Ild Arkiv ~ Prima Materia

Jomfruens ild

Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede

Bevidst at acceptere hvile er ikke min stærke side. Jeg er en lidenskabelig kvinde, jeg bevæger mig ofte sjæleligt mellem de yderste poler.

Hvis vi skal tale om det i alkymistiske termer er det en svingning imellem Nigredo og Rubedo. Men der er en fase imellem disse der er temmelig væsentlig for at det alkymistiske værk skal lykkes, Albedo.

Livet er spiralisk og derfor vender faserne tilbage igennem livet igen og igen, men det er muligt at gå igennem dem med stadig større bevidsthed. Og tidligere, må jeg indrømme interessede Albedos hvidhed mig ikke meget.

Jeg anså den for at være gold og tom, kold og kedelig. Vejen til noget, men ikke interessant i sig selv. Men vi kan se den som en meditativ fase. En tid til kontemplation. Hvor det handler om at gøre sig fri, uidentificeret, ubundet eller detached (Roberto Assagioli).

Marion Woodman skriver:

Detachment liberates the heart from the past and from the future. It gives us the freedom to be who we are, loving others for who they are. Is is the leap into now, the stream of the Being in which everything is possible. It is the domain of the pregnant virgin (The pregnant virgin).

Der er en stille lidenskab i denne fase, som er væsentlig. Albedo er nødvendig, for det er i denne fase, at alkymisten begraver sit guld i “The white exfoliated earth“. Jorden er hvid, fordi den er dækket af aske. Asken kommer fra calcinatio, fra afbrændingen af ulven, befrielsen af egoets begær og ønsker.

Livet byder os til tider at skifte attitude. Gamle lag falder bort, opløses eller brænder bort. Sløret bliver kastet på ilden. Efterhånden om vi bliver stærkere er det muligt at være i verden uden. Det kan være at afklæde sig narcisstiske eller egoistiske attituder, der har blokeret for egentlig vækst, og som ikke længere er nødvendige. De kan have fungeret som et forsvar mod at blive såret. Det kan være en Don Juan eller Femme Fatale attitude eller en overvejende rationel måde at anskue verden.

Det kan være at trække projektioner tilbage, at se på sig selv (prima materia) uden at være kontamineret af emotioner og re-aktioner. Man kan møde Skyggen eller det modsatkønnede i sig selv – istedet for at kaste det ud på verden og bede andre om at bære ens guld. Istedet begraves det i mørket.

Stenen er blevet ren, og kan nu undergå en række andre operationer. Der har fundet en adskillelse sted (seperatio), og senere kan der muligvis skabes en syntese (conjuctio). Men det må vente.

Alkymi er er for mig at se en passionshistorie. Hvad er vi villige til at lide for, at at forandre os for, at gennemgå utallige operationer for? Hvis Nigredo er lidelse, Rubedo er lidenskab, er Albedo Lutring – Renselse.

Man iklædte sig aske som et udtryk for sorg eller beklagelse. I asken ligger der en ydmyghed, at være blevet brændt, at være blevet til intet, og at overgive sig til denne tilstand. Men Aske ridser ikke, det renser, sagde min mor ofte.

I Albedo er ulven blevet brændt og tilbage er asken. Men måske er det gløder tilbage i asken. Gløder som kan blive til en ny ild, hvis den næres og værnes om omhyggeligt. Jomfrugudinden Hestia var arnens gudinde, hun nærede hjemmets stille ild, og hun lod den aldrig dø ud. Måske skal den have lov at brænde næsten helt ud til tider, sjælens kreative og kærlige flamme. Hvis vi omhyggeligt passer på, kan en ny ild komme til at brænde med tiden. En ny attitude, der bygger på en anden bevidsthed, er det som dukker op af ilden.

Vi ved alle, at det er Fugl Fønix, som genfødes igen og igen.

Men formålet med Albedo er ikke Fugl Føniks. Albedo er ikke vejen til noget Andet. Albedo er Vejen i sig selv. Albedo er tilstand, til hvilken vi, jeg, må hengive sig med en stille passion; en villighed til at give et offer. Det kan være at ofre en relation et forhold, uden at ofre kærligheden:

It seems to me, the most important thing in surrendering a close bond is sacrificing the relationship without sacrificing the love. (Ibid.)

I Albedo opnås en stilhed, en hvilen, en mulighed for sjælen for at modtage ånden, livet og kærligheden på et andet niveau end tidligere, en ydmyghed, med den kyskhed, som hører jomfruen til:

Chastity is being open to the life of the spirit, purified of ego desire. Ravishment is saying yes to life, not the yes of naive innocence, but the yes of a higher innocence that is consciously involved in the sacrifice” (Ibid.)

Der er en stille, modtagende passion i Albedo. En hvilende venten, en dyb potentiel mulighed, som endnu ikke er udfoldet. Den er snarere indfoldet. En tilstand af at være svanger med noget. Og det nytter ikke at sige, med hvad, hvornår eller hvorfor. Udelukkende “Hvordan?” er et ædekvat spørgsmål. Hvordan gør jeg dette? Hvordan bliver jeg til denne hvide rose? Hvordan accepterer jeg ikke blot dens gennemsigtige kronblade, mens også dens torne? Hvordan overgiver jeg mig til denne ild, hvordan modtager jeg Hendes nåde?

Jeg ser Albedo fasen som Jomfruens ild. Den er kysk, dog svanger. Kølig, dog brændende. Forvandling kan finde sted, i dette paradoks, hvis vi accepterer lidenskaben og lidelsen, dog uden identifikation.

Hvis vi anerkender kærligheden, og længslen, men lader den lutre os, istedet for at æde os.

T.S. Eliott beskrev denne tilstand meget smukt:

“I said to my soul, be still and wait without hope,
for hope would be hope for the wrong thing; wait without love,
for love would be love of the wrong thing;
there is yet faith, but the faith and the love are all in the waiting.
Wait without thought, for you are not ready for thought:
So the darkness shall be the light, and the stillness the dancing.”’

Beltane

Come on baby, light my fire
Try to set the night on fire

I dag er det Beltane.

Beltane er en ældgammel gælisk fest, der ligger mellem forårsjævndøgn og sommersolhverv, på kanten af sommeren, hvor alt er ved at eksplodere i frodighed, og den bliver markeret med blomster, og bål i natten.

Ild.

Det er nu Gudinden og Guden forenes i elskov.

Det er foreningen af det maskuline og det feminine, det ydre og det indre, det dagligdags og det festlige, det sakrale og det profane, sol og måne.

I den smukke Druid Craft Tarot er dette illustreret af The Lovers, der ligger og sover efter deres elskov, foreningen har fundet sted, verden er blevet fornyet, og frodigheden er sikret.

Beltane og det med at tænde ild giver mig anledning til at tænke på sangen af The Doors. Om at tænde ild, og hvad der ligger i det på det indre plan. For mig har Ild som element at gøre med kreativitet og seksualitet, og at tænde ild er at antænde den indre flamme. At skabe sjæl, og ikke at være bange for at lade sjælen skinne igennem.

Det er fantastisk og vildt at møde et menneske, der kan tænde dét i en: Baby come on, light my fire. Puste til flammen, ignite the spark. Det er en stor og smuk gave.

Men, for der er et men. Vi kan ikke forvente eller kræve at en Anden skulle tænde den ild i os. Det er vores eget ansvar at tænde ilden i os selv og holde den ved lige, og bære den. Og vi skal ikke finde os i at bære den for den Anden.

Kunsten er at turde rumme hinandens ild. At løfte og være med til bære, at puste til flammen, pirke til gløderne, danse om bålet i natten.

Relight your fire.

Bølger

Jeg elsker lyden af bølger, der slår ind imod en strand.

Uanset om stranden er på en ø i Thailand eller i Tisvilde. Det er lyd så evig og tidsløs, at den er balsam for enhver sjæl, der søger lise og lindring.

Jeg elsker idéen om tid som en bølge, der kommer imod os, istedet for som noget der går fra os, som dyrebare dryp i et timeglas. I I Ching – det gamle taoistiske spådomssystem – var det netop billedet; tiden som en bølge der kommer imod os, og som vi ved hjælp af røllikestilke eller mønter kan forudse og tolke – dersom vi har de poetiske, intuitive evner, der skal til.

Jeg ser nu mit eget liv som en spiralbevægelse af evig forandring og forvandling, men også med et genkendeligt mønster af bølger, der løber op på stranden og bølger der løber tilbage i havet. En kontinuerlig strømmen af indfoldelse og udfoldelse, sammentrækning og udstrækning.

Og lige nu er jeg i en fase af eftertænksom, rolig indadvendthed. Som jeg også var i vinteren for 2 år siden, som om min “cyklus” er 2-årig. I visheden om at intet af det jeg har brug for eller lyst til er “derude”.

Jeg føler ro, soberhed, ja nærmest en form for jomfruelig kyskhed – i den forstand at jomfruelig i nogle kulturelle sammenhænge associerer til uafhængighed. I det gamle Rom var det vestalinderne, der passede den vestalske ild, i det gamle Grækenland var det Hestia, der passede arnens ild.

Ilden, der i moderne tider kan ses som den indre glød, den stille flamme i mørket; kreativitet og kærlighed. Og det er, tænker jeg, opgaven nu.

Her kan jeg heller ikke lade være med at bemærke at hearth (arne) og heart på engelsk næsten er det samme ord.

Arnen er hjemmets hjerte.

Længslen har fundet hjem. Den sidder som en fugl på standen, med vingerne beskyttende om kroppen, ventende og hvilende. Men hvem ved, en dag vil den slå vingerne ud igen og søge ud, flyve ud over havet mod solen.

Men måske flyver den ud mod noget andet end hidtil? Det er som om at længslen søger i et dybere lag for hver gang den hviler.

Men nu sidder den her, på stranden, og lytter til bølgernes brusen. Stille.

Dybere

I tomheden finder vi døren. Døren fører til fordybelse.

Muligheden for at nå dybere. Dybere ind, dybere ned, dybere op, dybere ud.

Døren kan være alt. Eller intet.

Lader vi tomhed være tomhed, uden frygt, uden modstand, uden at give efter for trangen til at fylde bægeret igen, sker der det magiske at det fyldes op af sig selv – men stille, tyst, næsten umærkeligt og ikke målbart.

Sjælen fylder selv sit bæger. Sjælen hvisker til os når vi er parate, når den er klar over, at vi lytter. At nu lytter vi.

I weekenden gik jeg tur med min veninde i skoven.

Jeg oplevede at skoven var levende, vibrerende, bevægelig – besjælet. At den hviskede til mig om sin magi. At den blidt legende pustede blade i kaskader fra træerne, i et frit fald, som vi alle oplever det før eller siden. At solen sang i træerne, og lyste skoven op.

Det forankrede mig i en følelse, som jeg ikke har mærket længe, at krop og sjæl blev ét, og at kroppen igen blev sjælens bolig, som det altid var meningen den skulle være.

En følelse af ro, tyngde og rummelighed, og af bevægelse, sitrende liv, en følelse af at cellerne danser i kroppen, og at der egentlig ikke er en adskillelse mellem mig og skoven.

Kroppen blev det tomme bæger, hvori sjælen kan begynde at brænde med sin stille ild.

Skoven var døren.

Forsvar

Billedet
En ung mand med bandage om hovedet står skulende med en stav i hånd. Bag ham tårner sig yderligere 8 stave op.

Element/nummer
Ni’erne står for modenhed, konklusion, erfaring, tilbagetrækning, som at dømme efter billedet ikke er en særlig god kombination med med Stavenes stærke ild temperament. Det ser ud til at være en person, der på baggrund af sine erfaringer har besluttet at det er bedst at gå i (selv)forsvar, at beskytte sig mod noget, en reel eller måske en indbildt fare. Ihvertfald er denne person parat til at slå fra sig, hvis han føler sig forulempet.

Det er ikke nødvendigvis en særlig moden holdning at indtage, ihvertfald ikke hvis vi tænker på ordet moden i dens gængse betydning. Men nogle gange kan “moden” også referere til fx en situation eller tilstand der er moden – eller måske overmoden, parat til at eksplodere – og det er måske i en sådan situation eller tilstand han er i. Han ser såret, vred og bange ud – ja, faktisk er han er jo såret.

Erfaring – bitter eller viis
Erfaringen er det som gør os til dem vi er, på godt og ondt. Det er igennem erfaringen at vi tolker verden, os selv og andre mennesker, og grundlæggende vurderer om der er fred eller fare.

Men nogle gange betyder vores erfaringer at vi mistolker en situation eller et andet menneskes hensigt, at vi går i forsvar istedet for at lytte. Nogle gange betyder vores erfaringer at vi bliver bitre og forhærdede.

Jung skrev et sted at vi enten kan vælge at blive bitre eller viise. Men måske kræver visdommen at vi sænker paraderne og forsøger at holde hjertet åbent?

Ihvertfald kunne jeg ønske for den unge mand at han med tiden og erfaringen lærte at indtage en anden attitude. Eller at han fik nogle gode erfaringer.

Divinatorisk betydning
Erfaring, bitterhed, (selv)forsvar, kamp, sårethed, paranoia, aggression, vrede.

Nyt

Billedet
8 stave suser fra himlen mod jorden fra venstre i billedet mod højre.

Element/nummer
Otterne står for udførelse, arbejde, disciplin, fokus. Og Stavene for Ild, kreativitet, passion, seksualitet.

I dette tilfælde tænker jeg mest på kodeordet udførelse, at føre noget ud i livet, at lade noget komme til syne, blive til. Men også det at være fokuseret, at sigte mod og “lande noget”.

Kombineret handler det om at sætte noget i gang eller at modtage den gnist der sætter gang i os, bevæger os.

Forandring
Livet er ikke statisk, og vi kan ikke kontrollere alt. Nogle gange sker der ting, der forandrer os. Lynet slår ned. Det kan være chokerende selv når det er positivt, netop fordi det ligger uden for vores kontrol. Men måske er det en gave, når det kommer til stykket?

8 stave handler om turde modtage det som kommer til os, og dermed være i flow. Det handler om ting kan vise sig som vi aldrig havde drømt om og at livet nogle gange laver nogle underlige twists, som vi må forholde os til så godt vi kan.

Det kan også handle om det vi selv sender ud i verden. Nogle gange i betydning at være fokuseret og ramme plet, eller som en generel bevidsthed om, at uanset hvad så sender vi noget ud og det HAR betydning for vores omgivelser.

Divinatorisk betydning
Nyt, forandring, forelskelse, fokus, flow, inspiration, gnist, tilsynekomst, bevægelse.

Ildhu

Billedet
Vi ser en ung mand med én stav i hånd forsvare sig mod yderligere seks stave, der kommer op mod ham nedefra. Tilsyneladende står han på en bakke eller en forhøjning.

Element/nummer
Syverne står for inspiration, ideer, muligheder, visioner og fantasi. De følger efter seksernes harmoni, lidt på samme måde som femmernes forstyrrelse følger efter firernes orden og struktur. I forhold til sekserne står de derfor som et nyt indspark, nye muligheder.

Denne syver repræsenterer Stavenes fyrige, kreative energi – og den ungdommelige energi og ildhu, der ligger i at turde og kunne kaste sig ud i kampen, uanset hvilken. Hertil hører ikke mindst selvtilliden og viljen til sejr, kampgejsten, og glæden ved at konkurrere.Det handler om bevægelse, om at være i gang, være aktiv/proaktiv og at se mulighederne og kæmpe for dem.

Divinatorisk betydning
Kamp, gejst, vindermentalitet, aktivitet, muligheder, fysisk udfoldelse, være ovenpå, styrke, ildhu.

Sejr

Billedet
Vi ser en person, til hest, fulgt af en mængde mennesker. Han eller hun er en Victor (af latin vincere, at sejre), der hyldes ved hjemkomsten efter en sejr, i en dyst, en konkurrence eller et slag. Personen bærer en laurbærkrans om panden, og en stav, der også er prydet med en sejrskrans og et rødt bånd.

Element/nummer
6’erne udtrykker harmoni, skønhed, generøsitet, kærlighed, og nuets kraft. Stave repræsenterer Ild, der symboliserer kreativitet, passion, følelse og seksualitet. I 5 Stave var der tale om et kreativt kaos, her er kaos overvundet, og en sejr er opnået, og et mål er nået. Orden og harmoni, måske endog fred, er blevet skabt. Et værk er blevet fuldbyrdet, og der er grund til hyldest, til fejring og til glæde.

Farver
Nogle farver springer i øjnene:

Grønt i hestens dækken og laurbærkransene; håbets grønne farve; det er nødvendigt at kunne tro og håbe (måske naivt) på et godt udfald af ens anstrengelser.

Hesten er hvid, hvilket symboliserer renhed, uskyld, ungdom, renfærdighed. Hjertets renhed er at ville ét. Af hele hjertet at ville det man nu sætter sig for.

Det røde bånd i sejrkransen hentyder til passion og lidenskab for sagen; at brænde for noget. Måske også en hentydning til det blod der er blevet udgydt for at opnå denne sejr.

Ledelse
At nå hertil kræver styrke, overskud, lederevner, fokus og evnen til at forvalte og forvandle den kreative vilde energi vi så i de fem stave. Det kræver vilje og motivation til at sætte sig selv på den høje hest, og skabe forandring, at turde tage têten og at tage ansvar. Hertil kommer evnen til at motivere og kommunikere til andre, hvad man ønsker, der skal ske; hvad er min vision?

Divinatorisk betydning
Sejr, ledelse, motivation, ansvar, vision, harmoni, fuldbyrdelse, hyldest, fejring, glæde, hjemkomst.

Den stille ild

Ilden skal passes og plejes. Den skal holdes ved lige, og må aldrig slukkes. Hvem passer din ild? Hvem sidder tålmodigt i mørket og holder øje med at den ikke dør, hvem holder sig vågen for at passe på den livsvigtige ild?

Vi har alle selv ansvaret for at vores indre ild (passion, eros, energi) ikke dør ud. Vi har selv ansvaret for at pleje og passe den kærligt og tålmodigt, så den kan lyse og varme os op, og også være til gavn og glæde for andre.

I det antikke Grækenland havde gudinden Hestia ansvaret for hjemmets arne, for dets ildsted, for dets centrum, for at den hellige ild aldrig døde ud. Hun blev ved ilden og passede den, stille og opmærksomt.

Muligvis var hun stum. Hun sagde ikke noget. Måske kunne hun ikke. Jeg personligt tror nu snarere, at det hun kunne have at sige – de hemmeligheder hun sad inde med, og hendes visdom, ikke var alle beskåret at forstå. Og derfor tav hun helst.

I de græske byer fandtes et offentligt ildsted, under åben himmel, som ikke måtte dø ud, og som var kultsted for Hestia. Hvis ilden skulle slukkes og fornyes skulle det følges af bestemte ritualer. Denne ild var moderild. Hvis nye kolonier og byer skulle etableres blev ilden fra det oprindelige ildsted medbragt og etableret som centrum i de nye byer.

Hvis du skal erobre nyt land skal du have ilden med hjemmefra.

Men. Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi må trække energien indad, mod centrum, og lade vores ild brænde stille og vedholdende, hvor den ikke skal flamme op for at brænde sig selv ud – men hvor den ikke må gå ud.

Hvor vi må søge indad, blive stille, rolige og opmærksomme. Være. Hvile i os selv med blikket på ilden. Vi skal intet gøre og intet skal ske.

Perioder hvor det, der sker, sker dybt inde i ilden, i de små, blå flammer, der efter sigende er dem, der brænder aller, aller hedest.

Calcinatio – renselse ved ild

Ild lutrer og brænder til aske. At lutre betyder at rense, hærde og forædle et materiale. Calcinatio er ophedning og afbrænding af den alkymistiske substans så al væde forsvinder, og kun en fin, hvid aske er tilbage:

“Fire seperates that which is constant or fixed from that which is fugitive or volatile” (Paracelsus, Edinger p. 32)

“The fire of the calcinatio is a purging, white fire. It acts on the black stuff, the nigredo, and turns it white. Basil Valentine says, Know that this (calcinatio) is the only right and legitimate way of purifying our substance” (p. 26)

Calcinatio symboliserer bl.a. den psykologiske proces det er at ofre ego-centrerede lyster og ønsker på bålet; at lade dem brænde i passionens ild for at noget nyt; en ny bevidsthed centreret omkring Selvet kan gro frem.

Edinger gengiver en alkymistisk tekst (også Basil Valentine), der beskriver calcinatio:

“Take a fierce gray wolf … where he roams almost savage with hunger. Cast to him the body of the king, and when he has devoured it, burn him entirely to ashes in a great fire. By this process the King will be liberated, and when it has been performed thrice the lion has overcome the wolf and will find nothing more to devour in him. Thus our body has been rendered fit …” (p. 18)

Kongen er død og dermed er det styrende princip i bevidstheden (egoet) sat ud af kraft. Kongens krop bliver givet til en hungrende ulv, hvilket ifølge Edinger betyder at egoet (jeg-komplekset) er besat af begær, symboliseret af ulven. Så ulven brændes i ilden.

"The grey wolf - sacrifice, overcome with passion"

Men både ulven og ilden symboliserer begær, hvilket betyder at begæret fortærer sig selv. Løven/ilden fortærer ulven, og kongen (egoet) som har været sat ud af kraft, i helvede, overgivet til animalske kræfter (symboliseret af ulven og løven) kan fødes igen, som Fugl Fønix i en forædlet tilstand.

Der er altså tre tilstande eller niveauer i dette; Ulven=elementært dyrisk begær, Løven=egocentrisk magtbegær og kongen=diskriminerende, objektiv bevidsthed. Samt ikke mindst kongen i sin genfødte form.

Ifølge Edinger er den substans der skal udsættes for calcinatio ofte symbol for den primitive skyggeside, som nærer det instinktive begær og som er forurenet med materiale fra det ubevidste, fx den hungrende ulv.

Ilden fortærer sig selv; passionen fortærer passionen:

“The fire for the process comes from the frustration of these instinctual desires themselves. Such an ordeal of frustrated desire is a characteristic feature of the developmental process”

En tredie pointe og væsentlig pointe omkring calcinatio er, at vi kan brænde med to slags ild; begærets ild eller en guddommelig ild, inspiration eller nåde, som kan komme over os, når vi er rensede. Edinger citerer T.S. Eliot (forkortet):

“We only live, only suspire
Consumed by either fire or fire”

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.