cyklus Arkiv ~ Prima Materia

Bølger

Jeg elsker lyden af bølger, der slår ind imod en strand.

Uanset om stranden er på en ø i Thailand eller i Tisvilde. Det er lyd så evig og tidsløs, at den er balsam for enhver sjæl, der søger lise og lindring.

Jeg elsker idéen om tid som en bølge, der kommer imod os, istedet for som noget der går fra os, som dyrebare dryp i et timeglas. I I Ching – det gamle taoistiske spådomssystem – var det netop billedet; tiden som en bølge der kommer imod os, og som vi ved hjælp af røllikestilke eller mønter kan forudse og tolke – dersom vi har de poetiske, intuitive evner, der skal til.

Jeg ser nu mit eget liv som en spiralbevægelse af evig forandring og forvandling, men også med et genkendeligt mønster af bølger, der løber op på stranden og bølger der løber tilbage i havet. En kontinuerlig strømmen af indfoldelse og udfoldelse, sammentrækning og udstrækning.

Og lige nu er jeg i en fase af eftertænksom, rolig indadvendthed. Som jeg også var i vinteren for 2 år siden, som om min “cyklus” er 2-årig. I visheden om at intet af det jeg har brug for eller lyst til er “derude”.

Jeg føler ro, soberhed, ja nærmest en form for jomfruelig kyskhed – i den forstand at jomfruelig i nogle kulturelle sammenhænge associerer til uafhængighed. I det gamle Rom var det vestalinderne, der passede den vestalske ild, i det gamle Grækenland var det Hestia, der passede arnens ild.

Ilden, der i moderne tider kan ses som den indre glød, den stille flamme i mørket; kreativitet og kærlighed. Og det er, tænker jeg, opgaven nu.

Her kan jeg heller ikke lade være med at bemærke at hearth (arne) og heart på engelsk næsten er det samme ord.

Arnen er hjemmets hjerte.

Længslen har fundet hjem. Den sidder som en fugl på standen, med vingerne beskyttende om kroppen, ventende og hvilende. Men hvem ved, en dag vil den slå vingerne ud igen og søge ud, flyve ud over havet mod solen.

Men måske flyver den ud mod noget andet end hidtil? Det er som om at længslen søger i et dybere lag for hver gang den hviler.

Men nu sidder den her, på stranden, og lytter til bølgernes brusen. Stille.

Lys

Egentlig tænker jeg mest på julen som en lysets fest. En lysets fest på det tidspunkt af året, hvor mørket er dybest og mest gennemtrængende. Men hvor cyklus vender og vi går mod lysere og mildere tider, og giver mulighed for spirituel fornyelse.

stearinlys

Vi fejrer tilbagevendingen af lyset, og vi gør det ved at tænde lys i mørket. Både i form af stearinlys, der brænder i vintermørket og bringer varme, og i form af det lys, vi tænder i hjertet og sindet, mens vi tålmodigt venter på at lyset – naturens lys – vender tilbage.

Opstandelse

Påskedag.

Af en eller anden grund ringer vækkeuret klokken 6.30 og Tristan er vågen med det samme. Dah dah siger han muntert fra sin seng. Det må da være en fejl. Det lykkedes at holde ham hen til klokken 7 og så står vi alle sammen op. For jeg kan høre at Elisabeth nu er vågen. Så det bliver en tidlig påskemorgen, som så mange andre i en børnefamilie. Vi drikker kaffe og børnene får deres påskeæg/lego.

Jeg ligger i min halvsovende tilstand mellem klokken 6.30 og 7 og filosoferer over, hvad det er for en dag. Jesu genopstandelse fra døden. Kristendommens centrale dogme. Som jeg ikke tror på. Jeg kan ikke tro på kødets opstandelse. Jeg tror at “kødet” eller den fysiske krop, materien, indgår i det store kredsløb af liv, død, nyt liv etc. Jeg tror ikke på kødets opstandelse, det evige liv, dommedag – eller syndsbegrebet. Især det med arvesynd, finder jeg noget problematisk. For at sige det mildt.

Med andre ord er jeg ikke kristen. Hvis der er noget der genopstår er det sjælen – eller måske blot en gnist af sjælen, der går videre i en ny form. Den split af min sjæl, der er evig genopstår i nye former, nye liv, ny bevidstheder, for om en evighed at genforenes med “Det guddommelige”. Det uudsigelige, ubegribelige.

Jeg tror såmænd ikke, at det er “mig” eller “mit” ego, der nødvendigvis går videre. Jeg er ikke sikker på det med reinkarnation – i det mindste er det ikke mig, der reinkarneres eller genopstår – men sjæl eller bevidsthed i en ny form, opbygget af andre atomer og bestående af andre energier.

Så jeg ser mig som en slags ny-gnostiker. Eller rettere; når man taler om disse ting nuomstunder skal prefikset “ny” klistres på alt muligt. Ny-spriritualitet, ny-mysticisme, etc. På den måde vil jeg give Lars Muhl ret; i virkeligheden er der tale om ældgammel spirituel viden eller visdom, der ligger forud for kristendommen og andre religioner. Så lad os bare kalde det Gnosis eller Gnosticisme.

Selvom jeg ikke er kristen, så kan jeg godt lide ideen om (gen)opstandelse i en videre kontekst. Den cykliske idé om liv, død, nyt liv. Fornyelse. Noget af det smukkeste ved påsken er efter min mening ægget som symbol på liv, frugtbarhed, fornyelse, skabelse.

The ancient symbol of the Orphic Mysteries was the serpent-entwined egg, which signified Cosmos as encircled by the fiery Creative Spirit. The egg also represents the soul of the philosopher; the serpent, the Mysteries. At the time of initiation the shell is broke. and man emerges from the embryonic state of physical existence wherein he had remained through the fetal period of philosophic regeneration.” (Manly P. Hall)

Også kaldet Det Alkymistiske Æg:

“During the alchemical process, the subject, Hermetically sealed in the Egg, would go through a symbolic death and rebirth. When the Egg was cracked, a new mystical substance emerged which was an elixir that prolonged life and acted as a catalyst capable of improving any substance that it came in contact with. This substance, called the Philosopher’s Stone, could change lead into gold and change an ordinary person into an enlightened master. One of the symbols for this perfection was the ideal flower — the rose.” Robert M. Place

Og så er det egentlig sjovt at Jesus og Selvet eller Helheden ofte er symboliseret ved netop en rose. Ligesom kærlighed er det. Så for lige at vende tilbage til kristendommen og det kristne budskab: Der er naturligvis mange perler af sandhed og visdom i kristendommen, som der er i andre religioner og spirituelle traditioner. For mig er hjertet i kristendommen budskabet fra Jesus i Bjergprædiken:

“Elsk din næste som dig selv”.

Helt enkelt.