Pine

Billedet
En skikkelse er vågnet midt om natten,  måske af et mareridt, og sidder ret op i sengen med hænderne for ansigtet. Eller måske har det slet ikke været muligt at falde i søvn og finde hvile denne nat. Oven over sengen i mørket hænger 9 sværd, svævende som dystre tanker. Sengen ser ud til at være af træ med en indgravering, og sengetæppet er med roser og mønstre på grøn baggrund.

NoS
Element/nummer
Luft er Sværdenes element, og knytter sig derfor til det mentale, og til tankerne. Nierne står for bl.a. tilbagetrækning, måske endda isolation i dette tilfælde. Personen på dette billede synes at være fanget af en ekstrem mental pine, der stammer fra tanker, der kredser hvileløst om det samme emne. Den slags tanker som vi ikke kan slippe, og som er pinagtigt gennemborende og tunge som sværd.

Det er de tanker, som vi kommer til at tro er sande.

Det indre drama
Men det er blot tanker, der har grebet os, kapret vores bevidsthed, og som kører rundt med os i det indre drama. Og fordi vi har at gøre med sværdene, er der tale om mentale konstruktioner. De kan være svære at slippe på det mentale niveau, og måske er problemet at vi netop i den situation ikke får dem forløst på et følelsesmæssigt eller kropsligt niveau. At de ikke bliver følt eller mærket, blot tænkt. Og måske bliver de blot tænkt, fordi det føles endnu mere uoverskueligt at mærke eller føle dem. Selvom det er vejen igennem mørket.

Kortet peger derfor også på, at vi måske slet ikke såres så hårdt af andre, som vi sårer os selv; af forbitrelse, fortrydelse, selvbebrejdelse, skyldfølelse og skam.

Roserne
Der er en trøst at hente i mørket, selvom vi ikke altid er i stand til at se den. Denne trøst symboliseres af roserne i sengetæppet, som et ekko af roserne hos Kejserinden. De symboliserer kærlighed, og dermed den største trøst og lindring for smerten. Tankerne kan forhindre os i at se et andet perspektiv. Men roserne peger på at der eksisterer et andet perspektiv og at pinen kan transformeres til noget større, til kærlighed og medfølelse, fordi erfaringen af pine, hvis vi tør føle/mærke den helt, kan forvandles til empati med alle lidende væsener.

Divinatorisk betydning
Pine, sorg, tunge tanker, smerte, søvnløshed, isolation, medfølelse, kærlighed.

Det indre drama

Du spørger måske, hvorfor jeg deler alt dette om omsorg.

Det er jo at blotte mig.

Ja.

Sagen er at jeg tror, eller ved, at vi alle har disse indre kampe der udspiller sig som drama i det ydre, men som i virkeligheden er vores egne skuespillere, der opfører deres forestilling på den indre scene. Og det er netop blot det. Forestillinger.

maschera

Forestillinger, som giver os deres forskellige versioner af virkeligheden. Problemet er at vi har det med at tro på dem, at tage dem på os, som masker.  Hvis de har været aktive længe, bliver de til overbevisninger, men det gør dem ikke nødvendigvis sande.

Og de bliver ved at fungere som u-udfordrede “sandheder”, indtil vi sætter lys på. Fuldt scenelys. Indtil da løber de af med os. Eller løber om hjørner med os. Eller spiller os et puds.

Og når det sker, har vi det med at spille det ud som ydre drama.

I forskellige teorier og traditioner kaldes det former, gestalter eller komplekser. Men uanset hvad er det menneskeligt, det er det menneskelige drama.

Og jeg vil vædde med at du også kender til det.

Og mit indre drama handler altså om omsorg.  Hvad handler dit indre drama om?