“Tænk, det tog mig et halvt liv at fatte, at tiden rinder ud”
Nogle gange kan det undre mig, hvad meningen med at have nogen i mit liv, når jeg før eller siden vil miste det menneske?
Jeg har mistet mine forældre, jeg har mistet venner og jeg har mistet mit ægteskab.
Jeg har ikke mistet mig selv. Jeg har venner og familie, (herunder min eksmand), og jeg har mine børn.
Vi har alle mistet noget. Vi mister hele tiden. Tiden løber mens du læser dette.
Fornyligt skrev jeg et indlæg om at savne og jeg sluttede det af med et citat af Jack Kerouac, som jeg elsker meget højt:
“Accept loss forever”
Jeg elsker det citat, fordi det på en meget klar, skarp måde siger det uomtvistelige. Vi vil altid miste. Det er et uomgængeligt grundvilkår ved menneskelivet, at vi modtager, vi giver – og vi mister. Vi kan lige så godt acceptere det.
Vi mister dem, vi holder af. Enten fordi relationer opløses, på grund af sygdom, på grund af død. Før eller siden mister vi livet.
Alt er en bevægelse, som vand mod en klippe, og noget vand flyder blot hen over klippen, og efterlader ingen spor, mens andre bølger bliver ved og ved at slå ind mod klippen, ind mod stranden og med tiden vil klippen ændres.
Nogle gange vil selv et kort møde have en stor indvirkning i ens liv.
Det er aldrig på forhånd til at sige, hvad betydningen er, hvad meningen er. Nogle gange forstår man det end ikke bagefter.
Det er muligt at blive bitter. At lukke hjertet, fx hvis man er blevet skuffet i kærlighed. Men det hjælper ikke. Det hårde hjerte gør både dig selv og andre ondt.
Det hjælper at holde hjertet åbent – det er det knuste hjertes visdom i sin enkelthed – at holde hjertet åbent, på trods af tab og modgang, fordi et åbent hjerte vil være en kanal, og en hjælp for andre, som står i en sorgfuld situation.
Det er muligt at transcendere sorgen over at miste. Det betyder ikke at følelser som sorg, vrede, magtesløshed ikke skal føles – tværtimod – det skal skylle igennem sjælen, det skal have lov til at blive så længe det vil, det er naturlige følelser. Naturlige reaktioner på tab.
Du kan ikke komme udenom.
Men igen, for mig personligt er der en stor eksistentiel sandhed i, at vi ikke ved hvad der venter, at vi ikke kan beholde nogen, at vi ikke ejer nogen. Der er en stor dyb sandhed i at gribe fat i livet nu og her. Fordi det er det eneste, der er.
Du er en klippe.
Lad vandet skylle hen over dig. Og acceptér at du ikke kan holde fast i bølgerne. Samtidig med at du accepterer, at de vil forandre dig. Men at du ikke og aldrig kan vide, på hvilken måde.
Men vid en ting.
