Aurum nostrum non est aurum vulgi
I cut like
Diamond on glass
Knife in flesh
Fire on wood
Acid in blood
Stone on bone
Needle in vein
Kiss on skin
I am cut
Open
Dove descending
Snake ascending
I am cut
Off
Isolated, fragile
Embraced by sorrow
Cold as icy water
Drowned in earth
Darkness illuminated
I am cut
Wide and wild
My heart ablazed
Burned to ashes
I cut like
Wings in air
Phoenix rising.
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede
Bevidst at acceptere hvile er ikke min stærke side. Jeg er en lidenskabelig kvinde, jeg bevæger mig ofte sjæleligt mellem de yderste poler.
Hvis vi skal tale om det i alkymistiske termer er det en svingning imellem Nigredo og Rubedo. Men der er en fase imellem disse der er temmelig væsentlig for at det alkymistiske værk skal lykkes, Albedo.
Livet er spiralisk og derfor vender faserne tilbage igennem livet igen og igen, men det er muligt at gå igennem dem med stadig større bevidsthed. Og tidligere, må jeg indrømme interessede Albedos hvidhed mig ikke meget.
Jeg anså den for at være gold og tom, kold og kedelig. Vejen til noget, men ikke interessant i sig selv. Men vi kan se den som en meditativ fase. En tid til kontemplation. Hvor det handler om at gøre sig fri, uidentificeret, ubundet eller detached (Roberto Assagioli).
Marion Woodman skriver:
Detachment liberates the heart from the past and from the future. It gives us the freedom to be who we are, loving others for who they are. Is is the leap into now, the stream of the Being in which everything is possible. It is the domain of the pregnant virgin (The pregnant virgin).
Der er en stille lidenskab i denne fase, som er væsentlig. Albedo er nødvendig, for det er i denne fase, at alkymisten begraver sit guld i “The white exfoliated earth“. Jorden er hvid, fordi den er dækket af aske. Asken kommer fra calcinatio, fra afbrændingen af ulven, befrielsen af egoets begær og ønsker.
Livet byder os til tider at skifte attitude. Gamle lag falder bort, opløses eller brænder bort. Sløret bliver kastet på ilden. Efterhånden om vi bliver stærkere er det muligt at være i verden uden. Det kan være at afklæde sig narcisstiske eller egoistiske attituder, der har blokeret for egentlig vækst, og som ikke længere er nødvendige. De kan have fungeret som et forsvar mod at blive såret. Det kan være en Don Juan eller Femme Fatale attitude eller en overvejende rationel måde at anskue verden.
Det kan være at trække projektioner tilbage, at se på sig selv (prima materia) uden at være kontamineret af emotioner og re-aktioner. Man kan møde Skyggen eller det modsatkønnede i sig selv – istedet for at kaste det ud på verden og bede andre om at bære ens guld. Istedet begraves det i mørket.
Stenen er blevet ren, og kan nu undergå en række andre operationer. Der har fundet en adskillelse sted (seperatio), og senere kan der muligvis skabes en syntese (conjuctio). Men det må vente.
Alkymi er er for mig at se en passionshistorie. Hvad er vi villige til at lide for, at at forandre os for, at gennemgå utallige operationer for? Hvis Nigredo er lidelse, Rubedo er lidenskab, er Albedo Lutring – Renselse.
Man iklædte sig aske som et udtryk for sorg eller beklagelse. I asken ligger der en ydmyghed, at være blevet brændt, at være blevet til intet, og at overgive sig til denne tilstand. Men Aske ridser ikke, det renser, sagde min mor ofte.
I Albedo er ulven blevet brændt og tilbage er asken. Men måske er det gløder tilbage i asken. Gløder som kan blive til en ny ild, hvis den næres og værnes om omhyggeligt. Jomfrugudinden Hestia var arnens gudinde, hun nærede hjemmets stille ild, og hun lod den aldrig dø ud. Måske skal den have lov at brænde næsten helt ud til tider, sjælens kreative og kærlige flamme. Hvis vi omhyggeligt passer på, kan en ny ild komme til at brænde med tiden. En ny attitude, der bygger på en anden bevidsthed, er det som dukker op af ilden.
Vi ved alle, at det er Fugl Fønix, som genfødes igen og igen.
Men formålet med Albedo er ikke Fugl Føniks. Albedo er ikke vejen til noget Andet. Albedo er Vejen i sig selv. Albedo er tilstand, til hvilken vi, jeg, må hengive sig med en stille passion; en villighed til at give et offer. Det kan være at ofre en relation et forhold, uden at ofre kærligheden:
It seems to me, the most important thing in surrendering a close bond is sacrificing the relationship without sacrificing the love. (Ibid.)
I Albedo opnås en stilhed, en hvilen, en mulighed for sjælen for at modtage ånden, livet og kærligheden på et andet niveau end tidligere, en ydmyghed, med den kyskhed, som hører jomfruen til:
Chastity is being open to the life of the spirit, purified of ego desire. Ravishment is saying yes to life, not the yes of naive innocence, but the yes of a higher innocence that is consciously involved in the sacrifice” (Ibid.)
Der er en stille, modtagende passion i Albedo. En hvilende venten, en dyb potentiel mulighed, som endnu ikke er udfoldet. Den er snarere indfoldet. En tilstand af at være svanger med noget. Og det nytter ikke at sige, med hvad, hvornår eller hvorfor. Udelukkende “Hvordan?” er et ædekvat spørgsmål. Hvordan gør jeg dette? Hvordan bliver jeg til denne hvide rose? Hvordan accepterer jeg ikke blot dens gennemsigtige kronblade, mens også dens torne? Hvordan overgiver jeg mig til denne ild, hvordan modtager jeg Hendes nåde?
Jeg ser Albedo fasen som Jomfruens ild. Den er kysk, dog svanger. Kølig, dog brændende. Forvandling kan finde sted, i dette paradoks, hvis vi accepterer lidenskaben og lidelsen, dog uden identifikation.
Hvis vi anerkender kærligheden, og længslen, men lader den lutre os, istedet for at æde os.
T.S. Eliott beskrev denne tilstand meget smukt:
“I said to my soul, be still and wait without hope,
for hope would be hope for the wrong thing; wait without love,
for love would be love of the wrong thing;
there is yet faith, but the faith and the love are all in the waiting.
Wait without thought, for you are not ready for thought:
So the darkness shall be the light, and the stillness the dancing.”’
“[A]l den død/et almindeligt menneske/selv skal igennem/i løbet af sit liv” Inger Christensen
Døden er i alt. Som en evigt tilbagevendende del af Samsara, forgår alt for at genopstå i nye former.
Vi dør og genopstår mange gange i løbet af vores individuelle, almindelige liv.
Vi dør i de bristede illusioner, skuffede forventninger og knuste håb. I dørene der lukkes. I relationer, der går itu, forældre, der dør og venner, der forsvinder, kærester vi forlades af eller forlader.
Ord og løfter, der forstummer og blæser bort i vinden, i tiden.
Situationer, der krakelerer indefra som gale (sic!) huse.
I naturens gang, i forfaldet, i forrådnelsen, og i begyndelserne ligger døden beredt, i spirerne, blomsterne, der først er friske, derefter rådner i vasen, og sender en tung duft ud i stuen. Vandet, der står stille.
Den døde mus under gulvet i sommerhuset. Naboen, der ligger død inden lugten afslører den ubodelige ensomhed, det er at dø alene.
I kullet, der både kan brænde og blive til diamant. I ild, der bliver til aske.
I min krop, hvis stjernestøv en dag vil blive til nyt beåndet liv. I mine rynker, i dine grå hår, i min hånd, der også falder en dag. Alt falder.
Vi dør.
Let it be.
***
Forleden dag dukkede denne fyr op. Han er sweet, ikke?
Det er en god ide at være fortrolig med ham, allerede i livet.
Death from The Alcemical Tarot by Robert Place.
Først og fremmest er han et symbol på det, som skal dø i mit liv nu. Guderne skal vide, at at jeg er ved at gå igennem en transformationsproces, en selektions- og og separationsproces. Det liv jeg har levet de sidste 15 år skal dø – og noget nyt skal begynde.
Relationer er faldet bort eller er blevet forvandlet.
Alt har en tid. Og nu er det på tide at dø. Og alt lade, det der vil dø, dø. Ikke uden smerte og intens sorg – men uden fortrydelse eller sentimentalitet.
Jeg har en vis fortrolighed med døden. Både den konkrete fysiske død og dens sødlige duft – og den symbolske.
Og nu byder jeg den velkommen og lader sandet glide bort gennem mine fingre.
***
Timeglasset er som den hvide blomst, dødningehovedet, leen, og ravnen (ådselsæderen) en af Dødens attributter.
Her har Robert Place gengivet Døden som et skelet, med en ravn og en lang pil, stående på en sort sol (Sol Niger). Det er interessant at Døden her holder en pil, og ikke en le.
Det er en reference til Eros’ pil, og det er derfor den er rød i den ene ende. Der er en evig forbindelse mellem Død og Eros. Som jeg har skrevet om før er Eros ikke blot en sød lille englebasse, nej Eros er en kaosmagt, der bringer det bestående til fald. Når vi rammes af Eros’ pil dør den verden vi hidtil har kendt og vi forvandles. Og ja, franskmændende kalder jo orgasmen for Den lille død; “Le petite Mort”- et begreb, der imidlertid også referer til et mindre fald i bevidsthed.
Hverken Døden eller den erotiske Kærlighed er til at spøge med og der er en evig dualistisk, pulserende forbindelse imellem dem. Da min mor døde blev min Eros frigivet og jeg blev forvandlet på godt og ondt.
***
Et originalt alkymistisk billede af Sol Niger fra Philosophia Reformata
Hvad betyder Putrefactio? Mortificatio og Putrefactio er to beslægtede begreber i alkymien som begge refererer til døds- og forrådnelsesprocessen. Mortificatio er ifølge Edinger den mest negative af de alkymistiske operationer, og er associeret med mørke, sorthed, nederlag, lemlæstelse, tortur og forrådnelse – og med den alkymistiske fase, der hedder Nigredo.
Disse operationer og faser gennemlever vi alle på på forskellige tidspunkter af vores liv, i form af død, sorg, tab, sygdom og livskriser. Og det er vigtigt for vores udvikling og vækst, at vi ikke viger bort, når vi er i dem. Ikke at vi skal dyrke dem, men vi må acceptere at de opstår, smerter, nedbryder og ødelægger os og efterlader os som forvandlede. De er nødvendige for de efterfølgende faser af fornyet vækst, opstandelse, genfødsel, undfangelse. Der er en ny begyndelse og prisen for at fødes i ny bevidsthed er netop vores villighed til at dø. Men det er væsentligt ikke blot at fokusere på det, der kommer bagefter – men at omfavne mørket, døden – for dets egen skyld.
At hengive sig til mørket på det præmisser – selvom det ofte er noget vi flygter fra.
***
Så der er dette her mystiske, alkymistiske symbol. Den kugle som Døden står på; Sol Niger.
Forudsætningen for at det alkymistiske opus (Opus Magnum) kan skabes er at materien (prima materia) bliver mørk. Egoet må forvandles i mørke, af mørke – hvor skræmmende denne tanke end er. Hvis solen og dens lys normalt symboliserer bevidsthed bliver den nu sort – ikke som i formørket af et andet legeme, men i sig selv. Der er tale om en anden form for bevidsthed – ikke ubevidsthed, ikke søvn, glemsel, flugt eller bedøvelse.
Sol Niger er et paradoksalt, mystisk symbol, som ikke kan forklares eller forstås rationelt. Det er et sort lys, der skinner i det mørke, vi gennemgår i de faser af livet, hvor vi dør. Lyset i mørket. Ikke lyset for enden af mørket – men mørkets eget lys.
Mørkets eget lys – hvad er det?
I alkymien har vi begrebet Lumen Naturae (Naturens Lys), som ikke er det samme den almindelige vestlige opfattelse af lys som mørkets modsætning.
Jung beskriver det som:
“The light of darkness itself which illuminates its own darkness, and this light the darkness comprehends, Therefore it turns blackness into brightness, burns away all superfluities and leaves behind noithing but facem et scoriam et terram damnatam (dross and scoriae and the rejected earth)” cit. i Marlan.
I dette mørkets lys brændes alt væk, som ikke er nødvendigt. I dette mørke ser vi et lys, somkun ses i mørket:
“In the deep dark the person alone sees light”
***
Problemet er at vi ikke er vant til at se på døden og mørket i dets egen ret i den vestlige kultur. Vi er ikke vant til døden, vi giver den dårligt plads, og forventer af de sørgende at de kommer sig hurtigt, at de klarer det. Alternativt og ekstremt er sorg blevet gjort til en sygdom. Vi har ingen guder for døden, som de fx har det i Indien. Tantra er i Vesten forenklet sagt blevet til sexteknik, men i tantraen er der jo også mørket – og Kali. Den gammeldags Melankoli er ligeledes blevet en diagnose, der nu hedder “depression” (ikke at forveksle med den virkelige sygdom depression, som kan være dødelig).
Min pointe er at vi har mistet vores forbindelse til mørket som del af eksistensen i vores kultur. Vi forsøger at gardere os, at flygte. Vi forsøger at rationalisere og diagnosere os ud af ubehaget ved den menneskelige eksistens, de faser af død, vi skal igennem. Vi søger det apollinske lys, og har ganske glemt Apollon også havde et mørkt aspekt, der havde at gøre med huler, slanger, heling i mørket og orakler.
Vi har glemt vores forbindelse til Lumen Naturae og forvist det til det irrationelle mystiske, til det okkulte. Men digterne og kunstnernes minder os til stadighed om døden; “Memento Mori” og det beståendes ubestandighed, og også den almindelige død, som Inger Christensen skriver om. Prædikeren minder os om, at alt har en tid: “En tid til at fødes og en tid til at dø” etc.
For Den lille Prins er vejen hjem døden og slangebiddet. Det er blot ét lag af fortolkning. Jeg tænker at vi ved at huske på døden, kan vende hjem og tilbage til os selv, til det unikke ved vores afgrænsede eksistens, som vi dog alle deler, en kollektiv skæbne. Jeg tænker at vi ved at erkende denne fælles skæbne, det som ultimativt gør os til ådsler, som ravnen hakker i, forpligter os til at påtage os vores Selv, at blive det vi har til opgave at blive, en påmindelse om at være generøse og givende i det liv, der nu er, med alle dets faser af død. Husk at ravnen også er visdommens fugl, Odins fugl.
***
I alkymien er der et billede af Sol Niger, som jeg finder meget, meget smukt.
Sol Niger fra Splendor Solis
Omgivet af liljer og roser; dødens og kærlighedens blomster, renhed og passion. Og solen lyser, for himlen er farvet rød og gylden.
Solen rejser sig, eller den går ned. Det er ikke til at sige, men det er en uafvendelig cyklus.
På min væg hænger en tegning som en kvinde ved navn Rosa Raptor malede til mig for snart 3 år siden. Den betyder meget for mig.
Det forestiller en grøn løve, i en cirkel. Cirklen er en mandala, og et symbol på helhed. Løven har til opgave at bevogte cirklens grænser. Om den har gjort det særlig godt de sidste år kan jeg spørge mig selv om. Og det gør jeg ofte. For løven er jo en del af mig.
Jeg har forsøgt og forsøger til stadighed at gøre mig til venner med denne her grønne løve. Leo Viridis. Men istedet for at passe på min cirkel har den det med at løbe om hjørner med mig.
I alkymien, nærmere defineret i det alkymistiske værk Rosarium Philosophorum, optræder der en grøn løve som spiser solen. Løven symboliserer i den forstand egoets trang til at ville have det hele.
Vi kender alle dette her med at ville have det hele: I want it all, and I want it now!
Der er en god del Delusion of Grandeur i denne indstilling, og det er det som den grønne løve, der spiser solen betyder. Den her barnagtige trang til at ville være berømt, rig, dygtig, smuk, sexet, feteret, at have en fantastisk kæreste, et smukt hus, en lækker bil, diamanter – etc.
At ville bemægtige sig hele verden og æde den. Selveste solen. Løven står for vort begær, vores libido, vores sult. Og det er ikke nogen hemmelighed at den sult kan føre os lige lukt i Helvede, hvis ikke vi passer på. På den måde er det ønsket om at få hullet lukket. Vores længsel efter helhed, der maskerer sig som sult og afhængighed af sex, stoffer, alkohol, penge etc.
Begrebet helhed er centralt her, for ifølge Marie-Louise Von Franz er der ikke noget galt med selve ønsket om at ville have det hele, at være hel, fordi det i virkeligheden er et udtryk for at procijere Selvet ud på verden. Ønsket, begæret er legitimt – det er måden vi gør det på, som er problemet, og som faktisk kan lede til afhængighed. Ønsket er i sig selv dybt spirituelt fordi det er en længsel efter harmoni og conjunctio – foreningen af modsætninger til en ny helhed.
Et andet aspekt ved den alkymistiske løve er raseri, vrede, vold. Og et symbolsk billede i alkymien (og moderne menneskers drømme) er at løvens poter bliver skåret af for at afvæbne den, så at sige. Det kan ses som en indikation af at vores begær og vrede frustreres.
Ideen med at lade løven bevogte grænserne istedet for at lade den løbe lystent rundt udenfor grænserne kom fra min psykolog i sin tid, og da jeg fortalte Rosa om den grønne Løve, som jeg skulle lære at blive venner med, at styre fremfor at blive styret af, inspirerede det hende til at tegne billedet til mig.
Det er sgu ikke lykkedes mig specielt godt at blive venner med den.
Men jeg taler med den næsten hver dag, og forsøger at komme overens med den, min ven Leo Viridis.
Det er muligt gennem kærlighed.
Robert Place har bidraget med en for mig vigtig forståelse af, hvordan jeg/vi tæmmer vores løve. I hans smukke tarot The Alchemical Tarot (netop udkommet i en ny smuk udgave) fremstiller han Styrken som en jomfru, der rider på løven, og højt holder symbolet på Conjunctio. Det flammende hjerte, der forener det maskuline og det feminine i form af Solen og Månen. Jomfruen symboliserer her kærlighed og Selvet. Og det netop igennem kærligheden at løven kan tæmmes gennem kærlighedens styrke.
Meget smukt skriver Robert Place at
“Strengths power is love. She loves the lion, the lions loves her back, and he does her biding. Power comes when we loves overselves, control our cravings, and take on hardships for the sake of others”
The image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, is used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.
Da jeg kom på arbejde i morges, kom receptionisten Maria frem bag fra skranken, smilte til mig og rakte tomlen i vejret. De var kommet. Jeg havde bedt hende om at sige til, når min nye tarot The Alchemical Tarot Fourth Edition kom. Det gjorde den så her til morgen.
Hvilken velsignelse.
De er smukke. Lige så smukke som de to foregående udgaver. De er i sepia. Farverne er sand, blegt rødt og blegt grøn, samt andre farver, men alle støvede, transparente og sprøde.
The Empress (hvis krop ifølge Place symboliserer den alkymistiske kolbe), The Lovers i den alternative version og det smukke Two of Vessels, som viser de elskende i den alkymistiske kolbe med kærlighedens røde rose.
Farverne er blege, bløde og blide ved sjælen. Jeg tænker, at de skal bruges, hvis den, der læses for er særligt sårbar, skrøbelig og har brug for omsorg.
Alkymistiske symboler for de alkymistiske processer er tilføjet triumfkortene i rødt, hvilket tilføjer kortene et esoterisk lag, selvom det som altid er det kunstneriske, æstetiske udtryk i billederne og deres fortælling, som er det væsentligste for mig, fordi jeg læser kortene intuitivt.
De er smukke.
Læs mere om Robert Place’s tarot på The Alchemical Tarot.
“Jeg vil give, jeg vil gives, og jeg vil have en ensomhed,
hvor jeg kan lukke op for det, jeg ejer”
Woolf: Bølgerne
Jeg længes efter at sejle i smult vande. De sidste år har været præget af bølgegang og bevægelse.
Jeg savner ro, jeg savner fordybelse, ikke-handlen, koncentration.
Jeg griber til tider efter vished, efter sikkerhed, efter at komme overens med tvivl og ambivalens. De yderpunkter, der så ofte skaber bølgegangen i mit liv.
Ambivalens er at lade mig rutsche mellem yderpunkterne, polerne, fremfor at holde spændingen mellem dem. Jeg har besluttet (sic!) at jeg vil gå ind i et rum af ikke-viden, hvor accepten af min eksistentielle uvished er det primære princip.
Accepten af det poly-valente, det paradoksale, det flertydige, det ikke-definerbare. Det i mit liv, der unddrager sig forklaring og forståelse.
Når jeg accepterer og rummer det forsvinder modstanden, lidelsen og fortvivlelsen. Accepten af ikke-viden er for mig smult vande nu.
At rumme disse modsætninger, der er mig, betyder også kærlighed og sjæl.
Hvem ved, hvad der gror frem af kolben, når jeg ikke konstant rører i den? Eller når jeg afstår fra at ønske noget skal gro frem.
Images from The Alchemical Tarot and other tarot and oracle decks by © Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website and The Alchemical Egg .
There ain’t no cure for love
Jævnligt møder jeg på Facebook gode råd om hvordan man giver slip. Letting go.
Og jeg er efterhånden kommet til en tilstand af modstand mod selve tanken om at give slip.
Som min veninde siger, “Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvordan man slipper noget.”
Anyway. Livet er et konstant flux, flow, foranderlighed, så det som vi kan/skal/bør give slip på, vil nok på et eller andet tidspunkt undslippe os. Vi behøver ikke at arbejde på det bevidst. (Medmindre det er en dårlig vane som fx rygning vi vil slippe.)
Jeg tænker naturligvis på hjertets given slip. Jeg har efterhånden opgivet tanken om at det er muligt at give slip på kærlighed (eller sorg, eller frygt) bare ved at beslutte mig for at gøre det.
Måske ligger det i tiden, at det at have nye oplevelser, ikke blot kærlighedsmæssige, betyder mere end erfaringen, som den tyske sociolog Hartmut Rosa udtrykker det.
At vi giver slip på det gamle for at opleve noget nyt, “komme videre” , som vi siger. Der er måske en triumf i at bevise at vi er kommet videre efter et forlist forhold. Men måske glemmer vi at mærke, hvad det gør ved os. At drage erfaringen, at lade det synke ind.
Måske er der en grund til at forliste forhold og kærlighedsrelationer ikke bare er noget vi kan eller skal slippe. Måske skal vi give det lov til at virke dybt i sindet. Jeg tror ikke at noget af det vi oplever på den front er tilfældigt eller ligegyldigt. Og jeg tror at vi fratager os selv muligheden for at lade tingene betyde noget, hvis vi konstant skal videre, skal give slip etc.
De alkymistiske processer giver mening i denne sammenhæng. Fx. Calcinatio; renselse ved ild, Solutio; opløsning ved vand eller Mortificatio; død.
The Red King is on Fire
Kærligheden kan brænde os, den kan opløse vores ego og den kan få os til at føle det som om noget af sjælen dør, når den hører op. Men alle disse processer er forvandlede, transformerende. Det vil sige, hvis vi tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager. Så vil vi opleve, at noget har ændret sig.
Måske oplever vi en hjertes modning, en visdom, en dybde ved at turde erfare det vi oplever, frem for at give slip og komme videre, komme over noget.
Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.
Og måske mærker vi pludselig en dag, ikke at vi er kommet videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt os, fordi det simpelthen har forandret os, forvandlet os.
Det giver ikke mening at tale om at “jeg” giver slip eller kommer videre, når der er tale om en dyb forvandling af dette “jeg”. Det er meningsløst at tale om at det er det samme “jeg”, når først kærligheden har gjort sit nådesløst omkalfatrende arbejde.
There is nothing pure enough to be a cure for love.
Andet end kærligheden selv.
For nylig sad jeg og en nær og kær veninde i Enghaveparken en lørdag aften og drak øl, og snakkede. Mest om kærlighed og relationer.
Vi kom til at tale om det at være en “Oak” (eg). Om når manden er en eg for kvinden, eller når han netop ikke er der/det, 0g hun derfor bliver sin egen eg.
Hvad vil det sige at være en eg? Hvad er egetræets symbolik? Jeg slog det op i mit symbolleksikon.
Egen virker beskyttende, stærk, uforgængelig, men den tager også i mod lynild, og blev derfor associeret med de stærke tordenguder; Thor, Jupiter og Zeus. Der altså noget umiskendeligt maskulint over det ældgamle egetræ, med den stærke, brede stamme, og den mægtige krone. Hvem har ikke siddet med ryggen mod et egetræs stamme en lun sommerdag og kigget på lyset gennem grenene og bladene, og følt sig tryg?
I fordums tid var det meste af Europa dækket af egetræer. Egetræet blev et symbol på Axis Mundi, aksen, om hvilken verden drejer. Den var også bærer af misteltenen, og altså central i druidetraditionen, og og i dennes fejring af årets cyklus. Egen bliver også, ifølge Jung, associeret med alkymien, og “det filosofiske træ”, hvor stammen fungerer som den alkymistiske kolbe. På den måde blev egetræets virile maskulinitet forenet med det feminine, sjælfulde indhold i kolben.
Det mest fascinerende ved egen er dog at den gror ud fra det lille, bitte agern, der altså indeholder den færdige egs fulde potentiale. Blot 1 ud af 10.000 agern bliver til en eg. Det er således et symbol på Selvets udvikling fra en lille kerne, til et enormt psykisk system, der metaforisk set, som egen, trænger dybt, dybt ned i jorden og rækker langt, langt op i himlen. Og agernet i sig selv blev i folketraditonen ladet med seksuel værdi.
Det gik op for mig, da jeg forberedte dette indlæg, at eg i bestemt ental er det samme ord som “egen”, at være sin egen. At stå der for sig selv med rødderne dybt begravet i jorden og grenene mod himlen og lyset. At være sin egen, at eje sig selv, være forankret i sig selv og være det som Jes Bertelsen kalder “selvberoende”, hvilende i sig selv.
Egetræet er aldrig andre steder, end der hvor det er.
Her til aften ville jeg skrive et indlæg om løvens poter – som et symbol i alkymien, men fór vild i diverse referencer, blogs og mærkelige alkymistiske billeder – blandt andet i Jungs Psychology and Alchemy.
Jeg må igen erkende at studiet af alkymi aldrig bliver bragt til ende, og at jeg ikke bare vupti – kan tage ét billede – og skrive om det og tro at jeg har forstået det. Min viden forbliver “stykkevis og delt”.
Alkymi handler ikke om forståelse og viden – i hvertfald ikke en traditionel rationel viden – snarere en dybere, intuitiv viden, der har med kreativitet og fantasi at gøre. Her kommer vores rationalitet til kort. Men det betyder jo ikke at det alkymistiske sprog ikke er logisk.
Det rummer dets egen irrationelle logik, og dets egen sære skønhed.
Historien om løvens poter må komme en anden gang …
I Robert Places’ the Alchemical Tarot Renewed er der to versioner af kortet The Lovers.
The Lovers/De elskende betyder i The Alchemical Tarot: “The minor conjunction – love, sex, attraction, coming together”.
Betydningen af de to versioner er den samme, ikke desto mindre er der altså to.
En mere traditionel version med et par, Dronningen/månen og Kongen/Solen, der knæler på en mark. Han kysser hende, og Amors pil er rettet i mod dem. Det symboliserer kærligheden mellem manden og kvinden. Denne ene version af kortet er meget sød, meget kysk.
Måske ser vi det som finder sted umiddelbart før sceneriet på det “andet” Lovers- kort.
Print af det “andet” Lovers-kort.
Denne alternative version af The Lovers viser den seksuelle, erotiske kærlighedsakt mellem manden og kvinden. Det viser kongen og dronningen have sex på marken, og symboliserer dermed sammensmeltning af det mandlige og det kvindelige.
At det finder sted på marken, direkte på selve jorden hentyder til frugtbarhed både i bogstavelig og overført betydning.For sammensmeltningen af og det erotiske møde mellem det maskuline og det feminine har altid et “produkt” hvad enten det handler om et konkret barn eller et kreativt produkt, en forvandling eller selve kærlighedsrelationen.
