bølger Arkiv ~ Prima Materia

Guru

“Everything in the universe is within you. Ask all from yourself.” Rumi

En guru er den der viser dig lyset. Det betyder “mod lyset”.

En guru behøver ikke at være en vis mand eller kvinde i lotusstilling. Nogle såkaldte “guruer” har det med at blive frygteligt inflaterede af deres gurustatus. En guru-figur er ofte et almindeligt menneske på hvem, der projiceres en masse lys. De færreste kan bære dette uden at blive inflaterede.

Din guru er den person du møder på din vej, som lærer dig noget væsentligt om dig selv, og dermed illuminerer dit indre mørke. Dette foregår ofte gennem smerte og konflikt.

Det kan være en person, der vækker din vrede, en person der trigger et kompleks, en person, i hvis hænder du lægger dit guld, en person du bliver forelsket i. Veninden, der siger fra, kollegaen, der irriterer dig, den sidste hjerteknuser.

Når vi trækker guldet eller mørket tilbage og tager ansvar for det – og ikke mindst tager vare på det indhold vi hældte over i en anden, så får vi mulighed for at blive en smule stærkere, en smule mere hele, en smule viisere.

Det er en vej mod oplysning, ét skridt, én erkendelse ad gangen. Rom blev ikke bygget på én dag. Livet har lært mig, at nogle mennesker er konstante i ens liv. Andre mennesker er forbipasserende.

Alle skyller hen over dig som vand over en klippe. Nogle bølger bliver ved med at skylle. De gør forskelligt indtryk, efterlader forskellige indtryk og aftryk. Men de betyder alle sammen noget.

bølge
De sætter sig spor.

Livet er spiralisk, evigt foranderligt. Relationer ophører, forandres eller genoptages i nye konstellationer.

Elsk de mennesker, der bliver guruer på din vej. Elsk dem for det, de gav dig mulighed for at forstå om dig selv. Og elsk dem for det de er i dem selv. Og ønsk dem god vind og gode bølger.

At åbne og at lukke

As I open the blinds in my mind,
I’m believing that you could stay

Er det muligt at være sødmefuld og mystisk på samme tid? En ven beskrev det som at være åben og lukket, og spurgte om de to tilstande ikke udelukker hinanden?

Jeg tror, at jeg har brug for skiftet, for at kunne snart det ene, snart det andet.

Jeg kommer i møde, for så at trække mig tilbage i en langsomt rullende bevægelse som bølgerne på stranden, Nogle gange er det muligt at være totalt åben, og nogle gange er det nødvendigt at lukke af. At kaste sløret, for derefter at tilsløre mig igen. At sænke garderne og hæve dem igen. At hengive mig, for så igen at være reserveret, ene.

En veninde så det i mig første gang, hun mødte mig i det virkelige liv. Hun aflæste mig i et nanosekund på trods af mit forsøg på at skjule mig, min sårbarhed.

Tulipaner lukker sig sødmefuldt om sig selv,
når det bliver mørkt.

Jeg kom til at tænke på det lukkede som det dæmoniske og det åbne som kærlighed.

Men er det lukkede nødvendigvis dæmonisk? Det kan være det. Kierkegaard definerer det dæmoniske som individets selvvalgte indesluttethed. Men i andre sammenhænge kan det at lukke jo være en nødvendighed. At sætte en grænse, at definere, at erklære et territorium. Verden kan forstås i kraft af vores kategorier og den måde vi afgrænser gennem sprog og handlen. Og anvender magt på utallige subtile og mindre subtile måder.

I alkymien er kolben et centralt symbol, idet den er den form i hvilken den alkymistiske proces finder sted. Kolben skal være og holdes forseglet, hvis processen skal virke. Intimitet mellem to mennesker eksisterer i kraft af at skabe et rum for de to. Terapien fordrer det lukkede terapeutiske rum, og kreativiteten det kreative rum; Eget værelse, som Virgina Woolf krævede det på kvinders vegne.

For at blive os Selv, må vi have et sted, hvor vi kan skabe os. Så at sige.

Og så igen, for at blive os Selv er det nødvendigt at åbne os mod andre, at relatere, at trodse tvivlen og angsten for den smerte der kan ligge i åbenheden, muligheden for at blive såret.

Jeg tror at de udelukker hinanden. Det er ikke muligt at opretholde åbenhed og lukkethed på samme tid. Men det er, som med så meget andet, en evigt skiftende, kaleidoskopisk bevægelse.

Bølger

Jeg elsker lyden af bølger, der slår ind imod en strand.

Uanset om stranden er på en ø i Thailand eller i Tisvilde. Det er lyd så evig og tidsløs, at den er balsam for enhver sjæl, der søger lise og lindring.

Jeg elsker idéen om tid som en bølge, der kommer imod os, istedet for som noget der går fra os, som dyrebare dryp i et timeglas. I I Ching – det gamle taoistiske spådomssystem – var det netop billedet; tiden som en bølge der kommer imod os, og som vi ved hjælp af røllikestilke eller mønter kan forudse og tolke – dersom vi har de poetiske, intuitive evner, der skal til.

Jeg ser nu mit eget liv som en spiralbevægelse af evig forandring og forvandling, men også med et genkendeligt mønster af bølger, der løber op på stranden og bølger der løber tilbage i havet. En kontinuerlig strømmen af indfoldelse og udfoldelse, sammentrækning og udstrækning.

Og lige nu er jeg i en fase af eftertænksom, rolig indadvendthed. Som jeg også var i vinteren for 2 år siden, som om min “cyklus” er 2-årig. I visheden om at intet af det jeg har brug for eller lyst til er “derude”.

Jeg føler ro, soberhed, ja nærmest en form for jomfruelig kyskhed – i den forstand at jomfruelig i nogle kulturelle sammenhænge associerer til uafhængighed. I det gamle Rom var det vestalinderne, der passede den vestalske ild, i det gamle Grækenland var det Hestia, der passede arnens ild.

Ilden, der i moderne tider kan ses som den indre glød, den stille flamme i mørket; kreativitet og kærlighed. Og det er, tænker jeg, opgaven nu.

Her kan jeg heller ikke lade være med at bemærke at hearth (arne) og heart på engelsk næsten er det samme ord.

Arnen er hjemmets hjerte.

Længslen har fundet hjem. Den sidder som en fugl på standen, med vingerne beskyttende om kroppen, ventende og hvilende. Men hvem ved, en dag vil den slå vingerne ud igen og søge ud, flyve ud over havet mod solen.

Men måske flyver den ud mod noget andet end hidtil? Det er som om at længslen søger i et dybere lag for hver gang den hviler.

Men nu sidder den her, på stranden, og lytter til bølgernes brusen. Stille.