Traume

“Thi stykkevis erkender vi … “

Det er først nu, at jeg begynder at forstå det fulde omfang af hændelserne i min barndom. Det har været en lang proces, der er kommet stykkevist. Men det har givet mig en stor indsigt i mit eget sind – og den menneskelige tilstand, kan jeg sige uden at blinke.

For længe siden læste jeg, at det at have en alkoholiseret forælder kan afføde et traume på samme vis som krigsoplevelser, overgreb og ulykker. Dengang blev jeg overrasket over at det kunne være “så slemt”, og tog det ikke helt alvorligt – måske fordi jeg ikke ville erkende det.

I disse dage har jeg af forskellige årsager følt at jeg hang i en meget tynd snor. For andre, udenforstående, ville det forekomme uforståeligt, for det der sket i den foregående uge har blot været en ekstrem travlhed. Men samtidig med at der har været travlhed hjemme har der været omorganisering på arbejdet, og begge dele er triggere for stress.

Derfor fik det mig til at tabe luft. Jeg var på nippet til at blive stresset. For et år siden udløste private omstændigheder en akut stress, der fik mig til at gå kortvarigt ned med flaget. Heldigvis var det kortvarigt, og jeg kom op igen.

Jeg er stærk, en overlever, som voksne børn af alkoholikere ofte er.

Både nu og for et år siden var min umiddelbare reaktion derfor, at jeg burde kunne klare det. Men det kan jeg ikke, og erkendelsen af, at jeg ikke skal klare alt, men at det er okay – at erkende at jeg ikke kan, medfødte heling. Måske netop fordi jeg med tiden har lært at række ud og bede om hjælp – istedet for som da jeg var ung, at overleve – og lide – i stilhed. Jeg føler en intens sorg over den unge pige og kvinde, som dengang stod alene i kaoset.

Min pointe med alt dette er, at jeg har erkendt at jeg bærer på en post traumatisk stress, der kan udløses, når mit rolige, naturlige habitat udfordres – når der sker for mange ting på een gang. Og det er naturligvis ikke på nogen måde for at gøre mig selv til offer, at jeg skriver dette, snarere tværtimod. Mit liv er godt, jeg er – sædvanligvis – stærk, sund og glad.

Men min pointe har naturligvis også et videre perspektiv. Vi kan aldrig helt kan vide, hvad der foregår hos og i andre, og hvorfor de reagerer som de gør, og at vi derfor må være overbærende, opmærksomme og omsorgsfulde.

At bære over med – måske kunne det strækkes til at betyde, at vi hjælper andre med at bære deres byrde – at bære med. Jeg har heldigvis oplevet, at mange gode mennesker bærer over med mig.

At være opmærksomme – at se tegnene hos andre, når de er på nippet til at krakelere.

At være omsorgsfulde – måske er det blot at lytte, at sidde sammen med i stilhed – det kan betyde alt.

Og vilje og evne til omsorg er nødvendige i disse tider, vi har brug for det, vi har brug for hinanden, vi har brug for godhed og kærlighed.

Og uanset om vi tror på en højere magt eller ej, så kan kærligheden og det at være kendt jo betyde at vi simpelthen vælger at kende os selv i den Anden, og føler os kendte af den Anden:

“Nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.

Gammel vin?

“Mindfullness er det spirituelle svar på spelt. Egentlig er det bare hvede, men nu kalder vi det for spelt, og straks føler vi os mere mætte. Egentlig er det bare en mental pause, men nu kalder vi det Mindfullness, og pludselig er det ikke et udtryk for dovenskab, men en værdifuld handling at sidde med lukkede øjne og trække vejret.” Nikolai Lang i Information

Er mindfulness gammel vin på nye flasker?

Det tror jeg egentlig at det er. Og det er også okay. Mindfulness er ganske rigtigt blevet brandet rigtigt godt. Og det gør måske ikke så meget.

Da vi var til foredrag med Lars Muhl i efteråret sagde han noget i retning af ” Og i denne sæson kalder vi det Mindfulness” – og antydede altså dermed at der ikke er noget nyt i det. Intet nyt under solen.


Det er måske snarere noget gammelt, der bliver ved med at komme tilbage på nye måder. Fordi det er værdifuldt. At øve bevidst og autentisk nærvær og fokusere på at være i nuet. Og nødvendigt fordi det modvirker stress.

Pakket ind, så vi senmoderne mennesker kan fordøje det bedre. Som en ny trend.

Gør det noget? Jeg har tænkt over det og jeg er kommet frem til at det gør ikke noget. for vi har faktisk brug for at hoppe ud af trædehjulet og holde en pause.  Og hvis mindfulness er det der skal til, så fint nok.

Faren er så blot at fordi det netop kan opfattes som blot en trend kan der være en tendens til at smide det overbord når det næste nye kommer – og så er vi jo lige vidt.

Med mindre det er kommet for at blive, eller kommer tilbage i en ny form.

Det håber jeg. For det er vigtigt. Uanset hvad der står på etiketten.

Stress

Hvorfor er det så vigtigt for mig at beskæftige mig med minimalisme og mindfullness?  Eller hvorfor er det også vigtigt?

Jeg interesserer mig for det for at for at skabe en god balance mellem mit arbejde og mit liv. Og altså også for at at undgå at blive stresset. Vi kender alle nogle der er gået ned med stress, eller måske har vi selv prøvet det.

Og det har jeg besluttet mig for at det vil jeg ikke opleve. Derfor er jeg også gået ned i tid til 32,5 time om ugen. Og derfor forsøger jeg at opretholde en skarp adskillelse mellem arbejde og liv. Fx er jeg stort set holdt op med at arbejde hjemme.

Et af problemerne med stress er at vi taler om det på forskellige niveauer. Vi kan sige: “Jeg er  stresset”, når vi i virkeligheden mener at vi har meget, meget travlt. Men det er ikke stress.

Der er basalt set to former for stress; den hurtige stress som i Løb eller bliv spist stress. Den er hensigtsmæssig, hvis vi bliver forfulgt af en sabeltiger, og de fleste moderne mennesker oplever den, når vi skal præstere noget, fx til eksamen.

Så er der langstidspåvirkningen, når vi har oplevet den første type stress alt for længe. Det kan hverken hjernen eller kroppen tåle.

En arbejdsnarkomans bekendelser
Et lys der brænder sig i begge ender

I sin bog En arbejdsnarkomans bekendelser fortæller Hanne Feldthus om, hvordan hun som dedikeret arbejdsnarkoman sled først sin krop dernæst sin hjerne i stykker. Hun brændte helt ud. Hun har nogle gode pointer om forholdet mellem at arbejde og at leve. Og ikke mindst om forskellen på relationer og præstationer. En meget væsentlig skelnen. Den er hermed anbefalet.

Hun kommer også indledningsvist ind på det med at det hele tiden siges, at vi skal arbejde mere og længere for at beholde vores nuværende velfærdsniveau.

Tænk engang. Jeg tror ikke det er løsningen. Jeg tror at løsningen er at vi – som samfund betragtet – skal arbejde bedre. At vi skal skabe bedre viden og dermed bedre produkter. Vores konkurrence parameter er ikke at vi skal producere, men at vi skal innovere.

Jeg oplever at flere og flere er begyndt at arbejde på nogle andre måder og at leve på nogle andre måder og at få de ting til at fungere sammen på nogle andre måder. Fx indenfor simple living eller minimalisme bevægelserne.

Tingene er ved at blive forandret. Men nedefra – og ikke nødvendigvis særligt hurtigt – måske snarere i bølger (?) – og politikerne og de såkaldte økonomiske vismænd har tilsyneladende ikke helt opdaget det endnu.

De måder vi hidtil har arbejdet, produeret og forbrugt på – som samfund betragtet – er under forandring. Det dur ikke længere. Dels fordi for mange mennesker får stress og bliver udbrændte. Dels fordi miljøet ikke kan tåle at vi bliver ved på den måde. Systemet som sådan er også  stresset.

Men der er noget nyt på vej. Et nyt paradigme.