Stilhed

“The noise of the world is a dull roar that pervades every second of your life. It’s a rush of activity, a drain on your energy, a pull on your attention, until you no longer have the energy to pay attention or take action.

It’s an illness, this noise, this rush. It can literally make us sick. We become stressed, depressed, fat, burnt out, slain by the slings and arrows of technology.

The cure is simple: it’s stillness.”

Leo Babauta

Du kan praktisere stilhed hver dag.

Ved at tage en pause, og mærke stilheden, ånde ind og ånde ud.

Ved at vælge dine kanaler selektivt, fx dine nyhedskanaler og dine news feeds.

Ved at slukke for musikken, når du laver noget andet.

Ved at beslutte dig for hvad der er væsentligt og hvad du vil fokusere din opmærksomhed og din tid på.

Ved at acceptere at du ikke – i vores informationsteknologiske tidsalder – kan følge med i alt, være over alt og være alt – men være dig, dér hvor du er lige Nu.

Ved at sætte lommer af tid af til Ingenting, til at kede dig, til at lade dine tanker strømme frit, i stedet for at lade din bevidsthed blive fyldt op af alt muligt udefrakommende støj. Og støj kan skam også være visuel. Støj kan også være et hektisk aktivitetsniveau.

Ved at lade være med at reagere på alt, fx telefonen, der ringer.  Ved at være offline.

Ved at tie stille 0g ved at lytte.

På den måde kan stilhed være din spirituelle praksis.

Lidt om ingenting – og tid

Jeg laver ingenting. Det vil sige, jeg venter på at Tristan skal sove. Beundrer det svovlgule aftenlys mod den mørkegrå himmel, og i ét nu er himlen bare aftengrå og solen er gået ned bag Vesterbros huse.

Jeg tænker på emner som jeg kan skrive om, bøger som jeg gerne vil læse, og det oplæg jeg skal øve når Tristan sover. Lige nu ligger han og tæller og synger lille peter edderkop. Utrolig så meget energi han har, det lille væsen.

Jeg tænker på tiden, der snubler så ubønhørligt afsted. I dag talte jeg i telefon med min veninde, som jeg kun har set ganske få gange i år. Hvorfor spørger jeg mig selv. Fordi hverdagens trummerum bare tager tiden, dag efter dag, uge efter uge, og så lige pludselig er der gået et helt år.

Hverdagen er fin. Men nogle gange får vasketøj, indkøb, sove, arbejde og det næste punkt på agendaen os til at glemme – tror jeg – at det ér livet, og sætte mere pris på hvert enkelt øjeblik. På nuet. På stilheden i mellem tiden.

Det er vigtigt at skabe pauser, at tage en time out, at gå en lille tur, eller blot tage sig tid tid til ro mellem to punkter. Fx stjal jeg mig i dag lige tid til en kop kaffe ved køkkenbordet mellem arbejde og børneafhentning. Det gjorde at jeg lige fandt mig selv og havde overskud til ulvetimen.

Det er nu

At jeg burde skrive på mit næste indlæg om det onde – det om selve Djævelen, som jeg arbejder på, eller et andet spændende indlæg. Det er nu jeg burde være kreativ og komme op med noget interessant.

Men for at være helt ærlig. Burde er død. Jeg sidder bare her i sofaen og er nærmest i trance. Dagen er omme. Jeg føler mig fladmast.

Nærmest i en form for ikke-væren der måske netop er væren. Da det eneste jeg kan forholde mig til er dette nu og ellers ingenting.

I får lige et billede. Det indre af en tulipan, der nærmest er en hule, en indgang til noget spændende  …

tulipan