Tag: inspiration

Muse

Jeg vil ud.

Jeg er burret inde i en krog af dit sind – som en trold i en æske, som en ånd i en flaske.

Jeg er ved at dø af længsel. Efter væren, efter skaberkraft.

Jeg ønsker at leve, at ånde, at flyve i solen som en stor skinnende guldsmed, glitrende og funklende.

Som en bi summer jeg omkring dig og stikker dig  med sit sortgule stik. Som en kolibri – jetsort, lille og fiks. Med snabelen helt inde i blomstens centrum søger jeg sødmefuld nektar.

Jeg antager bizarre former – synkroniciter, fata morganaer og hallucinationer.

Jeg søger dig om natten.  Kilder din nakke, puster på din pande. Velsigner dig med søde drømme – rider dig som en mare.

Brænder dig som Psyche brændte Eros. Vækker dig af din tornerosesøvn.

Jeg er dit blod, din puls. Jeg er din hede ånde. Glimtet i dit øje. Dit savn, din smerte.

Jeg kræver alt af dig, dit ypperste og driver dig til vanvid med sære impulser og skøre indfald – så verden ser dig som en nar, en joker, en dåre.

Jeg leder dig på afveje. Jeg iklæder mig en skøn kvindes krop, og gør dig elskovssyg.

Jeg smyger mig  i guld, i moskus og myrrha og jeg serverer gudindens føde for dig; dadler, figner, hvedebrød, honning,  granatæbler og krydret vin. Danser de syv slørs dans. Kræver dit hoved på et fad.

Jeg forfører dig med uskyldige øjne. Jeg giver dig ideer og du tror de er dine.

Jeg holder dig til ilden og giver dig kraft til at spille for fuld udblæsning. Jeg puster til flammen og holder dig varm og vågen. Tvinger dig til at yde dit bedste. Svinger pisken.

Jeg vil svigte dig – hvis du tøver blot en kende. Jeg vil få dig til at kravle og hyle som en hund.

Men.

Hvis du blot lytter stille, inderligt, hvisker jeg i dit øre, blødende, berusende, vilde, blide ord i en flydende strøm.

Jeg, din flamme brænder evigt.

Aspiration

Affødt af mine indlæg om at skrive og om Shapiros bog, kom jeg til at tænke på forskellen på aspiration og ambition. For mig er ambition noget ydrestyret, der kan måles. Noget man måske i højere grad gør eller har, udfra hvad man tror andre forventer, end hvad man selv dybest set ønsker.

Istedet for ambition kan vi tale om aspiration. I følge Shapiro er aspiration synonymt med intention, drøm, kald, formål, og det som han kalder “context”, hvis formål er at skabe passion, noget der driver en frem uden at definere en specifik destination.

“With an aspiration, your actions and beliefs are no longer driven by societal norms, a desire for money or status, or arbitraty goals. Rather they are based on meaning found deep within your soul. This makes your existence more intense and alive with purpose” (min fremhævelse).

Aspiration har rod i det samme latinske ord som spirit og inspiration; aspirare, som betyder “at ånde på” . Vores Aspiration er det vi ånder på, det vi fokuserer på, det vi skaber rum for i vores liv, og som vi derfor giver mere plads.

For mig at se er det væsentligste ved den måde Shapiro beskriver aspiration (eller hvad du nu vælger  at kalde den), at den har rod i dine  inderste ønsker, og det betyder, at den er et udtryk for hvem du er. Ikke hvem du føler du burde være eller hvad du burde gøre. Men dit selv, din sjæl.

Men hvad skal jeg så gøre? tænker du måske. Og hvordan finder jeg min passion (det foretrækker jeg at kalde det) og hvordan lever jeg udfra denne passion, uden at gøre mig afhængig af opfylde bestemte mål. At leve målfrit betyder ikke –  at du ikke kan have mål. Med til at leve din passion kan fx høre, at du opnår bestemte færdigheder eller udfører bestemte opgaver.

At finde sin aspiration eller passion kræver at du foretager noget “soulsearching”; at du spørger dig selv, hvad du altid har ønsket, hvad du drømte om som barn, hvad du gerne vil, hvis der er blot én ting du kunne vælge at gøre. Først og fremmest handler det om at finde noget, der giver mening, og at gå nye veje for at prøve nye ting.

Det væsentlige er at leve som efter et kompas, ikke et kort. At finde noget, der inspirerer dig og så bevæge dig eksperimentielt; at være parat til at udforske,  væve, slentre afsted og opleve det, du nu oplever på din vej.

Derudover skriver han også om temaer (themes). Istedet for at have et nytårsforsæt kan du vælge at have et tema for det følgende år. Men et tema, du kan udleve eller opleve på mange forskellige måder, og som du kan følge af mange forskellige stier.

Mit tema for i år er overgivelse eller hengivelse. Det kan jeg leve på mange måder; hengivelse til nuet, til de mørkere og dybere følelser, til at skrive, til mennesker, til at opleve noget nyt, ja, til at forsøge mig med nye madretter, smags- og duftoplevelser  etc. etc.

Det siges, at alle veje fører til Rom. Det vigtigste er ikke hvilken du følger, blot at den giver mening for dig.

Inspiration

Jeg er forundret over, hvordan inspiration fungerer. I den udstrækning den  kan siges at “fungere”.

Nogle gange ved jeg ikke om den går den ene eller den anden vej eller hvem der først inspirerede hvem til at starte med. Eller hvordan en idé eller en tanke strømmer frem af mange små kilder.

Under alle omstændigheder: Muligvis hænger det sådan sammen, at Mette Weber blev inspireret af et link til Leo Babautas blog zen habits om at leve uden mål, som jeg lagde på facebook. Og så læste hun – og skrev om denne bog – som jeg blev inspireret til at læse.

Om at leve et liv i passion i nuet  – fremfor for at jagte et eller flere mål –  bevidstløst.

Denne bog er interessant. Allerede nu – nu ca. 30 sider inde – læser jeg om begreber – eller tilstande, som interesserer mig og som jeg søger at dyrke nu; Passion, soul, journey, aspiration/intention etc. Den handler om at leve passioneret nu og nyde rejsen, fremfor at være fokuseret på selve målet.

Her er tre af de fire P’er repræsenteret; Presence, Process og Passion. Paradokset ligger i at man godt kan have mål i et mål-frit liv – man skal bare ikke lade sig totalt opsluge af at nå det.

Denne bog taler virkelig til mig. Så at sige. Og det leder mig frem til det næste; at vi tilsyneladende  får den inspiration, vi har behov for på det tidspunkt, hvor vi har behov for det, hvor vi er åbne eller resonante, modtagelige.

Ideer og mennesker og oplevelser er pludselig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og sætter ting i gang i os – på magisk vis.

Om daimons

I denne dæmoniske nissetid er det værd at huske at dæmoner eller rettere daimons oprindeligt (før kristendommen) var en slags indre sjæleførere:

“Daemons are good or benevolent supernatural beings between mortals and gods, such as inferior divinities and ghosts of dead heroes.”

“Hesiod relates how the men of the Golden Age were transmuted into daimones by the will of Zeus, to serve as ineffable guardians of mortals, whom they might serve by their benevolence.”

Psykologisk set er

“The daimonic [] capable of both positive and negative outcomes and is a naturally occurring human impulse or urge within everyone to affirm, assert, perpetuate and increase the self. It is capable of both positive and negative outcomes and must be integrated into consciousness … .”

I nyere tid har Philip Pullman på smukkeste vis brugt Daimonbegrebet i sin fremragende trilogi His dark Materials.

I kristendommen blev de så dæmoniseret og gjort onde – selvom de som udgangspunkt hverken var gode eller onde. Men noget andet end det egoet er – og dermed skræmmende – herudover er de netop en uudtømmelig kilde til energi og kreativitet:

“The daimonic has always been, and continues to be, a great source of creativity, inspiration, and fascination in all forms of art.”

Kilde til citater: Wikipedia.

Presence

Hvordan hylder vi bedst nuet, øjeblikket?

Jeg trækker fra The Alchemical Tarot Ace of Swords – The Basilisk.

Sværdet i sig selv repræsenterer Luften i sin rene form, det vil sige intellekt, rationalitet, viden, information, ideer, erkendelse, bevidsthed og åndelighed. Sværdet er logikkens skarpe sværd, der skærer igennem, og ser alting klart.

Men her er en slange med en hanes hoved, en såkaldt Basilisk, viklet rundt om sværdet. En basilisk er et uhyre, der kan slå et menneske eller et dyr ihjel, alene ved at se på det – apropos at se klart. Men det symboliserer også visdom, og at blive opslugt af visdom er et symbol for oplysning, eller gnosis. I kristendommen er basilisken (naturligvis) associeret med Djævelen, men for at opnå visdom er vi nødt til at konfrontere os med Djævelen, mørket, skyggen. Intellekt gør det ikke alene. Bevidsthed og Ubevidsthed må integreres for at opnå visdom, og det er netop det, denne basilisk symboliserer.

Udfra the LWB lærer vi at kortet betyder positiv tænkning, søgen efter visdom, en god idé. Så hvad siger alt dette om at hylde øjeblikket?

For at forstå og gribe øjeblikkets kvaliteter må vi bruge såvel vores bevidste som vores ubevidste opmærksomhed. Ellers vil vi ikke finde visdom i nuet, og vi vil ikke kunne modtage nuets gaver i form af inspiration, indsigter og ideer.

Vi må ikke være bange for at lade os opsluge af noget, der er større end os selv – og dermed skræmmende.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Visdom

Som du måske har bemærket har jeg ændret navnet på denne blog igen.

Det skyldes, at jeg aldrig rigtigt vænnede mig til det med renhed, omend jeg stadig holder meget af det Kierkegaardcitat, titlen byggede på.

Men i det med renhed ligger der en higen efter det perfekte, som jeg ikke rigtigt kan stå inde for. Hjertets visdom har at gøre med intuition og inspiration og en dyb viden om, hvad der sandt. Det har også at gøre med en erkendelse af, hvem vi er, på godt og ondt – og at der i denne visdom også findes en erkendelse af tilværelsens skyggesider. Også vores egne skyggesider. Og det aspekt vil jeg have med i titlen på denne blog.

“When I loved myself enough I became my own authority by listening to the wisdom of my heart. This is how God speaks to me. This is intuition.”  Kim McMillen

Lev livet uden mål

Leo Babauta har gjort det igen. Han har skrevet en tankeprovokerende blogpost. Denne gang om at leve sit liv uden mål.

Hvad ser der, hvis vi befrier os selv fra at have mål og lever passioneret i nuet?

I sin post deler Leo sine tanker om at leve uden mål, og giver nogle råd. Rom blev ikke bygget på en dag, så han beder os ikke om at smide alle tanker om fx planlægning ud med det samme. (Der er jo visse opgaver, der kræver planlægning, og en vis form for styring.)

Men han overvejer, hvilke muligheder for nye oplevelser der ligger i at leve et liv uden mål. Han skriver at mål faktisk begrænser os, hvorimod det at opgive at have mål kan føre til det uventede:

“If you live without goals, you’ll explore new territory. You’ll learn some unexpected things. You’ll end up in surprising places. That’s the beauty of this philosophy, but it’s also a difficult transition”

Ikke at have nogen mål betyder ikke, at man bliver en dovenlars, der ligger på sofaen hele tiden, men at man gør det man brænder for:

“You wake up and do what you’re passionate about. For me, that’s usually blogging, but it can be writing a novel or an ebook or my next book or creating a course to help others or connecting with incredible people or spending time with my wife or playing with my kids. There’s no limit, because I’m free … end up in places that are wonderful, surprising, great. I just didn’t know I would get there when I started.”

Naturligvis er det svært for almindelige mennesker med 9-5 jobs at leve sit liv på den måde. Som sagt kræver dagligdagen en vis portion planlægning, og udførslen af det, jeg kalder Skal-opgaver.

Men for det senmoderne menneske med tusindvis af projekter ved siden af job og karriere, er der – tror jeg – et stort potentiale i at overveje Leos tanker. Vil livet blive lettere og sjovere, hvis vi gør de ting vi gør – ikke ud fra mål – men fordi vi synes det er skønt? Og ligger der måske en befrielse i at se nærmere på de mål, vi opstiller for os selv og overvejer om de i virkeligheden er vores egne mål, eller noget vi gør fordi vi tror det bliver forventet af os?

Det ligger dybt i vores kultur at sætte mål op for os selv eller at have projekter. Men hvordan  vil det være at slippe hele ideen om at vi skal have mål?

Jeg tror at vi er ved at bevæge os et sted hen, hvor relationer (ikke netværk, men relationer) bliver vigtigere end resultater, mål og projekter.

Og selv om Leos måde at gøre tingene på nok er radikale i forhold til hvad der er muligt for de fleste af os andre (måske?) så er de ihvertfald dejligt inspirerende. Og det er befriende at give slip på tanken om mål. Det ved jeg af erfaring.

Læs posten her og bliv inspireret: The best goal is no goal.

Thanks for another great blogpost, Leo!

Plinky

Som blogger oplever jeg tiltider skriveblokering. Skriveblokering kan enten handle om ikke at have energi til at skrive et større indlæg om et mere komplekst emne eller bare ikke have nogle ideer overhovedet. Her kan Plinky være en hjælp.

Plinky er blevet købt af folkene bag WordPress, der skriver på wordpress.com, at

“Plinky is great for those days when you want to write, but have no idea what to say. Think of it as a way to fuel your creative mojo. “

Plinky er et redskab, der kan hjælpe dig med at slippe ud af din skriveblokering ved at komme med et spørgsmål hver dag, som du så kan skrive et svar på. Fx hvad er dit bedste sommerminde. Du kan se det som en kilde til inspiration, og en mulighed for at komme igang med skrive et eller andet for at komme i gang.

Derudover kan du enten skrive videre på din blog om emnet, eller –  smart –  poste det du har skrevet direkte på din blog eller dele det på Facebook eller Twitter. Det er altså også et mikroblogging redskab.

Uinspireret

Jeg er uinspireret. Det indlæg jeg skulle skrive om tarottesn struktur spiller bare ikke. Det spiller slet, slet ikke.

Og her sidder jeg så nu. Jeg får ikke skrevet det jeg havde lovet, og jeg er irriteret og frustreret. Min indre lille djævel er irriteret over at jeg overhovedet har lovet noget som helst. Why bother? siger den. Den lille perfektionist (og nogle gange falder de sammen, de to men lige nu er de altså i konflikt) siger “du burde også …” , “nu skal du” etc. Jeg vælger ikke at lytte til nogen af dem.

Så gerne som jeg vil skrive det tarotkursus, vil jeg ikke have at det skal være et flinkeskoleprojekt, det skal ikke være sur pligt. Jeg vil ikke have the ususal suspects – dvs. Kritikeren, Djævelen eller Perfektionisten – til at ånde mig i nakken over dette her. Det skal være noget jeg gør af overskud og glæde, og hvis det ikke fungerer sådan lige nu så må det altså vente lidt – det skal nok komme.

Så det må vente, kære læser, jeg beklager, men det kommer til at vente lidt endnu, til jeg har fundet teten, og inspirationen.