Prima Materia Arkiv ~ Prima Materia

Prima Materia

Hvad ER Prima Materia egentlig for en størrelse og hvorfor er jeg så fascineret af det både ud fra en eksistentiel og en kreativ synsvinkel? Hvorfor er det så vigtigt at jeg har kaldt min blog det, og nu også mit domæne?

I alkymien har Prima Materia fået tildelt utallige navne og tillagt utallige egenskaber. Det er et begreb, der langt fra er entydigt. Det er svært at forstå, at erkende. I samme øjeblik man tror man har forstået hvad det er, skifter det form og mening, hvilket blot bidrager til dets fascinationskraft.

Prima Materia er urstoffet, det som alting er skabt af. Men i dets kaotiske, mørke, rå og ustrukturerede form.

Det beskriver urmørket, som alle mennesker oplever en flig af fra tid til anden; depression, fortvivlelse, smerte, disintegration, angst, raseri etc. Men det beskriver også en grundsubstans, som alt nyt kan udspringe fra. Prima Materia er dermed grundelementet, det som al skabelse starter fra, såvel i den kreative proces, som i den eksistentielle proces, som det er at skabe et liv, et Selv.

Det er et paradoks: Prima Materia er på en og samme tid De vises sten, Lapis Philosophorum, og forudsætningen for Lapis Philosophorum. Det er såvel begyndelsen som enden af enhver proces, og er derfor ofte gengivet som slangen Ouroboros, der bider sig selv i halen.

Alkymisten skal igennem processen bearbejde Prima Materia – men det handler naturligvis ikke om at skabe guld. Såvel Prima Materia som Lapis Philosophorum er metaforer for alkymistens egen sjæl.

For mig symboliserer Prima Materia derfor sjælen, som vi alle møder i dens rå form, som mørke, som nat, som potentiale.

Separatio – at skære ind til benet

“Separate the earth from the fire, the subtle from the dense, gently with great ingenuity”

The Cutting of The Philosophical Egg

Prima Materia er kaos, en udifferentieret masse af ting, som er rodet sammen. For at skabe orden – og dermed bevidsthed – er det nødvendigt at skille alt dette materiale ad, og går mange alkymistiske processer ud på netop dette – at skille ad – separare:

“Psychologically the result of separatio by division into two is an awareness of the opposites. This is a crucial feature of emerging consciousness.” (Edinger p 187).

På det mest basale plan handler denne division i to om at kunne skille subjekt fra objekt – jeget fra ikke-jeget. At trække projektioner tilbage – eller at afvise at bære andres projektioner.

En anden opdeling kan være opdeling af materien i de fire grundlæggende elementer; Vand, Ild, Jord og Luft, (som er illustreret af tarottens fire suits; Bægre, Stave, Mønter og Sværd – hvilket Edinger også påpeger).

Netop Sværd som repræsenterer Logos har meget med separatio at gøre. Edinger citerer Philos’ Logos-Cutter og skriver om Logos:

“Logos is the great agent of separatio that brings consciousness and power over nature by its capacity to divide, name and catagorize. One of its major symbols is the cutting edge that can dissect and differentiate on the one hand and kill on the other. By separating the opposites, the Logos brings clarity; but by making the opposites visible , it also brings conflict” (Edinger p. 191)

Som i evangelierne, hvor Jesus siger

“Jeg er ikke kommet for at binge fred, men sværd.” (Matt. 10. 34)

Separatio, at skille ad, at dømme, at vurdere, at skære ind til benet, fjerne det overflødige, at bruge den knivskarpe rationalitet – Logos – kan være smertefuld, det er forbundet med sorg, med død, og med Mortificatio.

Men der er selvfølgelig en mening i det tilsyneladende meningsløse. Det er netop mening, som skal udvindes af mørket, af kaos.

Som nævnt kan det som er blandet sammen – i en symbiøse, eller en ubevidst udifferentieret identifikation – ikke forenes. Separatio er derfor en bevidsthedsproces, som er forudsætningen for det næste og endelig skridt i det alkymistiske værk; Conjunctio – foreningen af modsætninger til en helhed.

“Purify husband and wife separately, in order that they may unite more intimately – for if you don’t purify them, they cannot love each other”.

Dette er på den ene side meget symbolsk og på den anden ganske konkret (men ikke nødvendigvis nemt); hvis vi fx i et parforhold er “inficeret” med materiale fra hinanden i form af fx projektioner af skyggemateriale, animus/anima-materiale o.a. kan vi ikke fuldt ud se den hinanden, som den vi virkelig er, og dermed kan vi ikke elske hinanden.

Logos – Separatio – bliver derfor forudsætningen for Eros – Conjunctio.

(Som nævnt her vender jeg tilbage i løbet af efteråret med et eller flere indlæg om den ultimative, fuldbyrdende operation i det alkymistiske værk – Conjunctio).

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical Symbolism in Psychoterapy.

Alkymi – en fortælling om lidenskab

Hvad er det egentlig ved alkymien, der er så fascinerende?

Hvad er det disse – dragende, mørke – billeder fortæller om, som betyder at jeg vender tilbage igen og igen, og aldrig bliver færdig med dem?

Det er en fortælling om passion, om lidenskab – om evnen til at lide.

Lidenskab handler om at have stærke følelser for noget, og om at være villig til at lide for det. Lidenskab er både lidenskab som lidelse (fx Kristi lidelse), og lidenskab som intense følelser af kærlighed – typisk af erotisk art.

Lidenskab/passion har denne dobbelte betydning, som vi synes at glemme, når vi vore moderne tider taler om passion. I virkeligheden er passion og lidenskab ofte ilde set – fordi det bringer intens forstyrrelse i den almindelige orden – medmindre det handler om at gå målrettet (passioneret) efter noget. Men det er efter min mening en problematisk udvanding af begrebet og dets dobbelte betydning.

Pointen er at de to elementer – smerte, sorg og glæde, kærlighed – i lidenskaben ikke er modsætninger, men netop er dybt forbundne, uadskillige, og det er også tilfældet i alkymien.

Alkymien er dybest set en lidelseshistorie, en fortælling om intens smerte og intens glæde, og hvordan disse to er spundet sammen – som dobbeltslangen om Caduceus – Hermesstaven.

Om at vejen til helhed går igennem helvede – eller som Jung udtrykte det:

“There is no birth of consciousness without pain.”

Den vibrerende, levende, mørkt skinnende Prima Materia må undergå en række processer for at blive forvandlet til guld, til livseliksiren, eller til De vises sten. Disse processer er meget smertefulde:

Det handler om opløsning, om død, om forrådnelse, og om at forsvinde, for at vende tilbage igen. Konkret om at blive brændt (calcinatio), blive opløst (solutio) om at fordampe (sublimatio), om at stivne (coagulatio), om at blive delt (seperatio), og om at dø (mortificadio).

Til sidst om at blive sat sammen til en ny helhed – Conjunctio.

Altsammen metaforer for og symboler på den proces, vi må gennemgå i livet for at blive hele, og bevidste – på det indre, såvel som det ydre plan. Det er vores Major Opus.

Alkymien er fortællingen om en erkendelsesproces, der omfatter både smerte og glæde. Om en tilblivelsesproces; om fødslen af en ny helhed. Og om en kærlighedsproces, der også indbefatter sorg og accepten af at kærlighed kræver villighed til at ofre sig for noget større end én selv.

Om at brænde op for at blive genfødt og opstå levende af flammerne – og flyve som Fugl Fønix.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Prima Materia

“Follow your inner moonlight; don’t hide the madness”

Prætention og pænhed er smidt over bord.

Som du kan se er bloggen nu pakket anderledes ind, har (igen) fået ny titel. Jeg har forsøgt at gøre den enklere, både i design og struktur. Fx har jeg droppet kategorierne. Der netop fik mig til at føle mig – ja – presset ind i nogle bestemte kasser.

Min intention er at enkelhed i design og struktur skal give en mere flydende, kreativ og kaotisk form.

At være blogger er interessant, især at se at bloggen udvikler sig med forfatteren, og denne blog har sandelig fulgt nogle krogede stier. Og det er fint nok. Jeg fortryder ikke at bloggen har forvandlet sig og skiftet spor, og nu gør det igen.

Og stien følger åbenbart lige nu tilbage til Mørket og Materien.

Prima Materia betyder og symboliserer mange ting; kaos og potentiale for blot at nævne nogle få. Navnet er hentet fra alkymien, som er og bliver min store interesse og inspirationskilde. Derfor holder jeg også fast i de tre alkymistiske farver; sort, hvid og rød, der symboliserer de tre faser; Nigredo, Albedo og Rubedo.

Dette smukke billede kan godt tåle at blive genbrugt:

Blokering

Den sidste uges tid har jeg mærket en skriveblokering.

Min indre kritiker hviskede mig lavmælt og insisterende i øret, at der ikke er nogen mening i det jeg skriver, at det ikke er “dybt nok”, konsistent nok, stringent nok, at det ikke er “rigtigt” fordi det er en blog, og ikke en bog etc.

Til sidst forstummede min indre kritiker – men da havde den også fået den kreative kilde til at tørre helt ud.

Lad os kalde dem Kritikeren og Kilden. Jeg ved ikke om et er to forskellige stemmer, eller den samme, der hvisker mig forskellige ting i øret på forskellige tidspunkter.

Det handler naturligvis ikke blot om at skrive, men også om andre ting, andre projekter, intentioner, aktiviteter. Kilden pibler frem, eller springer frit, og Kritikeren lukker effektivt proppen i.

Men lige nu handler det altså om at skrive. Om At Skrive. Det er det jeg gerne vil. Og hvis jeg skal vælge mellem mine fire nytårsintentioner om forandring – hvilket jeg gør LIGE NU – så vil jeg vælge den frem for de andre.

Jeg vil med andre ord acceptere at være tyk, uorganiseret og at have for mange unødvendige ting og for få penge, når blot jeg SKRIVER.

I dag var der to ting, der gik op for mig:

1. Jeg vil skrive. Jeg skriver.

2. Skriveblokering eksisterer ikke.

Ad 1: Det behøver ikke at være en hemmelighed. Det er okay, at sige at jeg vil skrive og at jeg skriver. Det at sige det ligeud; jeg skriver og at identificere sig som en sådan gør det faktisk nemmere at være en skribent.

Ad 2: Her fik jeg inspiration. Jeg læste om Gail Shers bog One Continous Mistake på Philip Carr-Gomms weblog og fik straks lyst til at læse den, fordi den handler om det at skrive som en spirituel praksis. Det fangede naturligvis straks min opmærksomhed.

Og her er så hvad Sher skriver om skriveblokering:

For me the term “writers block conjures up the image of a road with a gigantic boulder across it. The boulder, bordered on one side by a cliff and on the other a lake, stops the traveller dead in his tracks.

His tendency, of course, is to wonder (a) how could it (the boulder) have gotten there, (b) Can I lug it away, and (c) Can I get around or over it. All of these questions feature the boulder.

The boulder, however, is not the problem. The problem lies in the traveler’s perspective – seeing the boulder as an obstacle instead of as an path. The boulder, a material manifestation of mind and spirit, contains the next step in his development. He must isolate its components, examine each microscopically, and integrate it with the person he becomes as a result of this process. There are tons of material.

Dette billede minder mig (naturligvis) om den alkymistiske proces. Stenen er Prima Materia, som skal forvandles fra det rå og uforarbejdede til De vises Sten gennem den alkymistiske proces, som kan symbolisere både selverkendelsesprocessen og den kreative skabelsesproces. Igennem denne proces forvandles såvel stenen som alkymisten/kunstneren, fordi stenen så at sige er kunstneren og hans/hendes indre materiale.

For mit eget vedkommende gav dette møde med blokeringen i den forgange uge mig altså modet til at sige at jeg skriver. Og at erkende at det er det vigtigste af alle mine processer, forandringer og intentioner.

Hvad kan du lære af dine blokeringer?