Tag: blue

Soulmaking III

Jeg tror måske at det er forkert spørge hvor sjælen er?” For det er ganske rigtigt meget svært at beskrive, hvor sjælen befinder sig.

Måske er det fordi spørgsmålet er forkert. Måske er det mere relevant at spørge, hvad sjælen er.

Og da jeg grundede over dette i løbet af dagen, faldt det mig ind, at sjælen måske mest af alt er en dimension eller en proces, vi kan befinde os i, eller som vi kan træde ud og ind ad. Lidt som klædeskabet i Narnia-serien.


At den ikke bor inde i os, men at vi kan træde ind i den, gennem det, som Hillman kalder Soulmaking:

The potential for soulmaking is revealed by psychic images to which a person is drawn and apprehends in a meaningful way. Indeed the act of being drawn to and looking deeper at the images presented creates meaning – that is, soul.

Dermed bliver det at skabe sjæl en kreativ meningsskabende proces, hvor vi er i kontakt med vores drømme, fantasier og vores passion, og hvor vi tør træde ind i de mere skyggeagtige, smertende, svampede områder af sindet – og gå i dialog med disse sider af os selv. Ikke for at analysere dem, men for at skabe en relation til dem.

For at skabe mening. Det betyder ikke at vi forstår alt, eller at alt bliver belyst af pludselig indsigt. Måske betyder det en anerkendelse af at mørket, at dybet, at stemningen –  being blue – vitterligt tilhører os, er os, vores sandeste essens.

Det betyder ikke at smerten mirakuløst forsvinder eller at den eksistentielle lidelse slipper sit tag i os, men at vi kan bære den som en del af os.

Det giver sjæl og dybde til et menneske.

Blue

Jeg har sat lys i fyrfadsstager, i Askovstager, og ikke mindst i adventskransen. Nu må julen gerne komme.

Jeg er lidt blue for tiden. Måske er det vinteren, kulden, mørket. Måske er det bare der, hvor jeg er.

Men Blue er fint. Det er et godt sted at være. Det er nede i dybderne, i skyggerne, i vandet. Her er mørkt og stille og køligt. Ikke koldt, men lindrende. Der er en mørk, stille glød af længsel, ikke efter noget bestemt, andet end blot at være til. Træk vejret. Være stille, ære sjælen og det feminine princip.

Jeg behøver ikke at stræbe ud eller opefter. Jeg behøver ingen mål, ikke at bevise noget, ikke andet end at være den eller det, jeg er i ethvert givent øjeblik. Jeg behøver ikke længere stræbe højt opad for at blive fri. Jeg kan trække nedad, dykke ned i dybet, og ud, som vand i underjordiske huler. Brede mig over et større område, istedet for at stige op i en spids. Ikke være afhængig af eufori, men lade den komme når den vil – og det vil den. Istedet vente – og gløde i mørket.


Det er en befrielse, at give slip, at turde give slip, på mål, perfektionisme, indre krav, forventninger og fordringer. Naturligvis er det en proces; Kritikeren og frk. Dygtig lader sig ikke bare ignorere, men hvis jeg lytter til dem, og så lader dem tie, så kværner de ikke så afsindigt højt og hurtigt som de før har gjort. Faktisk er de bemærkelsesværdigt tyste lige for tiden. Dejligt.

Så er der er ro til nogle andre stemmer, fx drømmenes, symbolernes, bøgernes, børnenes, musikkens, julens, lysenes og skyggernes stemmer.

Det blås inciterende stemme.