Som jeg ikke længere lægger skjul på er det mit store ønske – eller aspiration at skrive. Også andre ting end på denne blog – hvilket jeg tidligere har diskuteret. Eller rettere; jeg har diskuteret hvorfor jeg har det ønske. Og om det er mere kreativt end fx at blogge.
Af en eller anden grund vil jeg gerne skrive en roman – hvem vil ikke det. Men så skal den sateme også være god …
UPS. Det er her, jeg kommer ud på en glidebane. Og en farlig glidebane …
Det gik op for mig – det slog mig – og det var faktisk ikke helt behageligt – at mit eget ambitiøse og evigt krævende ekstra-jeg som jeg troede at have afmonteret – ja, Frk. Dygtig – har ikke så lidt at gøre med den ambition. Og hendes og Kritikerens krav om at det skal være GODT sætter en kæmpe stopper for processen. De forhindrer faktisk at jeg kommer igang, overhovedet.
Hvem siger overhovedet at romanen – og ikke fx essayet, eller digtet (jeg har skrevet flere digte, før i tiden – og ganske fine) – er min genre?
Eller er det i virkeligheden, fordi jeg er BANGE?! hvisler Frøkenen hånligt.
Jeg ved det ikke – endnu.
Men jeg ved, at så længe hun kan lægge sin klamme hånd på processen kommer jeg ingen steder. Iøvrigt – jeg vil ikke lade min kreativitet spænde for hendes vogn. Og i den udstrækning jeg overhovedet på nogen måde er kreativ er det i den retning. Dét ved jeg.
Så mange vil jo være forfattere. Det vil Frk. Dygtig også gerne.
Men dét er en væsentlig fælde. For det handler om ego.
Og her ligger også en væsentlig forskel. Det handler om at skrive. Ikke om at være forfatter. Men om at skrive, altså at være en skribent/writer.
Det er igen et spørgsmål om processen fremfor målet. Det er et spørgsmål om at møde op – ved bordet, blokken (bloggen) eller pc’en, at lytte og at skrive det ned, jeg hører. Og glemme alt om, hvorvidt det er godt eller skidt mens jeg skriver, i processen.
Det er et spørgsmål om at hengive sig. Det tør frk. Dygtig ikke. Hun vil være sikker. Hun vil kende vejen, hun vil have GPS og hele pivetøjet med sig – istedet for at navigere efter stjernene, et kompas, sjælen …
Lige nu er jeg et mærkeligt sted. Et sted med dyb glæde og dyb melankoli. Og jeg kan mærke at det er her jeg skal være i et stykke tid. Her og nu bliver der ikke skrevet hverken romaner eller essays eller digte. Her er jeg, ånder og lytter
Det er dog en trøst, at Frøkenen ikke kan holde at være her.
Her er dejligt dunkelt og tyst.
