bevidsthed Arkiv ~ Prima Materia

Kunsten at leve

Jeg afsluttede mit essay om Kunsten at elske med en pointering af, at livet er også det mirakel at være i live og at tage del i livet i alle livets facetter. Kunsten at leve er også en disciplin, og den starter ved at værdsætte selve livet. Og derefter bevidst at vælge, hvad vi vil give opmærksomhed:

The only thing that’s capital-T True is that you get to decide how you’re going to try to see it. You get to consciously decide what has meaning and what doesn’t. You get to decide what to worship.

Livet er et mirakel, bevidsthed er et mirakel, at have et godt helbred og være ved sin forstands fulde brug er et mirakel. Forleden dag kom jeg til at tænke på, hvor tæt jeg er på ikke at være i live – ihvertfald ikke i min nuværende tilstand – fordi jeg er født med en stofskiftelidelse, der kræver at jeg tager medicin hver dag for at kunne fungere.

Og hvor taknemmelig, jeg egentligt er, over at det er muligt – uden at jeg faktisk tænker særligt meget over det i min hverdag.

Der er en masse ting, vi tager for givet i vores hverdag – og det er der ikke noget galt med. Vi må gerne tage ting for givet, uden at vi behøver at være dybt taknemmelige hele tiden. Nogle gange lægger vi mere vægt på og mærke til det, som mangler, end til det som fylder.

Det vigtige er ikke, om vi ser på tilværelsen med taknemmelighed eller ej, eller om vi skiftevis opfatter glasset som værende halvt tømt eller halvt fyldt.

Men om vi gør det med bevidsthed; Om vi har en form for meta-perspektiv på livet og vores levevis.

Der er fx en masse ting i min helt almindelige tilværelse, der kan drille mig i hverdagen. Sagen er bare den, at hvis ikke jeg hver dag kunne tage to små hvide piller, så ville det hele være fuldstændigt ligegyldigt. Det sætter det hele i perspektiv.

Erkendelsen af at jeg faktisk ikke kan tage noget for givet – heller ikke de to små hvide piller – betyder at jeg får mulighed for at standse op og se på livet på en anden og ny måde.

Red or blue? I The Matrix er forskellen mellem viden og illusion
symboliseret af valget mellem den røde og den blå pille,
som Morpheus sætter Neo overfor

Det er det, jeg mener med bevidsthed og perspektiv.

Det er okay at opfatte livet som irriterende og mangelfuldt. At være ærgerlig, ked af det og fortryde ting. Ubehagelige situationer og konflikter vil opstå. Ting bliver væk, eller går itu. Relationer bliver brudt, eller løber ud i sandet. Vi mister mennesker, som vi holder af etc.

Hele forskellen består i, hvordan vi ser på disse ting. Om vi kan træde et skridt tilbage og se det hele, herunder vores egen andel og ansvar i dem udefra, med bevidsthed – istedet for at blive overvældet og identificeret. Istedet for at give andre skylden – eller omvendt tillægge os selv for stort et ansvar og betydning – i forhold til tingenes gang.

Der er to begreber her, som er værd at have in mente:

1. Det indiske begreb for ikke-viden; avidya – som betyder at ikke vide, ikke forstå, ikke se. Det opfatter jeg som værende ikke-bevidsthed eller ubevidsthed – og ikke mindst en manglende vilje til at blive (mere) bevidst. Det er ikke en dyd – og det er bestemt ikke en undskyldning! Selvom det tit anvendes som en undskyldning.

2. Det almindelige begreb interesse – som kommer af det latinske verbum inter-esse; at befinde sig midt i – men som almindeligvis betyder at tillægge noget positiv opmærksomhed.

Og hvis vi kombinerer disse to begreber, kan det hele handle om at være positivt interesseret i, hvordan livet udfolder sig, at tillade sig at blive opslugt, at leve sig ind i noget, at leve med. Og samtidigt kunne se, forstå og vide, hvilken andel, vi selv har i tingene. At kunne træde et skridt tilbage, og observere os selv og andre.

Det handler om balancen mellem at leve sig ind i levet, og se på det udefra – en kontinuerlig vekselvirkning.

Så for mig at se er livskunsten, kunsten at leve, overordnet set det at værdsætte selve livets mirakel, at kunne indtage et bevidst meta-perspektiv, at balancere mellem indlevelse og observation. Og endelig – og ikke mindst at vælge, hvad vi vil fokusere på. Hvad vi vil bruge vores dyrebare tid, frihed og opmærksomhed på:

The really important kind of freedom involves attention, and awareness, and discipline, and effort, and being able truly to care about other people and to sacrifice for them, over and over, in myriad petty little unsexy ways, every day. That is real freedom. The alternative is unconsciousness, the default-setting, the “rat race” — the constant gnawing sense of having had and lost some infinite thing.

I løbet af det næste stykke vil jeg skrive en række indlæg om det at leve – og hvad der er vigtigt for mig i livet. Det vil sige, dét jeg har valgt at fokusere på. Det er ment som inspiration, perspektivering og reflektion.

Du har foretaget andre valg. Det vigtige er bare, efter min mening, at det er bevidste valg.

Citater fra David Foster Wallace: This is water.

Alle veje fører til Rom

Men du er allerede fremme

Et spørgsmål om min blog, fik mig til at reflektere over, hvor jeg er på vej hen og hvor på vejen, jeg er.
Svaret er, at jeg ikke er på vej nogen steder hen. Der er ikke nogen steder at komme hen. Det er i sig selv en illusion.

Jeg, vi, du er allerede dér. Eller her. Det er en enkel indsigt, der er paradoksal, og svært begribelig. Og dog sand.

Det betyder ikke, at det vi gør bliver meningsløst, eller at det ikke giver mening at skabe noget nyt, lære noget nyt eller forandre verden. At danse, digte elske eller le. Men vi skal gøre det fordi det i sig selv giver mening, er dejligt eller godt.

Det betyder, at vi ikke kan blive oplyste. For det er vi allerede. Vi er allerede bevidsthed, allerede lys.

Jeg skrev på Facebook, at vi ikke er bevidsthedens indhold, men dens rum. Men det er egentlig at reducere det. Bevidsthed er ikke et rum, men urummelig, uendelig, som universet. Vi er hver især udtryk for denne bevidsthed. Vi tager allerede del i denne bevidsthed. Så måske er vi bevidsthedens rum, fordi vi hver især udtrykker bevidsthed på vor egen unikke og elskelige måde.

Metaforisk, er bevidstheden et guddommeligt væsen, der spiller musik i forskellige tonearter, og i sin musik anslår hver vores klang.

For det, jeg her kalder bevidsthed har mange navne. Gud er det, nogle mennesker kalder det. Kærlighed, Tao, Anima Mundi er atter andre navne for det samme. Og egentlig er det ligegyldigt, hvad vi kalder dét. For i virkeligheden har det ikke et navn.

Det er.

Den Tao, der kan tales tales om er ikke den sande Tao.

Det jeg her paradoksalt og futilt forsøger at give ord er en erkendelse af noget uudsigeligt og uudgrundeligt, som ikke kan indfanges med ord, fordi det kan erkendes, leves og elskes.

Så jeg gør ikke noget og jeg er ikke på vej nogen steder hen. Jeg er allerede fremme, allerede hjemme. Her.

Og det er du også.

Taknemmelighed

This one goes out to the one I loved,
this one goes out to the one I left behind

Det er godt at værdsætte det gode vi har. Det er imidlertid ganske nemt at være taknemmelig over de gode ting i livet.

Men er det muligt at være taknemmelig over de svære ting? Kan vi være taknemmelig over vores fejltagelser og fiaskoer? Og over skuffelser, sårede følelser, svigt, smerte, stik?

Ikke destomindre var det lige præcist det jeg blev spurgt om i går: Kan jeg være taknemmelig over det, som er sket i mit liv i løbet af de sidste år? Ville jeg have gjort noget anderledes?

Jeg ville have gjort det anderledes, hvis jeg kunne. Men det kunne og gjorde jeg ikke – så svaret må være, at jeg ikke ville have gjort det anderledes – så havde jeg gjort det. Ergo svaret er nej.

Men jeg kan ønske, at jeg havde haft bevidsthed og evne til at have ageret og talt anderledes i adskillige situationer.

Ville jeg så gøre det hele igen? Igen er svaret nej. Jeg ville ikke ønske at opleve det igen. Det er forbi, caput, finito. Done.

Jeg er hvor jeg er nu. Og selvom det føles som limbo, er det her jeg er.

Den kvinde jeg er blevet.

Kan jeg være taknemmelig over det jeg har oplevet og erfaret? Kan jeg se på alle mine oplevelser og erfaringer – også det som er kommet til mig udefra, positivt og negativt, med taknemmelighed over at have modtaget det?

Som en gave?

Følelsen af blive afvist (i min seksualitet, i min spiritualitet, i min sårbarhed) er således en gave, fordi jeg istedet for at få den Anden til at bære det, tvinges til selv at rumme, og tage ansvar for seksualitet, spiritualitet og sårbarhed. Tak for det, også selvom det gjorde modbydeligt ondt i processen.

Kan jeg se med taknemmelighed på det, og også tage ansvar for min andel i det, der er gået galt i mine relationer?

Bliver det da muligt at se, ikke på skyld, men på ansvar?

Jeg tænker på at i enhver relation er helheden altid mere end summen af to dele. Når to mennesker relaterer til hinanden opstår et tredje sted, et højere selv, eller det som Jung kaldte Den Transcendente Funktion, som er mere end de to menneskers kærlighed, erfaringer, ønsker, skuffelser, forventninger, drømme, håb, bevidsthed og ubevidsthed tilsammen.

Nogle gange er det ikke blot smukt, men også frygteligt svært og sårbart.

Kan jeg se på det forgangne med vidt åbne øjne? I ansvar, erkendelse, bevidsthed – taknemmelighed?

Betyder det så at taknemmelighed bliver til tilgivelse? Ja, det tror jeg faktisk, og til tilgivelse, frisættelse og frihed af både den Anden og mig selv.

Mit værd

Walk the fucking talk

Jeg må indse at for skrive om værdier, må jeg vove pelsen, bringe mig selv i spil og gøre det personligt. Ved at fortælle om, hvordan jeg oplevede at mine værdier svigtede mig.

Hvordan kan jeg ellers skrive om værdier på en måde, som gør det vedkommende og spændende? For det er et abstrakt emne, som kan blive formidlet uvedkommende og kedeligt. At have værdier er jo fint og godt. Helt konkret kan begrebet værdi defineres som en kvalitet vi sætter højt, kollektivt og individuelt. Men hvordan kan vi vide, hvad vores værdier er, og ikke mindst, hvordan kan vi leve efter dem? That is the question.

Here goes:

Da jeg levede i et åbent forhold, var mine værdier i forhold til at navigere i det; ærlighed, respekt og frihed.

Det er jo smukt, ikke?

Men på en eller anden måde begyndte det at smuldre, føles hult. Helt korte eksempler:

Ærlighed; Jeg stødte på (små) punkter af uærlighed, og blev fx konfronteret med det under en date, hvor den person jeg datede indrømmede, at have løjet om sin alder, og var bare no go for mig. Ikke så meget selve genstanden (alderen) for uærligheden, men uærligheden i sig selv. (Det var et tema, jeg i forvejen havde været i berøring med, og nu ramte det så fra en anden kant).

Dét fik mig til at reflektere over, hvornår jeg selv lyver og er uærlig, og hvorfor? For at beskytte mig selv? For at sætte et slør mellem verden og min sårbarhed?

Respekt; Hvordan skal jeg forvente at andre respekterer mig, når jeg ikke holder egne grænser og sælger (mig) ud? Hvordan kan jeg respektere andre, når jeg ikke respekterer mig selv? Dét starter der; respekt for egne grænser og direkte kommunikation.

Frihed; Frihed er fint, og ja det er smukt at give sin elskede fri til at elske andre; men en følelse begyndte at snige sig ind på mig; Måske kan friheden bruges som alibi for manglende følelsesmæssig intimitet? Måske bliver intimiteten og den dybe samhørighed ofret på frihedens alter? I nogle sammenhænge …

Hermed vil jeg ikke sige at det ikke er muligt at leve åbent, det fungerer for nogle, men ikke for alle, og det kræver en meget høj grad af bevidsthed. Her bruger jeg det blot som eksempler på værdier, der syntes at smuldre imellem hænderne på mig. (Efterfølgende har jeg (naturligvis) reflekteret og redefineret – men det må komme i et senere indlæg).

Min pointe er, at udover at det var gode, bevidsthedsskabende og – smertefuldt – dyre erfaringer, så er en værdi ikke mere værd end den person, der har den. Svigtede mine værdier mig eller svigtede jeg dem? Svaret svæver i vinden.

Der kan være en diskrepans mellem det vi sætter højt – og vores evne til at leve det. Vi begår fejl, farer vild, er menneskelige. Nogle gange synes hullerne i vejen uoverstigelige, nogle gange er det umuligt at tænke på værdier uden at fare vild i et virvar af abstrakte begreber, ord, betydninger, som ikke synes særligt brugbare i det virkelige liv.

Så hvordan finder vi ud af, hvad der er vores værdier? Måske er vejen frem at lege med begreberne og forestillingen, om hvordan vi gerne vil leve?

Fx ærlighed – hvad betyder det for dig, hvornår er du ærlig, hvornår er du ikke? Overfor hvem, i hvilke sammenhænge. Hvordan er du ærlig? Bruger du ærligheden til at fortælle andre Sandheden (som Damen med de blå tænder), men har du svært ved at være ærlig overfor dig selv, eller modtage ærlig respons fra andre?

Test din værdi, leg med, sæt den – og dig selv på prøve. Uanset hvad er det lærerigt, hvis du er villig til at være hudløs og reflekterende i din selvransagelse.

En værdi er ikke så meget værd, hvis den forbliver et ideal. Den skal gøres til en vane, en livsindstilling, en modus vivendi, for at have nogen reel forandrende betydning. Så jeg er nået frem til en erkendelse af, at jeg ikke har en værdi, men jeg er den. At det handler om at leve den, at være værdi(g).

Og at når jeg svigter mine værdier, svigter jeg mig selv. Og accepten af dét er en del af at oplevelsen, at det ikke altid “virker”. At jeg kommer til kort.

Det er her bevidstheden kommer ind i billedet; at jeg ser det og tager det på mig.

Vær det og bær det.

Walk the fucking talk.

Døren er på indersiden

Døren er på indersiden

Det er en vending som jeg godt kan lide, og som jeg bruger ofte.

Jeg har lånt den af Lars Muhl. Jeg vil tilstå at jeg ikke forstod det til at starte med, da jeg først læste den i bogen Gral. Det gjorde figuren Lamu, heller ikke, da en indre stemme giver ham beskeden.

red door

Så hvad betyder det?

Når tiøren er faldet er det indlysende, men jeg tror faktisk ikke at det er nemt at forklare i rationelle vendinger. Og som Lamu erkender er det ikke muligt at finde en løsning på det i tankerne, fordi “tankerne var som hundrede vilde heste, der for afsted i alle retninger”.

Det kan ikke forstås mentalt eller regnes ud af egoet. Det er gådefuldt, og det kalder på en intuitiv forståelse af, at vejen ind til essensen eller Selvet er på indersiden af os. I sindet. Det er paradoksalt, at vejen til det indre allerede er i det indre. Lige her.

I viljen til at starte med os selv, og vende blikket indad. Og det kræver en opgivelse af egoets ønske om at forstå og regne ud, en given slip på det rationelle og det vi tror at vi ved om os selv.

En kasten sig indad i tillid til at det som er derinde faktisk viser sig at være en åbning, en dør indtil en endnu dybere væren eller væsenskerne, som vi dårligt turde drømme om eller håbe på eller kunne forestille os.

Der er en tendens til at vi i vores vestlige præstationsfikserede kultur hellere vil bestige et bjerg, eller springe ud med faldskærm eller løbe et marathon for at føle os i live. Eller rejse jorden rundt 17 gange eller i det hele taget ty til noget ydre for opleve en følelse af fylde; de sædvanlige stimulanser; materialisme, alkohol, eller en ny forelskelse. At blive set, elsket og anerkendt – udefra.

Også det at søge spiritualitet eller selvudvikling kan være et high, som i virkeligheden er drevet af ønsket om at blive anerkendt som være i “udvikling”, eller i balance eller bevidst. Dét kaldes spirituel materialisme.

Alt kan bruges som en flugt fra at træde ind igennem døren på indersiden.

Der er en tendens til at vi hellere søger ud end ind, fordi det at søge ind opleves som en endnu større trussel mod overlevelse, ego og selvopfattelse end det vi møder derude. Eller længslen, denne udefinerbare, store længsel kan forlede os til at tro at døren faktisk er i det ydre.

Men dybest set, tror jeg, handler det dels om at der skal en meget kritisk ydre situation til, før vi erkender at vi skal søge indad; fallit, skilsmisse, sammenbrud, tomhed, depression, sygdom, død, arbejdsløshed, traumer etc.

Og her er det på sin plads at minde om Jungs ord, om at hvad vi ikke er bevidste om i det indre, møder os udefra som skæbne: “What is not brought to consciousness, comes to us as fate”. Så Selvet kan finde på, så at sige, at skabe kritiske situationer, alene for at få os til at begive os ud (eller ind) på rejsen imod det.

Dels handler det om, at når noget i det det ydre først har sendt os den vej så skal der at der også mod til faktisk at søge indad. At tage turen ned i dybet. Fordi det der møder os “derinde” i sindet kan faktisk være frygteligt og skræmmende. Vores skyggesider, der betyder, at når vi først tager dem til os som vore egne, er vi nødt til at tage ansvar for dem. Vores indre dæmoner. Vores angst, vores ensomhed, det faktum at vi eksistentielt set er alene, at vi skal dø en dag. I psyken kan vi risikere at møde monstre, der er værre end at bevæge sig på ydersiden et helt liv. Ganske enkelt fordi de er vores egne monstre.

Så, hvorfor skal jeg dog gøre det, kan du spørge? Hvorfor skal jeg dog søge og træde ind ad den dør, der er på indersiden? Hvis den overhovedet nogensinde vil åbne sig. Hvis jeg kan finde den. Hvis jeg vil opdage at den er dér, hvor den er, for mig?

Jeg tænker at det første valg vil være, om du overhovedet ønsker at søge den dør. Det er selvfølgeligt ikke sikkert, og måske heller ikke nødvendigt for os alle. Men. Det er min overbevisning, at det at leve i det ydre, så i det ydre og udelukkende høste i det ydre i det lange løb er smertefuldt og tomt, og det i sig selv er nok til at ønske at åbne døren. Hvis vi ikke netop dulmer smerten og tomheden, istedet for at turde mærke dem.

Dernæst, om du kan finde den. Døren. Jeg tror at alle mennesker har en længsel – på et dybere niveau end egoets – der kalder os først ud og så hjem. Så selv når vi søger i det ydre, vil selve længslen være et kald tilbage mod døren.

Fx – igen for at bruge et jungiansk begreb – så vil forelskelser i den ene nye kvinde efter den anden i det ydre være Animas (mandens indre kvindelighed) kald om at forbinde sig med hende på et indre plan og blive bevidst om den indre kvindelighed, for i det ydre at kunne forbinde sig med virkelige kvinder på en dybere og mere moden måde. Det kan være at man så møder hende i drømme i form af den ene kvindelige seksuelt udfordrende skikkelse efter den anden, og det kan være at disse skikkelser skifter karakter, således at man både kommer i kontakt med feen, troldkvinden og den onde mor, for at et få et modent forhold til det indre kvindelige og dets mørke sider.

Og så kan det jo også være, at du ikke finder døren til at starte med, eller at du skal ind igennem den mange gange. At vågne, at skabe bevidsthed, at tænde lys i mørket kræver flere forsøg, og følelsen af at gå vild, og mødet med de samme temaer på dybere og dybere planer, efterhånden som du bevæger sig ned eller op igennem spiralen.

escher

Og hvad får du så ud af det, udover smertefulde oplevelser i mødet med det indre?

Selve villigheden til at møde det indre og modet til det, skaber – er min oplevelse – en forfinelse i erfaringen, der netop selvom jeg går vild og falder tilbage og tager fejl, betyder at jeg oplever noget nyt, hver gang jeg tager fejl.

Neediness fx er et ydre udtryk for neediness i sig selv – troen på at tomheden kan fyldes og fixes af noget ydre, men jeg har også oplevet det som et enkelt og konkret savn, og som en stærk, vild længsel – og senest som en sårbarhed, der giver tryghed, når jeg faktisk tager den på mig og hviler i den – i den grad jeg tør det.

Det er en fintuning af den menneskelige erfaring, en mulighed for at se, føle, sanse og mærke flere farver i spektret, en forøgelse af intuition og sentitivitet, der – fornemmer jeg, kan virke skræmmende på både mig selv og andre, fordi at jo flere lag jeg kommer ned i, jo mere modig jeg tør være, jo mere utilsløret er energien også, fordi egoet bliver skrællet af til fordel for det essentielle, Selvet. Og det betyder, håber jeg, at jeg bedre er i stand til at give det jeg selv ønsker – nærhed og omsorg.

Der vil være en fare for at det forfalder til inflation og forfængelighed. Men så skal der nok være noget, der sparker døren op – igen. Så jeg tager turen en gang til.

Det handler netop ikke at blive til mere end vi er, men at blive til mere af det vi er. Og selvom rejsen dertil og omstændighederne, der førte os på vej, kan være dramatisk, så er det meget enkelt:

Before enlightenment chop wood, carry water.
After enlightenment chop wood, carry water

Den blå himmel

I min bestræbelse på at opdyrke ydre såvel som indre ro, har jeg, udover at dyrke Yoga Nidra, læst flere bøger af den vietnamesiske buddhistiske munk Thich Nhat Hanh.

Jeg synes at hans måde at beskrive buddhismen er dejlig enkel, og han giver i flere af sine bøger enkle anvisninger på meditation.

Dybest set er han budskab at kilden til glæde i tilværelsen er (op)dyrke vågen opmærksomhed (sati, awareness, mindfulness).

Efter at have læst ham forestiller jeg min bevidsthed som en blå himmel. Hen over den glider tanker, følelser og sansninger – eller indholdet i sindet – som skyerne, nogle gange stille og roligt, luftigt og let, andre gange som mørke, tunge skyer, der virkelig fylder meget og er parat til at briste med regn, lyn og torden.

Lige så lidt som skyerne er himlen, er mine tanker og følelser min bevidsthed – de fylder blot op, og forhindrer mig i at opleve den fred og skønhed der er i rummet oppe over skyerne.

Men der er en illusion at tro at skyerne ikke opstår, ligesom det er en illusion at tro at tanker og følelse ikke opstår, under meditation og i det hele taget, men opgaven er ikke at identificere dem med selve bevidstheden, ligesom skyerne ikke ER selve den blå eller stjerneklare himmel.

Magi er kunst

Alan Moore er en stor inspirationskilde som et eksempel på en moderne magiker, der i øvrigt benytter sig af et moderne medium for at kommunikere, naturligvis tegneserier og grafiske romaner. En mand, der kalder sig selv magiker, og italesætter den tabte forbindelse mellem magi og kunst – og mellem magi og videnskab.

Alan Moore om forholdet mellem magi og kunst:

“I believe that magic is art, and that art, whether that be music, writing, sculpture, or any other form, is literally magic. Art is, like magic, the science of manipulating symbols, words or images, to achieve changes in consciousness… Indeed to cast a spell is simply to spell, to manipulate words, to change people’s consciousness, and this is why I believe that an artist or writer is the closest thing in the contemporary world to a shaman.

I Moores lille sorte fortæller han om Magi, kunst, bevidsthed, den fjerde dimension mm.

Kroppen er den alkymistiske kolbe

Kroppen er bevidsthedens beholder.

Kroppen er den alkymistiske kolbe hvori arbejdet med integration og helhed og bevidsthed finder sted.

” … The Empress represents the alchemical vessel, which nurtures the creation of the philosopher’s stone …” (The Alchemical Tarot Study Group, Aeclectic)

Vi er ikke noget uden en krop, for vi er vores krop. Bevidstheden kan ikke adskilles fra kroppen, men er en del af den; hver celle, hver fiber, hver nerve, hvert feromon, hver erogen zone er et medium, hvorigennem bevidstheden kommunikerer.

(Jeg bør nok lige indskyde, at jeg lige her definerer bevidsthed temmelig bredt – som det engelske mind, der kan betyde flere ting; sind, psyke, bevidsthed.)

Som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg om kroppen, er det noget jeg først nu er begyndt at forstå og værdsætte. Først i en alder af 36 er jeg begyndt – ikke at dyrke min krop – men holde af den, drage omsorg for den og arbejde med og integrere mere sanselighed i min personlighed – det er det som i jungiansk terminologi hedder fornemme- eller sansefunktionen. Konkret bl.a. ved at træne min krop, og ved at blive bedre til at lytte til dens signaler og passe bedre på den.

Jeg kan derfor godt lide metaforen for kroppen – som en alkymistisk kolbe. Som en beholder for de processer, der foregår i os – kropsligt, bevidsthedsmæssigt, spirituelt og sjæleligt. Problemet er i virkeligheden at disse fire adskilles, istedet for at (for)blive integreret, og at noget endog skilles ud fx det kropslige eller det sjælelige.

Det ovenstående tarotkort er endnu et meget smukt og enkelt billede på den alkymistiske kolbe og på integration og de processer, der foregår heri. Kvinden og manden står – som dem de nu er – frie og nøgne. Den alkymistiske rose symboliserer eros og helhed.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Calcinatio – renselse ved ild

Ild lutrer og brænder til aske. At lutre betyder at rense, hærde og forædle et materiale. Calcinatio er ophedning og afbrænding af den alkymistiske substans så al væde forsvinder, og kun en fin, hvid aske er tilbage:

“Fire seperates that which is constant or fixed from that which is fugitive or volatile” (Paracelsus, Edinger p. 32)

“The fire of the calcinatio is a purging, white fire. It acts on the black stuff, the nigredo, and turns it white. Basil Valentine says, Know that this (calcinatio) is the only right and legitimate way of purifying our substance” (p. 26)

Calcinatio symboliserer bl.a. den psykologiske proces det er at ofre ego-centrerede lyster og ønsker på bålet; at lade dem brænde i passionens ild for at noget nyt; en ny bevidsthed centreret omkring Selvet kan gro frem.

Edinger gengiver en alkymistisk tekst (også Basil Valentine), der beskriver calcinatio:

“Take a fierce gray wolf … where he roams almost savage with hunger. Cast to him the body of the king, and when he has devoured it, burn him entirely to ashes in a great fire. By this process the King will be liberated, and when it has been performed thrice the lion has overcome the wolf and will find nothing more to devour in him. Thus our body has been rendered fit …” (p. 18)

Kongen er død og dermed er det styrende princip i bevidstheden (egoet) sat ud af kraft. Kongens krop bliver givet til en hungrende ulv, hvilket ifølge Edinger betyder at egoet (jeg-komplekset) er besat af begær, symboliseret af ulven. Så ulven brændes i ilden.

"The grey wolf - sacrifice, overcome with passion"

Men både ulven og ilden symboliserer begær, hvilket betyder at begæret fortærer sig selv. Løven/ilden fortærer ulven, og kongen (egoet) som har været sat ud af kraft, i helvede, overgivet til animalske kræfter (symboliseret af ulven og løven) kan fødes igen, som Fugl Fønix i en forædlet tilstand.

Der er altså tre tilstande eller niveauer i dette; Ulven=elementært dyrisk begær, Løven=egocentrisk magtbegær og kongen=diskriminerende, objektiv bevidsthed. Samt ikke mindst kongen i sin genfødte form.

Ifølge Edinger er den substans der skal udsættes for calcinatio ofte symbol for den primitive skyggeside, som nærer det instinktive begær og som er forurenet med materiale fra det ubevidste, fx den hungrende ulv.

Ilden fortærer sig selv; passionen fortærer passionen:

“The fire for the process comes from the frustration of these instinctual desires themselves. Such an ordeal of frustrated desire is a characteristic feature of the developmental process”

En tredie pointe og væsentlig pointe omkring calcinatio er, at vi kan brænde med to slags ild; begærets ild eller en guddommelig ild, inspiration eller nåde, som kan komme over os, når vi er rensede. Edinger citerer T.S. Eliot (forkortet):

“We only live, only suspire
Consumed by either fire or fire”

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Kroppen

Ja. Kroppen er indgangen. Indgangen til sjælen, og indgangen til Eros.

For en introvert person med intuition som første funktion, følelse som anden funktion og en særdeles veludviklet tænkefunktion som tredje funktion, er det noget jeg “ved” – med mit bevidsthed. Men det er desværre ikke noget jeg har været særligt god til at anerkende eller erfare i praksis – med kroppen. Hele min sansefunktion – den fjerde – er ifølge Jungs typologi ubevidst, og dermed er det ikke noget jeg har været særlig god til at “dyrke”.

Som intuitiv har jeg haft det svært med med kroppen. Til tider har jeg negliceret kroppens egentlige behov. Det kan resultere i at jeg glemmer at lytte til min krop; at spise (sundt), at jeg ikke kan sove på grund af tankemylder, jeg undlader at bruge kroppen hensigtsmæssigt og at lytte til kroppens symptomer. Jeg har opfattet kroppen som inferiør, mindre værd – ja, helt ærligt!

Jeg har oplevet en form for opvågnen, en bevidstgørelse af den hidtil skyggelagte fjerde funktion, der nu er ved at komme til udtryk. Blandt andet som en anerkendelse af min krop og den skønhed, jeg udtrykker.

Det er så min personlige beretning, der dels har sin oprindelse i den måde, jeg personlig er indrettet på, dels min opdragelse og uddannelse. Men der er også et split i hele vores samfund og vores kultur mellem bevidsthed og krop, som gør sig gældende. og som er en af grundene til at jeg nu advokerer for sjæl, krop og eros – ikke i modsætning til – men som komplement til ånd, bevidsthed og logos, som er de bærende værdier og ambitioner i vores kultur.

Vel er der en masse kropsdyrkelse i disse år. Men jeg spørger mig selv, om det bunder i en anerkendelse af kroppen for dens egen skyld, eller om det i nogle tilfælde ikke i lige så høj grad er et spørgsmål om at vise selvdisciplin, at lade bevidsthed og vilje bestemme over kroppen; et spørgsmål om at udvise kontrol og selvkontrol? Sådan at dichotomien mellem krop og bevidsthed forbliver intakt. Vel er der intet galt i at dyrke fx fitness, løb og styrketræning – men det er ikke ringe at stille sig selv det spørgsmål; hvorfor man gør det? Dybest set? Nogle gange tænker jeg på om ikke også meditations- og mindfulnesbølgen til en vis grad også udtrykker en ambition om en sådan kontrol?

Vi har det med at beskrive de ting der har med kroppen at gøre som “nede” og de ting, der har med bevidstheden at gøre som “oppe”. Som om der både er en værdisættelse og en vertikalitet inde i billedet. Hvilket der er, set i perspektivet af den vestlige kulturs åndshistorie. Men måske er denne dichotomi falsk og vertikaliteten en illusion?

Til tider møder jeg et menneske, der er sin krop på en unik måde. Et menneske, der udtrykker bevidsthed gennem kroppen, fx gennem dans, eller musik, eller sport. Hvor krop og bevidsthed smeltes sammen i udtrykket, i væren. Sådanne mennesker synes at udslette dichotomien, og de bliver levende symboler på sammensmeltning af modsætninger og på helhed. Nogle mennesker et simpelthen fantastiske til at være deres krop, og naturligvis bunder det også i disciplin – men det er som om at sådanne mennesker i den grad er deres krop – fremfor at have den* – at de ikke oplever det som en forskel, men at de simpelthen er instrumentet – stemt i den rette tone.

For et et menneske, der er kreativt med ord er det fascinerende. Tilsyneladende er der en form for distance i denne form for kreativitet, som ikke findes i et kropsligt udtryk?

Heldigvis har vi ikke alle de samme talenter eller; vi har adgang til at bruge forskellige udtryk. Jeg tror nu at vi alle – inklusive jeg selv – kan få udbytte af at give slip på dichotomien mellem krop, sjæl, eros og bevidsthed, ånd, logos. Blive os Selv mere. Ved at være selve kroppen – istedet for at have den, disciplinere den og kontrollere den.

*Faktisk kan man også sige at vi ikke har en sjæl – men at vi er en sjæl – men dén diskussion må vente til et senere indlæg.