Not.
At søge Ånd uden at have forbundet sig med Sjæl giver ingen mening. Derfor er den spirituelle søgen for mig indstillet. En del af forklaringen findes i disse tidligere indlæg om New Age og Damebladsspiritualitet.
Jeg har indset ud af at det jeg så som min spirituelle praksis lige så vel kan være en måde at søge Sjælen; fx at arbejde med drømme, at skrive og at beskæftige mig med symboler – alt sammen som et middel til selverkendelse eller det James Hillman kalder Soul-making.
Sjæl og Ånd bliver til tider brugt som synonymer. Men de er ikke det samme – og det er umådeligt væsentligt.
At søge Ånd – at være spirituel – er en bevægelse opad. Men det er min oplevelse at den ofte mangler bund. Den bliver overfladisk og inflateret. For at kunne komme op, er det nødvendigt at gå ned – i mørket, i materien, i skyggen – hvor guldet ligger.
Jeg siger ikke at det spirituelle – eller Ånd – ikke eksisterer – det gør den. Men måske giver det ikke mening at søge den, før vi har kontakt med vores egne dybder – istedet for at flygte fra dem ved at søge Ånd.
I søgen efter det spirituelle (det er min egen oplevelse) ligger en form for prætention, en søgen efter det perfekte, det transcendente, det som bringer mig væk, hen mod et udefinerbart mål. I søgen efter det spirituelle ligger en form for flugt og en afvisning af skyggesiderne.
Mens det er i erkendelsen af disse, accepten af det-der-er, af at vi altid er på vej, i accepten af modsætninger og paradokser at vi finder os Selv. Accepten af vores ydmyghed og menneskelighed, gør os større og måske bedre i stand til at rumme os selv og andre, og erkende og tilgive fejl – egne og andres.
I forståelsen af at livets Mening ikke eksisterer; Du er selv dit liv.
Livet selv er meningen med livet. Glæden ved at være til – og kærligheden.
