“Someone fills the cup in front of us: We taste only sacredness.” Rumi
Jeg er blevet utroligt sensitiv overfor berøringer – mere end hidtil.
Min teori er, at jeg efter at være blevet klar og sober, fungerer på en anden frekvens. At jeg mærker alt mere intenst.
Eller måske er sandheden, at jeg nu tør mærke verden.
Jeg kan i mindre grad tåle input af sansemæssig art. Måske betyder det at jeg ofte er alene, og sjældent bliver rørt ved, at berøringer er mere intense, når de forekommer, at der ikke skal så meget til før jeg er fyldt op, sanseligt, følelsesmæssigt og mentalt.
Jeg er blevet bedre til at lade mig guide af min intuition alene, og vide, hvornår nok er nok.
Hvornår jeg skal flyde med, og hvornår jeg skal stoppe. Alt skal doseres nøje, og simre stille.
Det er lidt som om at et lag hud er faldet af, men jeg føler mig ikke mere hudløs, snarere stærkere. Som en slange, der smider hammen.
Der skal ikke så meget til for at slå en tone an.
Ensomheden skaber denne vibration, og jeg er langsomt ved at tømme bægeret,
Jeg er langsomt ved at lære mig selv ikke at fylde det igen, langsomt ved at lære mig selv ikke at lade det flyde over, men måske blot blive halvt fyldt. Det er nok.
Den mindste dråbe kan være intens som tusinde kilder.
Det er en bodsgang, en proces, en stilhed.
Det ovenstående tarotkort er endnu et meget smukt og enkelt billede på den alkymistiske kolbe og på integration og de processer, der foregår heri. Kvinden og manden står – som dem de nu er – frie og nøgne. Den alkymistiske rose symboliserer eros og helhed.