Nåde

“I was blind, but now I see”

Her til morgen vågnede jeg tidligt efter en urolig nat. Jeg er lykkelig. Uden årsag. Men måske skal vi ikke altid kende årsagen hverken til lidelse eller lykke?

I går følte jeg en intens glæde, en joie de vivre, over at være i live, forelsket i selve livet, uden at nogen var objekt for denne følelse. En intens glæde over skønheden på den sidste smukke september dag i 2015. Her i den tidlige morgen er der overskyet, men det betyder ikke noget.

balloons

Fornylig har jeg oplevet at jeg blev “reddet” i forskellige situationer, hvor noget var blevet væk, var gået itu eller i form af en uventet udgift – og det har alt sammen vist sig at blive “ordnet” på magisk vis. Dertil oplevede jeg at få hjælp fra uventet kant, da jeg var i pine. En person rakte hånden frem, holdt mig, rummede min pine, for derefter at opløse sig ud af mit liv igen. Alt sammen indenfor få uger.

Det er alt sammen sket i et flow, hvor tingene er faldet på plads, har udfoldet sig – men uden at give mening, analytisk eller intellektuelt.

Og det skete alt sammen, efter at jeg har lagt endnu et slør, føler mig nøgen og opgiver at “forstå”. Jeg har blot ladet en barriere falde, ikke blot i det ydre, men i det indre. Noget i mig er brudt sammen, og det er fuldstændigt som det skal være.

Min frygt har været ubegrundet. For at være alene, ikke kunne klare mig, blive forladt, for sammenbrud. Alt det er virkeligheden, jeg oplever det kontinuerligt, nærmest dagligt – men det er ikke noget at frygte. For samtidig sker der det, at jeg bliver forbundet, at jeg kan klare mig, at jeg bliver mødt og møder andre, at jeg bliver bygget op. Det er cyklisk, det er livet. Det er konstant flux.

Og frygter jeg – er det sådan det er, ligesom, når jeg er vred, ked af det, glad.

I går oplevede jeg en strøm af kærlighed, der flød igennem mig, ikke udefra og ind, men indefra og ud, fra mig til verden. Eller måske snarere fra verden, igennem mig og ud i verden igen. Som om jeg blot er en kanal, hvorigennem noget udfolder sig.

Vi kan kalde det Gud, Essens eller Anima Mundi – verdens sjæl. Det var en kærlighed til de titusinde ting som Altet manifesterer sig i, og den kærlighed flød gennem mig – eller den specifikke del af Universet, der lige nu oplever sig selv som “mig”.

Ikke på den måde, som jeg normalt har forstået kærlighed, men på en ny måde, der er hinsides ord. Vi kan bruge en metafor. Lyset, der brydes igennem et prisme og bliver til hele farveskalaen.

Vi kan kalde det Nåde.

Hav en dejlig første oktober.

This entry was posted in Prima Materia and tagged .

3 Kommentarer til Nåde

  1. Pingback: Klar | Prima Materia

  2. Pingback: Håb | Prima Materia

  3. Pingback: Lykkelig nu | Prima Materia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *