Skrøbelig

Quick now, here, now, always
A condition of complete simplicity
(Costing not less than everything)
And all shall be well
when the tongues of flames are in-folded
Into the crowned knot of fire
And the fire and the rose are one.

Jeg har en af disse dage, hvor jeg er skrøbelig. Jeg føler mig gennemsigtig og er derfor glad for at der ikke er nogen til at se mig lige nu, for jeg føler, at jeg kan ses lige igennem. (Og dog er er måske noget der ser).

En af disse dage, hvor egoet er mere flosset i kanten, og hvor jeg forsøger at være blid mod mig selv og andre.

Jeg læser T.S. Eliot – og erkender hvor gådefuld en tekst Four Quartets er, hvor lidt jeg dog forstår – dog er ordene trøstende, lindrende i deres mystiske skønhed. Det er sandelig sandt, at litteratur er god medicin – mod ensomhed, og for at lære en Selv at kende.

Og dybest set er der også en fred i accepten af hvor lidt jeg forstår. Jeg der som ung troede jeg kunne forstå alt, erkender – i det alt for langsomme tempo hvori modenheden sætter ind – at jeg forstår mindre og mindre med tiden, og at der simpelthen er ting, der ikke kan eller skal forstås. Livet er en gåde.

Jeg lytter til mine indre stemmer og ord, nøje – for ikke at blive offer for det de hvisker – det er så let at tro på deres sandhedsværdi, at falde for deres smiger eller kritik, at blive ledt på afveje af sindets konstante ønske om at gribe efter noget, hvad som helst. Et lille halmstrå, et fragment af sandhed, som ikke er en sandhed, men blot endnu et glimt af illusion.

Men med modenheden kommer der også en ro, en hvile i ikke-viden, ikke-forståelse, selv i usikkerheden. En erkendelse af, at der en anden vej, der er større end mig selv – eller måske blot en lille sti, der ydmygt fører til en anden tilstand. Det bliver muligt, ikke blot at observere sindets small talk, men nu at læne mig ind i stilheden, bag ordene. En stilhed, der udspringer af noget der er større end mig selv – Sjælen, Selvet, Essens eller hvad vi vælger at kalde det. At hengive mig til dette større på denne søndag morgen. At have tillid til og at acceptere, at denne stilhed ikke blot er  i mig, men om slutter mig med en enkelhed, der på en og samme tid fordrer at jeg ofrer alt – og samtidig i sig selv er Alt.

Det, der skal ofres er identifikationerne, ambitionerne, prætentionerne, intentionerne, refleksionerne, konstruktionerne om før og efter, datid og fremtid. Det er et offer, der på en gang fordres, men samtidigt er umuligt – for jeg – vi – kan ikke være i verden, og være for Andre, hvis ikke jeg samtidig erkender dette spin(d) som virkelighed. At acceptere hengivelse til illusionen som virkelighed, for at kunne eksistere – mindre skrøbelig, stærkere, klarere – i verden.

Desuagtet, at virkeligheden er noget Andet end det, større end det, gennemtrængende illusionen om virkelighed. Forholdet mellem illusionen om virkelighed og virkeligheden selv er billedligt som Moebius sløjfen, hvor det indvendige og det udvendige er identisk. Vi ønsker at opfatte det som to forskellige ting, men det kan ikke adskilles. “One – but not the same”. Paradokset er til at føle på, og det undslipper det såkaldt rationelle sinds stræben efter vished.

Og dermed er det – erkender jeg igen – futilt at sætte ord på, omend det er det skribenter som jeg gør, fordi det er det eneste jeg kan gøre – det er det, der giver mening at gøre i verden for mig. Men dybest set er erkendelsen uden ord. Forståelse undslipper forsøg på at forstå. Den er eller den er ikke.

Det er det jeg kalder gnosis, en intuitiv viden hinsides ord.

Disse mine skrevne ord er blot illusion, men den eneste måde, jeg lige nu kan kommunikere på. For nogle vil de være uforståelige, for andre vil de være overflødige. Og jeg forsætter egentlig bare i et spor, i en tradition, der gennem ord og i løbet af flere århundreder, brudt og ubrudt, peger på noget andet – en virkelighed bag virkeligheden, som ikke kan beskrives med ord, hvilket gør hele projektet i bedste fald paradoksalt, i værste fald problematisk.

Ord er skrøbelige – og det er jeg også. I dag.

I morgen er jeg noget andet, og det er ordene også.

Opstandelse

Påskedag.

Af en eller anden grund ringer vækkeuret klokken 6.30 og Tristan er vågen med det samme. Dah dah siger han muntert fra sin seng. Det må da være en fejl. Det lykkedes at holde ham hen til klokken 7 og så står vi alle sammen op. For jeg kan høre at Elisabeth nu er vågen. Så det bliver en tidlig påskemorgen, som så mange andre i en børnefamilie. Vi drikker kaffe og børnene får deres påskeæg/lego.

Jeg ligger i min halvsovende tilstand mellem klokken 6.30 og 7 og filosoferer over, hvad det er for en dag. Jesu genopstandelse fra døden. Kristendommens centrale dogme. Som jeg ikke tror på. Jeg kan ikke tro på kødets opstandelse. Jeg tror at “kødet” eller den fysiske krop, materien, indgår i det store kredsløb af liv, død, nyt liv etc. Jeg tror ikke på kødets opstandelse, det evige liv, dommedag – eller syndsbegrebet. Især det med arvesynd, finder jeg noget problematisk. For at sige det mildt.

Med andre ord er jeg ikke kristen. Hvis der er noget der genopstår er det sjælen – eller måske blot en gnist af sjælen, der går videre i en ny form. Den split af min sjæl, der er evig genopstår i nye former, nye liv, ny bevidstheder, for om en evighed at genforenes med “Det guddommelige”. Det uudsigelige, ubegribelige.

Jeg tror såmænd ikke, at det er “mig” eller “mit” ego, der nødvendigvis går videre. Jeg er ikke sikker på det med reinkarnation – i det mindste er det ikke mig, der reinkarneres eller genopstår – men sjæl eller bevidsthed i en ny form, opbygget af andre atomer og bestående af andre energier.

Så jeg ser mig som en slags ny-gnostiker. Eller rettere; når man taler om disse ting nuomstunder skal prefikset “ny” klistres på alt muligt. Ny-spriritualitet, ny-mysticisme, etc. På den måde vil jeg give Lars Muhl ret; i virkeligheden er der tale om ældgammel spirituel viden eller visdom, der ligger forud for kristendommen og andre religioner. Så lad os bare kalde det Gnosis eller Gnosticisme.

Selvom jeg ikke er kristen, så kan jeg godt lide ideen om (gen)opstandelse i en videre kontekst. Den cykliske idé om liv, død, nyt liv. Fornyelse. Noget af det smukkeste ved påsken er efter min mening ægget som symbol på liv, frugtbarhed, fornyelse, skabelse.

The Orphic Egg
The Orphic Egg

The ancient symbol of the Orphic Mysteries was the serpent-entwined egg, which signified Cosmos as encircled by the fiery Creative Spirit. The egg also represents the soul of the philosopher; the serpent, the Mysteries. At the time of initiation the shell is broke. and man emerges from the embryonic state of physical existence wherein he had remained through the fetal period of philosophic regeneration.” (Manly P. Hall)

Også kaldet Det Alkymistiske Æg:

“During the alchemical process, the subject, Hermetically sealed in the Egg, would go through a symbolic death and rebirth. When the Egg was cracked, a new mystical substance emerged which was an elixir that prolonged life and acted as a catalyst capable of improving any substance that it came in contact with. This substance, called the Philosopher’s Stone, could change lead into gold and change an ordinary person into an enlightened master. One of the symbols for this perfection was the ideal flower — the rose.” Robert M. Place

Rosen
Rosen

Og så er det egentlig sjovt at Jesus og Selvet eller Helheden ofte er symboliseret ved netop en rose. Ligesom kærlighed er det. Så for lige at vende tilbage til kristendommen og det kristne budskab: Der er naturligvis mange perler af sandhed og visdom i kristendommen, som der er i andre religioner og spirituelle traditioner. For mig er hjertet i kristendommen budskabet fra Jesus i Bjergprædiken:

“Elsk din næste som dig selv”.

Helt enkelt.