Tag: Hestia

Bølger

Jeg elsker lyden af bølger, der slår ind imod en strand.

Uanset om stranden er på en ø i Thailand eller i Tisvilde. Det er lyd så evig og tidsløs, at den er balsam for enhver sjæl, der søger lise og lindring.

IMG_6840

Jeg elsker idéen om tid som en bølge, der kommer imod os, istedet for som noget der går fra os, som dyrebare dryp i et timeglas.  I I Ching – det gamle taoistiske spådomssystem – var det netop billedet; tiden som en bølge der kommer imod os, og som vi ved hjælp af røllikestilke eller mønter kan forudse og tolke – dersom vi har de poetiske, intuitive evner, der skal til.

Jeg ser nu mit eget liv som en spiralbevægelse af evig forandring og forvandling, men også med et genkendeligt mønster af bølger, der løber op på stranden og bølger der løber tilbage i havet. En kontinuerlig strømmen af indfoldelse og udfoldelse, sammentrækning og udstrækning.

Og lige nu er jeg i en fase af eftertænksom, rolig indadvendthed. Som jeg også var i vinteren for 2 år siden, som om min “cyklus” er 2-årig. I visheden om at intet af det jeg har brug for eller lyst til er “derude”.

Jeg føler ro, soberhed, ja nærmest en form for jomfruelig kyskhed – i den forstand at jomfruelig i nogle kulturelle sammenhænge associerer til uafhængighed. I det gamle Rom var det vestalinderne, der passede den vestalske ild, i det gamle Grækenland var det Hestia, der passede arnens ild.

Ilden, der i moderne tider kan ses som den indre glød, den stille flamme i mørket; kreativitet og kærlighed. Og det er, tænker jeg, opgaven nu.

Her kan jeg heller ikke lade være med at bemærke at hearth (arne) og heart på engelsk næsten er det samme ord.

Arnen er hjemmets hjerte.

Længslen har fundet hjem. Den sidder som en fugl på standen, med vingerne beskyttende om kroppen, ventende og hvilende. Men hvem ved, en dag vil den slå vingerne ud igen og søge ud, flyve ud over havet mod solen.

Men måske flyver den ud mod noget andet end hidtil? Det er som om at længslen søger i et dybere lag for hver gang den hviler.

Men nu sidder den her, på stranden, og lytter til bølgernes brusen. Stille.

Den stille ild

Ilden skal passes og plejes. Den skal holdes ved lige, og må aldrig slukkes. Hvem passer din ild? Hvem sidder tålmodigt i mørket og holder øje med at den ikke dør, hvem holder sig vågen for at passe på den livsvigtige ild?

Vi har alle selv ansvaret for at vores indre ild (passion, eros, energi) ikke dør ud. Vi har selv ansvaret for at pleje og passe den kærligt og tålmodigt, så den kan lyse og varme os op, og også være til gavn og glæde for andre.

I det antikke Grækenland havde gudinden Hestia ansvaret for hjemmets arne, for dets ildsted, for dets centrum, for at den hellige ild aldrig døde ud. Hun blev ved ilden og passede den, stille og opmærksomt.

Muligvis var hun stum. Hun sagde ikke noget. Måske kunne hun ikke. Jeg personligt tror nu snarere, at det hun kunne have at sige – de hemmeligheder hun sad inde med, og hendes visdom, ikke var alle beskåret at forstå. Og derfor tav hun helst.

I de græske byer fandtes et offentligt ildsted, under åben himmel, som ikke måtte dø ud, og som var kultsted for Hestia. Hvis ilden skulle slukkes og fornyes skulle det følges af bestemte ritualer. Denne ild var moderild. Hvis nye kolonier og byer skulle etableres blev ilden fra det oprindelige ildsted medbragt og etableret som centrum i de nye byer.

Hvis du skal erobre nyt land skal du have ilden med hjemmefra.

Men. Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi må trække energien indad, mod centrum, og lade vores ild brænde stille og vedholdende, hvor den ikke skal flamme op for at brænde sig selv ud – men hvor den ikke må gå ud.

Hvor vi må søge indad, blive stille, rolige og opmærksomme. Være. Hvile i os selv med  blikket på ilden. Vi skal intet gøre og intet skal ske.

Perioder hvor det, der sker, sker dybt inde i ilden, i de små, blå flammer, der efter sigende er dem, der brænder aller, aller hedest.