Tag: passion

Skat

Den dag i sommer på den franske restaurant, da jeg kaldte dig skat, og du blev glædeligt overrasket og jeg blev lidt paf over at netop dét ord kom ud af min mund på det tidspunkt.

Men det var sandt i det øjeblik.

Vi kalder dem “Skat”, der betyder mest for os. Det er ikke et ord, jeg bruger ofte. Og givet ordets komplikationer vil jeg fremover reservere det til dem, der aller tættest. Mine børn og mit hjertes udkårne.

Hjertet er kisten, skatten er dets indhold.

skat

Sørøveren gemmer sin skat på en ø, sætter et kryds på et kort og så er det op til diverse skattejægere at finde det, ofte med  livet som indsats. Vi gemmer vores skatte væk i kister. eller de forsvinder på bunden af havet. I tarotten er 4 Mønter kaldt Gnieren, men måske er der en grund til at han passer på sin kiste, og ikke lader sin energi strømme ud til alle og enhver.

Havfruen bærer sit skrin højt løftet,og lukket. Jeg har funderet meget over det skrin de sidste dage. Udover at indeholde mysteriet, det vi kun kan ane intuitivt, indeholder det for mig, hendes Eros og hendes Passion – det hun vil lide for. Og det er ikke alle og enhver forundt at opleve, dele, hendes skatte.

Det har været en lang rejse på længslens vej, og jeg er ved at nå orkanens øje. Der hvor der er helt stille, der hvor jeg kan hvile i vandets overflade. Jeg har taget det blødeste punkt og lagt i min kiste, jeg har omhyggeligt låst det og lagt nøglen bort.

Det er muligt at finde den. Men led ikke i lyset, dyk ned i mørket, hvor den er kastet.

Soulmaking III

Jeg tror måske at det er forkert spørge hvor sjælen er?” For det er ganske rigtigt meget svært at beskrive, hvor sjælen befinder sig.

Måske er det fordi spørgsmålet er forkert. Måske er det mere relevant at spørge, hvad sjælen er.

Og da jeg grundede over dette i løbet af dagen, faldt det mig ind, at sjælen måske mest af alt er en dimension eller en proces, vi kan befinde os i, eller som vi kan træde ud og ind ad. Lidt som klædeskabet i Narnia-serien.


At den ikke bor inde i os, men at vi kan træde ind i den, gennem det, som Hillman kalder Soulmaking:

The potential for soulmaking is revealed by psychic images to which a person is drawn and apprehends in a meaningful way. Indeed the act of being drawn to and looking deeper at the images presented creates meaning – that is, soul.

Dermed bliver det at skabe sjæl en kreativ meningsskabende proces, hvor vi er i kontakt med vores drømme, fantasier og vores passion, og hvor vi tør træde ind i de mere skyggeagtige, smertende, svampede områder af sindet – og gå i dialog med disse sider af os selv. Ikke for at analysere dem, men for at skabe en relation til dem.

For at skabe mening. Det betyder ikke at vi forstår alt, eller at alt bliver belyst af pludselig indsigt. Måske betyder det en anerkendelse af at mørket, at dybet, at stemningen –  being blue – vitterligt tilhører os, er os, vores sandeste essens.

Det betyder ikke at smerten mirakuløst forsvinder eller at den eksistentielle lidelse slipper sit tag i os, men at vi kan bære den som en del af os.

Det giver sjæl og dybde til et menneske.

Hjertemod, hjerteblod

I dag blev jeg af denne kvinde mindet om at det engelske ord for mod Courage kommer af samme rod som det franske ord for hjerte – Coeur.

Og hvad har mod og hjerte så med hinanden at gøre?

Hjertet er en sjov metafor. Egentlig er det en muskel, der pumper vores blod rundt i kroppen, men hjertet består også af neuroceller. Hjertet  er ikke blot en maskine, det tænker og føler, og derfor kan man opleve at have ondt i hjertet, at hjertet banker hurtigere i bestemte situationer etc.

Derudover er hjertet en metafor eller et symbol for sjælen – vi taler om at have hjertet med eller at have sjælen med, og hjertet er et symbol på vores evne til at føle, til medfølelse – og naturligvis  – kærlighed.

Så mod er at føle og følge sit hjerte, at være i kontakt med sjælen, at turde  os lytte til det, at være åben, at være i samklang med sjælen, at turde forblive åben hjertet, og måske knust, eller krakeleret.

At være autentisk, at være den man er – med sine erfaringer, sine følelser og sin smerte. I denne sammenhæng er følelser ikke det samme som emotioner – men at stå ved det vi føler eller det vi er passionerede om. At vælge vores passioner – (som Rollo May minder os om i The Courage to Create) – at vide hvem vi er, og for hvad vi føler og for hvad vi lider for – og bløder for.

Denne kvinde mindede mig om at autentisk betyder at være genkendelig. Når vi er autentiske handler vi ud fra vores hjerte, vores selv, og det giver mod til at være dem vi er og gøre det som er sandt. På det kan vi kendes.

Magi er kærlighed

Det kan virke syret åbent at vedkende sig at man interesserer sig for magi.

Men magi er ikke “bare” trylleri og det er ikke – i hvert fald ikke i min optik – en barnagtig og egoistisk tro på at man kan få det man ønsker sig så længe man bare er optimistisk (nok). Koncepter som fx the Secret er jeg ikke tilhænger af.

Jeg tror at spørgsmålet om ego og egoisme har en del at sige i forhold til magi, således som jeg vælger at anskue det. Også selvom det er sandt at den moderne tids største (mest berømte og berygtede) magiker Aleister Crowley havde et temmelig stort – for ikke at sige enormt – ego. Men det havde Picasso efter sigende også.

Faktisk tror jeg at magi handler mere om energi (libido i bred forstand) og kanalisering af energi, og det, at stille sig selv til rådighed som en sådan kanal. At lade sit ego træde til side, mens kanaliseringen finder sted. Faktisk skal man have et stærkt ego for at kunne tåle at være en sådan kanal – uden at blive helt bims.


Og det er egentlig ikke så hokus pokus agtigt, det med den kanalisering – faktisk kender vi den alle – nu om stunder hedder det “flow” eller at være “in the zone”. Det sker når vi udøver kunst, når vi danser, ser en spændende film, elsker og når vi kommer ind under huden på vores arbejde – vores Opus.

Det er hengivelse, passion og kærlighed – og det at glemme sig selv og stille sig til rådighed for noget større.

Magi er kærlighed.

Den røde gudinde

I dag modtog jeg en bog fra Scarlet Imprint. Scarlet Imprint er et britisk forlag, der har specialiseret sig i at udgive smukke bøger om esoteriske, okkulte og magiske emner. Bogen hedder The Red Goddess, og jeg har ventet på den med spænding.

Jeg fandt referencen til bogen på Scarlet Imprints blog da jeg lavede research til mine indlæg om Inanna og hendes søster Ereshkigal.

Selv skriver forlaget om The Red Goddess:

This is an explicit and challenging vision of a very modern goddess coming into power.
This is more than a history, it is a passionate account of living magick and the transcendent power of Love.

The Red Goddess er en bog om det aspekt af det Feminine, Gudinden, der har at gøre med kvindelig seksualitet, eros og passion, og som i den kristne kultur har været ildeset, frygtet og hadet i 2000 år.

Den røde gudinde har – som Inanna – både en side, der handler om seksualitet og kærlighed – og en der handler om krig.

På bogens bagside citeres Højsangen (kapitel 6, vers 10) her på dansk:

Hvem er hun, der kigger frem
som morgenrøden,
smuk som månen,
strålende som solen,
skræmmende som en hær under banner?

Mere om Den Røde Gudinde følger …

Den stille ild

Ilden skal passes og plejes. Den skal holdes ved lige, og må aldrig slukkes. Hvem passer din ild? Hvem sidder tålmodigt i mørket og holder øje med at den ikke dør, hvem holder sig vågen for at passe på den livsvigtige ild?

Vi har alle selv ansvaret for at vores indre ild (passion, eros, energi) ikke dør ud. Vi har selv ansvaret for at pleje og passe den kærligt og tålmodigt, så den kan lyse og varme os op, og også være til gavn og glæde for andre.

I det antikke Grækenland havde gudinden Hestia ansvaret for hjemmets arne, for dets ildsted, for dets centrum, for at den hellige ild aldrig døde ud. Hun blev ved ilden og passede den, stille og opmærksomt.

Muligvis var hun stum. Hun sagde ikke noget. Måske kunne hun ikke. Jeg personligt tror nu snarere, at det hun kunne have at sige – de hemmeligheder hun sad inde med, og hendes visdom, ikke var alle beskåret at forstå. Og derfor tav hun helst.

I de græske byer fandtes et offentligt ildsted, under åben himmel, som ikke måtte dø ud, og som var kultsted for Hestia. Hvis ilden skulle slukkes og fornyes skulle det følges af bestemte ritualer. Denne ild var moderild. Hvis nye kolonier og byer skulle etableres blev ilden fra det oprindelige ildsted medbragt og etableret som centrum i de nye byer.

Hvis du skal erobre nyt land skal du have ilden med hjemmefra.

Men. Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi må trække energien indad, mod centrum, og lade vores ild brænde stille og vedholdende, hvor den ikke skal flamme op for at brænde sig selv ud – men hvor den ikke må gå ud.

Hvor vi må søge indad, blive stille, rolige og opmærksomme. Være. Hvile i os selv med  blikket på ilden. Vi skal intet gøre og intet skal ske.

Perioder hvor det, der sker, sker dybt inde i ilden, i de små, blå flammer, der efter sigende er dem, der brænder aller, aller hedest.

Calcinatio – renselse ved ild

Ild lutrer og brænder til aske. At lutre betyder at rense, hærde og forædle et materiale. Calcinatio er ophedning og afbrænding af den alkymistiske substans så al væde forsvinder,  og kun en fin, hvid aske er tilbage:

“Fire seperates that which is constant or fixed from that which is fugitive or volatile” (Paracelsus, Edinger p. 32)

“The fire of the calcinatio is a purging, white fire. It acts on the black stuff, the nigredo, and turns it white. Basil Valentine says, Know that this (calcinatio) is the only right and legitimate way of purifying our substance” (p. 26)

Calcinatio symboliserer bl.a. den psykologiske proces det er at ofre ego-centrerede lyster og ønsker på bålet; at lade dem brænde i passionens ild for at noget nyt; en ny bevidsthed centreret omkring Selvet kan gro frem.

Edinger gengiver en alkymistisk tekst (også Basil Valentine), der beskriver calcinatio:

“Take a fierce gray wolf … where he roams almost savage with hunger. Cast to him the body of the king, and when he has devoured it, burn him entirely to ashes in a great fire. By this process the King will be liberated, and when it has been performed thrice the lion has overcome the wolf and will find nothing more to devour in him. Thus our body has been rendered fit …” (p. 18)

Kongen er død og dermed er det styrende princip i bevidstheden (egoet)  sat ud af kraft. Kongens krop bliver givet til en hungrende ulv, hvilket ifølge Edinger betyder at egoet (jeg-komplekset) er besat af begær, symboliseret af ulven. Så ulven brændes i ilden.

"The grey wolf - sacrifice, overcome with passion"

Men både ulven og ilden symboliserer begær, hvilket betyder at begæret fortærer sig selv. Løven/ilden fortærer ulven, og kongen (egoet) som har været sat ud af kraft, i helvede, overgivet til animalske kræfter (symboliseret af ulven og løven) kan fødes igen, som Fugl Fønix i en forædlet tilstand.

Der er altså tre tilstande eller niveauer i dette; Ulven=elementært dyrisk begær, Løven=egocentrisk magtbegær og kongen=diskriminerende, objektiv bevidsthed. Samt ikke mindst kongen i sin genfødte form.

Ifølge Edinger er den substans der skal udsættes for calcinatio ofte symbol for den primitive skyggeside, som nærer det instinktive begær og som er forurenet med materiale fra det ubevidste, fx den hungrende ulv.

Ilden fortærer sig selv; passionen fortærer passionen:

“The fire for the process comes from the frustration of these instinctual desires themselves. Such an ordeal of frustrated desire is a characteristic feature of the developmental process”

En tredie pointe og væsentlig pointe omkring calcinatio er, at vi kan brænde med to slags ild; begærets ild eller en guddommelig ild, inspiration eller nåde, som kan komme over os, når vi er rensede. Edinger citerer T.S. Eliot (forkortet):

“We only live, only suspire
Consumed by either fire or fire”

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Alkymi – en fortælling om lidenskab

Hvad er det egentlig ved alkymien, der er så fascinerende?

Hvad er det disse – dragende, mørke – billeder fortæller om, som betyder at jeg vender tilbage igen og igen, og aldrig bliver færdig med dem?

Det er en fortælling om passion, om lidenskab – om evnen til at lide.

Lidenskab handler om at have stærke følelser for noget, og om at være villig til at lide for det.  Lidenskab er både lidenskab som lidelse (fx Kristi lidelse), og lidenskab som intense følelser af kærlighed – typisk af erotisk art.

Lidenskab/passion har denne dobbelte betydning, som vi synes at glemme, når vi vore moderne tider taler om passion. I virkeligheden er passion og lidenskab ofte ilde set –  fordi det bringer intens forstyrrelse i den almindelige orden  – medmindre det handler om at gå målrettet (passioneret) efter noget. Men det er efter min mening en problematisk udvanding af begrebet og dets dobbelte betydning.

Pointen er at de to elementer – smerte, sorg og glæde, kærlighed – i lidenskaben ikke er modsætninger, men netop er dybt forbundne, uadskillige, og det er også tilfældet i alkymien.

Alkymien er dybest set en lidelseshistorie, en fortælling om intens smerte og intens glæde, og hvordan disse to er spundet sammen – som dobbeltslangen om Caduceus – Hermesstaven.

Om at vejen til helhed går igennem helvede – eller som Jung udtrykte det:

“There is no birth of consciousness without pain.”

Den vibrerende, levende, mørkt skinnende Prima Materia må undergå en række processer for at blive forvandlet til guld, til livseliksiren, eller til De vises sten. Disse processer er meget smertefulde:

Det handler om opløsning, om død, om forrådnelse, og om at forsvinde, for at vende tilbage igen.  Konkret om at blive brændt (calcinatio), blive opløst (solutio) om at fordampe (sublimatio), om at stivne (coagulatio), om at blive delt (seperatio), og om at dø (mortificadio).

Til sidst om at blive sat sammen til en ny helhed – Conjunctio.

Altsammen metaforer for og symboler på den proces, vi må gennemgå i livet for at blive hele, og bevidste – på det indre, såvel som det ydre plan. Det er vores Major Opus.

Alkymien er fortællingen om en erkendelsesproces, der omfatter både smerte og glæde. Om en tilblivelsesproces; om fødslen af en ny helhed. Og om en kærlighedsproces, der også indbefatter sorg og accepten af at kærlighed kræver villighed til at ofre sig for noget større end én selv.

Om at brænde op for at blive genfødt og opstå levende af flammerne – og flyve som Fugl Fønix.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Svovl

Svovl (Sulphur) symboliserer det fyrige, maskuline princip, der er associeret med sjæl, ild, med farven rød, med blod. Svovl er som Kviksølv flygtigt (volatile), men også brandfarligt, og eksplosivt.

Som beskrevet tidligere går Svovl og Kviksølv i forbindelse med hinanden og symboliserer den sidste af faserne i alkymistiske værk, Rubedo, – der igen symboliserer lidenskab, passion, foreningen af modsætninger – kronen på det alkymistiske værk; helhed.

I den forstand symboliserer det Den røde konge, der forenes med den Hvide dronning i Conjunctio, i en lidenskabelig forening af modsætninger, der tilsammen skaber en ny helhed.

Bemærk det røde i dronningens dragt og det hvide i kongens ...

Det er vigtigt at huske vi her taler om symboler. Symbolet er polyvalent. Ingen betydninger er fikseret i rigide modsætninger. Symbolet repræsenterer Det tredie, det der finder sted mellem – eller “over” lys og mørke, maskulint og feminint etc.

Foreningen mellem det mandlige og det feminine, mellem Kongen og Dronningen i Conjunctio,  er “større” end “summen” af de to tilsammen, der er tale om transcendens; noget nyt finder sted.

Hertil kommer, at de alkymistiske kvaliteter er såvel maskuline som feminine – udfra en anerkendelse af hverken det maskuline eller det feminine har monopol på bestemte kvaliteter eller egenskaber;

“The alchemists did not keep a fixed dichothomy between male and female.”

Det maskuline er ikke mere værd end det feminine; de to poler må finde hinanden, for at kunne forenes. Og en forudsætning for dette er at de skal foretages en differentiering;

Man kan ikke forene det, som er blandet sammen.

Under alle omstændigheder bidrager alle disse forskellige lag af symboler og betydninger til en konstant følelse af flux når man beskæftiger sig med alkymiens symbolsprog, flux, forvirring og fascination.

Kilde: Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis

Aspiration: Eros

Hvad er så min aspiration – eller min passion? Hvad er det, jeg vil puste liv i?

Jeg har givet slip på det at leve efter bestemte mål. Og det betyder også at jeg ikke ønsker at leve efter bestemte systemer.

Derfor ved jeg ikke helt hvad det er, jeg nu vil forsøge at beskrive. Måske et indre landskab. Et landskab som jeg endnu ikke kender og som jeg er ved at udforske, spiralisk og søgende.

Men her kommer det:

Min aspiration er at hylde eros, at dyrke eros, at skabe mere rum for eros, – og for sjælen.

Guderne skal vide, at jeg ikke ved, hvad det betyder og hvordan, jeg gør det. Det finder jeg ud af, hen ad vejen. Shapiro skriver, at det gerne må være svært at definere og at gøre, det er slet ikke sikkert at man opnår det.

Det er ikke det vigtige – det vigtige er at leve det – Her&Nu.

Mit tema – indtil videre – er som tidligere beskrevet hengivelse eller overgivelse. Så det jeg hengiver mig til Eros – i alle dets afskygninger. Og da landskabet er totalt ukendt og min aspiration abstrakt, har jeg behov for nogle pejlemærker – herma – på vejen. Det er naturligvis de fire P’er: Presence, Process, Paradox & Passion.

Endelig er der mit motto; mine modi vivendi, mine levemåder; Be. Shine. Love.

Jeg har forsøgt at beskrive forskellige niveauer af abstraktion fra det højeste – det mest abstrakte – til det mest konkrete; i Be ligger der blot det at give mig hen til nuet, at trække vejret.

Det lyder indviklet. Det er det ikke. Der ikke nogle mål, nogle krav eller forventninger til perfektionisme i det. Det er alt sammen et eksperiment og der er rig mulighed for at “fejle”, at forvilde mig dybt ind ad krogede stier.

Det er mit håb at dette kan være en inspiration for dig, der ønsker at være passioneret – mål løs.