Tag: mindfulness

Den blå himmel

I min bestræbelse på at opdyrke ydre såvel som indre ro, har jeg, udover at dyrke Yoga Nidra,  læst flere bøger af den vietnamesiske buddhistiske munk Thich Nhat Hanh.

Jeg synes at hans måde at beskrive buddhismen er dejlig enkel, og han giver i flere af sine bøger enkle anvisninger på meditation.

Dybest set er han budskab at kilden til glæde i tilværelsen er (op)dyrke vågen opmærksomhed (sati, awareness, mindfulness).

Efter at have læst ham forestiller jeg min bevidsthed som en blå himmel. Hen over den glider tanker, følelser og sansninger – eller indholdet i sindet – som  skyerne, nogle gange stille og roligt, luftigt og let, andre gange som mørke, tunge skyer, der virkelig fylder meget og er parat til at briste med regn, lyn og torden.

Lige så lidt som skyerne er himlen, er mine tanker og følelser min bevidsthed – de fylder blot op, og forhindrer mig i at opleve den fred og skønhed der er i rummet oppe over skyerne.

Men der er en illusion at tro at skyerne ikke opstår, ligesom det er en illusion at tro at tanker og følelse ikke opstår, under meditation og i det hele taget, men opgaven er ikke at identificere dem med selve bevidstheden, ligesom skyerne ikke ER selve den blå eller stjerneklare himmel.

Zen på toppen af bjerget

“The only Zen you find on tops of mountains is the Zen you bring there.” Robert M. Pirsig

Dette citat har jeg haft i hovedet den sidste uge nu. Jeg har gået og funderet over, hvad det betyder.

Jeg tænker at det betyder at vi skal holde op med a søge efter Zen, (mindfulness, indre ro, opmærksomhed) uden for os selv. Det findes ikke andre steder, end der hvor vi er Her&Nu. Så i virkeligheden behøver vi ikke at skulle hele vejen op ad bjerget, vi kan vælge at tage det med os, eller vi kan lade være. Men vi finder det dybest set ikke andre steder end i os selv.

Jeg tror også at det implicerer at indstille sin søgen generelt. Hvad enten vi søger tryghed, kærlighed, lykke eller noget helt fjerde, så findes det ikke “derude”. Opmærksomheden må vende hjem, og vi må selv tage ansvar for vores længsel.

Stilheden

Jeg nyder stilheden. Jeg er alene. Jeg har stadig en uges ferie, mens resten af familien er startet på arbejde og i institutioner. Jeg har tilladt mig denne uges fred, før jeg vender tilbage til arbejet og efterårssæsonens program, fordi det ellers i dagligdagen kan være svært nok at finde ro til fordybelse og stilhed.

Jeg har tænkt tanken; hvad skal jeg så bruge denne uge til? Men den skal egentlig ikke “bruges” til noget. (Der er dog desværre nogle praktiske og organisatoriske opgaver, der skal løses, men det må blive ind i mellem.)

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg bare tænkt mig at være. At kontempletere, at hvile i mig selv, at være mindful.

Kontemplation defineres i den Store Danske som:

“[K]ontemplation er en erkendelses- eller oplevelsestilstand, hvor den kontemplerende skuer ind i selvet efter sandheden eller det guddommelige.

Skønt begrebet ofte har været forbundet med overnaturlige og “mystiske” foreteelser, er sand kontemplation en bøn uden ord og billeder. Man samtaler ikke med og tænker ikke på Gud, men hviler i Gud, i gudsforening.”

Jeg vil nu ikke gå så langt til at sige, at det er GUD, jeg søger forening med – medmindre Gud er i det daglige, i det hverdagsnære. Det er ikke specielt mystisk. Snarere er det blot det at være, at trække vejret, at mærke åndedrættet.  At være tilstede, uden at søge noget bestemt.

Prioriteter V

Fiasko?

Tjah. Min indre kritiker hvæser aggressivt ordet ind i øret på mig.

Måske kan vi også kalde det Ro. Og Fokus. Ja. Fokus på nuet. Og dermed Nærvær.

Og når det indfinder sig, når vi er rolige, fokuserede og nærværende, så tier den inde kritiker. Han kan ikke stille noget op overfor Nuet.

Hvad så?

Jeg har dét motto:  Ro, Fokus, Nærvær. Jeg har det med at glemme det.

Jeg har også et andet, som jeg har vendt i tankerne i løbet af de sidste par måneder. Og jeg er nået frem til følgende:

“Have less. Be mindful. Write”

Det er mine prioriteter. Mine fokuspunkter. De hænger nøje sammen med mine sidste simplificeringer, blot skåret endnu mere ind til benet. Less is More.

Have Less: Minimalisme. Købe færre ting,  sæt pris på det jeg allerede har. Det som er.

Be mindful: Mindfullness. Netop: Ro, Fokus, Nærvær.

Write: Prioritet nr. 1.

Kan du udtrykke dine fokuspunkter i et enkelt motto. En levemåde? Hvordan lyder det?

Gammel vin?

“Mindfullness er det spirituelle svar på spelt. Egentlig er det bare hvede, men nu kalder vi det for spelt, og straks føler vi os mere mætte. Egentlig er det bare en mental pause, men nu kalder vi det Mindfullness, og pludselig er det ikke et udtryk for dovenskab, men en værdifuld handling at sidde med lukkede øjne og trække vejret.” Nikolai Lang i Information

Er mindfulness gammel vin på nye flasker?

Det tror jeg egentlig at det er. Og det er også okay. Mindfulness er ganske rigtigt blevet brandet rigtigt godt. Og det gør måske ikke så meget.

Da vi var til foredrag med Lars Muhl i efteråret sagde han noget i retning af ” Og i denne sæson kalder vi det Mindfulness” – og antydede altså dermed at der ikke er noget nyt i det. Intet nyt under solen.


Det er måske snarere noget gammelt, der bliver ved med at komme tilbage på nye måder. Fordi det er værdifuldt. At øve bevidst og autentisk nærvær og fokusere på at være i nuet. Og nødvendigt fordi det modvirker stress.

Pakket ind, så vi senmoderne mennesker kan fordøje det bedre. Som en ny trend.

Gør det noget? Jeg har tænkt over det og jeg er kommet frem til at det gør ikke noget. for vi har faktisk brug for at hoppe ud af trædehjulet og holde en pause.  Og hvis mindfulness er det der skal til, så fint nok.

Faren er så blot at fordi det netop kan opfattes som blot en trend kan der være en tendens til at smide det overbord når det næste nye kommer – og så er vi jo lige vidt.

Med mindre det er kommet for at blive, eller kommer tilbage i en ny form.

Det håber jeg. For det er vigtigt. Uanset hvad der står på etiketten.

Selvværd

Det smukkeste ved blogging er muligheden for at blive inspireret – og at give det videre.

Jeg blev inspireret af Becoming Minimalist til at tænke på  at ville have mindre gør det nemmere bare at være.  At begære noget er at flytte energi ud i noget andet, og det er fremtidsrelateret. Det flytter fokus væk fra nuet og ind i en fantasifremtid.

Implicit i det at ville have noget eller at ønske mig noget andet, er at jeg selv – som den jeg er lige nu – har mindre værdi. For energien (værdien) tillægger jeg det begærede objekt.

Jeg tænkte på, hvad der forhindrer mig i at nyde bare at være til og værdsætte mig selv? For jeg har jo det jeg har brug for.

Og jeg har de mennesker, jeg elsker og holder af omkring mig. Og jeg møder hele tiden nye og spændende mennesker, og muligheder. Hvad er det der forhindrer mig i at værdsætte alt det?

En fin lille bog
En fin lille bog

At jeg ikke værdsætter mig selv nok. Jeg tror det er så enkelt.  Den tanke blev jeg inspireret til af Karin, der gav et par citater fra When I loved myself enough.

“When I loved myself enough

I quit rehashing the past and worrying about the future

which keeps me in the present where aliveness lives”

Jeg tror egentlig at vi er mange, der arbejder med at opbygge en grundlæggende følelse af selvværd. Men. Hvis vi tillægger os selv mere værdi – og nuet –  så kunne vi måske også værdsætte os selv noget mere? Ja ligefrem elske os selv? Give os selv omsorg? Og så ville det blive nemmere at værdsætte det, vi er – og allerede har – så vi ikke behøver mere.

Det er en god cirkel: At ville have mindre og bare være. At værdsætte nuet og det der er. Og dermed elske sig selv. Og begære færre ting.

Giver det mening?

M for Monotasking

Der er lige et lille aspekt ved både minimalisme og mindfulness som jeg vil drage frem, nemlig den ædle kunst at monotaske.

Det har været moderne at multitaske i mange år, men nu er udviklingen vendt mod at monotaske. Det vil sige at gøre én ting ad gangen og være nærværende når, man gør det. At være bevidst om det man gør idet man gør det.

Det hænger sammen med minimalisme på den måde, at man vælger at fokusere på det der er allervigtigst at gøre nu i dette øjeblik og så gør det 100 %. Eller man vælger de tre vigtigste opgaver eller gøremål i dag og så gør dem fuldt ud. Een ad gangen.

Det hænger sammen med mindfulnes på den måde, at når man bevidst fokuserer på een ting ad gangen, så er man ikke allerede ude i det næste og det næste og det næste.

Lige som man kun kan være eet sted ad gangen, kan man i princippet kun gøre een ting ad gangen. Selvom vi prøver at gøre flere ting ad gangen, får vi dem bare chunket op og vores opmærksomhed bliver delt når vi både prøver at skrælle kartofler, tale i telefon og tjekke mail på samme tid – eller hvad det kan være.

Vi gør en ting ad gangen i meget meget korte forløb, og på den måde undgår vi at fordybe os og – ja at opleve det vi gør – at mærke flowet i det.  Og måske går vi så glip af en erkendelse eller fornemmelse eller følelse – eller helt enkelt oplevelsen af at være i nuet.

Så hvorfor ikke vælge at gøre en ting ad gangen med bevidsthed og så virkelig opleve det?

Mere om mindfulness

Det er ikke meningen at det skal være kedeligt eller solipsistisk at være mindful. I en søgning efter mindfullness, faldt jeg over en artikel fra NYT opiniator blog om Mindfulness, hvor bloggeren blandt andet skriver:

For the truth is, however admirable mindfulness may be, however much peace, grounding, stability and self-acceptance it can bring, as an experience to be shared, it’s stultifyingly boring.

I’ve also come to wonder if something desirably human is being lost in all this new and improved selfhood. That is to say: an edge. That little bit of raggedness that for some of us is really the heart of what makes us human.

Jeg kan godt forstå hvor hun vil hen med det. Og det er lidt den samme fristelse og fælde, vi finder med mindfulness som med spiritualitet og selvudvikling. Det er ikke noget vi skal tale om at være eller gøre. Det er ikke en konkurrence. Det er ikke perfektionisme.

Det er ikke: “Jeg er bare SÅ mindful!”

Dybest set handler det om at være dem vi er – vi kan godt være sjove, gale, glade, menneskelige, fejlbarlige, ironiske, kede af og det, vrede etc – samtidige med at være tilstede – som netop dem vi er .