Kære læser
Denne blog videreføres på Kvintessensen.
kærlig hilsen Kristine
Sommeren har været fuld af tvivl og mange andre komplicerede følelser.
Men nu er der faldet ro på, og jeg har også netop taget en beslutning om at holde op med at skrive på Prima Materia.
Det er ikke uden vemod at jeg tager denne beslutning, for bloggen betyder enormt meget for mig – og også noget for mine læsere, og jeg er stolt af den. Jeg synes at den er smuk.
Men alt har sin tid og jeg har brug for at koncentrere min energi og kreativitet om andre projekter. I samme åndedrag har jeg besluttet mig for at tage en pause fra sociale medier og hellige mig andre mennesker på en mere direkte og intim måde.
Een forklaring er en træthed i forhold til at dele ud. En anden forklaring er at jeg genlæste mit essay om ensomhed, og det gik op for mig at jeg selv har kuren mod netop de svære følelser, som jeg var igennem i løbet af sommeren.
Jeg forsegler denne alkymistiske kolbe og stiller den væk, og lader min prima materia flyde over i andre projekter. Det betyder ikke at jeg ikke skriver. Det betyder ikke at jeg ikke simrer, koger, bobler, lever, blot foregår processen i andre kar.
Tak fordi du læste med.
Jeg har følt en stor tvivl de sidste dage angående det at skrive på denne blog, og det at være åben. Jeg har brugt min blog til at skrive om meget svære ting, til at rense ud, til at skabe katarsis.
Jeg ved at det kan virke voldsomt, når man ikke kender mig, og ved at jeg har en temmelig vid båndbredde.
Jeg har skrevet om min glæde, min smerte, og om mystiske ting, som fx alkymi.
Jeg tænker at det er et tveægget sværd. På den ene side, giver det mening for mig at skrive, og det glæder mig hver gang det har givet mening for andre.
Jeg har imidlertid tænkt på om det er for åbent, for meget, for udleverende. Det er ikke fordi jeg vil trække noget af det tilbage. Jeg kan ikke det allerede skrevne tilbage, lige så lidt som jeg kan skrue tiden eller livet tilbage. Omvendt hænger disse tanker også sammen med min frygt om at være “for meget“, og jo jeg har måske været for meget for nogle, men det betyder jo ikke at jeg kan eller skal blive mindre. Ingen skal blive mindre end de er, ingen skal sætte deres lys under en skæppe.
Jeg håber, at det har hjulpet nogle mennesker at læse det jeg har skrevet. Det har hjulpet mig selv at skrive det.
At være i tvivl – man kan være i tvivl om så mange ting. Og jeg er stadig i tvivl – om stort set alt. Men jeg er ikke fortvivlet.
Og et eller andet sted handler det her også om at træde i karakter – at eje sig selv, at tage både lys og skygge hjem. Styrke og smerte. Guldet – og lortet. At bære det selv. Men at dele med andre.
You either walk inside your story and own it, or you stand outside your story and hustle for your worthiness “~Brené Brown
Denne sommer har været som at gå i et minefelt. Gamle dæmoner har vist deres grimme ansigt. Det er som om de alle har været der, med deres sædvanlige historier. Tvivl, frygt, stress, angst. Ikke angst for ikke at være nok – men for at være for meget.
Heldigvis giver jeg ikke efter for deres historier. Men det er fandme en sej omgang denne gang.
Mine venner hjælper. En veninde siger, at jeg ikke kan være for meget for mig selv og dem, der der holder af mig, og en anden siger, at alt dette her, disse komplekser, dukker op nu, fordi jeg er stærk nok til at klare dem.
Det er både en smerte og en trøst at vide, at det kommer indefra, og at jeg helt klart kan se at det intet har at gøre med andre mennesker. Hvor svært det end kan føles, så kan jeg nu tage 100 % ansvar for historierne selv. Men så er der til gengæld heller ikke nogen vej udenom. Det er mit eget shit, mine egne fortællinger, mine egne overbevisninger, mine egne følelser.
Min egen styrke, værdighed, kompleksitet, tillid.
I alkymien betegner påfuglen et vendepunkt.
Det er hårdt at bryde sindets mønstre fra barndommen. Det er hårdt atter at kæmpe med dæmonerne, men der er også et håb i det.
Håb om, at når jeg er brændt igennem det denne gang er der mere styrke til at forfølge drømmene, håb om at kærlighed og kreativitet ikke behøver at udelukke hinanden, som jeg ofte har troet, håb om at få plads og ro til at skrive, håb om at kunne forbinde mig dybt med andre mennesker, håb om nysgerrighed, glæde og latter – og håb om at det giver mening at følge sit hjerte, at det giver mening at dele det vi isoleret bærer rundt på, at det giver mening at forbinde sig med hinanden.
Alt sammen ved jeg godt, det er sådan jeg lever mit liv. Men nogle gange mister jeg troen og må genfinde den, sammen med håbet.
Kærligheden synes at være en konstant faktor.
Quick now, here, now, always
A condition of complete simplicity
(Costing not less than everything)
And all shall be well
when the tongues of flames are in-folded
Into the crowned knot of fire
And the fire and the rose are one.
Jeg har en af disse dage, hvor jeg er skrøbelig. Jeg føler mig gennemsigtig og er derfor glad for at der ikke er nogen til at se mig lige nu, for jeg føler, at jeg kan ses lige igennem. (Og dog er er måske noget der ser).
En af disse dage, hvor egoet er mere flosset i kanten, og hvor jeg forsøger at være blid mod mig selv og andre.
Jeg læser T.S. Eliot – og erkender hvor gådefuld en tekst Four Quartets er, hvor lidt jeg dog forstår – dog er ordene trøstende, lindrende i deres mystiske skønhed. Det er sandelig sandt, at litteratur er god medicin – mod ensomhed, og for at lære en Selv at kende.
Og dybest set er der også en fred i accepten af hvor lidt jeg forstår. Jeg der som ung troede jeg kunne forstå alt, erkender – i det alt for langsomme tempo hvori modenheden sætter ind – at jeg forstår mindre og mindre med tiden, og at der simpelthen er ting, der ikke kan eller skal forstås. Livet er en gåde.
Jeg lytter til mine indre stemmer og ord, nøje – for ikke at blive offer for det de hvisker – det er så let at tro på deres sandhedsværdi, at falde for deres smiger eller kritik, at blive ledt på afveje af sindets konstante ønske om at gribe efter noget, hvad som helst. Et lille halmstrå, et fragment af sandhed, som ikke er en sandhed, men blot endnu et glimt af illusion.
Men med modenheden kommer der også en ro, en hvile i ikke-viden, ikke-forståelse, selv i usikkerheden. En erkendelse af, at der en anden vej, der er større end mig selv – eller måske blot en lille sti, der ydmygt fører til en anden tilstand. Det bliver muligt, ikke blot at observere sindets small talk, men nu at læne mig ind i stilheden, bag ordene. En stilhed, der udspringer af noget der er større end mig selv – Sjælen, Selvet, Essens eller hvad vi vælger at kalde det. At hengive mig til dette større på denne søndag morgen. At have tillid til og at acceptere, at denne stilhed ikke blot er i mig, men om slutter mig med en enkelhed, der på en og samme tid fordrer at jeg ofrer alt – og samtidig i sig selv er Alt.
Det, der skal ofres er identifikationerne, ambitionerne, prætentionerne, intentionerne, refleksionerne, konstruktionerne om før og efter, datid og fremtid. Det er et offer, der på en gang fordres, men samtidigt er umuligt – for jeg – vi – kan ikke være i verden, og være for Andre, hvis ikke jeg samtidig erkender dette spin(d) som virkelighed. At acceptere hengivelse til illusionen som virkelighed, for at kunne eksistere – mindre skrøbelig, stærkere, klarere – i verden.
Desuagtet, at virkeligheden er noget Andet end det, større end det, gennemtrængende illusionen om virkelighed. Forholdet mellem illusionen om virkelighed og virkeligheden selv er billedligt som Moebius sløjfen, hvor det indvendige og det udvendige er identisk. Vi ønsker at opfatte det som to forskellige ting, men det kan ikke adskilles. “One – but not the same”. Paradokset er til at føle på, og det undslipper det såkaldt rationelle sinds stræben efter vished.
Og dermed er det – erkender jeg igen – futilt at sætte ord på, omend det er det skribenter som jeg gør, fordi det er det eneste jeg kan gøre – det er det, der giver mening at gøre i verden for mig. Men dybest set er erkendelsen uden ord. Forståelse undslipper forsøg på at forstå. Den er eller den er ikke.
Det er det jeg kalder gnosis, en intuitiv viden hinsides ord.
Disse mine skrevne ord er blot illusion, men den eneste måde, jeg lige nu kan kommunikere på. For nogle vil de være uforståelige, for andre vil de være overflødige. Og jeg forsætter egentlig bare i et spor, i en tradition, der gennem ord og i løbet af flere århundreder, brudt og ubrudt, peger på noget andet – en virkelighed bag virkeligheden, som ikke kan beskrives med ord, hvilket gør hele projektet i bedste fald paradoksalt, i værste fald problematisk.
Ord er skrøbelige – og det er jeg også. I dag.
I morgen er jeg noget andet, og det er ordene også.
Do I answer to your presence / your statement / your question /
Do I?
Do I respect your stillness / your solitude / your strength /
Do I?
Do I abide with your imagination / your dream / your nature /
Do I?
Do I rest in your heart / your courage / your wisdom /
Do I?
Do I comfort your soul / your wound / your longing /
Do I?
Do I offer you my sweetness / my softness / my sensuality /
Do I?
Do I meet you halfway at the entrance to your room / your sanctuary / your shrine /
Do I?
Do you welcome me / embrace me / include me /
Do you unlock me?
Do you?
I cut like
Diamond on glass
Knife in flesh
Fire on wood
Acid in blood
Stone on bone
Needle in vein
Kiss on skin
I am cut
Open
Dove descending
Snake ascending
I am cut
Off
Isolated, fragile
Embraced by sorrow
Cold as icy water
Drowned in earth
Darkness illuminated
I am cut
Wide and wild
My heart ablazed
Burned to ashes
I cut like
Wings in air
Phoenix rising.
“When the amount is right the end result is growth. Love demands that we nurture and give what is needed – not to much and not too little. Love can not be forced on someone; true love is to what is needed, to nurture, to create strenght and to allow for growth.” Robert Place.
Jeg har altid været god til at forkæle mig selv. Det er vigtigt. Det er derfor at jeg skriver om den mad, jeg spiser, hvad enten det er bagte jordbær med fløde eller ørredsalat.
Det er derfor jeg er optaget af nydelse, hvile, stilhed, litteratur, spadsereture og gode, dybe samtaler med folk, jeg holder af – 1:1.
For jeg kan tydeligt mærke, at mit fokus er anderledes nu end tidligere når det kommer til selvforkælelse. Det handler nu ikke kun om at forkæle mig selv, fx i forhold til nyt makeup, tøj, bøger etc. Det handler ikke om at lægge til, men at trække fra.
Less is more.
Og selvom jeg altid sætter en ære i at gøre mig så smuk, som jeg kan – er reglen nu K.I.S.S. – keep it simple, sweetie.
At relatere dybt og leve enkelt.
Nu, hvor jeg føler mig (mere) hel, er mit formål at nære sjælen. At nære sjælen ved at nære kroppen og dyrke det sanselige, nærværet, samtalen, øjenkontakten, latteren, berøringen, pausen.
At mærke kroppen og røre sjælen. At være sammen med mennesker, der gør mig godt. Og ikke mindst ønsket om at gøre andre godt. At nære min sjæl ved at nære andre.
Det væsentlige er ikke min sjæl – for dybest set er det ikke mig der har den, men den, der har mig – men at dyrke sjæl – sammen med den Anden – hvad enten denne er en ven eller veninde – eller en potentiel mand/kæreste, når dét kommer til udfoldelse i mit liv.
When I find myself in times of trouble
Mother Mary comes to me
Speaking words of wisdom, let it be
Det var de ord, der blev hvisket mig i øret her til morgen.
Lige nu føler jeg, at hun hvisker til mig, at jeg skal slippe mine ønsker og lade livet udfolde sig stille, roligt og rytmisk af sig selv. Let it be. Så vil tingene finde deres egen form, deres hvile.
Vi behøver ikke at være belastede eller at have problemer for at finde næring i de visdomsord, at lade tingene være som de nu er – let it be. Uanset hvordan vi har det, er det godt at have Jomfru Marias stemme i øret. Hun vil hjælpe os.
De religiøse skikkelser kan ses som symboler, på lige fod med symbolerne selv. Maria er et symbol på samme vis som Gralen, og vi har – som mennesker – brug for symboler, selvom vi har glemt dette. Et symbol er en bærer af eller beholder for sjælelig energi, som vi har brug for, fordi vi er mennesker og vi har brug for at at have sjælen med i livet. Også selvom vi ikke er religiøse i gængs forstand.
Mennesket er et symbolsk dyr.
Metaforisk kan vi se på symboler som sjælens batterier, som hvis vi tillader dem at fungere i os er kilder til kreativ og kærlig energi. Noget som vi bærer i os, og derfor løber vi ikke tør, eller bliver for afhængige af at blive ladet op i det ydre.
Et af de store problemer med reformationen er at med den forsvandt Maria som en væsentligt bærer af sjælelig energi i den protestantiske kirke, og dermed mistede vi som kultur en stor kilde til omsorg, kærlighed, moderlighed.
I vesten har vi (haft) symbolerne, men vi har på en eller anden måde formået at glemme dem, at forvise dem, at udtørre dem, og dermed har vi givet køb på vores sjæl. I det 20. århundrede begyndte vi at søge mod østen, men det er som at gå over åen efter vand. Det er ikke nødvendigt, vi har – eller havde – kilderne – fx i alkymiens og den kristne mystiks symboler.
Ærer vi Marias symbolske betydning, hendes energi, lytter vi til hendes stemme i stilheden – som jeg nu gør på denne gråvejrsmorgen – har vi en kilde i os, til blidhed, håb, glæde.
Et rum vi kan bære med os.