig med Sjæl giver ingen mening. Derfor er den spirituelle søgen for mig indstillet. En del af forklaringen findes i disse tidligere indlæg om New Age og Damebladsspiritualitet.

Jeg har indset ud af at det jeg så som min spirituelle praksis lige så vel kan være en måde at søge Sjælen; fx at arbejde med drømme, at skrive og at beskæftige mig med symboler – alt sammen som et middel til selverkendelse eller det James Hillman kalder Soul-making.

Sjæl og Ånd bliver til tider brugt som synonymer. Men de er ikke det samme – og det er umådeligt væsentligt.

At søge Ånd – at være spirituel – er en bevægelse opad. Men det er min oplevelse at den ofte mangler bund. Den bliver overfladisk og inflateret. For at kunne komme op, er det nødvendigt at gå ned – i mørket, i materien, i skyggen – hvor guldet ligger.

Psyche opening the golden box

Jeg siger ikke at det spirituelle – eller Ånd – ikke eksisterer – det gør den. Men måske giver det ikke mening at søge den, før vi har kontakt med vores egne dybder – istedet for at flygte fra dem ved at søge Ånd.

I søgen efter det spirituelle (det er min egen oplevelse) ligger en form for prætention, en søgen efter det perfekte, det transcendente, det som bringer mig væk, hen mod et udefinerbart mål. I søgen efter det spirituelle ligger en form for flugt og en afvisning af skyggesiderne.

Mens det er i erkendelsen af disse, accepten af det-der-er, af at vi altid er på vej, i accepten af modsætninger og paradokser at vi finder os Selv. Accepten af vores ydmyghed og menneskelighed, gør os større og måske bedre i stand til at rumme os selv og andre, og erkende og tilgive fejl – egne og andres.

I forståelsen af at livets Mening ikke eksisterer; Du er selv dit liv.

Livet selv er meningen med livet. Glæden ved at være til – og kærligheden.

Ånd

Billedet
En hånd kommer og ud af en sky med et mægtigt sværd, hvis spids omkranses af en stor krone, pyntet med laurbærblade. Her har vi altså med noget kongeligt og ærefult at gøre. Igen indikerer strålerne af hvidt lys, at der her er tale om en guddommelig hånd, og altså om en guddommelig gave, der tilbydes os. Her er det tale om rationalitet og retorik. Om evnen til at tænke logisk og til at kommunikere. Her optræder igen små Yod’er (guddommelige gnister), gyldne som kronen.

Element/nummer
Sværdenes element er Luft. Luft, der har med abstraktion og syntese at gøre. At tænke over tingene, at skabe sig et overblik. Når luften som element fungerer bedst, er der netop tale om det rolige, logiske og kølige overblik hos for eksempel Kongen.  Men  som vi skal se kan det desværre også udarte sig til manglende jordforbindelse, og værre endnu; til splittelse, strid og selvkritik.

Men da vi her har at gøre med  esset, er der tale om Luften i dens reneste og klareste form, igen fordi esset betyder enhed, udspring og kilde. Det er simpelthen tænkningens gave, der rækkes frem. Det som gør os til mennesker – Homo sapiens, der på latin betyder det vidende menneske. Og som kroner os  – som art – i vores søgen efter viden, filosofi, videnskab, skrift, sprog og i udvekslingen af tanker og information igennem debat.

Luft har som nævnt med åndedræt og med Ånd at gøre. Igen inspiration, guds ånde, der blæser liv i os. Vi taler om at ånden kommer over os, og associeret med Luft er altså også kreativitet, at få ideer.

Denne tænkningens gave skal vi forvalte med omtanke. Fordi vi gennem viden har mulighed – og gennem historien har brugt denne mulighed – for at skabe nye omstændigheder og forudsætninger for vores liv som mennekser her på jorden (i både negativ og positiv forstand). Vores evne til at tænke har simpelthen gjort os i stand til at ændre selve Livet.

Viden er et tveægget sværd, der skal bruges viist. Det ved Kongen og Dronningen, men processen med at nå den erkendelse er lang og tornet.

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Sværdenes betyde rationalitet, logik, skarphed, inspiration, kreativitet, viden, information, ideer, visdom, erkendelse, bevidsthed, åndelighed.

Lys i mørket

Traditionelt er det i aften, d. 4.maj, at vi sætter lys i vinduet for at mindes befrielsen. Som symbol på at mørket forsvandt. Konkret i form af at mørklægningsgardinerne ikke længere var nødvendige og fordi mørket i form af besættelsen omsider var til ende. Som symbol på frihed, menneskeværd og ånd.

Tænk blot på disse smukke linjer af sange, der blev skrevet før og under krigen:

P.H. (1940)

“Man binder os på mund og hånd/men man kan ikke binde ånd/ og ingen er fangne når tanken er fri”

“Den som holder sjælen rank/ ka’ aldrig blie træl.”

og

Nordahl Grieg (1936):

“Her er dit vern mot vold/her er dit sverd:/troen på livet vårt/menneskets verd”

“Solskin og brød og ånd/eies av alle”

“Skaper vi menneskeverd/ skaper vi fred”

Vi sætter lys i vinduet for aldrig at glemme hvorfor det er (og altid vil være) nødvendigt at huske disse år under krigen. Jeg kan ikke huske dem, for jeg var der ikke, og min mor, som var tre år i 1940 er nu død, og kan ikke længere fortælle om det.

Der er ikke længere så mange tilbage som kan fortælle om, hvordan de selv oplevede krigsårene. Desto større grund er der til at mindes. Jeg tror det er vigtigt at holde de værdier i hævd, som fik folk igennem krigen og som stradig har gyldighed og altid vil have det – dengang, nu og i morgen.

Der er stadig mennesker i verden for hvem disse værdier ikke er en selvfølge og der er stadig mennsker, der lever og husker og ved at disse værdier skal beskyttes.

Så lysene er også en tilkendegivelse af, at selvom vi ikke selv var der, så værner vi stadig om erindringen om befrielsen og dens betydning og de værdier, som vi er nødt at beskytte for at historien ikke skal gentage sig.

Måske har Sting ret (selvom han nok ikke selv ønsker det):

History will teach us nothing

Måske giver lysene et håb om at det er lidt mindre sandt, og at vi – som menneskehed og enkeltmennesker – alligevel kan lære af erfaringen og historien.

Ja, jeg ved det godt, jeg har ikke været særlig sød ved disse sange men du kan læse dem i deres helhed i Højskolesangbogen (17. udg., 9. opl. , nr. 430 og 475).

Glædelig jul

Så er det blevet juleaftensdag. Lige nu er her dejligt stille og roligt. Vi skal ikke nå noget, dvs. i år vil jeg altså gerne se Disney Juleshow sammen med Mark og børnene, så derfor er der nogle ting, der skal være i orden til kl. 16.00.

Men før de ting skal gøres i orden, vil jeg tænke over, hvad det er jeg holder af ved Julen.

Jeg holder af julesangene. Både salmerne – især “Silent Night” – og  Croonernes fx “I’m dreaming of a white christmas”.

Jeg holder af det med at give. Ikke blot det med at give i et materialistisk perspektiv, men selve det med at give; omsorg, tid, kærlighed, opmærksomhed. Julen er det tidspunkt på året, hvor der –  måske – i højere grad end ellers er mulighed for at give sig selv tid til at give dette til andre og sig selv.

Jeg holder af julemaden og julelysene og julekuglerne og det andet pynt af glas, som vi pyntede træet med i går aftes.

Jeg holder af selve Julens Ånd, hvad den så end er. (Jeg kunne virkelig godt tænke mig at de sendte Dickens Et juleeventyr (som jeg så som barn, og som var virkelig uhyggelig – de andre versioner jeg har set har været udvandede ved siden af  – men på den anden side har jeg ingen ide om hvilken version det var)).

Men i år er der en ekstra dimension ved julen. Min mor er her ikke mere. Og jeg savner hende virkelig meget.  Det betyder også at jeg har taget nogle ting op til revision. Julen skal være rolig og enkel, uden  stress og forventningshalløj, for det vigtigste er at vi fire får en dejlig jul sammen.

Det vigtigste er  – i Julens Ånd – at finde ind til stilheden indeni.