sorg Arkiv ~ Prima Materia

Hjertets sorg

Hvornår går jeg itu? Nu? Ja.

Nogle gange føler jeg, at jeg er kronisk defekt. Som om mit hjerte kontinuerligt brister, for så at skulle klistres helt igen.

Som om min bevidsthed splintres i tusinde stykker. Skrøbelig og skør som glas.

Alligevel – der er ikke noget galt med mig. Jeg er et helt menneske, en kvinde, der lever sit liv fuldt.

Mit hjerte lever sit liv.

Og nogle gange føles det som en melankoli, en hjertets sorg, når jeg vågner om morgenen – som et savn, der aldrig helt slipper sit tag.

Jeg spekulerer på, hvorfor jeg føler denne smerte. Men der er intet svar.

Det er.

Jeg besluttede mig for at give slip på modstanden. At byde det velkommen. At lade være med søge trøst, lindring og substitutter.

At lade være med at spørge, hvornår det holder op. Det holder ikke op. Savnet, denne skurrende sult vil aldrig forlade mig. Sorgen over det der ikke blev, smerten og ensomheden.

Det gør mig stærkere og blidere på én og samme tid. Spejlblank og blød.

Det skaber et åbent felt. Lader lyset strømme ind og ud. Det giver mulighed for genkendelse, erkendelse – og paradoksalt nok – frihed.

Der er en mening med sorgen.

Dengang da jeg var 12-13 år og min far lige var død, havde jeg en dag ikke lavet mine staveord. Da min dansklærer spurgte mig hvorfor og jeg svarede, at det var fordi min far lige var død, lød beskeden prompte, at det ikke var grund til ikke at lave sine staveord!

Ikke megen forståelse at hente der, og ikke megen afvigelse fra den disciplin det er at lave sine staveord blev tilstået mig.

Jeg har tit tænkt over hvilken lektie (!), der kan uddrages af den holdning.

I situationen blev jeg chokeret over den manglende medfølelse. Men måske var det snarere en måde at hjælpe mig. Det skal indrømmes at min dansklærer var en speciel dame af den gamle skole, men jeg kan ikke forestille mig, at hun ikke også havde haft sine sorger i livet, og vidste hvad det vil sige at miste.

Måske gjorde hun mig en tjeneste ved at lære mig at vi er nødt til blive ved med at passe vores ting, selvom vi oplever sorg og selvom det føles overvældende. Der er lektier at lave, skolen at passe, arbejde; livet som det bliver ved med at udfolde sig med hvad det kræver af os.

Jeg er først nu ved at forstå og værdsætte denne lære.

Jeg føler mig ofte overvældet. Ingen søskende, ingen forældre, et forlist ægteskab og forlist kærlighed eller håb om kærlighed.

Følelsen af at være alene, følelsen af sorg kan føles overvældende, og i dag har jeg også mistet en kat. Og jeg har brugt hele dagen på at lede efter hende. Og græde.

Jeg føler sgu ikke at det er retfærdigt, at jeg skal miste noget der giver så stor mening i mit liv og så megen glæde. Det er bare dråben. Jeg synes at det må være NOK nu.

Men jeg kom i tanke om dansklærer. Om at der i morgen er en dag med børn, der skal i skole, arbejde, der skal passes, liv, der skal leves. Og det er vigtigt at at tillade sig at føle sorg, men det er også vigtigt at kunne forsætte, og det er også vigtigt at huske at venskab slægtskab og kærlighed består, og at jeg har mødt en masse medfølelse, venlighed og hjælpsomhed, mens jeg har ledt efter min kat.

Det er det at blive ved trods sorg og modgang, der giver stamina. Og det betyder, fandt jeg ud af “‘tråd, livstråd spundet af skæbneguder”. Det er det, der gør os til dem vi er og i stand til at stå ud af sengen også i morgen.

Det betyder ikke at jeg ikke lige nu er rocker ked af at min kat er løbet væk. Det er jeg.

Fundament

“Den modne person når da måske det stadium, hvor han er sin egen moder og fader.”

At være min mors datter var svært. Få dage før hun døde skældte hun mig ud i telefonen og lagde røret på. Heldigvis nåede vi at blive forsonede inden hun døde. At hun døde var traumatisk, som alle pludselige dødsfald. Da hun var død, skete der en grundlæggende forandring med mig. Og faktisk var jeg lettet. Det lyder grimt at sige det, men det er ikke desto mindre sandheden. Jeg blev et andet menneske, en energi var sat fri. Jeg følte mig fri.

Siden er der sket mange ting i mit liv. Og nu er jeg her. I en helt anden livssituation end forventet.

I den forløbne uge ramte jeg pludselig en følelse af savn efter at have en mor og en far. Stadig at have min mor og far. En form for fundament. En følelse af mangel, ensomhed, rodløshed.

Min vrede imod dem har fyldt meget i mit liv, min følelse af blive svigtet af fravær og misbrug. En grundlæggende følelse af blive afvist, ikke at være god nok, en følelse af skam over at være blevet afvist. Vrede ikke blot imod dem, men også en paradoksal vrede mod mig selv over at blive afvist, over ikke at være god nok.

Jeg blev pludselig konfronteret med sorg over at de ikke er i mit liv, nu som voksen. Og smerte over at tingene blev som de blev. Men det står ikke til at ændre.

Det er svært at erkende den sorg, netop fordi jeg har været så vred. Men da jeg tillod mig at sørge, blev det klart for mig, at det er okay at føle den sorg, og også vreden, og at det også nu er muligt at tilgive dem og måske se dem, ikke blot som mennesker, der svigtede – men også som mennesker, der sandsynligvis – for det er jo sjældent at mennesker bevidst ønsker at svigte – ønskede at gøre det så godt som muligt. At erkende dem som mennesker, der gjorde og ønskede deres bedste, og som heller ikke svigtede 100 %. De gav mig et godt fundament for at være i verden, selvom det er kan være svært for alle mennesker, dem selv inklusive.

For os alle gælder det, uanset hvordan vores forhold til vores forældre er, at vi på et tidspunkt må slippe dem. Uanset om vi ser dem, om vi har et godt forhold til dem, om vi har et problemetisk forhold til dem, eller vi af en eller anden grund har mistet forbindelsen til dem, eller om de er døde.

Uanset hvad så må vi slippe dem, tilgive dem og se dem som mennesker.

Det at blive voksen handler om dette, at give slip, at slippe ud af deres faktiske, psykologiske og arketypiske skygge. Det at blive voksen handler i sin essens om at skabe sit eget fundament – blive sit eget fundament. At blive sin egen mor og far, som Erich Fromm skrev om det modne menneske i sin fine lille bog Kunsten at elske.

Pine

Billedet
En skikkelse er vågnet midt om natten, måske af et mareridt, og sidder ret op i sengen med hænderne for ansigtet. Eller måske har det slet ikke været muligt at falde i søvn og finde hvile denne nat. Oven over sengen i mørket hænger 9 sværd, svævende som dystre tanker. Sengen ser ud til at være af træ med en indgravering, og sengetæppet er med roser og mønstre på grøn baggrund.

Element/nummer
Luft er Sværdenes element, og knytter sig derfor til det mentale, og til tankerne. Nierne står for bl.a. tilbagetrækning, måske endda isolation i dette tilfælde. Personen på dette billede synes at være fanget af en ekstrem mental pine, der stammer fra tanker, der kredser hvileløst om det samme emne. Den slags tanker som vi ikke kan slippe, og som er pinagtigt gennemborende og tunge som sværd.

Det er de tanker, som vi kommer til at tro er sande.

Det indre drama
Men det er blot tanker, der har grebet os, kapret vores bevidsthed, og som kører rundt med os i det indre drama. Og fordi vi har at gøre med sværdene, er der tale om mentale konstruktioner. De kan være svære at slippe på det mentale niveau, og måske er problemet at vi netop i den situation ikke får dem forløst på et følelsesmæssigt eller kropsligt niveau. At de ikke bliver følt eller mærket, blot tænkt. Og måske bliver de blot tænkt, fordi det føles endnu mere uoverskueligt at mærke eller føle dem. Selvom det er vejen igennem mørket.

Kortet peger derfor også på, at vi måske slet ikke såres så hårdt af andre, som vi sårer os selv; af forbitrelse, fortrydelse, selvbebrejdelse, skyldfølelse og skam.

Roserne
Der er en trøst at hente i mørket, selvom vi ikke altid er i stand til at se den. Denne trøst symboliseres af roserne i sengetæppet, som et ekko af roserne hos Kejserinden. De symboliserer kærlighed, og dermed den største trøst og lindring for smerten. Tankerne kan forhindre os i at se et andet perspektiv. Men roserne peger på at der eksisterer et andet perspektiv og at pinen kan transformeres til noget større, til kærlighed og medfølelse, fordi erfaringen af pine, hvis vi tør føle/mærke den helt, kan forvandles til empati med alle lidende væsener.

Divinatorisk betydning
Pine, sorg, tunge tanker, smerte, søvnløshed, isolation, medfølelse, kærlighed.

Overgang

Billedet
Vi ser en båd, hvori der befinder sig tre skikkelser, to siddende, med ryggen til os, og en stående bag dem, der stager båden over vandet, mod den træbevoksede bred eller ø i det fjerne. Himlen er grå, måske er der en tågedis over vandet, en blid støvregn, eller også er det ved at skumre. De to siddende skikkelser, kutteklædte, ligner en kvinde og et barn, den tredie person en mand. Båden er lastet med de seks opretstående sværd. Stemningen i billedet giver indtryk af sorg og stilhed.

Element/nummer
Dette billede handler – paradoksalt måske – om harmoni og om skønheden i afskeden, i stilheden og i sorgen. Det er en form for resignation, en opgivelse, en afsked med noget, der lægges bag os – men som i form af de 6 sværd alligevel altid vil være med os. Både i form af sorgen over at slippe noget, men også som minder.

Det handler også – fordi vi har med Sværd at gøre – om vores mentale ballast; hvad vi tænker og hvordan vi tænker, om vores livsfilosofi og livsindstilling.

Vi har det hele med som erfaringer, der altid vil være en del af os og som er med til at forme opfattelsen af det vi oplever på vores videre færd. Selvom vi kunne ønske det kan vi ikke skubbe erfaringerne over bord. De er en del af os, de definerer os, men vi kan vælge om de skal tynge os ned eller hjælpe os.

Overgange
I tilværelsen vil der altid være disse overgange; passager i tiden, hvor vi forandres, fordi vi indtræder i nye roller og sammenhænge; når vi begynder i skolen, eller bliver færdige med den, når vi får et job, eller bliver gift eller skilt, eller når nogen dør, eller når vi flytter, eller når vi vores børn flytter hjemmefra.

Det kan føles som en død, og medføre sorg, fordi vi må sige farvel til dele af os selv, veldefinerede roller, tryghed eller mennesker vi har holdt af – for noget nyt og usikkert.

Der er vand i mange af tarotkortene – også de der ikke direkte har med Vand eller Bægre at gøre. Det er for at minde os om at alting flyder – Panta Rhei – alting er altid i bevægelse, i opløsning, og i forandring, og det er også det livsfaktum, som 6 Sværd minder os om; at acceptere og påskønne dette, og skønheden i forandringen.

Rejsen, at rejse som mytologisk og arketypisk proces er også et af dette korts betydningslag; hvad sker der når vi rejser; hvad gør rejsen ved os, psykologisk og bogstaveligt? Er vi parate til at rejse, når det er nødvendigt, at give slip, at forlade, at forandre os?

Endelig er der den mytologiske overgang, den endelige rejse. Karon der fører de døde over floden Styx, en vej vi alle skal. Det er også den stille accept af dét faktum, som kortet peger på.

Divinatorisk betydning
Afsked, rejse, sorg, stilhed, accept, døden, overgange, forandring, erfaring, livsindstilling.

Alkymi – en fortælling om lidenskab

Hvad er det egentlig ved alkymien, der er så fascinerende?

Hvad er det disse – dragende, mørke – billeder fortæller om, som betyder at jeg vender tilbage igen og igen, og aldrig bliver færdig med dem?

Det er en fortælling om passion, om lidenskab – om evnen til at lide.

Lidenskab handler om at have stærke følelser for noget, og om at være villig til at lide for det. Lidenskab er både lidenskab som lidelse (fx Kristi lidelse), og lidenskab som intense følelser af kærlighed – typisk af erotisk art.

Lidenskab/passion har denne dobbelte betydning, som vi synes at glemme, når vi vore moderne tider taler om passion. I virkeligheden er passion og lidenskab ofte ilde set – fordi det bringer intens forstyrrelse i den almindelige orden – medmindre det handler om at gå målrettet (passioneret) efter noget. Men det er efter min mening en problematisk udvanding af begrebet og dets dobbelte betydning.

Pointen er at de to elementer – smerte, sorg og glæde, kærlighed – i lidenskaben ikke er modsætninger, men netop er dybt forbundne, uadskillige, og det er også tilfældet i alkymien.

Alkymien er dybest set en lidelseshistorie, en fortælling om intens smerte og intens glæde, og hvordan disse to er spundet sammen – som dobbeltslangen om Caduceus – Hermesstaven.

Om at vejen til helhed går igennem helvede – eller som Jung udtrykte det:

“There is no birth of consciousness without pain.”

Den vibrerende, levende, mørkt skinnende Prima Materia må undergå en række processer for at blive forvandlet til guld, til livseliksiren, eller til De vises sten. Disse processer er meget smertefulde:

Det handler om opløsning, om død, om forrådnelse, og om at forsvinde, for at vende tilbage igen. Konkret om at blive brændt (calcinatio), blive opløst (solutio) om at fordampe (sublimatio), om at stivne (coagulatio), om at blive delt (seperatio), og om at dø (mortificadio).

Til sidst om at blive sat sammen til en ny helhed – Conjunctio.

Altsammen metaforer for og symboler på den proces, vi må gennemgå i livet for at blive hele, og bevidste – på det indre, såvel som det ydre plan. Det er vores Major Opus.

Alkymien er fortællingen om en erkendelsesproces, der omfatter både smerte og glæde. Om en tilblivelsesproces; om fødslen af en ny helhed. Og om en kærlighedsproces, der også indbefatter sorg og accepten af at kærlighed kræver villighed til at ofre sig for noget større end én selv.

Om at brænde op for at blive genfødt og opstå levende af flammerne – og flyve som Fugl Fønix.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Salt

I alkymiens Magnus Opus er salt en væsentlig bestandel – sammen med kviksølv (mercury) og sulfur.

Salt er relateret til Prima Materia, til form, til det håndgribelige og til jord. Salt er er bittert – i starten af transformationsprocessen. Men salt er også relateret til visdom – Sal Sapientia.

I følge Jung kan vi ikke være bitre og viise på samme tid. De to udelukker gensidigt hinanden:

“The most outstanding properties of salt are bitterness and wisdom … Tears, sorrow and disappointment are bitter, but wisdom is the comforter in all psychic suffering. Indeed bitterness and wisdom form a pair of alternatives: where there is bitterness wisdom is lacking and where wisdom is – there can be no bitterness. Salt is the carrier of this fateful alternative …”

Er du bitter kan du ikke endnu transformere erfaring til livsklogskab. For at kunne gøre det kræves det at du giver slip, lader det gamle gå, sætter det fri, og dermed sætter dig selv fri. Lettere sagt end gjort naturligvis. Jeg tror dog ikke at sorg er en del af bitterheden, jo smerten ved at miste er naturligvis bitter.

Men egentlig tror jeg at sorg er vejen fra smerte til visdom. Kunsten er at erkende og acceptere smerten ved at skulle give slip, ved at lade ting gå. Det der har været eller det, som ikke skulle være. Istedet for at forblive bitter og vred, påtager vi os sorgen, og det er den, vi bibeholder, og det er igennem sorgen vi renses, og bliver vise. Det er den proces alkymien (også) symboliserer.

Tab

Billedet
Vi ser en skikkelse helt hyllet i en sort kåbe. Til den ene side har han tre væltede bægre, til den anden to stadig oprejste bægre. Hans fokus er på de tre væltede bægre, hvis indhold flyder på jorden. I baggrunden bugter sig en flod, med en bro, der fører mod en by eller en borg. Himlen over sceneriet er grå og tung.

Element/nummer
Her står femmernes forandring for et tab og de deraf følgende følelser af sorg, smerte og afmagt. Tabet af de tre bægre og deres indhold tager al opmærksomhed og energi fra de to, der stadig står. Følelsen er fuldstændigt overvældende og der er slet ikke overskud til at se på det, der stadig er og ikke mindst de muligheder, der ligger i floden (vandets fornyende energi), broen og borgen.

Sammen med Bægrenes vand bliver denne følelse af tab næsten ubærlig, og når vi oplever det (og hvem gør ikke det på et tidspunkt i livet?) er det som om alt er i ruin – der er absolut intet lyspunkt at øjne, ingen muligheder, ingenting.

Accept af tab
Personen her er ikke kommet så langt som til at se de muligheder, der ligger på den anden side af tabet og sorgen. Og det er også nødvendigt at acceptere sorgen ovenpå et tab, og at sørge, før man giver slip, vender sig om og samler de to andre bægre op.

Accept af sorg, gennemlevelse af sorg er forudsætningen for at kunne leve igen, og endda prise livet endnu højere. Det er ikke et spørgsmål om “klare det flot” eller “at komme videre” – for når man virkelig har mistet, tager man sorgen og det man har mistet med sig – som en symbolsk og sjælelig ballast. Det bliver en del af ens tekstur og eksistens.

Hvis man ikke kan give slip, og samtidig ikke kan erkende at tab og sorg er en del af tilværelsen, bliver man vred og bitter. Så bliver man stående, stirrende på de tre væltede bægre, for evigt forstenet, som Lots hustru.

Mens selve tilværelsen, og floden løber videre. “Alt flyder” (panta rhei) og “Man kan ikke bade to gange i den samme flod” som Heraklit sagde.Tilværelsen byder på konstant forandring; Nogle gange er forandringen glædelig, nogle gang sorgfuld.

Vi bestemmer selv, hvad vi lægger vægt på, også når forandringen er mest intenst smertefuld. Vi kan vælge at blive stående og stirre på det vi har mistet, eller samle det vi har op, og gå over broen – når vi er rede til det.

Divinatorisk betydning
Sorg, tab, smerte, depression, nye muligheder, accept, farvel, forandring

Smerte

Billedet
Et stort rødt hjerte gennembores af tre sværd. Baggrunden er grå, regnfuld. Billedet er abstrakt forsåvidt som der slet ikke optræder nogle menneskelige skikkelser på det.

Hvor mærkeligt det end lyder, så er dette sørgmodige kort et af mine yndlingskort.

Det røde hjerte symboliserer kærlighed, følelse, indlevelse, empati, liv. De tre sværd står for livets barske realiteter, rationalitet, intellekt – og viden.

For mig er det en syntese af kærlighed og viden – og det giver mere end af de to tilsammen – nemlig ægte visdom. Og den erfaring som et levet liv giver med dets sorger og glæder og kærlighed. Det er det som jeg før har skrevet om som det knuste hjertes visdom.

Der er ingen der kommer igennem livet uden sorger, uden små og store slag, uden ar på sjælen. Hvis vi formår at bruge vores viden og erfaring udfra hjertet, og ikke henfalder til selvmedlidenhed, ondskab og bitterhed, er det muligt at være noget for andre mennesker.

Det er også derfor jeg kæder dette kort sammen med Sværdenes Dronning. jeg opfatter hende ikke som som bitter. Men hun kan godt være barsk – eller forekomme at være barsk – fordi hun ser tingene som de er og ikke pakker dem ind. Hun ser klart og siger sandheden. Men denne imposante dame vender vi tilbage til senere. Det jeg egentlig vil sige er at jeg ser Tre Sværd som et billede på hendes hjerte.

Element/nummer
Tre symboliserer her syntese, det vil sige; når tese og antitese smelter sammen i en højere enhed, en ny orden. I dette tilfælde symboliserer sværdene viden, og sammen med hjertet, den visdom vi kan opnå i sammensmeltningen mellem følelse på den ene side og viden på den anden. Hvis vi tør fortage den syntese, fremfor at insistere på at se de to som værende adskilte, modsætninger.

Luft står også for spiritualitet, luft som ånd (spirit). Her står luft alså for den spirituelle indsigt der kommer af at kunne foretage den ovennævnte syntese. Praktisk talt at kunne påtage sig og bære den smerte livet medfører. Og det ansvar der følger med.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplæg står dette kort for sår, sårbarhed, smerte, sorg, hjertesorg, kærlighed, erfaring, viden og visdom.

Renhed

Er mit hjerte rent? Er dit?

Min blog hedder hjertets renhed, ikke fordi mit hjerte er rent. Og heller ikke fordi jeg vil pudse min glorie, eller noget i den retning. Jeg har vist heller ikke nogen glorie at pudse.

Livet gør os beskidte, giver os erfaring, kaster grus i maskineriet, livet – det at engagere os i livet, betyder at vi begår fejl, at vi lærer af vores fejl, at vi lærer os selv bedre at kende. Vi er mennesker, vi kan ikke undgå at fejle. Måske handler det i virkeligheden om at fejle på nogle stadig mere interessante og kreative måder.

At stræbe efter hjertes renhed er en proces. Livet er en proces, der i sig selv farver vores hjerter. Jeg tror vi fødes med rene hjerter, med tiltro og tillid til verden. Det er også derfor at jeg afviser begrebet arvesynd. På den måde bliver bestræbelsen efter hjertes renhed en modsatrettet proces – eller gør den?

For i virkelheden handler det med hjertets renhed for mig ikke om dydighed eller renhed i moralsk forstand, mere om en renhed, eller enkelhed hvor man kommer ind i et kreativt og inspireret flow, hvor modsætninger, splittelse og tvivl (eller fortvivlelse) ophører. At ville ét. At blive hel.

Alkymisterne ville finde De Vises Sten, Tinkturen, Eliksiren. Forudsætningen var et rent hjerte. Jeg forstår dette som at man kun kan opnå at finde eller skabe de vises sten, hvis man er villig til at overgive sig uforbeholdent til processen, og glemme sig selv og sit ego. Det er den renhed jeg søger. Ikke en vanartet dydighed.

Jeg illustrerer dette indlæg med 3 Sværd fra Place’s Alchemical Tarot. Det handler om at anvende erfaringen og de stik og stød og livet giver på en konstruktiv måde. Ja det er skidesvært, ja det er uretfærdigt og hårdt – livet altså. Og vi møder både glæder og sorger. Men sorgen lutrer os, gør os vise, og den visdom får så rosen til at gro. Bemærk at rosen gror på en stenet grund. Rosen som er kærlighedens og passionens symbol. Og symbolet den Røde Sten. De Vises Sten.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Tag: sorg