tid Arkiv ~ Prima Materia

Tid

“Alting har en tid
for alt hvad der sker under himlen,
er der et tidspunkt …”

Jeg elsker disse sommermorgener, hvor jeg vågner tidligt og alt er stille. Jeg elsker at vågne i mit eget tempo. Sætte kaffe over, lytte til vandet der koger, nusse katten, se på træet udenfor med de hvide blomster.

Tid er som et træ, organisk

Finde min egen rytme, mærke sangen i blodet, ikke have travlt. Være i ét med tiden.

Teksten ovenfor er skrevet for omkring 3000 år siden, muligvis af Kong Salomo, og det indeholder en tidløs visdom. Accepten af at alt har sin tid; en tid til at elske, en tid til at hade, en tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede, en tid til at opsøge, en tid til at miste, en tid til at tie, en tid til at tale …

I vore tider har vi glemt dette. Vi har glemt tidens rytmiske, cykliske, natur til fordel for en lineær tid, hvor alt peger frem mod noget andet. Og vi bruger det meste af vores tid nu på at kontrollere et udfald, som vi alligevel ikke har kontrol over – for alt har sin tid.

Vi glemmer at alt er foranderligt. At tid er som vand i en si. Den løber igennem os.

I den østerlandske, taoistiske forståelse går tiden ikke, den kommer imod os, som en stor bølge, og spådomsoraklet I Ching fortæller om tidens kvalitet, ikke om tidens kvantitet. Og vi ved jo godt, at vores fornemmelse af tid er mærkbart anderledes afhængigt af hvordan vi har det og hvordan vi bruger tiden.

Selvom det er netop er misvisende at sige, at vi bruger tiden. Måske er det snarere den der bruger os?

Jeg ser ud af vinduet, på det hvide træ, drikker min stærke kaffe med fløde, flyder ind i tiden, ud igen. lader tankerne vandre, siger tyst farvel til, det der har været og åbner for det, der skal komme. Lukker en bog og åbner en anden. Forsegler en kolbe og sætter den på hylden.

Jeg blander en ny eliksir, og lader den simre stille over en sagte ild.

Det er en ny tid for mig.

Tid

Tænk, det tog mig et halvt liv at fat’ at tiden løber ud

I denne artikel i weekendens information er der et billede af familien Setor, der sidder i et hus med vand om anklerne. Kvinden ammer en baby.

Hvor meget tid har de, før deres hus skyller bort som følge af klimaændringerne? Hvor meget tid har de? Hvor meget tid har vi? Hvad kan vi gøre ved det?

Billedet får mig til at føle mig magtesløs og det siger mere end alle de ord, som artiklen ellers består af.

Hvad kan jeg gøre ved det?

Jeg aner det simpelthen ikke. Sikkert ikke ret meget. Men en idé er ved at tage form i min bevidsthed, en idé som jeg har besluttet mig for at arbejde videre på.

Jeg vil få brug for hjælp. Og når ideen har taget mere form vil jeg bede jer om den hjælp. Det er ikke meget, jeg vil bede om. Lidt af jeres bevidsthed, noget af jeres tid.

Da jeg så billedet med vandet og babyen gik det op for mig hvor lidt tid, der er til at ændre mit mindset, ændre tingenes gang, skabe forandring.

Det gik op for mig, hvor kostbar og sjælden en ressource tid er, og hvor lidt vi som kultur værdsætter den.

Det gik op for mig (som følge af læsning af artikler af Steen Hildebrandt og Peter Rønnov-Jessen at vores politiske og ledelsesmæssige system er ved bryde sammen. Der er ikke nogen, der leder mere – således forstået, at de går imod strømmen og siger og gør de upopulære ting. Istedet snakker de om hvilke ord man må bruge om hvad.

Spild af tid.

Jeg ved ikke, om den idé jeg har fået vil ære frugt eller om den vil ændre noget på nogen nævneværdig måde. Måske er den blot et lille tandhjul – som i et mekanisk ur – der kan skabe en lille bitte forskel.

Det er mit ydmyge håb.

Tak for din tid.

Bølger

Jeg elsker lyden af bølger, der slår ind imod en strand.

Uanset om stranden er på en ø i Thailand eller i Tisvilde. Det er lyd så evig og tidsløs, at den er balsam for enhver sjæl, der søger lise og lindring.

Jeg elsker idéen om tid som en bølge, der kommer imod os, istedet for som noget der går fra os, som dyrebare dryp i et timeglas. I I Ching – det gamle taoistiske spådomssystem – var det netop billedet; tiden som en bølge der kommer imod os, og som vi ved hjælp af røllikestilke eller mønter kan forudse og tolke – dersom vi har de poetiske, intuitive evner, der skal til.

Jeg ser nu mit eget liv som en spiralbevægelse af evig forandring og forvandling, men også med et genkendeligt mønster af bølger, der løber op på stranden og bølger der løber tilbage i havet. En kontinuerlig strømmen af indfoldelse og udfoldelse, sammentrækning og udstrækning.

Og lige nu er jeg i en fase af eftertænksom, rolig indadvendthed. Som jeg også var i vinteren for 2 år siden, som om min “cyklus” er 2-årig. I visheden om at intet af det jeg har brug for eller lyst til er “derude”.

Jeg føler ro, soberhed, ja nærmest en form for jomfruelig kyskhed – i den forstand at jomfruelig i nogle kulturelle sammenhænge associerer til uafhængighed. I det gamle Rom var det vestalinderne, der passede den vestalske ild, i det gamle Grækenland var det Hestia, der passede arnens ild.

Ilden, der i moderne tider kan ses som den indre glød, den stille flamme i mørket; kreativitet og kærlighed. Og det er, tænker jeg, opgaven nu.

Her kan jeg heller ikke lade være med at bemærke at hearth (arne) og heart på engelsk næsten er det samme ord.

Arnen er hjemmets hjerte.

Længslen har fundet hjem. Den sidder som en fugl på standen, med vingerne beskyttende om kroppen, ventende og hvilende. Men hvem ved, en dag vil den slå vingerne ud igen og søge ud, flyve ud over havet mod solen.

Men måske flyver den ud mod noget andet end hidtil? Det er som om at længslen søger i et dybere lag for hver gang den hviler.

Men nu sidder den her, på stranden, og lytter til bølgernes brusen. Stille.

Tid

Vores tid
så dyrebar
en dråbe
af blod
der falder
mod intet

Om at miste

“Accept loss forever” – et af beat-forfatteren Jack Kerouacs skrive- og leveråd.

[Til Gitte]

Vi taber en lille smule hele tiden. Tid, kærlighed, håb, besindelse. Livet går, øjeblikke glider nådesløst fra os som sand i et timeglas, mennesker vi holder af dør eller forsvinder på anden vis ud af vores liv, og håb og forventninger bliver til støv. Forskellige omstændigheder gør at vi er ude af os selv momentvis.

Elskovsmødet er slut, og det er på tide at sige farvel, vi kan ikke holde fast i elskeren, den sødme, den lyst som var, er nu blot et minde – tilbage er en udefinerbar længsel, en skælven gennem kroppen. En melankoli.

Ideer fødes og dør inden de realiseres, drømme glemmes når vi løfter hovedet fra puden, vores børn bliver store og vokser fra os, iler ud i en fremtid vi ikke er en del af, som vi har tabt på forhånd.

Æblet falder fra stammen og går i forrådnelse i græsset i efteråret.

Døden venter, på et tidspunkt mister vi os selv, uigenkaldeligt.

Hvori består trøsten i dette, hvori består håbet?

At at leve i nuet, at acceptere, at tage imod livet og dets gaver med længsel, med sult, at drikke livet ind, suge begærligt og ALDRIG tage noget eller nogen vi holder af for givet. Aldrig at miste barnesjælen men se på en ny dag med åbne øjne og i fuld bevidsthed, uanset hvad den bringer.

Altid at vide at det vi får er noget vi skal slippe, før eller siden. Jeg tror at denne erkendelse er kernen i al livsvisdom fra Heraklit til Kerouac.

Trøsten ligger i at der altid vil komme nye blomster på æbletræet i foråret.

Lidt om ingenting – og tid

Jeg laver ingenting. Det vil sige, jeg venter på at Tristan skal sove. Beundrer det svovlgule aftenlys mod den mørkegrå himmel, og i ét nu er himlen bare aftengrå og solen er gået ned bag Vesterbros huse.

Jeg tænker på emner som jeg kan skrive om, bøger som jeg gerne vil læse, og det oplæg jeg skal øve når Tristan sover. Lige nu ligger han og tæller og synger lille peter edderkop. Utrolig så meget energi han har, det lille væsen.

Jeg tænker på tiden, der snubler så ubønhørligt afsted. I dag talte jeg i telefon med min veninde, som jeg kun har set ganske få gange i år. Hvorfor spørger jeg mig selv. Fordi hverdagens trummerum bare tager tiden, dag efter dag, uge efter uge, og så lige pludselig er der gået et helt år.

Hverdagen er fin. Men nogle gange får vasketøj, indkøb, sove, arbejde og det næste punkt på agendaen os til at glemme – tror jeg – at det ér livet, og sætte mere pris på hvert enkelt øjeblik. På nuet. På stilheden i mellem tiden.

Det er vigtigt at skabe pauser, at tage en time out, at gå en lille tur, eller blot tage sig tid tid til ro mellem to punkter. Fx stjal jeg mig i dag lige tid til en kop kaffe ved køkkenbordet mellem arbejde og børneafhentning. Det gjorde at jeg lige fandt mig selv og havde overskud til ulvetimen.

Tid

Vi er nu gået over til vintertid, og som altid tager det mindst en dag før alle urene i huset er synkroniseret igen. Indtil da er det hele lidt forvirrende, og jeg kommer til at tænke på tiden som relativ og flydende. Jeg tænker på Salvador Dalís flydende ure:

Tiden er ikke så synkron, som vi egentlig går og forestiller os, når alle ure går ens eller næste ens. Nogle gange trækker tiden sig sammen, og andre gange gange trækker den ud, afhængigt af hvordan vi oplever situationen. I flow opløes tiden, vi forsvinder så at sige ind i den. Vi opløses i tiden.