Kreativitet Arkiv ~ Prima Materia

Lykkelig nu

Hvad er lykke?

Den kommer og går, lykken. Men den kan vise sig som en dyb vedvarende glæde, en følelse af nåde.

Jeg har skrevet meget om længsel og savn på denne blog. Og mens længslen er blevet stille(t), er savnet en realitet. Men det er fint og smukt at savne. Det kan bæres.

Jeg troede naivt at lykken opstår ved at blive opfyldt udefra – ved at længslen bliver stillet. Jeg søgte ud. Længtes vildt.

Men nu ved jeg at det er den anden vej rundt. Længslen stilles ved at vi bliver opfyldt indefra. Gennem den kilde, der udspringer i det inderste, men som dog ikke er os.

Men noget større og dybere. Den udspringer i vores gudommelige sjæl.

Helhed. Længslen stilles når vi heles og bliver hele. Dét er lykkens kilde.

Denne stille, boblende kilde af glæde, kærlighed, kreativitet.
Den kan ikke kompromitteres, den er en urtilstand.

Jeg er lykkelig nu.

Fake it till you make it

Jeg drømte, at vi kyssede. Intenst. En brændende, sitrende strøm af ild var tændt, vækket. Cellerne dansede i vores hud og læber.

Vi var i strømmen – igen.

Da jeg vågnede var savnet skarpt, og jeg ønskede at skrive et digt om det.

Men jeg kunne ikke.

Strømmen kan ikke kompromitteres. Intentionen var ikke ren.

Denne strømmen er som de to slanger der der snor sig som om Caduceus – Hermesstaven. Som kreativiteten og kærligheden, der strømmer fra den samme kilde. De kommer fra den samme kilde, og vender tilbage til den samme kilde. I et evigt kredsløb.

En evig strømmen, som et pulserende, hvirvlende, magisk, magnetisk felt, som tændes når vi kysser, når vi skaber, når vi gribes af noget der er større end os selv.

Når vi er i nuet, rene og som genfødte, tændte, vækkede, levende.

Kilden er evig, og den flyder i os, feltet er altid åbent. Men nogle gange føles det som om at strømmen er slukket, og vi står udenfor, udenfor kærligheden, uden for kreativiteten.

Dét er en illusion.

Jeg forsøgte at skabe kontakt ved at meditere, og da kom følgende til mig:

Fake it till you make it!

Det er ikke meningen, at jeg skal bade i kærlighedens vande nu. Men jeg skal være i verden, og jeg skal skabe.

Kærligheden er stor, og har mange facetter. Glæden er stor. Kreativiteten er stor.

Så jeg vil træde ud i strømmen, være den smukkeste, mest vibrerende, erotiske skabning, jeg kan være; smuk, nærværende, tilstede.

Tilbyde mig til verden, og til min Daimon.

JEG vil være åben, og det vil strømme igennem mig.

Jeg kan altid kan bade i den kilde, og den er meget større end mig.

Det er Altet.

Feltet er åbent.

Eros og Individuation

“This is the reason why such people always fall in love with those who don’t love them in return. It is in order to prevent the erotic experience, because such an experience would alienate the person from her secret purpose, which, at least for the time being, is individuation.”

I lyset af skismaet mellem Logos & Eros, mellem erkendelse og erfaring, kom jeg til at tænke på, om der også er et skisma mellem kreativitet og kærlighed?

For lidt over et år siden fandt jeg det ovenstående citat af Jung. Skulle jeg have lyttet mere intenst. Men nej, der ligger en skønhed i al erfaring, i al levet liv, i alle forsøg på at relatere.

Gnisten tændes og dramaet starter. Det er en teleologisk drift mod individuation. For nogle mennesker vil udviklingen mod Selvet foregå i parforholdet, i relationen, mens den for andre vil foregå udenfor – i en følelse af ensomhed, af isolation, fordi det er her, vi radikalt tvinges til at se os selv – og dæmonerne i øjnene?

Er der således et skisma mellem realisation af kærlighed og realisation af kreativitet for nogle typer af mennesker? Eller, for at formulere det på en anden måde: Måske ligger individuationsmuligheden for nogle i kærligheden og for andre i kreativiteten?

Til den kvindelige individuation hører at tage en bid af æblet,
ført af slangen, visdommen uhyre.

Den frustrerede kærlighed og lyst er i alkymien et tema, der fx udtrykkes i billedet med den brændende ulv. Vores længsler skal frustreres, og renses i ilden. Passionen løftes fra et niveau til et andet.

Min veninde rådede mig til at rette min Animusenergi mod et nystartet projekt (eller to) – og det vil jeg gøre. Måske udelukker mit ønske om at skabe Eros, og sjæl, i en bredere forstand muligheden for at skabe Eros med ét menneske, selvom dette også er et dybt ønske i mig?

Måske er der en dybere mening med passionen i den uforløste kærlighed: Den skal forløses i kreativitet.

Og det fordrer stilhed, ensomhed, dybde.

Ulyst

“Writers write …
if writing is your practice,
the only way to fail is not to write”

Da jeg var på ferie tænkte jeg ikke på at skrive. Der var adskillige dage, hvor jeg ikke skænkede det en tanke. Og faktisk følte jeg at det var en lettelse, da det slog mig, at jeg faktisk slet ikke tænkte på at skrive.

Det gik op for mig at tanken om skrive var blevet en kilde til stress. Ikke selve det at skrive. Men tanken om det, jeg mener jeg bør skrive.

Jeg har en indre overbevisning, der hedder, at jeg skal skrive noget andet end det jeg skriver på denne blog: en kronik, en essaysamling, en roman, en digtsamling. Og det skal være GODT.

I dag gav jeg mig til at granske, hvad formålet med at skrive er for mig.

Der er 2:

1. Jeg skriver for at få anerkendelse (og accept og ultimativt kærlighed).

2. Jeg skriver fordi jeg godt kan lide det, af lyst og glæde.

Det første er produktorienteret. Det andet er procesorienteret.

Men jeg kan få anerkendelse på andre måder. Og det underliggende behov for anerkendelse har taget LYSTEN og glæden ved at skrive fra mig. Jeg føler at det bliver at et spørgsmål om at performe og præstere, at være Frk Dygtig. Og hun er ikke særlig lystbetonet hende Frk. Dygtig. Hun er sådan en irriterende gammeljomfrunalsk type med hævet pegepind og knold i nakken.

Når jeg skriver her, så føler jeg mig i et helle. Det er mit RUM. Og jeg skriver ud af glæde og dét jeg føler en trang til at kommunikere i øjeblikket.

Til hverdag tænker jeg mere på at skrive end faktisk at skrive.

Jeg tænker på – med Sheers ord – at gøre det at skrive til min praksis, lige som andre beder eller mediterer eller dyrker yoga eller tantra. Alt sammen noget som det før er lykkedes mig at bilde mig ind at jeg også bør. Lige så snart bør bliver en del af sætningen er Frk. dygtig på spil. Lige så snart bør bliver en del af sætningen går lysten og legen ud af det.

Det slog mig så, at det at skrive sgu ALTID har været min praksis. Jeg har skrevet dagbog i 30 år. Jeg har snart ramt 500 indlæg på denne blog. Jeg skriver allerede. Så glæden ved processen er her og har altid været her. Jeg opfylder bare ikke mine egne forventninger, eller Frk. Dygtigs, om at være succesfuld. Fuck hende.

På en eller anden måde skal jeg have hende afmonteret. Jeg ved bare ikke helt hvordan.

Hun har taget spotlightet fra Digteren, Danseren, Drømmeren, som til gengæld ikke er bange for denne lille scene her. Jeg tror, at der skal lægges låg på alle andre ambitioner end at skrive på bloggen, og så i min dagbog.

Det er nemlig ikke deres ambitioner. De vil bare have friheden til at lege tilbage.

En aften i kærlighed

“My mind must be free
To learn all I can about me”

Friheden synes at være et tveægget sværd. Enten bundet i vågen selvberoenhed eller i bitter ensomhed. Det er ikke et klart valg mellem den ene eller anden stemning. Nogle gange føles det på den ene måde. Andre gange på den anden.

Ikke desto mindre var budskabet fra mine drømme denne morgen, meget direkte udtrykt:

“Hvad er problemet?”

Underforstået med den situation, du er i nu. Som et venligt, men bestemt spark i røven. Vågn op, vær den du er, nyd det åbne felt, tag ansvar for dig selv, dit liv, din kreativitet, elsk dig selv, så du ikke kommer til at elske ud fra en følelse af mangel eller længsel. Det er min tolkning af budskabet.

For nylig skete der der at jeg mærkede at længslen efter denne fantasifigur, som jeg har kaldt Elskeren, pludselig var væk. Ikke eksisterende. Som om min længsel var vendt tilbage til mig selv. Eller opløst, og kærligheden nu atter kunne blive konkret, manifesteret i det jordbundne, almindelige – eller som U2 synger:

Cause we can’t fall any further if
We can’t feel ordinary love
And we can not reach any higher,
If we can’t deal with ordinary love

Når den manifesterer sig.

I aften manifesterer kærligheden sig som selv-kærlighed, besøg i en boghandel (det var dyrt), sol, jazz i radioen, ro til at skrive, og derigennem reflektere over forholdet mellem frihed og kærlighed. I virkelighed er der ikke nødvendigvis et modsætningsforhold.

Så er der den underlige erkendelse af at det er muligt at længslen er væk, men der er opstået et savn, og for mig er savn bundet til det specifikke, det kropslige, det konkrete, det personlige. Hvor længsel er abstrakt og mere diffus.

Kunsten er at acceptere savnet og adskillelsen, at slippe det menneske, jeg savner og ikke henfalde i neediness. Det er fint at savne. Selv når jeg ikke bliver mødt i savnet.

Det er godt at være i det som er. Kærlighed, savn, ensomhed. Engang var der en klog kvinde, der lærte mig at der er forskel på at være ensom – og Al-Ene. I det at være alene er man både Alt og Een på samme tid.

Frihed er ikke længere et spørgsmål om at flyve ud, men i friheden til at hengive mig til det, der er. Nu.

Gail Sher skriver – om at lytte indad og at skrive, men jeg tænker at det også kunne være relevant for længsel og kærlighed, og dybest set handler om væren:

“Don’t even picture your body more narrow, your mind more agile, your soul more stout. Don’t go there. Don’t go anywhere. Simply stay where you are”

Uden linjer

Jeg skriver en del lister i min dagbog, blandt andet inspireret af Julia Cameron. Denne liste handler om de værdier, der ligger til grund for mit fundament, og er skrevet i min nye Moleskinedagbog.

Uden linjer. Det lyder skørt. Men det er helt nyt for mig. Men det føles som om at skriften bliver sat fri på en helt ny måde.

Som om der er mere plads. Og som om det så kan blive mere kaotisk og mindre lineært.

Det er ihvertfald noget der skal leges med. Med farver, og mind maps. Og blomster. Og billeder.

Nu er det jo stadig ganske pænt. Jeg har altid (stort set) skrevet inden for linjerne. Nu er det på tide at bryde ud.

At åbne og at lukke

As I open the blinds in my mind,
I’m believing that you could stay

Er det muligt at være sødmefuld og mystisk på samme tid? En ven beskrev det som at være åben og lukket, og spurgte om de to tilstande ikke udelukker hinanden?

Jeg tror, at jeg har brug for skiftet, for at kunne snart det ene, snart det andet.

Jeg kommer i møde, for så at trække mig tilbage i en langsomt rullende bevægelse som bølgerne på stranden, Nogle gange er det muligt at være totalt åben, og nogle gange er det nødvendigt at lukke af. At kaste sløret, for derefter at tilsløre mig igen. At sænke garderne og hæve dem igen. At hengive mig, for så igen at være reserveret, ene.

En veninde så det i mig første gang, hun mødte mig i det virkelige liv. Hun aflæste mig i et nanosekund på trods af mit forsøg på at skjule mig, min sårbarhed.

Tulipaner lukker sig sødmefuldt om sig selv,
når det bliver mørkt.

Jeg kom til at tænke på det lukkede som det dæmoniske og det åbne som kærlighed.

Men er det lukkede nødvendigvis dæmonisk? Det kan være det. Kierkegaard definerer det dæmoniske som individets selvvalgte indesluttethed. Men i andre sammenhænge kan det at lukke jo være en nødvendighed. At sætte en grænse, at definere, at erklære et territorium. Verden kan forstås i kraft af vores kategorier og den måde vi afgrænser gennem sprog og handlen. Og anvender magt på utallige subtile og mindre subtile måder.

I alkymien er kolben et centralt symbol, idet den er den form i hvilken den alkymistiske proces finder sted. Kolben skal være og holdes forseglet, hvis processen skal virke. Intimitet mellem to mennesker eksisterer i kraft af at skabe et rum for de to. Terapien fordrer det lukkede terapeutiske rum, og kreativiteten det kreative rum; Eget værelse, som Virgina Woolf krævede det på kvinders vegne.

For at blive os Selv, må vi have et sted, hvor vi kan skabe os. Så at sige.

Og så igen, for at blive os Selv er det nødvendigt at åbne os mod andre, at relatere, at trodse tvivlen og angsten for den smerte der kan ligge i åbenheden, muligheden for at blive såret.

Jeg tror at de udelukker hinanden. Det er ikke muligt at opretholde åbenhed og lukkethed på samme tid. Men det er, som med så meget andet, en evigt skiftende, kaleidoskopisk bevægelse.

Beltane

Come on baby, light my fire
Try to set the night on fire

I dag er det Beltane.

Beltane er en ældgammel gælisk fest, der ligger mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv, på kanten af sommeren, hvor alt er ved at eksplodere i frodighed, og den bliver markeret med blomster, og bål i natten.

Ild.

Det er nu Gudinden og Guden forenes i elskov.

Det er foreningen af det maskuline og det feminine, det ydre og det indre, det dagligdags og det festlige, det sakrale og det profane, sol og måne.

I den smukke Druid Craft Tarot er dette illustreret af The Lovers, der ligger og sover efter deres elskov, foreningen har fundet sted, verden er blevet fornyet, og frodigheden er sikret.

Beltane og det med at tænde ild giver mig anledning til at tænke på sangen af The Doors. Om at tænde ild, og hvad der ligger i det på det indre plan. For mig har Ild som element at gøre med kreativitet og seksualitet, og at tænde ild er at antænde den indre flamme. At skabe sjæl, og ikke at være bange for at lade sjælen skinne igennem.

Det er fantastisk og vildt at møde et menneske, der kan tænde dét i en: Baby come on, light my fire. Puste til flammen, ignite the spark. Det er en stor og smuk gave.

Men, for der er et men. Vi kan ikke forvente eller kræve at en Anden skulle tænde den ild i os. Det er vores eget ansvar at tænde ilden i os selv og holde den ved lige, og bære den. Og vi skal ikke finde os i at bære den for den Anden.

Kunsten er at turde rumme hinandens ild. At løfte og være med til bære, at puste til flammen, pirke til gløderne, danse om bålet i natten.

Relight your fire.

Silkespind

Nogle gange er det, ligesom i eventyrene, et enkelt lille ord, der som et slag af en tryllestav, sagt af en god fe – eller i dette tilfælde – troldmand – der kan få helten eller heltinden til at vågne.

I dette tilfælde var det ordet Silkespind, der blev hvisket til mig, og som fik det til at sige pliing. Sandheden er at det blev skrevet på Facebook – men det lyder mere romantisk at skrive hviske – virkningen var den samme. Det føltes som om jeg med eet var blevet løst fra en fortryllelse.

Silkespind

Det er et besynderligt ord, der ikke er faldet på plads i systemet. Jeg går stadig og smager på det.

Et spind, at blive spundet ind, det bringer associationer til illusioner, om edderkopper, som er nogle meget kreative dyr (nogle af dem), og fortryllelse, at være bundet – men på en sødmefuld, silkeblød måde, som en søvn, jeg måske ikke helt ønsker at blive vækket af.

Fordi det jeg oplever giver brændstof til det kreative bål. Men måske er det på tide at puste den flamme ud, sige tak og skrive om noget andet. Nu hvor jeg er (ved at blive) vækket.

For, ja, der er meget jeg endnu ikke har skrevet, oplevet, tænkt, mærket og følt endnu. Jeg har oplevet, tænkt, mærket og følt meget, men verden – også den den indre, magiske fantasi- og symbolverden, jeg ofte skriver om og relaterer til – er stor, og der er mulighed for fornyet kreativitet, nu hvor silkespindet bliver trukket fra mine øjne, fra mit hjerte og min bevidsthed.

Jeg erfarer nu på magisk vis, at mine egne ord om at vi nogle gange bliver sluppet, sat fri, er sande – efter at forvandlingen har fundet sted, og det markeres af et lille ord, hvisket i øret – eller et kys.

Men det er en helt anden historie …

K for Kreativitet

Det næste K af de fire K’er er K for Kreativitet.

Når jeg tænker på kreativitet, tænker jeg det i bred forstand. For mig specifikt vil kreativitet altid være noget med at skrive, men kreativitet er mange ting for mange forskellige mennesker.

Prøv at tænke på hvad kreativitet er for dig? Hvilke aktiviteter gør dig glad, bibringer dig flow? Er det at tegne, at spille musik, at male, at lave kostumer til halloween?

Du kan også tænke mere generelt på kreativitet, som dine aktiviteter, handlinger og det du siger i løbet af dagen : Hvad skal jeg skabe, sige, gøre idag – hvis noget?

Måske er det nok bare at være til?