Lysis

“We think that the point is to pass the test or overcome the problem, but the truth is that things don’t really get solved. They come together and they fall apart. Then they come together again and fall apart again. It’s just like that. The healing comes from letting there be room for all of this to happen: room for grief, for relief, for misery, for joy” Pema Chödron

I drømme er Lysis det tredje stadie, hvor der præsenteres en løsning på den konflikt, som drømmen er en symbolsk fremstilling af. Det er ikke i alle drømme, at vi når frem til en løsning eller en opløsning af konflikten.

Det gælder også for vores levede liv. Det bringer ikke altid forsoning og forståelse, det bringer ikke altid en løsning eller en lettelse.

Og nogle gange kan ønsket om at finde en løsning eller forståelse i sig selv medføre fortvivlelse.

Ønsket om at forstå, afhængigheden af forstå, hvorfor noget gik galt eller ikke udviklede sig som ønsket, kan paradoksalt nok være en forhindring for at forlige sig med det som rent faktisk er sket.

Fordi dette ønske om at forstå stiller sig i vejen for en umiddelbar accept.

Fx: Jeg kan ikke forstå, hvorfor han forlod mig eller ikke kunne elske mig.

I stedet for at acceptere savnet og tabet som det er, kan jeg bruge energi på at forstå, regne ud, fortælle mig selv historier om motiverne i et andet menneske. I nogle tilfælde skaber den manglende forståelse, eller rettere behovet for forståelse, lige så stor smerte som hvis jeg rent faktisk forstod det.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at afstå fra forståelse, at acceptere uvisheden, fordi vished ikke nødvendigvis er mindre sårende.

Måske er illusionen om, at forståelse bringer lindring i virkeligheden det som binder os til ønsket om forståelse og samtidig det, der forhindrer reel accept.

Nogle situationer og relationer ender i skuffelse, de er ufuldstændige eller ufuldbyrdede, eller uforståelige.

Og vi vil så gerne have en god ende på tingene eller denne forståelse eller sikkerhed eller vished.

20160727_203121En fin lille bog om at acceptere uvished og om at fejle.

Så vi klynger os til den eller famler i blinde efter en forklaring.

Men den kan ikke altid findes. Og den at finde en løsning forhindrer os i at acceptere det som rent faktisk kan udfolde sig. Og vi ved aldrig, hvad der sker, “Anything is possible”, som Pema Chödrön siger i den lille bog, Fail …

Vi finder vi den egentlige løsning og accept, og tilgivelse – af os selv eller andre – når vi slipper illusionen om at kunne forstå, og få vished, og i stedet omfavner uvisheden.

Dét er den egentlige Lysis.

At lade konflikten opløses, ikke i at finde løsning, eller en forklaring, men ved at transcendere den. Ved at acceptere at vi ikke kan forstå alle mennesker, situationer eller relationer, men at det ikke betyder at vi ikke kan være med det, der er.

Og vi kan åbne op for noget nyt og mirakuløst.

Daggry

Jeg er begyndt at vågne meget tidligt. Ligeledes denne morgen.

Det grå daggry smøg sig ind imellem gardinerne som en klæbrig levende substans. Jeg ønskede det ikke, blot mørket, søvnen, og (selv)forglemmelsen. Jeg tænkte over, hvor jeg var og hvad, der var sket i løbet af de sidste 5 år af mit liv. Intet er så bittert som fortrydelse. Og det var netop den følelse, der greb mig dér i det grå daggry. Fortvivlelse.

Jeg er i et underligt limbo i denne tid. Jeg ved ikke, hvor længe det vil vare, som er jeg faldet i en tornerosesøvn. Jeg føler en trang til at forbinde mig med noget større end mig selv, noget der samtidigt har det med at unddrage sig mine hænder, som selve den grå lysende substans. Men jeg føler, at jeg fejler. Jeg føler ambivalens i stort set alle aspekter af mit liv, skal jeg gå den ene vej, eller den anden vej.

Ambivalensen føles som en skruestik.

Hvad giver mening?

Frihed? Jeg besøgte nogle gode mennesker forleden aften, venners venner, og vi talte om alt mellem himmel og jord. (Faktisk talte vi også om kabbalah og om Livets træ, der jo netop forbinder Himmel og Jord) Men vi talte også om frihed. Om hvordan frihed, som jeg har måttet sande, ikke giver nogen som helst mening i sig selv. Frihed er et Dyb, som det er fristende at lade sig falde i, men det er netop et dyb. Der skal være noget, der binder og forbinder, et net, knudepunkter, et væv, noget der griber os, holder os sammen.

Hvad forbinder os? Som mennesker. En kop kaffe? Og en lynhurtig afluring.
“Vil du have kakao på?”
“Ja, det ville da være dejligt, hvis det var” Eller noget.
Han ler af mig og efteraber mig. Jeg ler og siger direkte:
“Ja, jeg vil gerne have kakao på”. “Ja, jeg vil gerne have sukker i”.

kaffe1

Nogle gange handler det om at vide, hvad man vil. Nogle gange kan vi ikke vide det, men må famle os frem. Nogle gange handler det om at tage et skridt, på trods af angst. Også selv om man ikke er helt sikker. Et tøvende skridt på en tynd line spændt ud over dybet.

Nogle gange findes forbindelserne i de små ting, en kop kaffe, og en lunhurtig spejling af det indirekte, det pæne, det tilbageholdende. Nogle gange er det godt at blive gennem-skuet.

Nogle gange giver intet mening. Andet end at acceptere at det er sådan.

Det grå kvælende daggry er nu blevet til overskyet aften. Underlige aftenlufte.

Smult vande

“Jeg vil give,  jeg vil gives, og jeg vil have en ensomhed,
hvor jeg kan lukke op for det,  jeg ejer”
Woolf: Bølgerne

Jeg længes efter at sejle i smult vande. De sidste år har været præget af bølgegang og bevægelse.

Jeg savner ro, jeg savner fordybelse, ikke-handlen, koncentration.

Jeg griber til tider efter vished, efter sikkerhed, efter at komme overens med tvivl og ambivalens. De yderpunkter, der så ofte skaber bølgegangen i mit liv.

Ambivalens er at lade mig rutsche mellem yderpunkterne, polerne, fremfor at holde spændingen mellem dem. Jeg har besluttet (sic!) at jeg vil gå ind i et rum af ikke-viden, hvor accepten af min eksistentielle uvished er det primære princip.

Accepten af det poly-valente, det paradoksale, det flertydige, det ikke-definerbare. Det i mit liv, der unddrager sig forklaring og forståelse.

Når jeg accepterer og rummer det forsvinder modstanden, lidelsen og fortvivlelsen. Accepten af ikke-viden er for mig smult vande nu.

At rumme disse modsætninger, der er mig, betyder også kærlighed og sjæl.

AoVHvem ved, hvad der gror frem af kolben, når jeg ikke konstant rører i den? Eller når jeg afstår fra at ønske noget skal gro frem.

Images from The Alchemical Tarot and other tarot and oracle decks by © Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website and The Alchemical Egg .

Dråber

red drop“Som et strejf af en dråbe/fik vi lov til at håbe/
på de ting, der skal komme/førend livet er omme”

Her til morgen var jeg igen ude at svømme. Og lige som sidst afgav jeg et løfte til mig selv.

Denne gang lovede jeg mig selv at forsøge tage imod, hvad jeg får i et givet øjeblik. Jeg gav mig selv det løfte at tage imod øjeblikkene som små strejf af nåde.

At dvæle i det.  Hvad enten det er kærlighed eller eller glæde. Hvad enten det er sorg, savn eller sårbarhed. Og så at give slip.

Hvert savn rummer et løfte om gensyn. Hver sorg muligheden for trods alt at glædes over det der har været. Hver glæde et svimlende håb om mere glæde. Hver kærlighedsgestus en mulighed for gensidighed. Hver sårbarhed en mulighed for trøst.

Det er måske sådan at vi nogle gange har svært ved at acceptere det, der er (og vi skal naturligvis ikke acceptere ALT). Det er måske sådan at situationer, andre mennesker og ting, der ikke virker, bliver u-udholdelige. Vi lever i en tid, hvor vi har mulighed for at kunne en masse, kommunikere en masse, forkaste en masse på meget kort tid. Vi bliver vrede, angste, utålmodige, irritable.

Det er helt naturligt, menneskeligt.

Så siger vi til os selv at vi skal leve i nuet. Men alene heri ligger en fordring. Hvad med at vi sagde: Jeg kan leve i nuet.

Jeg kan som en mulighed tage imod de små gaver, som livet tilbyder. Jeg kan som en mulighed lytte til meningen i disse små ting. Jeg kan som en mulighed tage imod de smukke momenter af  glæde i livet.

I weekenden oplevede jeg en rus af kærlighed, venskab, rummelighed og meget mere, som jeg ikke har ord for nu.

Søndag morgen, stadig beruset i mere end een forstand siger jeg til et kært menneske: “Hvorfor er folk så glade?” Hvortil hun svarer: “Fordi jeg har smittet dem”.

Ja så enkelt er det. Glæde smitter. Nærvær smitter. Kærlighed smitter.

Tør du være skrøbelig?

Who do you need, who do you love
When you come undone?

For nylig kom jeg i kontakt med en sarthed eller skrøbelighed i mig selv, som de fleste der kender mig ser og holder af, men som jeg selv har haft virkelig svært ved at anerkende. I stedet er jeg ofte meget kritisk overfor den del af mig selv.

white-rose1

For mig er den hvide rose et af de ypperste symboler for skrøbelighed

Det er svært at anerkende at jeg som kvinde kan have den skrøbelighed og at det er fint at have det sådan. At lade paraderne falde og bare være med ALT det jeg rummer, og turde hvile i det.

For een ting er at vide det, noget andet er turde træde ud i det, og bære skrøbeligheden. Muligheden for at nogle gange gør livet bare at vi må lade masken falde og acceptere at vi kan gå itu. Og række ud …

Jeg ved ikke om jeg tør helt endnu.

Tør du?