Vand mod en klippe

“Tænk, det tog mig et halvt liv at fatte, at tiden rinder ud”

Nogle gange kan det undre mig, hvad meningen med at have nogen i mit liv, når jeg før eller siden vil miste det menneske?

Jeg har mistet mine forældre, jeg har mistet venner og jeg har mistet mit ægteskab.

Jeg har ikke mistet mig selv. Jeg har venner og familie, (herunder min eksmand), og jeg har mine børn.

Vi har alle mistet noget. Vi mister hele tiden. Tiden løber mens du læser dette.

Fornyligt skrev jeg et indlæg om at savne og jeg sluttede det af med et citat af Jack Kerouac, som jeg elsker meget højt:

“Accept loss forever”

Jeg elsker det citat, fordi det på en meget klar, skarp måde siger det uomtvistelige. Vi vil altid miste. Det er et uomgængeligt grundvilkår ved menneskelivet, at vi modtager, vi giver – og vi mister. Vi kan lige så godt acceptere det.

Vi mister dem, vi holder af. Enten fordi relationer opløses, på grund af sygdom, på grund af død. Før eller siden mister vi livet.

Alt er en bevægelse, som vand mod en klippe, og noget vand flyder blot hen over klippen, og efterlader ingen spor, mens andre bølger bliver ved og ved at slå ind mod klippen, ind mod stranden og med tiden vil klippen ændres.

rock

Nogle gange vil selv et kort møde have en stor indvirkning i ens liv.

Det er aldrig på forhånd til at sige, hvad betydningen er, hvad meningen er. Nogle gange forstår man det end ikke bagefter.

Det er muligt at blive bitter. At lukke hjertet, fx hvis man er blevet skuffet i kærlighed. Men det hjælper ikke. Det hårde hjerte gør både dig selv og andre ondt.

Det hjælper at holde hjertet åbent – det er det knuste hjertes visdom i sin enkelthed – at holde hjertet åbent, på trods af tab og modgang, fordi et åbent hjerte vil være en kanal, og en hjælp for andre, som står i en sorgfuld situation.

Det er muligt at transcendere sorgen over at miste. Det betyder ikke at følelser som sorg, vrede, magtesløshed ikke skal føles – tværtimod – det skal skylle igennem sjælen, det skal have lov til at blive så længe det vil, det er naturlige følelser. Naturlige reaktioner på tab.

Du kan ikke komme udenom.

Men igen, for mig personligt er der en stor eksistentiel sandhed i, at vi ikke ved hvad der venter, at vi ikke kan beholde nogen, at vi ikke ejer nogen. Der er en stor dyb sandhed i at gribe fat i livet nu og her. Fordi det er det eneste, der er.

Du er en klippe.

Lad vandet skylle hen over dig. Og acceptér at du ikke kan holde fast i bølgerne. Samtidig med at du accepterer, at de vil forandre dig. Men at du ikke og aldrig kan vide, på hvilken måde.

Men vid en ting.

Du er selv dit liv.

Om at miste

“Accept loss forever” – et af beat-forfatteren Jack Kerouacs skrive- og leveråd.

[Til Gitte]

Vi taber en lille smule hele tiden. Tid, kærlighed, håb, besindelse. Livet går, øjeblikke glider nådesløst fra os som sand i et timeglas, mennesker vi holder af dør eller forsvinder på anden vis ud af vores liv, og håb og forventninger bliver til støv. Forskellige omstændigheder gør at vi er ude af os selv momentvis.

Elskovsmødet er slut, og det er på tide at sige farvel, vi kan ikke holde fast i elskeren, den sødme, den lyst som var, er nu blot et minde – tilbage er en udefinerbar længsel, en skælven gennem kroppen. En melankoli.

Ideer fødes og dør inden de realiseres, drømme glemmes når vi løfter hovedet fra puden, vores børn bliver store og vokser fra os, iler ud i en fremtid vi ikke er en del af, som vi har tabt på forhånd.

Æblet falder fra stammen  og går i forrådnelse i græsset i efteråret.

Døden venter, på et tidspunkt mister vi os selv, uigenkaldeligt.

Hvori består trøsten i dette, hvori består håbet?

At at leve i nuet, at acceptere, at tage imod livet og dets gaver med længsel, med sult, at drikke livet ind, suge begærligt og ALDRIG tage noget eller nogen vi holder af for givet. Aldrig at miste barnesjælen men se på en ny dag med åbne øjne og i fuld bevidsthed, uanset hvad den bringer.

Altid at vide at det vi får er noget vi skal slippe, før eller siden. Jeg tror at denne erkendelse er kernen i al livsvisdom fra Heraklit til Kerouac.

Trøsten ligger i at der altid vil komme nye blomster på æbletræet i foråret.

Apple_Tree_in_Full_Bloom

Tab

Billedet
Vi ser en skikkelse helt hyllet i en sort kåbe. Til den ene side har han tre væltede bægre, til den anden to stadig oprejste bægre. Hans fokus er på de tre væltede bægre, hvis indhold flyder på jorden. I baggrunden bugter sig en flod, med en bro, der fører mod en by eller en borg. Himlen over sceneriet er grå og tung.

Element/nummer
Her står femmernes forandring for et tab og de deraf følgende følelser af sorg, smerte og afmagt. Tabet af de tre bægre og deres indhold tager al opmærksomhed og energi fra de to, der stadig står. Følelsen er fuldstændigt overvældende og der er slet ikke overskud til at se på det, der stadig er og ikke mindst de muligheder, der ligger i floden (vandets fornyende energi), broen og borgen.

Sammen med Bægrenes vand bliver denne følelse af tab næsten ubærlig, og når vi oplever det (og hvem gør ikke det på et tidspunkt i livet?) er det som om alt er i ruin – der er absolut intet lyspunkt at øjne, ingen muligheder, ingenting.

Accept af tab
Personen her er ikke kommet så langt som til at se de muligheder, der ligger på den anden side af tabet og sorgen. Og det er også nødvendigt at acceptere sorgen ovenpå et tab, og at sørge, før man giver slip, vender sig om og samler de to andre bægre op.

Accept af sorg, gennemlevelse af sorg er forudsætningen for at kunne leve igen, og endda prise livet endnu højere. Det er ikke et spørgsmål om “klare det flot” eller “at komme videre” – for når man virkelig har mistet, tager man sorgen og det man har mistet med sig – som en symbolsk og sjælelig ballast. Det bliver en del af ens tekstur og eksistens.

Hvis man ikke kan give slip, og samtidig ikke kan erkende at tab og sorg er en del af tilværelsen, bliver man vred og bitter. Så bliver man stående, stirrende på de tre væltede bægre, for evigt forstenet, som Lots hustru.

Mens selve tilværelsen, og floden løber videre. “Alt flyder” (panta rhei) og “Man kan ikke bade to gange i den samme flod” som Heraklit sagde.Tilværelsen byder på konstant forandring; Nogle gange er forandringen glædelig, nogle gang sorgfuld.

Vi bestemmer selv, hvad vi lægger vægt på, også når forandringen er mest intenst smertefuld. Vi kan vælge at blive stående og stirre på det vi har mistet, eller samle det vi har op, og gå over broen – når vi er rede til det.

Divinatorisk betydning
Sorg, tab, smerte, depression, nye muligheder, accept, farvel, forandring