rose Arkiv ~ Prima Materia

Kroppen er den alkymistiske kolbe

Kroppen er bevidsthedens beholder.

Kroppen er den alkymistiske kolbe hvori arbejdet med integration og helhed og bevidsthed finder sted.

” … The Empress represents the alchemical vessel, which nurtures the creation of the philosopher’s stone …” (The Alchemical Tarot Study Group, Aeclectic)

Vi er ikke noget uden en krop, for vi er vores krop. Bevidstheden kan ikke adskilles fra kroppen, men er en del af den; hver celle, hver fiber, hver nerve, hvert feromon, hver erogen zone er et medium, hvorigennem bevidstheden kommunikerer.

(Jeg bør nok lige indskyde, at jeg lige her definerer bevidsthed temmelig bredt – som det engelske mind, der kan betyde flere ting; sind, psyke, bevidsthed.)

Som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg om kroppen, er det noget jeg først nu er begyndt at forstå og værdsætte. Først i en alder af 36 er jeg begyndt – ikke at dyrke min krop – men holde af den, drage omsorg for den og arbejde med og integrere mere sanselighed i min personlighed – det er det som i jungiansk terminologi hedder fornemme- eller sansefunktionen. Konkret bl.a. ved at træne min krop, og ved at blive bedre til at lytte til dens signaler og passe bedre på den.

Jeg kan derfor godt lide metaforen for kroppen – som en alkymistisk kolbe. Som en beholder for de processer, der foregår i os – kropsligt, bevidsthedsmæssigt, spirituelt og sjæleligt. Problemet er i virkeligheden at disse fire adskilles, istedet for at (for)blive integreret, og at noget endog skilles ud fx det kropslige eller det sjælelige.

Det ovenstående tarotkort er endnu et meget smukt og enkelt billede på den alkymistiske kolbe og på integration og de processer, der foregår heri. Kvinden og manden står – som dem de nu er – frie og nøgne. Den alkymistiske rose symboliserer eros og helhed.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Du er selv dit liv

Mit yndlingsdigt er dette af Fernando Pessoa fra De Flygtige Roser af Ricardo Reis (et af Pessoas adskillige aliaser):

“Du skal ikke, Lídia, i rummet opføre
Noget fremtidigt, eller love dig selv
Et i morgen. Tag for dig af i dag, vent ikke.
Du er selv dit liv.
Træf ikke beslutninger, der er ingen fremtid.
Hvem ved om ikke skæbnen mellem bægeret du tømmer
Og det du fylder op igen, har åbnet
Afgrunden for dig?”

Især sætningen Du er selv dit liv, gjorde stort indtryk (og gør det stadig) den første gang, jeg læste digtet. Nogle gange kan en enkelt sætning få det til at løbe én koldt ned ad ryggen – den erfaring har alle læsere – og det gjorde den sætning ved mig.

Sandheden i den er så klar og så enkel. Du – i kød og blod – og den ånd eller bevidsthed – du er i dette nu – er dig. Hverken mere eller mindre. Men det er også meget, når man grunder nærmere over det. Alt det som vi ellers definerer os med (penge, job, interesser, ejendele etc) betyder intet i sammenligning med det liv vi er Her & Nu. Og dét er svimlende alt.

Det er ikke muligt at gribe fat i et i morgen eller i går, for det eksisterer ikke. Tiden, livet, nydelsen er flygtig. Kun nuet, hvor vi oplever nydelse og kærlighed, samt bevidstheden om dette nu, gælder – om det handler hele digtsamlingen.

Men denne ene sætning opsummerer idéen perfekt.

Du er selv dit liv.

Husk det.

Renhed

Er mit hjerte rent? Er dit?

Min blog hedder hjertets renhed, ikke fordi mit hjerte er rent. Og heller ikke fordi jeg vil pudse min glorie, eller noget i den retning. Jeg har vist heller ikke nogen glorie at pudse.

Livet gør os beskidte, giver os erfaring, kaster grus i maskineriet, livet – det at engagere os i livet, betyder at vi begår fejl, at vi lærer af vores fejl, at vi lærer os selv bedre at kende. Vi er mennesker, vi kan ikke undgå at fejle. Måske handler det i virkeligheden om at fejle på nogle stadig mere interessante og kreative måder.

At stræbe efter hjertes renhed er en proces. Livet er en proces, der i sig selv farver vores hjerter. Jeg tror vi fødes med rene hjerter, med tiltro og tillid til verden. Det er også derfor at jeg afviser begrebet arvesynd. På den måde bliver bestræbelsen efter hjertes renhed en modsatrettet proces – eller gør den?

For i virkelheden handler det med hjertets renhed for mig ikke om dydighed eller renhed i moralsk forstand, mere om en renhed, eller enkelhed hvor man kommer ind i et kreativt og inspireret flow, hvor modsætninger, splittelse og tvivl (eller fortvivlelse) ophører. At ville ét. At blive hel.

Alkymisterne ville finde De Vises Sten, Tinkturen, Eliksiren. Forudsætningen var et rent hjerte. Jeg forstår dette som at man kun kan opnå at finde eller skabe de vises sten, hvis man er villig til at overgive sig uforbeholdent til processen, og glemme sig selv og sit ego. Det er den renhed jeg søger. Ikke en vanartet dydighed.

Jeg illustrerer dette indlæg med 3 Sværd fra Place’s Alchemical Tarot. Det handler om at anvende erfaringen og de stik og stød og livet giver på en konstruktiv måde. Ja det er skidesvært, ja det er uretfærdigt og hårdt – livet altså. Og vi møder både glæder og sorger. Men sorgen lutrer os, gør os vise, og den visdom får så rosen til at gro. Bemærk at rosen gror på en stenet grund. Rosen som er kærlighedens og passionens symbol. Og symbolet den Røde Sten. De Vises Sten.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Opstandelse

Påskedag.

Af en eller anden grund ringer vækkeuret klokken 6.30 og Tristan er vågen med det samme. Dah dah siger han muntert fra sin seng. Det må da være en fejl. Det lykkedes at holde ham hen til klokken 7 og så står vi alle sammen op. For jeg kan høre at Elisabeth nu er vågen. Så det bliver en tidlig påskemorgen, som så mange andre i en børnefamilie. Vi drikker kaffe og børnene får deres påskeæg/lego.

Jeg ligger i min halvsovende tilstand mellem klokken 6.30 og 7 og filosoferer over, hvad det er for en dag. Jesu genopstandelse fra døden. Kristendommens centrale dogme. Som jeg ikke tror på. Jeg kan ikke tro på kødets opstandelse. Jeg tror at “kødet” eller den fysiske krop, materien, indgår i det store kredsløb af liv, død, nyt liv etc. Jeg tror ikke på kødets opstandelse, det evige liv, dommedag – eller syndsbegrebet. Især det med arvesynd, finder jeg noget problematisk. For at sige det mildt.

Med andre ord er jeg ikke kristen. Hvis der er noget der genopstår er det sjælen – eller måske blot en gnist af sjælen, der går videre i en ny form. Den split af min sjæl, der er evig genopstår i nye former, nye liv, ny bevidstheder, for om en evighed at genforenes med “Det guddommelige”. Det uudsigelige, ubegribelige.

Jeg tror såmænd ikke, at det er “mig” eller “mit” ego, der nødvendigvis går videre. Jeg er ikke sikker på det med reinkarnation – i det mindste er det ikke mig, der reinkarneres eller genopstår – men sjæl eller bevidsthed i en ny form, opbygget af andre atomer og bestående af andre energier.

Så jeg ser mig som en slags ny-gnostiker. Eller rettere; når man taler om disse ting nuomstunder skal prefikset “ny” klistres på alt muligt. Ny-spriritualitet, ny-mysticisme, etc. På den måde vil jeg give Lars Muhl ret; i virkeligheden er der tale om ældgammel spirituel viden eller visdom, der ligger forud for kristendommen og andre religioner. Så lad os bare kalde det Gnosis eller Gnosticisme.

Selvom jeg ikke er kristen, så kan jeg godt lide ideen om (gen)opstandelse i en videre kontekst. Den cykliske idé om liv, død, nyt liv. Fornyelse. Noget af det smukkeste ved påsken er efter min mening ægget som symbol på liv, frugtbarhed, fornyelse, skabelse.

The ancient symbol of the Orphic Mysteries was the serpent-entwined egg, which signified Cosmos as encircled by the fiery Creative Spirit. The egg also represents the soul of the philosopher; the serpent, the Mysteries. At the time of initiation the shell is broke. and man emerges from the embryonic state of physical existence wherein he had remained through the fetal period of philosophic regeneration.” (Manly P. Hall)

Også kaldet Det Alkymistiske Æg:

“During the alchemical process, the subject, Hermetically sealed in the Egg, would go through a symbolic death and rebirth. When the Egg was cracked, a new mystical substance emerged which was an elixir that prolonged life and acted as a catalyst capable of improving any substance that it came in contact with. This substance, called the Philosopher’s Stone, could change lead into gold and change an ordinary person into an enlightened master. One of the symbols for this perfection was the ideal flower — the rose.” Robert M. Place

Og så er det egentlig sjovt at Jesus og Selvet eller Helheden ofte er symboliseret ved netop en rose. Ligesom kærlighed er det. Så for lige at vende tilbage til kristendommen og det kristne budskab: Der er naturligvis mange perler af sandhed og visdom i kristendommen, som der er i andre religioner og spirituelle traditioner. For mig er hjertet i kristendommen budskabet fra Jesus i Bjergprædiken:

“Elsk din næste som dig selv”.

Helt enkelt.