Tag: stilhed

Skrøbelig

Quick now, here, now, always
A condition of complete simplicity
(Costing not less than everything)
And all shall be well
when the tongues of flames are in-folded
Into the crowned knot of fire
And the fire and the rose are one.

Jeg har en af disse dage, hvor jeg er skrøbelig. Jeg føler mig gennemsigtig og er derfor glad for at der ikke er nogen til at se mig lige nu, for jeg føler, at jeg kan ses lige igennem. (Og dog er er måske noget der ser).

En af disse dage, hvor egoet er mere flosset i kanten, og hvor jeg forsøger at være blid mod mig selv og andre.

Jeg læser T.S. Eliot – og erkender hvor gådefuld en tekst Four Quartets er, hvor lidt jeg dog forstår – dog er ordene trøstende, lindrende i deres mystiske skønhed. Det er sandelig sandt, at litteratur er god medicin – mod ensomhed, og for at lære en Selv at kende.

Og dybest set er der også en fred i accepten af hvor lidt jeg forstår. Jeg der som ung troede jeg kunne forstå alt, erkender – i det alt for langsomme tempo hvori modenheden sætter ind – at jeg forstår mindre og mindre med tiden, og at der simpelthen er ting, der ikke kan eller skal forstås. Livet er en gåde.

Jeg lytter til mine indre stemmer og ord, nøje – for ikke at blive offer for det de hvisker – det er så let at tro på deres sandhedsværdi, at falde for deres smiger eller kritik, at blive ledt på afveje af sindets konstante ønske om at gribe efter noget, hvad som helst. Et lille halmstrå, et fragment af sandhed, som ikke er en sandhed, men blot endnu et glimt af illusion.

Men med modenheden kommer der også en ro, en hvile i ikke-viden, ikke-forståelse, selv i usikkerheden. En erkendelse af, at der en anden vej, der er større end mig selv – eller måske blot en lille sti, der ydmygt fører til en anden tilstand. Det bliver muligt, ikke blot at observere sindets small talk, men nu at læne mig ind i stilheden, bag ordene. En stilhed, der udspringer af noget der er større end mig selv – Sjælen, Selvet, Essens eller hvad vi vælger at kalde det. At hengive mig til dette større på denne søndag morgen. At have tillid til og at acceptere, at denne stilhed ikke blot er  i mig, men om slutter mig med en enkelhed, der på en og samme tid fordrer at jeg ofrer alt – og samtidig i sig selv er Alt.

Det, der skal ofres er identifikationerne, ambitionerne, prætentionerne, intentionerne, refleksionerne, konstruktionerne om før og efter, datid og fremtid. Det er et offer, der på en gang fordres, men samtidigt er umuligt – for jeg – vi – kan ikke være i verden, og være for Andre, hvis ikke jeg samtidig erkender dette spin(d) som virkelighed. At acceptere hengivelse til illusionen som virkelighed, for at kunne eksistere – mindre skrøbelig, stærkere, klarere – i verden.

Desuagtet, at virkeligheden er noget Andet end det, større end det, gennemtrængende illusionen om virkelighed. Forholdet mellem illusionen om virkelighed og virkeligheden selv er billedligt som Moebius sløjfen, hvor det indvendige og det udvendige er identisk. Vi ønsker at opfatte det som to forskellige ting, men det kan ikke adskilles. “One – but not the same”. Paradokset er til at føle på, og det undslipper det såkaldt rationelle sinds stræben efter vished.

Og dermed er det – erkender jeg igen – futilt at sætte ord på, omend det er det skribenter som jeg gør, fordi det er det eneste jeg kan gøre – det er det, der giver mening at gøre i verden for mig. Men dybest set er erkendelsen uden ord. Forståelse undslipper forsøg på at forstå. Den er eller den er ikke.

Det er det jeg kalder gnosis, en intuitiv viden hinsides ord.

Disse mine skrevne ord er blot illusion, men den eneste måde, jeg lige nu kan kommunikere på. For nogle vil de være uforståelige, for andre vil de være overflødige. Og jeg forsætter egentlig bare i et spor, i en tradition, der gennem ord og i løbet af flere århundreder, brudt og ubrudt, peger på noget andet – en virkelighed bag virkeligheden, som ikke kan beskrives med ord, hvilket gør hele projektet i bedste fald paradoksalt, i værste fald problematisk.

Ord er skrøbelige – og det er jeg også. I dag.

I morgen er jeg noget andet, og det er ordene også.

Tid

“Alting har en tid
for alt hvad der sker under himlen,
er der et tidspunkt …”

Jeg elsker disse sommermorgener, hvor jeg vågner tidligt og alt er stille. Jeg elsker at vågne i mit eget tempo. Sætte kaffe over, lytte til vandet der koger, nusse katten, se på træet udenfor med de hvide blomster.

Tid er som et træ, organisk

Finde min egen rytme, mærke sangen i blodet, ikke have travlt. Være i ét med tiden.

Teksten ovenfor er skrevet for omkring 3000 år siden, muligvis af Kong Salomo, og det indeholder en tidløs visdom. Accepten af at alt har sin tid; en tid til at elske, en tid til at hade, en tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede, en tid til at opsøge, en tid til at miste, en tid til at tie, en tid til at tale …

I vore tider har vi glemt dette. Vi har glemt tidens rytmiske, cykliske, natur til fordel for en lineær tid, hvor alt peger frem mod noget andet. Og vi bruger det meste af vores tid nu på at kontrollere et udfald, som vi alligevel ikke har kontrol over – for alt har sin tid. 

Vi glemmer at alt er foranderligt. At tid er som vand i en si. Den løber igennem os.

I den østerlandske, taoistiske forståelse går tiden ikke, den kommer imod os, som en stor bølge, og spådomsoraklet I Ching fortæller om tidens kvalitet, ikke om tidens kvantitet. Og vi ved jo godt, at vores fornemmelse af tid er mærkbart anderledes afhængigt af hvordan vi har det og hvordan vi bruger tiden.

Selvom det er netop er misvisende at sige, at vi bruger tiden. Måske er det snarere den der bruger os?

Jeg ser ud af vinduet, på det hvide træ, drikker min stærke kaffe med fløde, flyder ind i tiden, ud igen. lader tankerne vandre, siger tyst farvel til, det der har været og åbner for det, der skal komme. Lukker en bog og åbner en anden. Forsegler en kolbe og sætter den på hylden.

Jeg blander en ny eliksir, og lader den simre stille over en sagte ild.

Det er en ny tid for mig.

Stilhed

“Love, and be silent” Cordelia, King Lear

Stilhed er kolben, hvori kærligheden opbevares indtil den er klar.

Det er ikke så meget kærlighed, som væren. At blive den jeg er, hel.

Kærligheden kan ikke præsteres eller bydes ind med, den er blot, hinsides ord, et udspring af denne væren.

Stilhed er en cirkel, jeg slår om mig selv for at samle kraft. I stilheden, ikke i besværgelsen findes magien.

mandorla

Stilheden er en mandorla, den mandelformede mandala, der skabes når to cirkler overlapper; frihed og ensomhed. Dér, i  spændingsfeltet, findes stilheden.

En vibrerende tone der ikke kan høres. Men Er.

Stille.

Bægeret er fyldt

“Someone fills the cup in front of us: We taste only sacredness.” Rumi

Jeg er blevet utroligt sensitiv overfor berøringer – mere end hidtil.

Min teori er, at jeg efter at være blevet klar og sober, fungerer på en anden frekvens. At jeg mærker alt mere intenst.

circe-invidiosa

Eller måske er sandheden, at jeg nu tør mærke verden.

Jeg kan i mindre grad tåle input af sansemæssig art. Måske betyder det at jeg ofte er alene, og sjældent bliver rørt ved, at berøringer er mere intense, når de forekommer, at der ikke skal så meget til før jeg er fyldt op, sanseligt, følelsesmæssigt og mentalt.

Jeg er blevet bedre til at lade mig guide af min intuition alene, og vide, hvornår nok er nok.

Hvornår jeg skal flyde med, og hvornår jeg skal stoppe. Alt skal doseres nøje, og simre stille.

Det er lidt som om at et lag hud er faldet af, men jeg føler mig ikke mere hudløs, snarere stærkere. Som en slange, der smider hammen.

Der skal ikke så meget til for at slå en tone an.

Ensomheden skaber denne vibration, og jeg er langsomt ved at tømme bægeret,

Jeg er langsomt ved at lære mig selv ikke at fylde det igen, langsomt ved at lære mig selv ikke at lade det flyde over, men måske blot blive halvt fyldt. Det er nok.

Den mindste dråbe kan være intens som tusinde kilder.

Det er en bodsgang, en proces, en stilhed.

Eros og Individuation

“This is the reason why such people always fall in love with those who don’t love them in return. It is in order to prevent the erotic experience, because such an experience would alienate the person from her secret purpose, which, at least for the time being, is individuation.”

I lyset af skismaet mellem Logos & Eros, mellem erkendelse og erfaring, kom jeg til at tænke på, om der også er et skisma mellem kreativitet og kærlighed?

For lidt over et år siden fandt jeg det ovenstående citat af Jung. Skulle jeg have lyttet mere intenst. Men nej, der ligger en skønhed i al erfaring, i al levet liv, i alle forsøg på at relatere.

Gnisten tændes og dramaet starter. Det er en teleologisk drift mod individuation. For nogle mennesker vil udviklingen mod Selvet foregå i parforholdet, i relationen, mens den for andre vil foregå udenfor – i en følelse af ensomhed, af isolation, fordi det er her, vi radikalt tvinges til at se os selv – og dæmonerne i øjnene?

Er der således et skisma mellem realisation af kærlighed og realisation af kreativitet for nogle typer af mennesker? Eller, for at formulere det på en anden måde: Måske ligger individuationsmuligheden for nogle i kærligheden og for andre i kreativiteten?

eva

Til den kvindelige individuation hører at tage en bid af æblet,
ført af slangen, visdommen uhyre.

Den frustrerede kærlighed og lyst er i alkymien et tema, der fx udtrykkes i billedet med den brændende ulv. Vores længsler skal frustreres, og renses i ilden. Passionen løftes fra et niveau til et andet.

Min veninde rådede mig til at rette min Animusenergi mod et nystartet projekt (eller to) – og det vil jeg gøre. Måske udelukker mit ønske om at skabe Eros, og sjæl, i en bredere forstand muligheden for at skabe Eros med ét menneske, selvom dette også er et dybt ønske i mig?

Måske er der en dybere mening med passionen i den uforløste kærlighed: Den skal forløses i kreativitet.

Og det fordrer stilhed, ensomhed, dybde.

Ensomhed

I sin dejlige lille bog Den Himmelske Vej, skriver Lars Muhl om ensomhed. Det vækker genklang hos mig, der hvor jeg er nu.

For Muhl er ensomhed en indstilling, som er uundgåelig, hvis man har valgt at træde uden for overfladen og larmen. Ensomheden kan være angstprovokerende og uudholdelig til at starte med.

Men den er

Et nødvendigt frirum, man frygtløst må gå ind i for at kunne gøre sig til et med alt. Ensomheden er ikke et mål i sig selv, men et middel, der tjener et overordnet formål. I ensomhed opleves først altings modsætning. Vi får øje på vores egen lidenhed.

Det vækker associationer til Jung, der mente at vi i individuationen både må erkende vores særegenhed og vores lighed, og dermed fællesskab, med alle andre.

I ensomheden er vi både helt os selv og helt ydmyge.

Og det er i denne ydmyghed at vi gennem ensomheden kan møde det større, ved at tømme os selv i stilhed, tømme bægeret for det, der fylder eller hidtil har fyldt.

Måske er det utopisk at forestille sig en fuldstændig stilhed, en fuldstændig afsondret ensomhed i det moderne samfund. Men det er netop derfor, tror jeg, gavnligt for sjælen at opsøge den tilstand fra tid til anden.

Bølger

Jeg elsker lyden af bølger, der slår ind imod en strand.

Uanset om stranden er på en ø i Thailand eller i Tisvilde. Det er lyd så evig og tidsløs, at den er balsam for enhver sjæl, der søger lise og lindring.

IMG_6840

Jeg elsker idéen om tid som en bølge, der kommer imod os, istedet for som noget der går fra os, som dyrebare dryp i et timeglas.  I I Ching – det gamle taoistiske spådomssystem – var det netop billedet; tiden som en bølge der kommer imod os, og som vi ved hjælp af røllikestilke eller mønter kan forudse og tolke – dersom vi har de poetiske, intuitive evner, der skal til.

Jeg ser nu mit eget liv som en spiralbevægelse af evig forandring og forvandling, men også med et genkendeligt mønster af bølger, der løber op på stranden og bølger der løber tilbage i havet. En kontinuerlig strømmen af indfoldelse og udfoldelse, sammentrækning og udstrækning.

Og lige nu er jeg i en fase af eftertænksom, rolig indadvendthed. Som jeg også var i vinteren for 2 år siden, som om min “cyklus” er 2-årig. I visheden om at intet af det jeg har brug for eller lyst til er “derude”.

Jeg føler ro, soberhed, ja nærmest en form for jomfruelig kyskhed – i den forstand at jomfruelig i nogle kulturelle sammenhænge associerer til uafhængighed. I det gamle Rom var det vestalinderne, der passede den vestalske ild, i det gamle Grækenland var det Hestia, der passede arnens ild.

Ilden, der i moderne tider kan ses som den indre glød, den stille flamme i mørket; kreativitet og kærlighed. Og det er, tænker jeg, opgaven nu.

Her kan jeg heller ikke lade være med at bemærke at hearth (arne) og heart på engelsk næsten er det samme ord.

Arnen er hjemmets hjerte.

Længslen har fundet hjem. Den sidder som en fugl på standen, med vingerne beskyttende om kroppen, ventende og hvilende. Men hvem ved, en dag vil den slå vingerne ud igen og søge ud, flyve ud over havet mod solen.

Men måske flyver den ud mod noget andet end hidtil? Det er som om at længslen søger i et dybere lag for hver gang den hviler.

Men nu sidder den her, på stranden, og lytter til bølgernes brusen. Stille.

Dybere

I tomheden finder vi døren. Døren fører til fordybelse.

Muligheden for at nå dybere. Dybere ind, dybere ned, dybere op, dybere ud.

Døren kan være alt. Eller intet.

Lader vi tomhed være tomhed, uden frygt, uden modstand, uden at give efter for trangen til at fylde bægeret igen, sker der det magiske at det fyldes op af sig selv – men stille, tyst, næsten umærkeligt og ikke målbart.

Sjælen fylder selv sit bæger. Sjælen hvisker til os når vi er parate, når den er klar over, at vi lytter. At nu lytter vi.

I weekenden gik jeg tur med min veninde i skoven.

Jeg oplevede at skoven var levende, vibrerende, bevægelig – besjælet. At den hviskede til mig om sin magi. At den blidt legende pustede blade i kaskader fra træerne, i et frit fald, som vi alle oplever det før eller siden. At solen sang i træerne, og lyste skoven op.

Det forankrede mig i en følelse, som jeg ikke har mærket længe, at krop og sjæl blev ét, og at kroppen igen blev sjælens bolig, som det altid var meningen den skulle være.

En følelse af ro, tyngde og rummelighed, og af bevægelse, sitrende liv, en følelse af at cellerne danser i kroppen, og at der egentlig ikke er en adskillelse mellem mig og skoven.

Kroppen blev det tomme bæger, hvori sjælen kan begynde at brænde med sin stille ild.

Skoven var døren.

skov

Konkylie

Stilheden er havets
brusende susen.
Jeg er nu en konkylie.

Jeg hører en brusende susen i mit venstre øre. Jeg har fået tinnitus som følge af medfødt arveligt høretab. Det betyder dels, at jeg faktisk ikke hører så godt, som jeg troede, dels at jeg altså har denne susende lyd i mit øre, mest det venstre, men også tiltider det højre, og nogle gange diffust – “inde i hovedet”.

Det værste er tabet af stilhed.

Det kommer nok til at tage et stykke tid for mig at acceptere, at stilheden nu er en brusen. Men samtidig må jeg vænne mig til at denne lyd nu er en del af mig selv, og at der trods alt – og heldigvis – ikke er tale om en hyletone.

Men lyden bliver skarpere og mere markant når jeg er træt eller stresset. Derfor må jeg arbejde på  indre ro. Kan jeg ikke få stilhed, må jeg forsøge at finde og skabe ro i mig selv, i sindet.

Jeg har før skrevet om ro som en værdi eller et fokuspunkt. Og jeg må også erkende, at mit temperament ofte forhindrer mig i at finde den ro, men nu kan jeg se at det er virkeligt nødvendigt for mig at finde en indre ro, der gør mig i stand til at forholde mig til denne summen. Jeg må simpelthen finde roen inde i mig selv, i sindet og i kroppen, i stedet for i det ydre. Og det er faktisk en udfordring.

Denne konkylie ser nu ikke rolig ud –
snarere lidt vild – og temperamentsfuld …

Det er så her metaforer og symboler kommer mig til hjælp. Selvom rejsen mod indre ro og krop/sind balance er intuitiv og ordløs, så det at bruge sproget, og se mig selv som en konkylie, og at skrive et digt, giver en lindring og accept.