Mening Arkiv ~ Prima Materia

At forstå det uforståelige

“Every life is in many days, day after day. We walk through ourselves, meeting robbers, ghosts, giants, old men, young men, wives, widows, brothers-in-love. But always meeting ourselves.” Joyce

At læse Ulysses er lidt som at forstå det uforståelige. Øvelsen går ud på for mig om læser at tilsidesætte min trang til at ville forstå og bare acceptere det, der sker og ikke mindst Joyces leg med sproget.

Det er egentligt det samme livet handler om. Vi forsøger at skabe mening og mønster i det til tider meningsløse. Men nogle gange er det ikke muligt, meningen unddrager sig vores greb.

Vi må overgive os.

“We sail within a vast sphere, ever drifting in uncertainty,
driven from end to end”. Pascal

Men det kan være meget angstprovokerende at overgive sig det det uvisse, det uafsluttede, det uafslørede, det uforløste.

Livet, kan ikke bare sættes i en box og det kan oplevelser eller mennesker heller ikke. Der sker uventede ting, tilværelsen tager en anden drejning end ventet, døre lukker sig, nye muligheder dukker op.

Ingen ved, hvad der sker, og heller ikke hvorfor. Måske er spørgsmålet ikke hvorfor, men hvordan? Hvordan var det? Hvad er denne oplevelses kvalitet – fremfor dens betydning? Hvordan var det danse, at spise, at tale med det menneske, at kysse, at mærke, at røre?

Hvordan sansedes det? Hvad tænder det? I mig, i dig, i os?

Jeg fik muligheden for (måske) at forstå. Men jeg har valgt ikke at gøre det.

De dybeste mysterier unddrager sig forståelse – nogle gange forstår vi end ikke os selv. Og måske det vi kan forstå – at det vi møder egentligt blot er os selv – og se dét er jo også blot en måde at forstå, dét er også en tolkning.

Og jeg tror at jo bedre vi trods alt forstår os selv, eller forsøger at kaste bevidsthed over os selv, og samtidig accepterer at vi har pletter, at vi er en smule gale. Jeg tror, at det gør os i stand til at forstå andre, og at acceptere at livet ikke skal forstås – det skal leves.

Take it in

“Only a sith deals with absolutes”

Jeg har besluttet mig for at give efter.

Acceptere ambivalensen som en del af mit liv. Tage den til mig.

Jeg vil have klarhed.

Jeg vil ikke drikke. Ikke spise chokolade. Etc.

Jeg vil ikke kysse. Flirte. Jeg vil have et HELT forhold.

Jeg vil være hel.

Jeg vil være god.

Jeg vil have værdier.

etc.

Life is such a mess.

Jeg ser nu at intellekt ikke skaber mening. Forståelse gør ikke.

Mening er krop, kys, kærtegn.

Go with the fucking flow.

No trespassing

For en uge siden vågnede jeg op og følte bitterhed og fortrydelse. Fortvivlelse.

Den forløbne uge har ikke ligefrem været nem. Snarere er følelsen blevet forøget.

Men fortrydelsen er for bitter.

Jeg har tænkt på hvad det modsatte af fortrydelse er. Og jeg tænker at det er taknemmelighed.

Taknemmelighed over de fejl jeg har begået, den smerte, jeg har påført mig selv, (men ikke den smerte, jeg har opført andre). Og de lærestreger, jeg har fået.

Livet er ikke en lige vej. Og heller ikke tydeligt det ene eller det andet, lige så lidt som kærligheden. Nogle gange farer man vild, eller tager en omvej. Måske er det slet ikke en omvej.

Jeg ved hvor stor glæde jeg er i stand til at føle og dele, også. Jeg ved hvor stor glæden har været, og jeg kan se, hvor dyb forandringen har været, og jeg kan se at jeg faktisk midt i det hele er blevet mere hel. At jeg er blevet helet. At nogle sår er blevet lægt.

En væsentlig brik er faldet på plads. Den brik i puslespillet, som jeg hele tiden troede forestillede noget andet. Og derfor lagde tilbage i æsken. Indtil nogen pludselig kom forbi, vendte den lidt rundt, holdt den op mod lyset og næsten uforvarende lagde den på den rigtige plads, så motivet blev tydeligere.

Det er en meget stor gave at få.

Så jeg vil ikke fortryde min vej. At fortryde er at svigte den jeg er blevet, og dem jeg har mødt på vejen. Og det vil jeg ikke.

En anden modsætning til fortvivlelse og fortrydelse er tro. En tro på at det hele har en dybere mening, som jeg ikke kan forstå nu. Men den er der.

Jeg håber at meningen er at jeg bliver bedre i stand til at forstå. At min medfølelse med mine medmennesker bliver større.

På et tidspunkt blev jeg spurgt om jeg ikke gerne ville forstås, men jeg sagde nej, jeg ville accepteres. Er det overhovedet modsætninger? Vil vi ikke allesammen gerne forstås og accepteres, og dybest set elskes som dem vi er?

Jeg føler, at det nu er meningen at jeg skal lutres, at guldet skal igennem en proces, hvor det bliver renere, på indre alkymistisk vis.

Det vil tage et stykke tid.

Mens hjertet forbliver åbent, flydende, lysende – men samtidigt utilgængeligt i den periode. Som et eventyrligt sted, der på magisk vis ikke kan betrædes.

No trespassing. Please.

Daggry

Jeg er begyndt at vågne meget tidligt. Ligeledes denne morgen.

Det grå daggry smøg sig ind imellem gardinerne som en klæbrig levende substans. Jeg ønskede det ikke, blot mørket, søvnen, og (selv)forglemmelsen. Jeg tænkte over, hvor jeg var og hvad, der var sket i løbet af de sidste 5 år af mit liv. Intet er så bittert som fortrydelse. Og det var netop den følelse, der greb mig dér i det grå daggry. Fortvivlelse.

Jeg er i et underligt limbo i denne tid. Jeg ved ikke, hvor længe det vil vare, som er jeg faldet i en tornerosesøvn. Jeg føler en trang til at forbinde mig med noget større end mig selv, noget der samtidigt har det med at unddrage sig mine hænder, som selve den grå lysende substans. Men jeg føler, at jeg fejler. Jeg føler ambivalens i stort set alle aspekter af mit liv, skal jeg gå den ene vej, eller den anden vej.

Ambivalensen føles som en skruestik.

Hvad giver mening?

Frihed? Jeg besøgte nogle gode mennesker forleden aften, venners venner, og vi talte om alt mellem himmel og jord. (Faktisk talte vi også om kabbalah og om Livets træ, der jo netop forbinder Himmel og Jord) Men vi talte også om frihed. Om hvordan frihed, som jeg har måttet sande, ikke giver nogen som helst mening i sig selv. Frihed er et Dyb, som det er fristende at lade sig falde i, men det er netop et dyb. Der skal være noget, der binder og forbinder, et net, knudepunkter, et væv, noget der griber os, holder os sammen.

Hvad forbinder os? Som mennesker. En kop kaffe? Og en lynhurtig afluring.
“Vil du have kakao på?”
“Ja, det ville da være dejligt, hvis det var” Eller noget.
Han ler af mig og efteraber mig. Jeg ler og siger direkte:
“Ja, jeg vil gerne have kakao på”. “Ja, jeg vil gerne have sukker i”.

Nogle gange handler det om at vide, hvad man vil. Nogle gange kan vi ikke vide det, men må famle os frem. Nogle gange handler det om at tage et skridt, på trods af angst. Også selv om man ikke er helt sikker. Et tøvende skridt på en tynd line spændt ud over dybet.

Nogle gange findes forbindelserne i de små ting, en kop kaffe, og en lunhurtig spejling af det indirekte, det pæne, det tilbageholdende. Nogle gange er det godt at blive gennem-skuet.

Nogle gange giver intet mening. Andet end at acceptere at det er sådan.

Det grå kvælende daggry er nu blevet til overskyet aften. Underlige aftenlufte.

Soulmaking III

Jeg tror måske at det er forkert spørge hvor sjælen er?” For det er ganske rigtigt meget svært at beskrive, hvor sjælen befinder sig.

Måske er det fordi spørgsmålet er forkert. Måske er det mere relevant at spørge, hvad sjælen er.

Og da jeg grundede over dette i løbet af dagen, faldt det mig ind, at sjælen måske mest af alt er en dimension eller en proces, vi kan befinde os i, eller som vi kan træde ud og ind ad. Lidt som klædeskabet i Narnia-serien.

At den ikke bor inde i os, men at vi kan træde ind i den, gennem det, som Hillman kalder Soulmaking:

The potential for soulmaking is revealed by psychic images to which a person is drawn and apprehends in a meaningful way. Indeed the act of being drawn to and looking deeper at the images presented creates meaning – that is, soul.

Dermed bliver det at skabe sjæl en kreativ meningsskabende proces, hvor vi er i kontakt med vores drømme, fantasier og vores passion, og hvor vi tør træde ind i de mere skyggeagtige, smertende, svampede områder af sindet – og gå i dialog med disse sider af os selv. Ikke for at analysere dem, men for at skabe en relation til dem.

For at skabe mening. Det betyder ikke at vi forstår alt, eller at alt bliver belyst af pludselig indsigt. Måske betyder det en anerkendelse af at mørket, at dybet, at stemningen – being blue – vitterligt tilhører os, er os, vores sandeste essens.

Det betyder ikke at smerten mirakuløst forsvinder eller at den eksistentielle lidelse slipper sit tag i os, men at vi kan bære den som en del af os.

Det giver sjæl og dybde til et menneske.

Længsel

Just take this longing from my tongue,
all the useless things my hands have done,
let me see your beauty broken down,
like you would do for one you love.

Jeg dør af længsel mindst en gang om dagen. Jeg disintegrerer og bliver sat sammen igen, til en krakeleret helhed.

Efter hvad? Er det en erotisk længsel, en længsel efter ord, en længsel efter andre steder, andre himmelstrøg – efter at turde mere – fx med mine ord.

At indrømme min længsel. Er det ikke at blotte for meget? For inderligt?

Er det ikke bedre eller mere rationelt at være tilfreds, at elske det som er? Jo, og jeg elsker det som er. Jeg værdsætter mit liv, og alt det som er i mit liv. Det sure med det søde.

Og jeg elsker min længsel.

Fordi den driver mig, min bevidsthed, videre, og måske tvinger den mig netop til at turde mere med mine ord. Og acceptere den sult, acceptere det kaos som ligger og smerter lige under overfladen.

Ser du, jeg bilder mig ind at det ikke kun er mig, der har det på den måde, og at længslen er et sår, som vi alle har. Men det er ikke noget vi går og taler om; vi indrømmer ikke så gerne vores sult, for det hele skal være perfekt?

Længslen er et hul, en mangel. Derfor skammer vi os, og dækker os ind, forsøger at skjule hullet, med penge, med selvudvikling, med alkohol, med beroligende medicin, med fart, med sukker, med disciplinering af kroppen.

Jeg foretrækker at kalde det længsel, ikke sult. Fordi at længsel er et smukkere og mere poetisk ord. Se blot Cohens tekst ovenfor.

Længsel. Måske er ideen med længsel, at vi ikke skal lappe hullet, men lade blodet flyde igennem det, og mærke det og lade det gøre os mere sårbare og lydhøre overfor os selv og hinanden.

Mellem os og det udefinerbare “objekt” vi længes efter er der et spændingsfelt, der har en enorm kraft. Fordi det er her vi skaber betydning, erotisk og kunstnerisk og eksistentiel betydning. Mening. Hvis vi kan udholde smerten og spændingen ved at være i det felt, i stedet for at forfalde til en af to poler; at give efter eller at negligere længslen. Begge dele gør os bevidstløse – på forskellige måder.

At være i feltet af is og ild er det, der gør os til mennesker.

Det er ikke et spørgsmål om afholdenhed, eller et opråb om puritanisme – jeg er ikke puritaner – snarere hedning.

Men det er et spørgsmål om at turde mærke dybet, suget, faldet.

Spiritualitet – Hot or Not?

Not.

At søge Ånd uden at have forbundet sig med Sjæl giver ingen mening. Derfor er den spirituelle søgen for mig indstillet. En del af forklaringen findes i disse tidligere indlæg om New Age og Damebladsspiritualitet.

Jeg har indset ud af at det jeg så som min spirituelle praksis lige så vel kan være en måde at søge Sjælen; fx at arbejde med drømme, at skrive og at beskæftige mig med symboler – alt sammen som et middel til selverkendelse eller det James Hillman kalder Soul-making.

Sjæl og Ånd bliver til tider brugt som synonymer. Men de er ikke det samme – og det er umådeligt væsentligt.

At søge Ånd – at være spirituel – er en bevægelse opad. Men det er min oplevelse at den ofte mangler bund. Den bliver overfladisk og inflateret. For at kunne komme op, er det nødvendigt at gå ned – i mørket, i materien, i skyggen – hvor guldet ligger.

psyche_golden_box — Psyche opening the golden box

Jeg siger ikke at det spirituelle – eller Ånd – ikke eksisterer – det gør den. Men måske giver det ikke mening at søge den, før vi har kontakt med vores egne dybder – istedet for at flygte fra dem ved at søge Ånd.

I søgen efter det spirituelle (det er min egen oplevelse) ligger en form for prætention, en søgen efter det perfekte, det transcendente, det som bringer mig væk, hen mod et udefinerbart mål. I søgen efter det spirituelle ligger en form for flugt og en afvisning af skyggesiderne.

Mens det er i erkendelsen af disse, accepten af det-der-er, af at vi altid er på vej, i accepten af modsætninger og paradokser at vi finder os Selv. Accepten af vores ydmyghed og menneskelighed, gør os større og måske bedre i stand til at rumme os selv og andre, og erkende og tilgive fejl – egne og andres.

I forståelsen af at livets Mening ikke eksisterer; Du er selv dit liv.

Livet selv er meningen med livet. Glæden ved at være til – og kærligheden.

Aspiration

Affødt af mine indlæg om at skrive og om Shapiros bog, kom jeg til at tænke på forskellen på aspiration og ambition. For mig er ambition noget ydrestyret, der kan måles. Noget man måske i højere grad gør eller har, udfra hvad man tror andre forventer, end hvad man selv dybest set ønsker.

Istedet for ambition kan vi tale om aspiration. I følge Shapiro er aspiration synonymt med intention, drøm, kald, formål, og det som han kalder “context”, hvis formål er at skabe passion, noget der driver en frem uden at definere en specifik destination.

“With an aspiration, your actions and beliefs are no longer driven by societal norms, a desire for money or status, or arbitraty goals. Rather they are based on meaning found deep within your soul. This makes your existence more intense and alive with purpose” (min fremhævelse).

Aspiration har rod i det samme latinske ord som spirit og inspiration; aspirare, som betyder “at ånde på” . Vores Aspiration er det vi ånder på, det vi fokuserer på, det vi skaber rum for i vores liv, og som vi derfor giver mere plads.

For mig at se er det væsentligste ved den måde Shapiro beskriver aspiration (eller hvad du nu vælger at kalde den), at den har rod i dine inderste ønsker, og det betyder, at den er et udtryk for hvem du er. Ikke hvem du føler du burde være eller hvad du burde gøre. Men dit selv, din sjæl.

Men hvad skal jeg så gøre? tænker du måske. Og hvordan finder jeg min passion (det foretrækker jeg at kalde det) og hvordan lever jeg udfra denne passion, uden at gøre mig afhængig af opfylde bestemte mål. At leve målfrit betyder ikke – at du ikke kan have mål. Med til at leve din passion kan fx høre, at du opnår bestemte færdigheder eller udfører bestemte opgaver.

At finde sin aspiration eller passion kræver at du foretager noget “soulsearching”; at du spørger dig selv, hvad du altid har ønsket, hvad du drømte om som barn, hvad du gerne vil, hvis der er blot én ting du kunne vælge at gøre. Først og fremmest handler det om at finde noget, der giver mening, og at gå nye veje for at prøve nye ting.

Det væsentlige er at leve som efter et kompas, ikke et kort. At finde noget, der inspirerer dig og så bevæge dig eksperimentielt; at være parat til at udforske, væve, slentre afsted og opleve det, du nu oplever på din vej.

Derudover skriver han også om temaer (themes). Istedet for at have et nytårsforsæt kan du vælge at have et tema for det følgende år. Men et tema, du kan udleve eller opleve på mange forskellige måder, og som du kan følge af mange forskellige stier.

Mit tema for i år er overgivelse eller hengivelse. Det kan jeg leve på mange måder; hengivelse til nuet, til de mørkere og dybere følelser, til at skrive, til mennesker, til at opleve noget nyt, ja, til at forsøge mig med nye madretter, smags- og duftoplevelser etc. etc.

Det siges, at alle veje fører til Rom. Det vigtigste er ikke hvilken du følger, blot at den giver mening for dig.

Om at give slip

“Det er bare en projektion”

Vi har det med at neglicere oplevelsen af at have lagt vores guld over i en anden. Jeg har tidligere skrevet om vigtigheden af at tage vare på sit eget guld og trække sine projektioner tilbage. Problemet er blot at det kan være en særdeles pinefuld proces at trække tilbage og at give slip. Det er ikke let.

Det er nemmere sagt end gjort, fx at

At forstå meningen med livet, at skabe mening for sig selv og forståelse for relationen til den Anden. Og dermed også at se den Anden som vedkommende er – minus de betydninger vi tillægger ham/hende i form af egne projektioner.

[U]dfordringen ligger i at trække projektionerne tilbage – at fordre vores eget guld. Vores egen energi. Det er bare ikke så nemt. Det kræver vilje til at se sig selv i øjnene. At finde sit guld – både det som umiddelbart skinner – og det “mørke guld” – kræver hårdt arbejde, og vilje til at få beskidte hænder.

James Hillman skriver om projektionernes paradoksale natur:

But it comes [the triangle of eros] not as an imagery in meditation but through violence and pain and in the shape of actual persons, teaching the psyche by means of the triangle that the imaginal is most actual and the actual symbolic. We say at one and the same time: It’s nonsense, a projection, all in my imagination” and “I can’t go on without the actual you”. (A Blue Fire, Love’s Torturous Enchantments, p. 271)

Lovers — Ingen kan sige sig fri for at blive ramt.

Der er så meget energi, så meget “psychomagi”, så meget Mening gemt i projektionerne, at det kan være særdeles pinagtigt at se dem i øjnene, at trække dem tilbage og tage ansvaret for at bære guldet selv. Det er forbundet med smerte, vrede, ensomhed og sorg. Afmagten over at skulle give slip. Det føles som at blive brændt.

I nogle tilfælde må vi trække projektionen tilbage fordi vi bliver bevidst om det og vælger det. I andre tilfælde er det nødvendigt, fordi den Anden netop er et selvstændigt menneske, der ikke kan, vil eller skal leve op til vore projektioner. Og i nogle tilfælde må illusionen så at sige a briste, når vi erkender og anerkender det egentlige menneske, der er bærer af projektionen.

Der er mange lag gemt i det. Dels er der anerkendelsen af betydningen af den energi vi har lagt ud. det. At det er smukt, at det er varmt, vibrerende og værdifuldt. Men også anerkendelsen af det menneske vi har set som værende så smukt og værdifuldt. Der ligger også en gave i at se det smukke i den Anden, der gør at man bruger de egenskaber i ham/hende som anker for sine følelser.

Det er ikke noget at skamme sig over. Eros er ikke noget at skamme sig over. Men i vores Logos-orienterede samfund har vi det jo ofte med at føle skam over vores følelser; især de pinagtige, pinlige og upassende af dem. Så der ligger en skam forbundet med at det at projicere gode følelser over i et andet menneske og lade sig således fortabe. Derfor vælger vi ofte at devaluere det som blot en projektion, og lade være med at reflektere og blive bevidste og gøre det til vores eget guld. Fordi det gør så skideondt og er så forbandet besværligt.

Tilgivelse og accept er derfor vigtigt. Tilgivelse i forhold til sig selv, accept af at det faktisk sker og kan ske for os alle. Fordi sådan fungerer det for os mennesker. At der er noget smukt og værdifuldt i det. Fordi der ligger en mulighed for både læring og selv-kærlighed gemt i det. Og ikke mindst accepten af det andet menneskes unikhed og skønhed, der netop var det som fik både det bedste og det værste frem i en. Passionens dobbelte flamme.

sunalchemical — Conjunctio. I alkymien er målet at opleve sammensmeltningen på det indre plan.

Tilgivelse og taknemmelighed er væsentlige elementer i det med at se sine projektioner i øjnene – og give slip. Taknemmelighed over det guld vi finder i processen. For ikke at sige ydmyghed og håbet om selv at blive tilgivet i det omfang vi sårer andre.

Skammer vi os over vores følelser og devaluerer dem, så devaluerer vi også os selv – vores inderste kerne. Sjælen. Der hvor energien i projektionen dybest set kommer fra og hører hjemme. Vi lukker øjnene for og hjertet for både sårbarheden og skønheden i os selv og andre. Vi lægger os selv, andre og vores fælles, dybeste menneskelighed på is. Dét er en skam.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Guld III

Som kong Midas kan vi søge guldet i den ydre verdens materielle former, med store vanskeligheder til følge.

På et mindre materielt og mere subtilt plan kan vi søge guldet i andre i form af mening eller betydning, altså det som jeg i mit første indlæg om Guld beskrev som projektioner. Fordi vi i nogle tilfælde først kan få øje på vores guld ved ubevidst bede et andet menneske om at bære det for os, som Robert A. Johnson skriver:

“The exchange of gold is a mysterious process. It is our gold but it is too heavy for us so we need some one else to carry it for a time. That person becomes synonymous with meaning. We follow him with an eagle eye whereever he goes. His smile can raise us to heavenly heights, his frown will hurl us to hellish depths, so great is the power of meaning.”

Så måske kan vi konkludere, at den symbolske betydning af Guld er Mening – at skabe mening.

SplendorSolis_birds — Nigredo, albedo og rubedo i form af tre fugle i den alkymistiske kolbe. Splendor Solis.

At forstå meningen med livet, at skabe mening for sig selv og forståelse for relationen til den Anden. Og dermed også at se den Anden som vedkommende er – minus de betydninger vi tillægger ham/hende i form af egne projektioner.

At skabe guld i alkymistisk forstand er dermed at den livslange, vanskelige proces at forædle sig selv gennem selverkendelse. Det kalder jeg Sjælens Alkymi.

Og når det indre guld skinner lyser vi med med en særlig indre glød.