Tag: Alkymi

Rubedo

Rubedo betyder Rød eller “rødhed”, og er den endelige fase i det alkymistiske opus. Rubedo markerer enden på det alkymistiske værk, og såvel Guld som De Vises Sten associeres med den røde farve, og med kulminationen på værket.

Albedo er afklaringens og lysets fase, men den er på en måde gold. Selvom den repræsenterer befrielse og indsigt, mangler der ægte liv, puls, passion og dybde, som Rubedo repræsenterer:

“In order to make it come alive it must have “blood”, it must have what the alchemists called the rubedo, the redness of  life” Jung

For mig er Rubedo, som kulminationen på transformationsprocessen, symbolet på helhed, og på Eros (i den bredeste forstand), der vi erkender og anerkender os som dem vi virkelig er, vores Selv, vores helhed. Dermed bliver vi i stand til at leve og elske passioneret, i ordets egentlige forstand.

De tre faser hører sammen, og vi gennemlever dem igen og igen; Nigredos depressive sorthed, Sjælens sorte nat – vi kommer alle ud for sorg og prøvelser i tilværelsen, Albedos ro, opklaring, befrielse og lettelse, og Rubedos lidenskab, der gør os i stand til at transformere og transcendere både vores prøvelser og den erfaring og afklaring, der følger.

Selvom Rubedo symboliserer kronen på værket, må vi derfor ikke naivt tro, at processen kun opleves een gang. Hele livet er en spiralisk proces, hvor de tre faser følger og blander sig med hinanden igen og igen, som den tre-hovede drage ovenfor der symboliserer selve livsprincippet.

Albedo

På den anden side af Nigredo kommer Albedo , der betyder “hvid “eller “hvidhed”.

Albedo repræsenterer en følelse af genfødsel, renselse og fornyelse ovenpå mørket.


Detalje fra Splendor Solis – The Philosophical Tree. De sorte og hvide fugle flyver bort ved daggry og igangsætter dermed transformationsprocessen fra Nigredo til Albedo.

Et alkymistisk billede, der knytter sig til Albedo er “the white exfoliated earth”. Den sorte jord dækket af asken fra Calcinatio-processen, asken som er ren og fin og hvid som sne. Det er i denne hvide jord, at man kan begrave sit guld, og se det forædles, hvis man er tålmodig.

Albedo-fasen er renselse, måske en følelse af ro, ovenpå det sorte og depressive. Men det repræsenterer også en abstrakt, ideal følelse, hvor man nok er befriet, klarsynet og renset – men det er ikke liv. Passionen mangler.

Nigredo

Nigredo betyder sort eller “sorthed”.  Nigredo er den første af de tre faser, der udgør det alkymistiske arbejde med at skabe De Vises Sten, Lapis Philosophorum.

Nigredo knytter sig til de alkymistiske processer Mortificatio – at slå ihjel – og Putrefactio – forrådnelse. Det er det, som den alkymistiske substans Prima Materia udsættes for i den første fase af det alkymistiske værk. Eller – det er sådan, Prima Materia opleves i begyndelsen.

Der er altså tale om det mørkeste mørke, om død, opløsning, råddenskab.

I den jungianske psykologi er Nigredo blevet knyttet sammen med udtrykket “Sjælens mørke nat” og dermed med en følelse af depression og fortvivlelse.

Der er en forbindelse til Skyggen, og til Egoets arbejde med at erkende og se sin egen skygge i øjnene, og den pine, som dette arbejde medfører.

Vi kommer alle ud for nigredo faser i tilværelsen, perioder hvor alt ser sort ud og hvor vi oplever fortvivlelse, sorg, psykisk smerte, energitab og sjælelig “død”.

Mortificatio – sjælens mørke nat

“The slaying of the dragon”

Mortificatio betyder at slå ihjel, og knytter sig til den alkymistiske fase, der hedder Nigredo – sorthed. En anden operation, der er tæt forbundet med og knytter til til mortificatio er putrefactio – at rådne.

“Mortificatio is the most negative operation in alchemy. It has to do with darkness, defeat, torture, mutilation, death and rotting. However, these dark images often lead over to highly positive ones – growth, resurrection, rebirth – but the hallmark of mortificatio is the color black” (Edinger p 148)

Dermed bliver mortificatio udgangspunktet for at noget kan gro frem, og i alkymien startes processen med at noget skal slås ihjel, fx dragen, der repræsenterer Prima Materia, eller allerførste primitive følelser af fx lyst, vrede eller magtvilje, der må befries for at libido kan forædles og psyken modnes og transformeres (se Edinger p. 150)

En anden figur, der ofte slås ihjel er kongen. Kongen skal dø, og vi har set ham dø ved at blive druknet eller ved at blive slået ihjel og fodret til sulten ulv, der derpå er blevet brændt. Kongen repræsenterer som nævnt det gamle ego (gamle indstillinger og attituder), der må ofres for at en forbindelse med Selvet kan findes sted.

Så ideen er altså den, at gennem døden og forrådnelsen, kan noget nyt gro frem, noget kan forvandles. Psykisk oplever vi på forskellige tidspunkter i livet lavpunkter, nederlag, at vi ikke kan få det, vi ønsker os, at vi må ofre os, at dele af os må dø, for at noget nyt kan gro frem. Det er en almen sandhed, men vi har svært ved at acceptere livets nigredo-faser – det som er blevet kaldt Sjælens mørke nat (Sankt Johannes af Korset).

Men et væsentligt billede, der knytter sig hertil er det som vi kan så i mørket som sæd – guldet:

“The sowing of gold is an interesting image. Gold signifies light, value, consciousness. to sow it means to sacrifice it, to offer it up to mortificatio in the hope that it will multiply … it is offered up to the unconscoiusness by a voluntarily death of ones psychic comfort, rightness and rationality. One self allows oneself to be less in order to be more – less nearly perfect, but more nearly whole” (Edinger p. 161)

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Sublimatio – luft under vingerne

Sublimatio betyder at den alkymistiske substans – fx Kviksølv – ved opvarmning fordamper og samler sig højere oppe i kolben.

Sublimatio – ikke at forveksle med det freudianske begreb sublimering – har at gøre med transcendens og ascendens:

“The term sublimation detives from the Latin sublimis meaning “high”. This indicates that the crucial feature of sublimatio is an elevating process whereby a low substance by an ascending movement. Earth is transformed into air; a fixed body is volatilized …” (Edinger p. 117)

Sublimatio handler om at spiritualisere – at befri en hvid ånd (spirit)  fra det materiale eller den krop eller substans den er fanget i. Dette afbildes ofte som en hvid fugl, der stiger opad.

Her alkymisten i badet (detalje fra Splendor Solis) – en blanding af symbolikken fra solutio og sublimatio. Den hvide fugl stiger op fra hans hoved.

Sublimatio er således beslægtet med den alkymistiske proces seperatio, fordi to substanser, der er blandet sammen, og dermed urene, skilles ad (seperatio) ved hjælp af sublimatio.

Sublimatio er også den proces, hvorved man ser tingene (og sig selv) fra oven, dvs en form for dissocation. Faren er naturligvis at man risikerer at miste jordforbindelsen, hvis man bliver for abstrakt, for luftig. Sublimatio bør derfor følges af Coagulatio, og der bør være en vekselvirkning mellem disse to processer, så man heller ikke bliver for stiv, for fikseret.

Her kommer begrebet circulatio ind i billedet; den endeløse cirkulation gennem forskellige stadier, der kendetegner vores indre psykologiske liv;

It ascends from the earth to the heaven and descends again to the earth, and receives the power of the above and the below. Thus you will have the glory of the whole world. Therefore all darkness will flee from you” (The Emerald Tablet of Hermes, citeret Edinger p. 142)

og

“Ascent and descent above and below up and down represent an emotional realization of opposites, and this realization gradually leads or should lead to to their equilibrium”. (Jung citret i Edinger p. 143)

I alkymien er bevægelsen fra Jord (coagulatio, materie) til Luft (sublimatio, ånd) til Jord (coagulatio, materie) ifølge Edinger væsentlig og for alkymisten handler det om at befri ånden fra materiaen og at virkeliggøre dette i det konkrete, levede liv, ikke om selv at blive udfriet i en religiøs forstand.

“The filius macrocosmi [alymisten] starts from below, ascends on high, and with the powers of above and below  united in himself, returns to earth again” (Jung citeret i Edinger p. 144)

og

“In Alchemy salvation comes not only from above; it comes also from below” (Henderson & Sherwood, p. 100)

Kilder: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.

Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis.

Solutio – opløsning i vand

“Dissolve and coagulate”

Så enkelt kan hele det alkymistiske værk opsummeres.

Solutio er en af de væsentligste procedurer i alkymien. I vandet opløses den alkymistiske substans og bringes tilbage til dens oprindelige form – til Prima Materia. Solutio er den proces at likvidificere solide stoffer, at opløse dem, at opbløde dem. Psykologisk set handler det om en tilbagevenden til urtilstanden eller et møde med det ubevidste – begge kan både være skræmmende – men også livgivende.

Der er mange symboler og symbolsystemer der knytter sig til Solutio; symboler, der har at gøre med bad, dåb, opløsning, oversvømmelse, fertilitet/kreativitet etc. Her er jeg naturligvis nødt at foretage et udpluk.

Edinger skriver:

“The solutio has a twofold effect: it causes one form to disappear and a new regenerated form to emerge. The dissolution of the old one i often described in negative imagery and is associated with the nigredo” (Edinger p. 49)”

Dåben som et solutio symbol kan fx psykologisk ses som afvaskningen af skyggeegenskaber, om hvilke man er ubevidst;

“Psychological cleanliness means not literal purity, but awareness of one’s own dirt. If one is psychologically clean one will not contaminate ones environment with shadow projections” (Edinger p. 72-73)

Et velkendt alkymistisk symbol er kongen, der drukner (se i baggrunden på billedet nedenfor) – igen for at en ny bevidsthed – i form af en ny ung konge – kan fødes.

Den gamle konge repræsenterer senex, og de gamle aspekter af personligheden, vores stivnede attituder, baseret på vanetænkning, og en ydre autoritet, der afløses af en ægte, ny “kongelighed”, der kommer indefra.

Nogle gange føles det som om vores personlighed må gå i opløsning og desintegrere for at vi kan transformeres. Noget må dø for at noget nyt kan gro frem, og det kan være ganske smertefuldt.

At det gør ondt er et tegn på at udvikling finder sted. Hvis vi er lykkelige i en given  proces af opløsning, kan det i stedet være tegn på regression, på tilbagevenden til noget dejligt, barnagtigt, en slags ukrævende urtilstand. Som ikke udfordrer egoet, gør det stærkere og gør det muligt at skabe relation til Selvet.

Kilder:
Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.
Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis.

Alkymi – en fortælling om lidenskab

Hvad er det egentlig ved alkymien, der er så fascinerende?

Hvad er det disse – dragende, mørke – billeder fortæller om, som betyder at jeg vender tilbage igen og igen, og aldrig bliver færdig med dem?

Det er en fortælling om passion, om lidenskab – om evnen til at lide.

Lidenskab handler om at have stærke følelser for noget, og om at være villig til at lide for det.  Lidenskab er både lidenskab som lidelse (fx Kristi lidelse), og lidenskab som intense følelser af kærlighed – typisk af erotisk art.

Lidenskab/passion har denne dobbelte betydning, som vi synes at glemme, når vi vore moderne tider taler om passion. I virkeligheden er passion og lidenskab ofte ilde set –  fordi det bringer intens forstyrrelse i den almindelige orden  – medmindre det handler om at gå målrettet (passioneret) efter noget. Men det er efter min mening en problematisk udvanding af begrebet og dets dobbelte betydning.

Pointen er at de to elementer – smerte, sorg og glæde, kærlighed – i lidenskaben ikke er modsætninger, men netop er dybt forbundne, uadskillige, og det er også tilfældet i alkymien.

Alkymien er dybest set en lidelseshistorie, en fortælling om intens smerte og intens glæde, og hvordan disse to er spundet sammen – som dobbeltslangen om Caduceus – Hermesstaven.

Om at vejen til helhed går igennem helvede – eller som Jung udtrykte det:

“There is no birth of consciousness without pain.”

Den vibrerende, levende, mørkt skinnende Prima Materia må undergå en række processer for at blive forvandlet til guld, til livseliksiren, eller til De vises sten. Disse processer er meget smertefulde:

Det handler om opløsning, om død, om forrådnelse, og om at forsvinde, for at vende tilbage igen.  Konkret om at blive brændt (calcinatio), blive opløst (solutio) om at fordampe (sublimatio), om at stivne (coagulatio), om at blive delt (seperatio), og om at dø (mortificadio).

Til sidst om at blive sat sammen til en ny helhed – Conjunctio.

Altsammen metaforer for og symboler på den proces, vi må gennemgå i livet for at blive hele, og bevidste – på det indre, såvel som det ydre plan. Det er vores Major Opus.

Alkymien er fortællingen om en erkendelsesproces, der omfatter både smerte og glæde. Om en tilblivelsesproces; om fødslen af en ny helhed. Og om en kærlighedsproces, der også indbefatter sorg og accepten af at kærlighed kræver villighed til at ofre sig for noget større end én selv.

Om at brænde op for at blive genfødt og opstå levende af flammerne – og flyve som Fugl Fønix.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Svovl

Svovl (Sulphur) symboliserer det fyrige, maskuline princip, der er associeret med sjæl, ild, med farven rød, med blod. Svovl er som Kviksølv flygtigt (volatile), men også brandfarligt, og eksplosivt.

Som beskrevet tidligere går Svovl og Kviksølv i forbindelse med hinanden og symboliserer den sidste af faserne i alkymistiske værk, Rubedo, – der igen symboliserer lidenskab, passion, foreningen af modsætninger – kronen på det alkymistiske værk; helhed.

I den forstand symboliserer det Den røde konge, der forenes med den Hvide dronning i Conjunctio, i en lidenskabelig forening af modsætninger, der tilsammen skaber en ny helhed.

Bemærk det røde i dronningens dragt og det hvide i kongens ...

Det er vigtigt at huske vi her taler om symboler. Symbolet er polyvalent. Ingen betydninger er fikseret i rigide modsætninger. Symbolet repræsenterer Det tredie, det der finder sted mellem – eller “over” lys og mørke, maskulint og feminint etc.

Foreningen mellem det mandlige og det feminine, mellem Kongen og Dronningen i Conjunctio,  er “større” end “summen” af de to tilsammen, der er tale om transcendens; noget nyt finder sted.

Hertil kommer, at de alkymistiske kvaliteter er såvel maskuline som feminine – udfra en anerkendelse af hverken det maskuline eller det feminine har monopol på bestemte kvaliteter eller egenskaber;

“The alchemists did not keep a fixed dichothomy between male and female.”

Det maskuline er ikke mere værd end det feminine; de to poler må finde hinanden, for at kunne forenes. Og en forudsætning for dette er at de skal foretages en differentiering;

Man kan ikke forene det, som er blandet sammen.

Under alle omstændigheder bidrager alle disse forskellige lag af symboler og betydninger til en konstant følelse af flux når man beskæftiger sig med alkymiens symbolsprog, flux, forvirring og fascination.

Kilde: Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis

Kviksølv

Ifølge Paracelsus var kviksølv (af gr. hydragyron – flydende sølv, vandsølv)  sammen med salt og sulfur de tre grundelementer i alkymien. Sulfur blev associeret med Solen, kviksølv med Månen og og salt med jorden og Prima Materia.

I alkymien anvendtes kviksølv som udgangspunkt for at skabe det ædleste af alle metaller  – Guld.

Sammen med sulfur skabes merkurisk sulfid eller Cinnabar, der er blodrødt og derfor blev denne kemiske forbindelse associeret med Rubedo i den alkymistiske sekvens af farver. Rubedo symboliserer psykologisk frigivelse af energi (libido i bred forstand), helhed, kulminationen på det alkymistiske arbejde og mødet med Selvet (individuation).

I Splendor Solis associeres Mercury (planeten) med The White Queen

I alkymien refererer kviksølv/merkur mere til merkuriske kvaliteter end til metallets kemiske egenskaber, selvom der naturligvis er en metaforisk  sammenhæng ellers ville de mange associationer mellem kemi, alkymi, mytologi, symbol – og psykologi – næppe være opstået. (Og det tør siges, at i alkymien er disse associationer legio – og temmelig forvirrende).

De egenskaber, der kendetegner kviksølv (også symbolsk) er dets volatilitet – dets bevægelighed, dets flygtighed, dets hurtighed, og dets evne til at indgå i forbindelser med andre stoffer.  Kviksølv er en “agent”, der skaber forandring.

Og: Tænk på den græsk-romerske gud Hermes/Merkur; hans vingede fødder, hans rolle som gudernes budbringer, facilitator og trickster. Han stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene – han bringer lys og bevidsthed.  Metallet kviksølv ses i tre tilstande, som Hermes/Merkur kunne bevæge sig i tre verdner.

Hvor Hermes/Merkur eller den merkuriske energi er, sker der forandring og nye forbindelser af kreativ og “kemisk” art opstår. Hermes er en trickster, som kan komme og gå, men næppe indfanges eller tæmmes.

Han kommer med gaver, inspiration input og indfald, hvis vi har øjne og sind åbne, og vi kan modtage dem i taknemmelighed, glæde og kærlighed, men vi kan ikke fastholde ham eller det i nogen bestemt form – det er imod hans natur.

Salt

I alkymiens Magnus Opus er salt en væsentlig bestandel – sammen med kviksølv (mercury) og sulfur.

Salt er relateret til Prima Materia, til form, til det håndgribelige og til jord. Salt er er bittert – i starten af transformationsprocessen. Men salt er også  relateret til visdom – Sal Sapientia.

I følge Jung kan vi ikke være bitre og viise på samme tid. De to udelukker gensidigt hinanden:

“The most outstanding properties of salt are bitterness and wisdom … Tears, sorrow and disappointment are bitter, but wisdom is the comforter in all psychic suffering. Indeed bitterness and wisdom form a pair of alternatives: where there is bitterness wisdom is lacking and where wisdom is – there can be no bitterness. Salt is the carrier of this fateful alternative …”

Er du bitter kan du ikke endnu transformere erfaring til livsklogskab. For at kunne gøre det kræves det at du giver slip, lader det gamle gå, sætter det fri, og dermed sætter dig selv fri. Lettere sagt end gjort naturligvis. Jeg tror dog ikke at sorg er en del af bitterheden, jo smerten ved at miste er naturligvis bitter.

Men egentlig tror jeg at sorg er vejen fra smerte til visdom.  Kunsten er at erkende og acceptere smerten ved at skulle give slip, ved at lade ting gå. Det der har været eller det, som ikke skulle være. Istedet for at forblive bitter og vred, påtager vi os sorgen, og det er den, vi bibeholder, og det er igennem sorgen vi renses, og bliver vise. Det er den proces alkymien (også) symboliserer.