Tag: smerte

Den brændende hånd

“The closer you get to the fire the more you get burned”

Jeg drømte at jeg mødte en kvinde på en strand (en kvinde som jeg i det virkelige liv ikke har et nemt forhold til, men jeg tror drømmen gav en form for lysis).

Hun sagde: Jeg er ked af det. Jeg har tabt en ørering og jeg var vred.
Jeg sagde: Det er helt i orden. Men bliv i feltet.

Hvad vil det sige at blive i feltet? Og hvorfor siger jeg det til hende? Hvis vi ser hende som et aspekt af mig selv (som vrede) handler det om at jeg siger til min vrede, at den er okay at føle.

At blive i feltet. Det vil sige at være med det der er, alle de svære følelser, uanset om det handler om sorg, vrede eller sårethed.

firehand
Det kan føles som at brænde. Som at holde hånden i ilden istedet for at flytte den. Det kan føles dumt, mod-intuitivt. De fleste af os gør alt hvad vi kan for at undgå smerten. Vi flygter videre, ind i noget andet eller ud i noget andet. Eller vi holder fast i den person, der trigger følelsen i håbet om at han eller hun vil ændre sig eller skifte mening, istedet for at slippe personen og blive i følelsen.

Det at holde fast i en person, et mønster eller en aktivitet i håb om et andet resultat er temmelig dumt. Men vi gør det hele tiden. Stikker hånden ind i flammen, trækker den tilbage, stikker hånden ind i flammen, finder en anden flamme etc. Leger med ilden. Selvom det ikke føles som en leg, men som en smertefuld dans på glødende kul.

Vi kan ikke holde fast i et andet menneske, men vi kan holde (af og om) os selv, og vi kan eje os selv og vores følelser. Tage vare på os selv. Vi kan holde flammen selv. Lade den danse på vores hånd.

Vi kan blive i feltet og lade såret hele gennem smerten. Ofte gør vi det ikke, vi bypasser smerten, og dog vi vender tilbage til de samme erfaringer igen og igen, hvorfor?

Fordi vi skal lære at blive i feltet. At det er i erkendelsen af såret og sårbarheden at vi bliver hele. Vores komplekser bliver trigget igen og igen, vores sår åbnes i mødet med andre mennesker, det er en forudsætning for dyb intimitet. Og i den grad, vi er i stand til at holde vores flamme selv og kende konturene af vores sår, kende vores hjertes topografi, holder vi op med at blive taget af komplekserne. Gradvist stille, skridt for skridt. Det er en lang snørklet rejse.

Da jeg vågnende efter den drøm følte jeg en form for fred, forsoning, tilgivelse. At holde sin flamme selv er også et spørgsmål om at kunne tilgive og give fri. At tilgive er ikke at glemme det, der er sket. Hvis vi glemmer lærer vi intet, hvis vi glemmer det vi tilgiver os selv og andre for, er tilgivelsen lige-gyldig.

“Forgiving is not forgetting; its actually remembering. Remembering and not using your right to hit back. Its a second chance for a new beginning. And the remembering part is particularly important. Especially if you dont want to repeat what happened.” Tutu

At tilgive er for mig ikke så meget et spørgsmål om at til give nogen noget. Det er mere et spørgsmål om at forsone, at give fri: Det, der har været er endegyldigt slut, jeg giver dig og dermed også mig selv fri.

At holde flammen selv, at kunne bære flammen selv giver en stille men dyb forandring. Jeg er den samme, men alligevel en Anden nu.

Det er du også.

Fundament

“Den modne person når da måske det stadium, hvor han er sin egen moder og fader.”

At være min mors datter var svært. Få dage før hun døde skældte hun mig ud i telefonen og lagde røret på. Heldigvis nåede vi at blive forsonede inden hun døde. At hun døde var traumatisk, som alle pludselige dødsfald. Da hun var død, skete der en grundlæggende forandring med mig. Og faktisk var jeg lettet. Det lyder grimt at sige det, men det er ikke desto mindre sandheden. Jeg blev et andet menneske, en energi var sat fri. Jeg følte mig fri.

Siden er der sket mange ting i mit liv. Og nu er jeg her. I en helt anden livssituation end forventet.

I den forløbne uge ramte jeg pludselig en følelse af savn efter at have en mor og en far. Stadig at have min mor og far. En form for fundament. En følelse af mangel, ensomhed, rodløshed.

Min vrede imod dem har fyldt meget i mit liv, min følelse af blive svigtet af fravær og misbrug. En grundlæggende følelse af blive afvist, ikke at være god nok, en følelse af skam over at være blevet afvist. Vrede ikke blot imod dem, men også en paradoksal vrede mod mig selv over at blive afvist, over ikke at være god nok.

Jeg blev pludselig konfronteret med sorg over at de ikke er i mit liv, nu som voksen. Og smerte over at tingene blev som de blev. Men det står ikke til at ændre.

Det er svært at erkende den sorg, netop fordi jeg har været så vred. Men da jeg tillod mig at sørge, blev det klart for mig, at det er okay at føle den sorg, og også vreden, og at det også nu er muligt at tilgive dem og måske se dem, ikke blot som mennesker, der svigtede – men også som mennesker, der sandsynligvis – for det er jo sjældent at mennesker bevidst ønsker at svigte – ønskede at gøre det så godt som muligt. At erkende dem som mennesker, der gjorde og ønskede deres bedste, og som heller ikke svigtede 100 %. De gav mig et godt fundament for at være i verden, selvom det er kan være svært for alle mennesker, dem selv inklusive.

For os alle gælder det, uanset hvordan vores forhold til vores forældre er, at vi på et tidspunkt må slippe dem. Uanset om vi ser dem, om vi har et godt forhold til dem, om vi har et problemetisk forhold til dem, eller vi af en eller anden grund har mistet forbindelsen til dem, eller om de er døde.

Uanset hvad så må vi slippe dem, tilgive dem og se dem som mennesker.

Det at blive voksen handler om dette, at give slip, at slippe ud af deres faktiske, psykologiske og arketypiske skygge. Det at blive voksen handler i sin essens om at skabe sit eget fundament – blive sit eget fundament. At blive sin egen mor og far, som Erich Fromm skrev om det modne menneske i sin fine lille bog Kunsten at elske.

Dans

“Suffering is how Life tells you that you are resisting or misperceiving that is real and true.
It is the way Life suggests that you are not in harmony with what IS.”  Adyashanti

Problemet med forandring er ikke forandringen i sig selv, men hvordan vi forholder os til den. Forandring er uomgængelig, et eksistensvilkår, uanset om den foregår stille og harmonisk, eller om den kommer som et lyn fra en klar himmel.

Der er ingen vej udenom.

Forandring – udover at være et eksistensvilkår, som vi alle deler, også selvom vi ikke ønsker det eller hilsen den velkommen, når den melder sin ankomst – er et vejskilt.

Et vejskilt, der fortæller os, at her – lige her i forandringen er der en åbning ind til at opnå større bevidsthed og erkendelse, om os selv, og dermed om andre mennesker.

Men det gør ondt. Såvel selve forandringen, som vores modstand imod den. I processen at blive (mere) bevidste, ligger en gave, en mulighed. Men selve det at finde vejen kan være svær og smertefuld nok i sig selv, selve det at tage an-svar (at svare an på livets eller skæbnens tilskikkelser) kan være smertefuld.

“There is no coming to consciousness with out pain” C.G. Jung

Fordi det kræver modet til at se (eller famle sig frem i mørke indtil vi får tændt for lyset). Modet til at se sig selv, ikke som offer, men som aktivt medlevende, medskabende, selvberoende væsen i den dans vi kalder livet.

Den eksistentielle smerte  er et tegn på vores modstand mod at deltage i den dans. Fordi at det at danse den dans åbner vi op for noget, der er langt mere magisk og underfuldt end vi turde drømme om. Og det betyder at vi må opgive vores følelse af kontrol og identitet og  overgive os til noget der større end vi turde håbe på. Og det tab kan skabe angst og smerte.

Men dansen er det som er og det er en nydelse at hengive sig til den.

So: put on your red shoes …

dance-shoes-

Pine

Billedet
En skikkelse er vågnet midt om natten,  måske af et mareridt, og sidder ret op i sengen med hænderne for ansigtet. Eller måske har det slet ikke været muligt at falde i søvn og finde hvile denne nat. Oven over sengen i mørket hænger 9 sværd, svævende som dystre tanker. Sengen ser ud til at være af træ med en indgravering, og sengetæppet er med roser og mønstre på grøn baggrund.

NoS
Element/nummer
Luft er Sværdenes element, og knytter sig derfor til det mentale, og til tankerne. Nierne står for bl.a. tilbagetrækning, måske endda isolation i dette tilfælde. Personen på dette billede synes at være fanget af en ekstrem mental pine, der stammer fra tanker, der kredser hvileløst om det samme emne. Den slags tanker som vi ikke kan slippe, og som er pinagtigt gennemborende og tunge som sværd.

Det er de tanker, som vi kommer til at tro er sande.

Det indre drama
Men det er blot tanker, der har grebet os, kapret vores bevidsthed, og som kører rundt med os i det indre drama. Og fordi vi har at gøre med sværdene, er der tale om mentale konstruktioner. De kan være svære at slippe på det mentale niveau, og måske er problemet at vi netop i den situation ikke får dem forløst på et følelsesmæssigt eller kropsligt niveau. At de ikke bliver følt eller mærket, blot tænkt. Og måske bliver de blot tænkt, fordi det føles endnu mere uoverskueligt at mærke eller føle dem. Selvom det er vejen igennem mørket.

Kortet peger derfor også på, at vi måske slet ikke såres så hårdt af andre, som vi sårer os selv; af forbitrelse, fortrydelse, selvbebrejdelse, skyldfølelse og skam.

Roserne
Der er en trøst at hente i mørket, selvom vi ikke altid er i stand til at se den. Denne trøst symboliseres af roserne i sengetæppet, som et ekko af roserne hos Kejserinden. De symboliserer kærlighed, og dermed den største trøst og lindring for smerten. Tankerne kan forhindre os i at se et andet perspektiv. Men roserne peger på at der eksisterer et andet perspektiv og at pinen kan transformeres til noget større, til kærlighed og medfølelse, fordi erfaringen af pine, hvis vi tør føle/mærke den helt, kan forvandles til empati med alle lidende væsener.

Divinatorisk betydning
Pine, sorg, tunge tanker, smerte, søvnløshed, isolation, medfølelse, kærlighed.

Paradokset

Oh girl that feeling of safety that you prize
Well it comes at a hard hard price
You can’t shut off the risk and the pain
Without losing the love that remains
Were all riders on this train

En kedelig regnvejrssøndag.

Jeg sidder og tænker på alle de gange jeg har følt mig sikker og lykkelig på at det var det rette at sætte kærligheden, mig selv og min(e) partner(e) fri. Jeg tænker på lysere tider, og jeg tænker på at have festen med i sit hjerte, som jeg skrev om i går på Facebook.

Jeg tænker også på at det ikke altid er muligt at bevare festen i sit hjerte. Jeg tænker på at jeg netop i går forsøgte at flygte fra en følelse af tristhed og ensomhed ved netop ved at være på facebook og drikke rødvin. Istedet for at føle det jeg nu følte. At det nogle gange er skidesvært at give kærligheden fri, at være i verden.

Jeg kommunikerede med gode mennesker som jeg glæder mig til at gense i kød&blod men det jeg virkelig havde brug for i går var at føle fysisk og kærlig nærhed, eller alternativt virkeligt at mærke længslen, uden at forsøge at abstrahere fra den. Flygte.

Det er min erfaring at længsel, når jeg tillader mig selv at mærke den, transformeres til noget større, der ligger ud over mit umiddelbare behov for at blive holdt om og elsket. En oplevelse af at kærligheden eksisterer og er langt større end noget vi kan begribe eller sætte ord på. Og at den omfatter alt, også det konkrete øjebliks følelse af forlis.

I går var jeg ikke i stand til at mærke længslen og den følelse af ensomhed og forladthed, som den også indeholdt – og heller ikke at lade forvandlingen ske.

Det er min erfaring at når man sætter kærligheden fri, og erkender at man ikke kan være sikker, også må acceptere risikoen ved at miste og smerten, der følger med.

Det er nødvendigt at acceptere begge dele; friheden og frihedens pris. At man nogle gange er usikker, sårbar og trist. At det at være alene, også kan føles som ensomhed.

Dybest set er det en erfaring, der ikke kun har med åben kærlighed at gøre, men med erfaringen af at elske og sætte sig selv på spil i det hele taget (også kreativt). Det er en almenmenneskelig erfaring. Men den åbne kærlighed betyder blot at man hele tiden bliver konfronteret med disse følelser, at det er en vedvarende bevidsthedsproces.

Erkendelsen af at når vi ikke tør friheden, men vil være sikre, fordi vi er bange for at føle smerte, tab, forladthed, ensomhed – så glider friheden og kærligheden os af hænde.

Det vi ikke tør mærke binder os, mens det vi tør mærke, også når det indebærer sårbarhed og smerte, sætter os fri.

Det er kærlighedens og frihedens paradoks.

Jeg aner ikke om dette giver mening, men tillader mig at skrive det alligevel. Jeg blev engang spurgt, hvorfor jeg blotter mig på min blog. Svaret er at hvis jeg ikke tør det, så er det ligemeget. Også her sætter jeg sikkerheden på spil og kommer ud af min comfort zone.

Nogle gange famler jeg i blinde. So be it.

Soulmaking III

Jeg tror måske at det er forkert spørge hvor sjælen er?” For det er ganske rigtigt meget svært at beskrive, hvor sjælen befinder sig.

Måske er det fordi spørgsmålet er forkert. Måske er det mere relevant at spørge, hvad sjælen er.

Og da jeg grundede over dette i løbet af dagen, faldt det mig ind, at sjælen måske mest af alt er en dimension eller en proces, vi kan befinde os i, eller som vi kan træde ud og ind ad. Lidt som klædeskabet i Narnia-serien.


At den ikke bor inde i os, men at vi kan træde ind i den, gennem det, som Hillman kalder Soulmaking:

The potential for soulmaking is revealed by psychic images to which a person is drawn and apprehends in a meaningful way. Indeed the act of being drawn to and looking deeper at the images presented creates meaning – that is, soul.

Dermed bliver det at skabe sjæl en kreativ meningsskabende proces, hvor vi er i kontakt med vores drømme, fantasier og vores passion, og hvor vi tør træde ind i de mere skyggeagtige, smertende, svampede områder af sindet – og gå i dialog med disse sider af os selv. Ikke for at analysere dem, men for at skabe en relation til dem.

For at skabe mening. Det betyder ikke at vi forstår alt, eller at alt bliver belyst af pludselig indsigt. Måske betyder det en anerkendelse af at mørket, at dybet, at stemningen –  being blue – vitterligt tilhører os, er os, vores sandeste essens.

Det betyder ikke at smerten mirakuløst forsvinder eller at den eksistentielle lidelse slipper sit tag i os, men at vi kan bære den som en del af os.

Det giver sjæl og dybde til et menneske.

Alkymi – en fortælling om lidenskab

Hvad er det egentlig ved alkymien, der er så fascinerende?

Hvad er det disse – dragende, mørke – billeder fortæller om, som betyder at jeg vender tilbage igen og igen, og aldrig bliver færdig med dem?

Det er en fortælling om passion, om lidenskab – om evnen til at lide.

Lidenskab handler om at have stærke følelser for noget, og om at være villig til at lide for det.  Lidenskab er både lidenskab som lidelse (fx Kristi lidelse), og lidenskab som intense følelser af kærlighed – typisk af erotisk art.

Lidenskab/passion har denne dobbelte betydning, som vi synes at glemme, når vi vore moderne tider taler om passion. I virkeligheden er passion og lidenskab ofte ilde set –  fordi det bringer intens forstyrrelse i den almindelige orden  – medmindre det handler om at gå målrettet (passioneret) efter noget. Men det er efter min mening en problematisk udvanding af begrebet og dets dobbelte betydning.

Pointen er at de to elementer – smerte, sorg og glæde, kærlighed – i lidenskaben ikke er modsætninger, men netop er dybt forbundne, uadskillige, og det er også tilfældet i alkymien.

Alkymien er dybest set en lidelseshistorie, en fortælling om intens smerte og intens glæde, og hvordan disse to er spundet sammen – som dobbeltslangen om Caduceus – Hermesstaven.

Om at vejen til helhed går igennem helvede – eller som Jung udtrykte det:

“There is no birth of consciousness without pain.”

Den vibrerende, levende, mørkt skinnende Prima Materia må undergå en række processer for at blive forvandlet til guld, til livseliksiren, eller til De vises sten. Disse processer er meget smertefulde:

Det handler om opløsning, om død, om forrådnelse, og om at forsvinde, for at vende tilbage igen.  Konkret om at blive brændt (calcinatio), blive opløst (solutio) om at fordampe (sublimatio), om at stivne (coagulatio), om at blive delt (seperatio), og om at dø (mortificadio).

Til sidst om at blive sat sammen til en ny helhed – Conjunctio.

Altsammen metaforer for og symboler på den proces, vi må gennemgå i livet for at blive hele, og bevidste – på det indre, såvel som det ydre plan. Det er vores Major Opus.

Alkymien er fortællingen om en erkendelsesproces, der omfatter både smerte og glæde. Om en tilblivelsesproces; om fødslen af en ny helhed. Og om en kærlighedsproces, der også indbefatter sorg og accepten af at kærlighed kræver villighed til at ofre sig for noget større end én selv.

Om at brænde op for at blive genfødt og opstå levende af flammerne – og flyve som Fugl Fønix.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Tab

Billedet
Vi ser en skikkelse helt hyllet i en sort kåbe. Til den ene side har han tre væltede bægre, til den anden to stadig oprejste bægre. Hans fokus er på de tre væltede bægre, hvis indhold flyder på jorden. I baggrunden bugter sig en flod, med en bro, der fører mod en by eller en borg. Himlen over sceneriet er grå og tung.

Element/nummer
Her står femmernes forandring for et tab og de deraf følgende følelser af sorg, smerte og afmagt. Tabet af de tre bægre og deres indhold tager al opmærksomhed og energi fra de to, der stadig står. Følelsen er fuldstændigt overvældende og der er slet ikke overskud til at se på det, der stadig er og ikke mindst de muligheder, der ligger i floden (vandets fornyende energi), broen og borgen.

Sammen med Bægrenes vand bliver denne følelse af tab næsten ubærlig, og når vi oplever det (og hvem gør ikke det på et tidspunkt i livet?) er det som om alt er i ruin – der er absolut intet lyspunkt at øjne, ingen muligheder, ingenting.

Accept af tab
Personen her er ikke kommet så langt som til at se de muligheder, der ligger på den anden side af tabet og sorgen. Og det er også nødvendigt at acceptere sorgen ovenpå et tab, og at sørge, før man giver slip, vender sig om og samler de to andre bægre op.

Accept af sorg, gennemlevelse af sorg er forudsætningen for at kunne leve igen, og endda prise livet endnu højere. Det er ikke et spørgsmål om “klare det flot” eller “at komme videre” – for når man virkelig har mistet, tager man sorgen og det man har mistet med sig – som en symbolsk og sjælelig ballast. Det bliver en del af ens tekstur og eksistens.

Hvis man ikke kan give slip, og samtidig ikke kan erkende at tab og sorg er en del af tilværelsen, bliver man vred og bitter. Så bliver man stående, stirrende på de tre væltede bægre, for evigt forstenet, som Lots hustru.

Mens selve tilværelsen, og floden løber videre. “Alt flyder” (panta rhei) og “Man kan ikke bade to gange i den samme flod” som Heraklit sagde.Tilværelsen byder på konstant forandring; Nogle gange er forandringen glædelig, nogle gang sorgfuld.

Vi bestemmer selv, hvad vi lægger vægt på, også når forandringen er mest intenst smertefuld. Vi kan vælge at blive stående og stirre på det vi har mistet, eller samle det vi har op, og gå over broen – når vi er rede til det.

Divinatorisk betydning
Sorg, tab, smerte, depression, nye muligheder, accept, farvel, forandring

Passion

Det slog mig, at der mangler et P i tilgift til de tre P’er. Det fjerde P er P for Passion. Passion som den blå ild, der brænder varmest og dybest. Vores pulserende, røde hjerteblod.

Ligesom vi dagligt kan hylde de tre andre p’er er det en god idé at hylde og huske på hvad vores passion er. Hvad der virkelig betyder noget? Hvad er vores inderligste længsler, ønsker og drømme? Hvad brænder vi for? Eller rettere hvad brænder for os, i os? Nogle gange vælger vi ikke selv vores passioner, de synes at vælge os, som om vi på hver vores individuelle måder bedst kan udtrykke bestemte passioner, der brænder gennem os.

Passion kommer af passio – at lide. Tænk blot på Kristi passion og Via Dolorosa. Jeg har på fornemmelsen at vi nogle gange glemmer dette aspekt, når vi taler om at være passioneret for noget eller nogen. Passion har altså i høj grad med smerte at gøre.

Hvor er smertepunktet, brændpunktet i vores sind.  Hvad er vi villige til at brænde for, at lide for?

Passionens ild er som et tveægget sværd. Den brænder, og den ild føles god og varm, nærende og inciterende. Den brænder og sårer os også i processen. Men vi kan ikke nøjes med kun den “positive” del af passionens ild, og vi kan ikke forblive uberørte. Vi forandres af ilden, Vi brænder og brænder op, men det er også det, der giver livet mening og dybde. Og som fortæller os hvem vi er, og ultimativt fører til selverkendelse.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Når sandheden gør ondt …

… at se i øjnene.

(Advarsel: dette indlæg bliver langt og personligt. Jeg håber, at det er vedkommende for andre er i situationer, hvor det kan være svært at se i øjnene at man har gang i et misbrug;  hvad enten det handler om alkohol, sukker eller cigaretter.)

For et lille stykke tid siden skrev jeg om tarotkortet To Sværd. Det betyder noget for mig rent personligt, og dette vil jeg nu dele med dig.

Jeg skrev om kortet, at det handler om at vægre sig ved se virkelighedens realiteter i øjnene. For et par år siden fik jeg det op i et oplæg, der handlede om vægttab. Det var Det Keltiske Kors, som jeg vil skrive om senere i tarotkurset. Kortet faldt på den position, der hedder Nærmeste Fremtid. Det ironiske er at det kan være svært at sige, hvor lang tid et tarotoplæg “varer”. En drøm du har i nat, kan på samme måde handle om udviklingsmuligheder, der ligger flere år ude i fremtiden. Og det samme gælder for tarot. Og især når det handler om ikke at se virkeligheden i øjnene, kan situationen vare i evigheder.

Så. Nu er jeg begyndt at forstå hvad det kort handler om i relation til mit eget vægttab og den smerte, der er forbundet med at veje for meget.

Kortet påpeger, at der er noget jeg nægter at se i øjnene, men det fortæller mig ikke hvad det er. Og det er det, der ironisk nok, først er ved at gå op for mig nu.

Jeg nægter at se i øjnene, at jeg ikke både kan være slank og spise som jeg har lyst til, eller – som jeg har en tendens til at gøre, når jeg bare er helt ubevidst om hvad og hvordan jeg spiser. Jeg kommer ikke ud af situationen før jeg holder op med at vægre mig. Dvs. før jeg ser realiterne i øjnene og tager ansvar for situationen.

Det er både smertefuldt at være i situationen og vægre sig og at tage ansvaret. Spørgsmålet er hvilken smerte der er mest konstruktiv.

Det første kommer der ikke noget ud af. Andet end endnu mere smerte. Det andet er forehåbentlig en forbigående smerte og vrede, der vil udvikle sig til noget positivt og en ny styrke.

Det lyder snublende banalt. Men nogle gange er det, der for andre forekommer mest indlysende og klart, som vi nægter at se. Det er vores blinde vinkel.

At jeg ikke kan se i øjnene, at jeg ikke både kan spise, hvad jeg har lyst til og være slank, tror jeg, hænger sammen med at mit indre billede af mig selv (og min krop) og det vægten fortæller mig om min krops vægt ikke hænger sammen. Der er et mismatch. Inden i mig selv er jeg ikke “rigtigt” overvægtig. Og derfor gør det ikke så meget liiige at spise et stykke chokolade til. Jeg kan jo hurtigt tabe mig. Eller noget.

Den ubehagelige sandhed er at jeg vejer 15 kilo mere end min ideelle vægt. Og her taler jeg ikke om objektive kriterier som BMI etc, men om, hvad erfaringen siger mig er godt for mig og min krop.

Hvad vil jeg gøre ved det?

1. Arbejde på mit selvbillede og den indre kritiker/idealist, der begge er med til at skabe et forvrænget selvbillede.

Det er en indre proces, som jeg allerede arbejder med, stille og roligt.

2. Identificere det, der er problemet, rationelt, og arbejde på at ændre mine vaner.

På den måde bliver det lettere at håndtere, rent praktisk. Håber jeg.

Mine almindelige kostvaner; morgenmad, frokost og aftensmad er der sådan set ikke noget galt med. Jeg spiser mig sjældent stopmæt og jeg spiser både frugt og grønt. Det er faktisk alt det udenom, der er problemet, det som kan og skal skæres væk, fordi det er overflødigt.

Der er to tidspunkter på dagen, hvor jeg har en tendens til at falde totalt i; den sene eftermiddag og om aftenen. Sent på eftermiddagen er mit blodsukker lavt og jeg er træt og sulten. Derudover er der oftest travlhed omkring at hente børn, ordne praktiske ting og lave mad, så der ryger der ofte noget ned, også ned i indkøbskurven, der ikke skal ryge ned; kiks eller sodavand.

Så er der aftenen. Muligvis har vi en form for belønningscenter i hjernen, der siger at når arbejdsdagen er slut må vi gerne få noget sødt. I jægersamlerstenalderen var det frugt, nødder eller bær, men nu er det utallige andre muligheder. Såsom slik. Jeg er blevet bedre til ikke at spise slik. Istedet spiser jeg chokolade. Ja. Igen et spørgsmål om at være blind over for de smutveje, jeg tillader mig selv. Chokolade og nødder (som jeg også spiser) er muligvis sundere end skolekridt når det kommer til indholdet, men det er IKKE mindre fedende. Og det er stadigvæk “slik” – og overflødigt.

Istedet for kiks, cola og slik, må det så være grønt, frugt, knækbrød med mager ost. Jeg tænker at stenaldermennesket havde fat i den lange ende. Frugt er naturens eget slik.

Jeg har været her før. Det er jeg smerteligt klar over. Jeg er faktisk ude i noget yo-yo agtigt. Jeg taber mig seks-otte kilo, tager en pause, tager det på, bliver vred og ked af det, taber mig igen etc. Fordi jeg ikke kan acceptere, at jeg ikke kan spise det jeg har “lyst” til og være slank. På samme tid. At det handler om en varig livstilsændring. At det handler om en accept og erkendelse af, at at jeg ikke tåler sukker på samme måde som en alkoholiker ikke tåler alkohol.

Det betyder ikke at den hellige stad er velforvaret. Det betyder, at jeg er ved at tage bindet af mine øjne. Små skridt.