Lys i mørket

Traditionelt er det i aften, d. 4.maj, at vi sætter lys i vinduet for at mindes befrielsen. Som symbol på at mørket forsvandt. Konkret i form af at mørklægningsgardinerne ikke længere var nødvendige og fordi mørket i form af besættelsen omsider var til ende. Som symbol på frihed, menneskeværd og ånd.

Tænk blot på disse smukke linjer af sange, der blev skrevet før og under krigen:

P.H. (1940)

“Man binder os på mund og hånd/men man kan ikke binde ånd/ og ingen er fangne når tanken er fri”

“Den som holder sjælen rank/ ka’ aldrig blie træl.”

og

Nordahl Grieg (1936):

“Her er dit vern mot vold/her er dit sverd:/troen på livet vårt/menneskets verd”

“Solskin og brød og ånd/eies av alle”

“Skaper vi menneskeverd/ skaper vi fred”

Vi sætter lys i vinduet for aldrig at glemme hvorfor det er (og altid vil være) nødvendigt at huske disse år under krigen. Jeg kan ikke huske dem, for jeg var der ikke, og min mor, som var tre år i 1940 er nu død, og kan ikke længere fortælle om det.

Der er ikke længere så mange tilbage som kan fortælle om, hvordan de selv oplevede krigsårene. Desto større grund er der til at mindes. Jeg tror det er vigtigt at holde de værdier i hævd, som fik folk igennem krigen og som stradig har gyldighed og altid vil have det – dengang, nu og i morgen.

Der er stadig mennesker i verden for hvem disse værdier ikke er en selvfølge og der er stadig mennsker, der lever og husker og ved at disse værdier skal beskyttes.

Så lysene er også en tilkendegivelse af, at selvom vi ikke selv var der, så værner vi stadig om erindringen om befrielsen og dens betydning og de værdier, som vi er nødt at beskytte for at historien ikke skal gentage sig.

Måske har Sting ret (selvom han nok ikke selv ønsker det):

History will teach us nothing

Måske giver lysene et håb om at det er lidt mindre sandt, og at vi – som menneskehed og enkeltmennesker – alligevel kan lære af erfaringen og historien.

Ja, jeg ved det godt, jeg har ikke været særlig sød ved disse sange men du kan læse dem i deres helhed i Højskolesangbogen (17. udg., 9. opl. , nr. 430 og 475).

Kjolerne

Jeg startede ud allerede i dag med forenkle tingene en smule ved at smide noget af mit tøj til genbrug. Et enkelt fejlkøb eller to (Jeg gør det faktisk sjældent – fejlkøb). Det som jeg ikke mere kan lide. Det jeg ved jeg ikke kommer til at gå med, fordi det lige som ikke er mig mere – uanset hvor meget jeg taber mig.

I parentes bemærket: Nu mangler jeg “kun” 15,6 kilo. Det er selvfølgelig stadig meget – men det er mindre end de 23 kilo, jeg startede ud med at skulle tabe i januar. Så hurra for det. Jeg har vel grund til at være lidt stolt af mig selv.

Nogle af de gamle kjoler røg ud. Den blå, den naturfarvede, den brune. Jeg er egentlig mere til bukser og nogle gange nederdele. Men de kjoler røg ud, selvom jeg ved gud har gemt dem længe, fordi de i virkeligheden symboliserer det der var en gang, og den (20-årige) pige jeg aldrig vil blive igen. Selvom jeg måske har troet det. Men. Det er mere nostalgi end noget reelt. Det indså jeg lige pludselig. Jeg tror ikke at jeg ville gå med dem under nogen omstændigheder.

Hvilken befrielse at sige farvel til sin nostalgi.