Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede
Bevidst at acceptere hvile er ikke min stærke side. Jeg er en lidenskabelig kvinde, jeg bevæger mig ofte sjæleligt mellem de yderste poler.
Hvis vi skal tale om det i alkymistiske termer er det en svingning imellem Nigredo og Rubedo. Men der er en fase imellem disse der er temmelig væsentlig for at det alkymistiske værk skal lykkes, Albedo.
Livet er spiralisk og derfor vender faserne tilbage igennem livet igen og igen, men det er muligt at gå igennem dem med stadig større bevidsthed. Og tidligere, må jeg indrømme interessede Albedos hvidhed mig ikke meget.
Jeg anså den for at være gold og tom, kold og kedelig. Vejen til noget, men ikke interessant i sig selv. Men vi kan se den som en meditativ fase. En tid til kontemplation. Hvor det handler om at gøre sig fri, uidentificeret, ubundet eller detached (Roberto Assagioli).
Marion Woodman skriver:
Detachment liberates the heart from the past and from the future. It gives us the freedom to be who we are, loving others for who they are. Is is the leap into now, the stream of the Being in which everything is possible. It is the domain of the pregnant virgin (The pregnant virgin).
Der er en stille lidenskab i denne fase, som er væsentlig. Albedo er nødvendig, for det er i denne fase, at alkymisten begraver sit guld i “The white exfoliated earth“. Jorden er hvid, fordi den er dækket af aske. Asken kommer fra calcinatio, fra afbrændingen af ulven, befrielsen af egoets begær og ønsker.
Livet byder os til tider at skifte attitude. Gamle lag falder bort, opløses eller brænder bort. Sløret bliver kastet på ilden. Efterhånden om vi bliver stærkere er det muligt at være i verden uden. Det kan være at afklæde sig narcisstiske eller egoistiske attituder, der har blokeret for egentlig vækst, og som ikke længere er nødvendige. De kan have fungeret som et forsvar mod at blive såret. Det kan være en Don Juan eller Femme Fatale attitude eller en overvejende rationel måde at anskue verden.
Det kan være at trække projektioner tilbage, at se på sig selv (prima materia) uden at være kontamineret af emotioner og re-aktioner. Man kan møde Skyggen eller det modsatkønnede i sig selv – istedet for at kaste det ud på verden og bede andre om at bære ens guld. Istedet begraves det i mørket.
Stenen er blevet ren, og kan nu undergå en række andre operationer. Der har fundet en adskillelse sted (seperatio), og senere kan der muligvis skabes en syntese (conjuctio). Men det må vente.
Alkymi er er for mig at se en passionshistorie. Hvad er vi villige til at lide for, at at forandre os for, at gennemgå utallige operationer for? Hvis Nigredo er lidelse, Rubedo er lidenskab, er Albedo Lutring – Renselse.
Man iklædte sig aske som et udtryk for sorg eller beklagelse. I asken ligger der en ydmyghed, at være blevet brændt, at være blevet til intet, og at overgive sig til denne tilstand. Men Aske ridser ikke, det renser, sagde min mor ofte.
I Albedo er ulven blevet brændt og tilbage er asken. Men måske er det gløder tilbage i asken. Gløder som kan blive til en ny ild, hvis den næres og værnes om omhyggeligt. Jomfrugudinden Hestia var arnens gudinde, hun nærede hjemmets stille ild, og hun lod den aldrig dø ud. Måske skal den have lov at brænde næsten helt ud til tider, sjælens kreative og kærlige flamme. Hvis vi omhyggeligt passer på, kan en ny ild komme til at brænde med tiden. En ny attitude, der bygger på en anden bevidsthed, er det som dukker op af ilden.
Vi ved alle, at det er Fugl Fønix, som genfødes igen og igen.
Men formålet med Albedo er ikke Fugl Føniks. Albedo er ikke vejen til noget Andet. Albedo er Vejen i sig selv. Albedo er tilstand, til hvilken vi, jeg, må hengive sig med en stille passion; en villighed til at give et offer. Det kan være at ofre en relation et forhold, uden at ofre kærligheden:
It seems to me, the most important thing in surrendering a close bond is sacrificing the relationship without sacrificing the love. (Ibid.)
I Albedo opnås en stilhed, en hvilen, en mulighed for sjælen for at modtage ånden, livet og kærligheden på et andet niveau end tidligere, en ydmyghed, med den kyskhed, som hører jomfruen til:
Chastity is being open to the life of the spirit, purified of ego desire. Ravishment is saying yes to life, not the yes of naive innocence, but the yes of a higher innocence that is consciously involved in the sacrifice” (Ibid.)
Der er en stille, modtagende passion i Albedo. En hvilende venten, en dyb potentiel mulighed, som endnu ikke er udfoldet. Den er snarere indfoldet. En tilstand af at være svanger med noget. Og det nytter ikke at sige, med hvad, hvornår eller hvorfor. Udelukkende “Hvordan?” er et ædekvat spørgsmål. Hvordan gør jeg dette? Hvordan bliver jeg til denne hvide rose? Hvordan accepterer jeg ikke blot dens gennemsigtige kronblade, mens også dens torne? Hvordan overgiver jeg mig til denne ild, hvordan modtager jeg Hendes nåde?
Jeg ser Albedo fasen som Jomfruens ild. Den er kysk, dog svanger. Kølig, dog brændende. Forvandling kan finde sted, i dette paradoks, hvis vi accepterer lidenskaben og lidelsen, dog uden identifikation.
Hvis vi anerkender kærligheden, og længslen, men lader den lutre os, istedet for at æde os.
T.S. Eliott beskrev denne tilstand meget smukt:
“I said to my soul, be still and wait without hope,
for hope would be hope for the wrong thing; wait without love,
for love would be love of the wrong thing;
there is yet faith, but the faith and the love are all in the waiting.
Wait without thought, for you are not ready for thought:
So the darkness shall be the light, and the stillness the dancing.”’
